Tid til eftertænksomhed...

Jeg er i et lidt underligt humør lige nu. Det var egentlig meningen, at jeg ville have skrevet et blogindlæg om hvor irriteret jeg havde været på mig selv, over at jeg i går var kommet til at sove for længe. Meget for længe endda! Jeg havde sat uret til at vække mig kl. 10:00. Nu har jeg aldrig været typen, som springer ud af sengen og råber: GOD MORGEN VERDEN!!! Jeg skal helst vågne stille og roligt. Så jeg slukkede for alarmen og lagde mig tilbage under dynen. Jeg skulle bare lige lukke øjnene et øjeblik og så zzzzzzzzzzzzzzz. Da jeg vågner igen, er det mørkt udenfor. Jeg kikker på klokken og ser at den er 17:03. Altså!

Heldigvis har sønnike været hjemme hos sin far denne weekend og kommer først hjem senere på aftenen. Han har derfor spist til aften hos sin far. Det eneste vi mangler er sådan set kun en liter mælk. Men jeg er stadig irriteret. Irriteret over at have sovet for længe og over at butikkerne nu har lukket. Så jeg traskede op på Shell efter mælk. Hvis det ikke havde været mørkt, havde man garanteret kunne se den tordensky som hang over mit hoved. 10,95 kr. for en liter mælk og så er den ikke engang økologisk! Jeg skulle have købt to liter, da jeg alligevel var i Kvickly. Hvorfor tænkte jeg ikke på det? Hvorfor skal jeg også være så utjekket? Skumle, skumle, skumle...

Da klokken nærmer sig midnat, kan jeg selvfølgelig ikke sove. Så jeg tænker at jeg vil skrive blog om hvor irriteret jeg er over min skæve døgnrytme, at skulle købe mælk på tanken og hvor ADHD-agtigt det hele bare er. Jeg vil krydre mit indlæg med et billede af mælk. Googler derfor efter billeder af mælk og falder over dette (af kunsteren Jakob Hunosøe):

Hvad som dog er mere interessant, er at jeg finder det på denne blog: http://tosommerfugle.blogspot.com/ Den er dragende, så jeg bliver hængende en stund. Og så begynder jeg at græde. Græde fordi Aktiv Dødshjælp ikke er tilladt i Danmark. Græde fordi jeg bliver rørt over at læse de mange historier, om mennesker som har hjulpet en elsket til at få fred. Smukke mennesker med store hjerter.

Jeg ved godt at debatten om Aktiv Dødshjælp, er en debat med mange nuancer. Livet ikke uden lidelse og mange gange gør lidelse stærkere. Men det er mig fuldstændig ubegribeligt at mennesker som er så alvorligt syge, at man udemærket ved hvor det bærer hen, ikke kan få lov til at dø en værdig død. Mennesker som skal leve deres sidste dage eller uger i et rent smertehelvede eller som en grøntsag.

Jeg har endnu tilgode at læse alle "sommerfuglens" blogindlæg. Det er heller ikke sikkert, at jeg er enig med ham hele vejen igennem. Men det giver stof til eftertanke. Jeg fik ihvertfald lige sat livet lidt i perspektiv. Lysten til at lukke galde ud om skæve døgnrytmer og dyre mælk er forsvindende lille. Jeg smiler lidt ved mig selv og tænker: Det går nok alt sammen...

Peace and Love

Jette