lørdag den 29. oktober 2011

Kunsten at finde æbler

Jeg er efterhånden ved at få så god en fornemmelse for medicinen, at jeg kan mærke hvornår virkningen er ved at aftage. Egentlig er det jo ret smart, da jeg således bare skal lytte til min krop, som fortæller mig hvornår det er tid til en ny dosis. Knap så smart, hvis man ikke lige har medicinen på sig, når virkningen aftager og man befinder sig midt i ADHD-helvede: Kvickly!

Jeg var taget til nabobyen sammen med sønnike, for at handle. Årsagen til vores "pilgrimsrejse", var fordi vi skulle forbi grønthandleren og finde et græskar til allehelgensaften. Det er efterhånden - som i så mange andre danske familier - blevet lidt af en tradition herhjemme. Weekenden før allehelgensaften plejer vi at udhule et græskar, sætte lys i det og så lave et eller andet lækkert af indmaden.
Nå, men vi fik købt vores græskar. Selvfølgelig udvalgt med nøje omhu. Der går jo lidt sport i at finde det at finde det flotteste... Og fortsatte så ned mod Kvickly.

Jeg har tidligere berettet om mine vanskeligheder i forhold til indkøb. Og i dag jeg havde selvfølgelig ikke været så taktisk, at jeg hjemmefra havde taget beslutningen om hvad vi skulle have at spise. Det går nok, tænkte jeg. Og det ville det sikkert også have gjort, hvis det ikke lige var fordi effekten af medicinen aftog, nærmest synkront med at jeg trådte ind i Kvickly.
Da jeg kommer hen til grøntafdelingen og ser at de ikke har nogle økologiske bananer, bliver forvirringen total. Det plejer de da at have! Og selvom jeg går en omgang rundt om udvalget af øko-grønt, dukker bananerne alligevel ikke op på magisk vis. Pokkers også! Jeg skuler hen mod de konventionelle bananer. Det er jo ikke fordi jeg er så hardcore øko-fanatiker, at jeg nægter at spise andet. I mange tilfælde føler jeg mig faktisk nødsaget til at vælge økologien fra, hvis prisforskellen er for stor. Men i de tilfælde hvor prisen er den samme, eller der blot er et par kroners forskel, køber jeg økologisk. Og det plejer at være tilfældet med bananerne. En anden (og meget ADHD-venlig) fordel ved øko-bananerne, er at de er færdigpakkede. Jeg skal med andre ord ikke først finde en pose, for derefter at beslutte om jeg nu skal købe 4 - eller 5 stks. (jo, det kan faktisk være ret vanskeligt!). Jeg bliver enig med mig selv om at vi nok overlever en dag uden bananer og fortsætter mod køledisken. Lynhurtigt får jeg spottet en pakke med (økologisk) flæsk i skiver og spørger sønnike, om han har lyst til æbleflæsk. Det har han. Det gik jo meget nemt! Så skal vi bare have nogle æbler. Tilbage til grøntafdelingen... Hvor er æblerne henne? Du bliver ved med at gå rundt, mor, konstaterer sønnike og jeg forklarer ham, at det er fordi jeg skal finde nogle æbler. Hvor fanden er de æbler henne?! Omsider lykkes det mig at finde dem. Fire forskellige sorter... Jeg ved jo intet om æblesorter! Tager et lille udvalg af hver sort. Så er det bare en liter mælk og så mangler vi vist ikke mere. Jo, müsli. Tilbage igen! Og så til kassen og betale...

Nogle dage er selvfølgelig værre end andre, men jeg synes godt nok den var slem i dag. Og så hjalp det jo ikke ligefrem at der i grøntafdelingen stod et fjernsyn og kørte reklamer for Frugtfjolserne (= færdigpakket frugt/grønt i farverige børnevenlige emballager, til overpris) samtidigt. Nogle gange skal der bare intet til, for at distrahere mig. Det kan være alt fra en farverig indpakning, til at man møder en man kender (i dag bød på begge ting). Fokus bliver flyttet og man glemmer hvad det i første omgang egentlig var man skulle. Hvorom alting er, kan jeg mærke at medicinen hjælper mig til at holde (et vist) fokus. Hvis jeg altså vel at mærke husker at have den med mig... ;o)

Peace and Love
Jette

fredag den 28. oktober 2011

Så lettede tågen...

Jeg har været lidt af en superwoman i dag, hvis jeg selv skal sige det. Jeg har fået støvsuget lejligheden (det gjorde jeg også i forgårs. To gange indenfor to dage! Hvornår er det sidst sket?), tørret støv af på reolerne, taget opvasken og vasket to maskiner tøj. Må dog indrømme at jeg sprang over hvor gærdet er lavest i forhold til aftensmaden, da jeg sendte sønnike i Netto efter to frostpizzaer fra Urtekram. Men det syntes jeg godt jeg kunne tillade mig, når nu jeg (ellers) havde været så dygtig. Og så var det jo heller ikke usundt. Det var jo økologisk! ;o) Ja, det er sikkert min hippie-opdragelse af knægten, som bider sig selv i halen, men økologi er ifølge sønnike per definition sundt. Jeg kom en eftermiddag hjem og opdagede at knægten havde spist et helt glas (økologisk) syltetøj til frokost. Jeg fandt det nødvendigt, lige at tage en alvorlig samtale med ham omkring det, men knægten kikkede bare uforstående på mig og sagde; jamen, det er jo økologisk! Jeg ved ikke hvor meget af min redegørelse om at økologisk sukker jo også er sukker, som fes ind på lystavlen. Uagtet hvad; jeg kan lide hans tankegang! Også selvom den næppe holder i retten. Det letter ihvertfald lidt på samvittigheden...

Den tågedis som jeg de sidste mange dage har befundet mig i, er omsider lettet. Når jeg tænker over det, er jeg faktisk ganske imponeret over at det er lykkedes mig at føre en (somewhat) normal hverdag, for jeg har været helt væk. Ihvertfald om dagen. Om natten - når effekten af medicinen var aftaget - var hjernen tilbage i sine vante ADHD-omdrejninger. Natten til i går, var det lige før det lykkedes min ADHD, at overtale mig til at gøre køleskabet rent. Jeg måtte virkelig tale strengt til mig selv og sige at der altså ikke er nogle normale mennesker, som gør deres køleskab rent kl. 2:00 om natten. Men sikken et snedig rad, den kan være, når den på bedste vis forsøger at overtale mig til at skippe min søvn. Det var jo lige før jeg faktisk godt kunne se det fornuftige i at stå op og gå i gang med rengøringen. Hvorom alting er, fik den heldigvis ikke skovlen under mig denne gang. Men jeg tænker om søvnunderskud, også kan have været en medvirkende faktor til de seneste dages tågedis?

Nevertheless, talte jeg i telefon med H i forgårs og fortalte ham at jeg stadig følte mig døsis. Det var dog ikke meningen. Meningen er at medicinen skal gøre mig lidt mere rolig og fokuseret, men ikke så træt at jeg (alligevel) har svært ved at varetage dagligdagsopgaver. Han foreslog mig at jeg skulle nøjes med 10 mg (methylpenidathydrochlorid) ad gangen, i stedet for 15 mg. Det kan som sagt godt tage lidt tid, at finde den rette dosis. Endvidere bad jeg specifikt om at få udleveret Ritalin denne gang, i stedet for Motiron (kopipræparat), da jeg i går var på apoteket efter en ny recept. I første omgang tænkte jeg, at jeg jo bare skulle have det billigste. Men jeg læste så (i min anden Bibel: Sari Soldens Kvinder med ADHD), at man godt kunne reagere forskelligt på forskellige mærker, selvom indholdet i princippet var det samme, da hjælpestofferne kunne være nogle lidt andre. Der er vist lidt uenighed om dette, blandt eksperter og jeg glemte selvfølgelig at spørge H om dette, da vi talte i telefon. Til gengæld fik jeg fortalt ham om min mobiltelefons signalproblemer (- for jeg tænkte at det da var helt essensielt for manden, at få dette at vide... ;o)). Nogle af mine ADHD-træk lever åbenbart stadig videre, i bedste velgående!
Jeg synes dog at kunne mærke en lille forskel, men nu skal man selvfølgelig heller ikke undervurdere effekten af placebo. Derudover betyder det sikkert også noget, at jeg er gået ned i dosis. Men jeg tror alligevel at jeg holder mig til "Rita" for fremtiden. Også selvom hun er en lidt dyrere dame. Jeg mener, i tilfælde af at det nu er Motironens skyld, at jeg har følt mig så omtåget.

Jeg tror humor er vigtigt at have med sig, når man har gjort det til sin mission, at være med til at aftabuisere - og skabe større fokus omkring - et handicap som ADHD. Således postede jeg f.eks. i dag Kim Larsens "Rita" ( http://youtu.be/A9Wp6hHZE4M ) med den lettere ironiske kommentar Ode til psykofarmaka, på Facebook. Forstå mig ret! Det er jo ikke fordi at jeg er jublende lykkelig over at skulle være afhængig af medicin. Og det kan da også godt være, at der er nogle som synes at jeg er lidt mærkelig. Så lad dem synes det! Jeg nægter at gemme mig længere. Det har jeg gjort stort set hele mit liv og det eneste jeg fik ud af det, var dårligt selvværd, angst og depression, fordi jeg følte mig så forkert. Men der er virkelig sket meget på den konto, efter jeg fandt ud af at jeg havde ADHD. Så meget at det vil være alt for omfattende, hvis jeg skulle komme ind på det hele i denne omgang. Jeg lover dog at jeg nok skal vende tilbage til det, engang ved lejlighed. For nuværende synes jeg dog det er tilstrækkeligt at sige, at jeg har indstillet mig på at ADHD er en del af min virkelighed. Samt at jeg glæder mig over at opleve, hvorledes min skam bliver mindre og mindre, for hver dag der går.
Jeg kan selvfølgelig godt tænke, om det nu var nødvendigt at skrive så udførligt om min medicin. Men jeg er faktisk stolt (af mig selv) over at have gjort det. Det er udelukkende fordi det (for mange) stadig er et tabu at skulle tage psykofarmaka. Men jeg nægter at ligge under for den slags. Jeg har et neurobiologisk handicap, som gør at der er ubalance i min hjernens signalstoffer, som jeg så er nødt til at tage medicin imod. Jeg kan virkelig ikke se, at det skulle adskille sig væsentlig fra f.esk. at tage penicillin. Og det er der vel næppe nogen som skammer sig over?

Peace and Love
Jette

tirsdag den 25. oktober 2011

Jeg føler mig modig!

Så kom der billede af os på profilen. Ja, jeg beklager sønnikes ansigtsudtryk, men han har for tiden en idé med at skære ansigter, så snart der kommer et kamera indenfor hans radius. Han forstår ikke rigtig moders behov for at ville forevige ham. Men nu kan i se hvem vi er. :o)

Mere bliver det (desværre) ikke til i dag. Jeg er stadig helt flad og omtåget af medicinen, men forhåbentlig er det blot et spørgsmål om tilvænning.

Peace and Love
Jette

P.S. Jeg fandt i dag min køkkensaks ude på kommoden i entréen. Det er mig et mysterium, hvordan den er havnet derude...

Steaks fra Nielsens

Jeg var i Roskilde med sønnike i dag. Vi fik købt et par lysebrune McKinley vinterstøvler til ham, i Intersport. Det gik ret smertefrit. Han prøvede tre forskellige par støvler og valgte så de nævnte (og tilmed billigste! :o)). Ingen brok. Skønt!
Efterfølgende spiste vi på Jensens Bøfhus. Sønnike bestemte sig lynhurtigt for en omgang Nachos med kylling, mens jeg modløst bladrede menukortet igennem. Gårsdagens damptromle-fornemmelse havde atter indfundet sig. Jeg kunne ikke lade være med at tænke; hvis det er sådan en normal hjerne fungerer, er jeg ikke sikker på at jeg ønsker at være normal... Det lykkedes mig dog at træffe en beslutning og jeg valgte en bøf med bearnaise.

