lørdag den 5. november 2011

Lars Løkke

Man siger at folk med ADHD har et rigt tankeliv. Det skal jeg da lige love for...

I nat* drømte jeg, at jeg var i byen med en veninde. Der mødte vi Lars Løkke og to af hans venner (ikke nogen jeg umiddelbart kunne genkende fra dansk politik). Som tingene udviklede sig, begyndte jeg at flirte og danse (meget) tæt med Hr. Løkke. Men ærlighed fremfor alt, som man siger... Så jeg gjorde ham selvfølgelig opmærksom på, at jeg ikke ligefrem havde stemt på ham. Næ, at jeg faktisk tilhørte den anden fløj. Men Lars var heldigvis et stort nok menneske, til at kunne se igennem fingrene med dette. Så vi dansede videre og flirtede løs og jeg tænkte; han er da en dejlig mand...

Nu er det jo ikke sådan at jeg hader Lars Løkke. Egentlig har jeg et ganske positivt billede af manden. Jeg tror han er et rart og varmt menneske, med fødderne solidt plantet i jorden. En mand som kalder en spade for en spade. Som gerne drikker fadøl med gutterne og fortæller sjove vittigheder om prutter. Jeg er bare ikke enig med ham politisk.

Men jeg kan i himlens navn da ikke greje, hvad han laver i min underbevidsthed...



* Nat skal i denne sammenhæng tages med et gran salt. Jeg har stadig en lidt skæv døgnrytme, så det var nok nærmere henad sen aften.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar