onsdag den 16. november 2011

Mænd i skysovs og mig - en heldig kartoffel!

Jeg har gået og været sådan lidt trist og bekymret på det seneste. Årsagen er at jeg til januar har brugt alle mine SU-klip, men at jeg stadig mangler at færdiggøre en pæn del af min bachelor. En del af mine bekymringer har derfor gået på, om jeg mon nogensinde gennemfører mit studie? Andre på hvad jeg så skulle lave? Og sidst men ikke mindst, om jeg risikerer at skulle igennem aktiverings- og jobprøvningsmøllen.
Ingen tvivl om at jeg mere end noget andet, ønsker at gennemføre mit studie. Tanken om at skulle være andet end teolog, forekommer mig temmelig fjern. Jeg nærer en stor kærlighed og dyb, dyb interesse for faget. Men jeg er ikke i stand til at have arbejde ved siden af studiet, grundet den funktionsnedsættelse min ADHD giver mig. Det vil sige at hvis jeg ikke kan få SU, kan jeg ikke gennemføre mit studie. Jeg har forhørt mig hos kommunen om mulighed for revalidering. Det var dog før jeg fandt ud af at årsagen til mine tilbagevendende depressioner skyldtes udiagnosticeret ADHD. Ved dog ikke om det ændrer på noget at jeg nu ikke længere "er syg", men har et handicap. Men fik dengang at vide, at sandsynligheden for at jeg kunne få revalidering var meget lille.
Det var den noget forsimplede udgave, af en masse forvirrende tanker og overvejelser.

Her kommer så de gode nyheder, som jeg i går lovede jeg ville skrive:
Jeg var i går eftermiddags til konsultation hos H. Vi snakkede lidt om de tanker og overvejelser, som jeg har skitseret ovenover. Han gjorde efterfølgende selv opmærksom på at han gerne ville være behjælpelig med at udfylde erklæringer og hvad jeg nu måtte have behov for, for at kunne fortsætte mit studie, for ellers skulle jeg jo arbejde. Underforstået: Det ville være dumt, hvis jeg skulle arbejde som ufaglært, når mine kompetencer tydeligvis ligger et andet sted. Og tilføjede; det er jo ikke begavelsen som fejler noget. Og så var det han gav mig blikket. Blikket som sagde det hele: Du er alt for intelligent til ikke at fortsætte med at læse. Det ville være en skam, et tab. Spild af menneske og spild af intelligens.
Nu er det jo ikke sikkert at SU-styrrelsen, eller - i værste fald - kommunen er enig i det fornuftige i den betragtning. Men bare det at vide at jeg har et ekstra sæt ben til at hjælpe mig med at sparke de døre - som skal sparkes - ind, betyder alverden for mig. At der er at andet menneske, som tror på mig og kan se mit værd. Jeg har så stor respekt for den mand!

Det var så gårsdagens mand i skysovs. Dagens mand i skysovs var en studiekammerat og nær ven, som ringede tidligere i dag og spurgte om jeg gav en kop kaffe. Selvfølgelig! Han spurgte om han skulle tage noget brød med til kaffen. Jeg sagde at det ikke var nødvendigt, da vi lige havde spist, men at hvis han selv havde lyst til noget, skulle han da endelig tage det med. Jeg kunne jo altid gemme resterne til i morgen, da de ville falde på et tørt sted, grundet mine medicinudgifter. Og tænk! Da han så kom, havde han en mindre "overlevelsespakke" med til mig, bestående af brød, ost, pølser og snacks til kaffen. Så sødt! Vi sludrede om løst og fast og jeg fortalte ham lidt omkring min ADHD og medicin og hvad som jeg nu ellers tumler rundt med. Da han var taget afsted igen, sendte jeg ham en "tak-for-besøget-og-mange-tak-for-overlevelsespakken-SMS, hvorpå jeg fik et svar tilbage, om at han var ked af at han ikke havde haft mere med. MERE?! Han havde jo allerede givet langt mere end man overhovedet kunne forvente. MERE?! Jeg havde jo slet ikke bedt om noget. Jeg var  taknemmelig over at han "bare" havde tænkt i de baner. Jeg kunne tude at hjertevarme over at have sådan en ven.

Jeg føler mig meget velsignet!

Peace and Love
Jette

Ingen kommentarer:

Send en kommentar