Egentlig hedder Jensens Bøfhus slet ikke Jensens Bøfhus hjemme hos os længere, men Nielsens (Bøfhus). Årsagen skyldes en episode, hvor min ADHD-hjerne virkelig foldede sig ud i fuldt flor. Som i måske ved, står Niel... Jensens (!) Bøfhus også bag nogle detailvarer, som kan købes i de fleste velassorterede supermarkeder. For nogle år siden var jeg ude og handle sammen med min (eks-) mand. Da jeg kommer hen til køledisken, ser jeg at der er tilbud på (færdigpakkede) barbeque-spareribs fra Jensens Bøfhus og udbryder; Orv! De har steaks fra Nielsens! Godt klaret! Jeg går fejl af både navnet og produktet. Min eks-mand kunne da heller ikke lade være med at grine (kærligt) af mig. Og så begyndte jeg også at grine, for jeg kunne jo godt se det morsomme i det. Dette er blot et af mine talrige guldkorn. Egentlig kan jeg godt forstå, hvis udeforstående sommetider får det indtryk, at dem på øverste må være bortrejst. Men af og til (ofte) er hjernen bare indstillet på random og selvom intentionerne er gode nok, kan det være noget værre sludder som kommer ud...

Da vi havde spist, bad jeg straks om regningen. Konceptet med "at slå mave" har jeg aldrig rigtig været tilhænger af. Nu har vi spist. Godt så! Lad os så komme videre... Heldigvis har sønnike det på samme måde. Jeg kan sagtens blive siddende i mit sæde, når jeg er ude til middagsselskaber. Indtil en vis grænse, ihvertfald. Men hvis der (i min bog) går alt for lang tid med det der slå-mave-værk, begynder jeg at kradse i øl-etiketten eller lave konfetti af servietten. Det er ikke noget jeg gør bevidst. Det sker bare. Det er som om at jeg partout skal pille ved et eller andet - hele tiden! Det skulle eftersigende ikke være unormalt, når man har ADHD. Men derfor kan jeg alligevel godt blive slået af forundring, når jeg rejser mig og ser hvilket rod jeg har efterladt. Hvor kom det fra? eller Er det en voksen kvinde, som har siddet der?

Men vi havde en rigtig hyggelig dag, knægten og jeg.
Nu vil jeg smutte til køjs. Den er - som vanligt - blevet langt over min sengetid.

Godnat!
Jette

mandag den 24. oktober 2011

Søvnløs

Jeg kan sgu ikke sove... Min hjerne har for tiden en idé med at skulle peake kl 3:00 om natten. Det er rent ud sagt pisse irriterende! Det ville jo være fint nok, hvis nu samfundet var indrettet efter min døgnrytme. Men realiteten er jo (desværre) en anden. På den ene side står min fornuft, som den kærlige og tålmodige moder. På den anden side står hendes barn, min ADHD og kører trodsalder-trip:
Fornuft: Nu skal vi i seng. Klokken er mange og det er mørkt udenfor.
ADHD: Mig ka' ik' sove...
Fornuft: Jamen, det skal du! Vi skal tidligt op i morgen.
ADHD: Jamen, mig ka' al'så ik' sove...
Fornuft: Jo, kom! Nu går vi i seng og så læser vi en lille godnathistorie.
(Læser en artikel i Eurowoman om Alber Elbaz)
Fornuft: Godnat!
ADHD: Moar...
Fornuft: Ja!
ADHD: Mig vil danse...
Fornuft: Jamen, det skal vi ikke nu. Nu skal vi sove.
ADHD: Mig vil al'så danse...
Fornuft: Godnat skat!
ADHD: MIG VIL DANSE!!!
Fornuft: (10-9-8-7-6-5-4-3-2-1...) okaaay...
Nogle gange er hun bare lidt for eftergivende. Jeg går ud på terrassen og ryger en halv cigaret, mens jeg små-tripper til musikken i min iPod. Kan se på klokken, at det ikke kan betale sig for mig at gå i seng. Gør jeg det, vil det være noget nær en umulighed for mig at komme op kl. 6:45 og sende sønnike i skole. Så jeg beslutter mig for at holde den kørerne indtil da, og så sove et par timer mens han er i skole. Han har tidligt fri om mandagen, så vi har aftalt at vi tager til Roskilde og køber nye vinterstøvler, når han kommer hjem. Så håber jeg, at jeg kan sove i nat. Jeg håber, jeg håber...

Peace and Love
Jette

Kørt ned af en damptromle...

