Jeg har i øvrigt fået brev fra lægemiddelstyrelsen, om at jeg har fået bevilliget enkelttilskud til min medicin. Fedt nok! Ikke at det som sådan kommer bag på mig. Jeg tror vist det er rimelig nemt at få, så længe man bare har en læges/psykiaters udtalelse, om at man har brug for medicinen. Men jeg kan da godt undre mig over, at der ikke i forvejen er generelt tilskud (som det kaldes i apoteker- og lægekredse) til Ritalin, når det nu er godkendt af lægemiddelstyrelsen til behandling af ADHD. Men det findes der sikkert en fornuftig lang og indviklet forklaring på...
Nå, men så står man dernede på apoteket med sit fine brev og så har de allerede oplysningerne liggende i deres database. Derudover troede jeg jo, at jeg fik tilskud med det samme. Jeg mener - enkelttilskud - lyder det ikke ret meget, som et tilskud man får "udbetalt" med det samme? Men sådan fungerer det altså ikke.
Jeg har tilsyneladende lignet ét stort spørgsmålstegn, for den rare apoteker-mand giver sig til at forklare mig om CTR-registeret, opsparing og diverse procentssatser, hvilket jo blot får mig til at se endnu mere mærkelig ud i hovedet, hvilket igen får apoteker-manden til endnu mere udførligt - og meget tålmodigt - at forklare mig om CTR-registeret, opsparing og diverse procentssatser. Hør nu her! Jeg ser jo ikke mærkelig ud i hovedet, fordi jeg på nogen måde er sur på dig, over at jeg ikke kan få tilskud med det samme. Faktisk synes jeg at du er skide sød! Det er bare mig som har misforstået noget. Jeg ser mærkelig ud i hovedet, fordi du prøver at forklare mig om CTR-registeret, opsparing og diverse procentssatser og det er bare lidt for mange oplysninger, når jeg har ADHD og kl. er 10:30 en lørdag formiddag og min hjerne ingenlunde er gearet til procentregning og jeg i øvrigt også skal i Kvickly og købe en liter økologisk mini-mælk fra Thise mejeri og det gider jeg egentlig ikke, for der er altid så mange mennesker på det tidspunkt og jeg hader at stå i kø og så bare for en liter mælks skyld... Ja, det sagde jeg selvfølgelig ikke, men det var de tanker som farede gennem hovedet på mig.
Men nu ved jeg da hvordan det fungerer til næste gang. Så ser jeg forhåbentligvis knap så mærkelig ud...
Peace and Love
Jette
Ingen kommentarer:
Send en kommentar