Jeg har været helt flad i dag! Jeg overvejer om jeg er ved at blive syg, men det ligner ellers ikke mig. Jeg er blevet velsignet med lidt af et killer immunforsvar. Jeg styrer som regel udenom de værste influenza-epidemider, og skulle det alligevel ske at en lille ondsindet baktusse får ramt på mig, tager det højest to dage og så er jeg på benene igen.
Egentlig kun ret og rimeligt. Min (ADHD-)hjerne taget i betragtning. Der må være en vis fairness til i tilværelsen...
Nej, jeg tror det er fordi min krop lige skal tilvænnes medicinen, som jeg startede op på i mandags. Da H ringede i torsdags, for at høre hvordan det gik med medicinen, spurgte jeg om det var normalt, at man kunne føle sig lidt døsig. Ikke alene var det normalt. Det var ligeledes et stensikkert tegn på at man havde/har ADHD, da det ellers ville have en speed-lignende effekt. Jeg håber dog at det (meget snart) går over, for denne damptromle-effekt er da ikke til at holde ud. Jeg vil dog lige - til medicinens forsvar - sige, at det heldigvis ikke har været sådan alle dage. Så måske er jeg bare lidt ekstra træt i dag? I onsdags lykkedes det mig faktisk at handle ind i Aldi, i et rimeligt jævnt tempo og uden at skulle pille ved hele varesortimentet. Og uden at komme hjem med andet, end det jeg rent faktisk skulle købe (mælk, kaffe, toiletpapir og kattemad).

For ikke så frygtelig mange måneder siden, var jeg ude og handle med en ven. Han beskrev efterfølgende vores indkøbstur som en nærmest pinefuld oplevelse. Tak for kaffe! Men den dag havde jeg heller ikke besluttet mig for hvad jeg skulle købe, førend jeg stod i supermarkedet. Et supermarked, som forresten var lokaliseret på hans hjemegn og derfor ikke et sted jeg var vant til at handle. Det er det værste! Jeg har efterhånden lært at jeg skal A) Handle ind i supermarkeder, hvor jeg er stedkendt B) Have taget beslutningen om hvad vi skal spise, inden jeg bevæger mig ned for at gøre mine indkøb. Ellers bliver jeg simpelthen så overvældet af indtryk, at min hjerne kortslutter og jeg bruger de første ti minutter, på at stå og stirre tomt ud i luften. Det paradoksale ved det hele er - har jeg læst mig til - at jo mere intelligent du er, des sværere er det for dig (som ADHD'er) at tage en beslutning. Det er da altid en trøst at have i baghovedet, når valget mellem kyllingefilet eller hakket oksekød, føles som om du er blevet bedt om at agere fredsmægler i Israel-Palæstina konflikten.

Hvorom alting er, kan jeg mærke at medicinen har en effekt, men den har endnu ikke bestået lakmustesten. Sønnike kom hjem fra efterårsferie hos hans far, i dag. Jeg skal ærligt indrømme at der nok går lidt vel rigeligt boheme i den, når knægten ikke er hjemme. Det minimum af struktur, som trods alt er i min tilværelse, er uden tvivl hans fortjeneste. De kampe jeg kæmper mod hverdagens trivialiteter, kæmper jeg for hans skyld. Og jeg gør det - no questions asked. Utroligt hvad moderkærlighed kan gøre. Tænk om man kunne komme det på piller...? Fagre nye (fredsfyldte) verden!

Peace and Love
Jette

lørdag den 22. oktober 2011

Det der med kasser...

Efter gårsdagens gudstjeneste, var vi nogle stykker som vanen tro, gik hen i menighedens lokaler og fik en bid frokost. På et tidspunkt faldt samtalen på min ADHD og jeg sagde, som jeg også skrev i mit første blogindlæg, at jeg var glad for, at jeg endelig kunne puttes i en kasse. Emnet om "at putte folk i kasser", blev diskuteret lidt frem og tilbage. På en venlig og respektfuld måde, naturligvis. Men særligt én havde svært ved at forholde sig til det moderne samfunds tendens, til at putte folk i kasser. Og et langt stykke hen ad vejen, er jeg da også tilbøjelig til at give ham ret. Hvorfor skal det hele være så strømlinet? Og hvorfor skal man partout sætte en "mærkat" på folk, som falder (en anelse) udenfor normen?

Når det så er sagt, tror jeg ikke det er noget særegent for "det moderne samfund". Tværtimod tror jeg at det er et grundlæggende træk, ved den menneskelige erkendelse. Vi kan simpelthen ikke forholde os til ting, hvis vi ikke er i stand til at kategorisere dem (eller "putte i kasser", om man vil...). Det er noget vi gør per automatik, og dermed ubevidst. Nu er der måske nogle, som vil indvende, at det ikke passer. For 40 år siden, var der ikke nogle som havde ADHD*. Nej, det er meget muligt, men så var der bare noget andet i vejen med dem. Så var de enten "en skidt knægt", klodsede, ubegavede eller noget helt fjerde. Med andre ord: En eller anden form for mærkat, blev der sat på dem. Det er noget den menneskelige erkendelse med nødvendighed gør, for at kunne relatere sig til sin omverden. Mand, kvinde, barn, voksen, lang, kort, kat, hund, blød, hård, rød og grøn er lige så meget mærkater, som ADHD, ordblind eller homoseksuel, men vi tænker bare ikke over det. Vi tænker først over det, i det øjeblik vi kan konstatere, at en given genstand afviger fra normen. Vi ved at en kiks normalt er hård, så når den er blød, skal vi nok ikke spise den...
Så det er altså ikke fordi det er noget nyt. Det er noget mennesket altid har gjort. Betegnelserne har været nogle andre, men det at kategorisere ting, er noget mennesket alle dage har gjort.
En af de første opgaver Adam får stillet af Gud, er at navngive jordens andre levende væsner. Det er mennesket, som navngiver de andre væsner - ikke Gud. Og selvom videnskaben for længst har konkluderet, at den bibelske skabelsesberetning er en myte, rummer den alligevel en dyb sandhed: Det er nødvendigt for mennesket, at ting har en betegnelse, for at det skal kunne forholde sig til det.
På et eller andet tidspunkt, er der så et eller andet klogt hoved, som konstaterer; det forekommer mig at X antal mennesker, med Y betegnelse, ofte har problemer med Z. Jeg må hellere undersøge dette lidt nærmere... Og sådan opstår en ny betegnelse. Kasserne ændrer form. Nye kommer til, gamle forgår, men det at ville komme ting "i kasser" er ingenlunde noget moderne fænomen. Det er sådan vores erkendelse er indrettet.

Problemet opstår - ihvertfald i det øjeblik vi taler om medmennesker - hvis det kun er "kassen" man ser, i stedet for hele mennesket. Eller - om man vil - hvis den ene kasse (ADHD) vokser sig så stor, at den skygger for alle de andre kasser (kvinde, mor, mørkhåret, venlig, sjov o.s.v.). Eller hvis en slags kasse (heteroseksuel) anses som mere værdifuld, end en anden kasse (homoseksuel). Og jeg tror det var det R var lidt bange for skulle ske, da han i går undrede sig over min glæde.
Men selvom jeg har fået konstateret ADHD, ønsker jeg jo ikke at folk skal relatere sig anderledes til mig end hidtil. Ihvertfald ikke forstået i positiv forstand. Jeg ér jo ikke min diagnose. Jeg har ADHD og det er en del af mig. Men jeg er jo også så meget andet. Og jeg vil da blive ked af det, hvis det skulle gå hen og blive således, at det kun var min ADHD-kasse som blev set.
Når jeg så alligevel glæder mig over min nye kasse, er det fordi den passer mig bedre end den gamle. Men det giver mig af den grund, ikke carte blanche til bare at lade det hele sejle. Jeg har stadig mine kampe at kæmpe. Og jeg vil kæmpe! Men nu kan jeg - pga. min nye kasse - sige til mig selv; nå, men det er fordi at der er en medfødt ubalance i mine neurotransmittere, i stedet for at sige det er fordi jeg er dum, doven og uopdragen, når jeg bliver konfronteret med et ADHD-relateret problem. Alt andet lige, er det noget mere opbyggeligt for selvværdet...

Peace and Love
Jette

Man begyndte faktisk allerede i 1931 (hæng mig ikke op på om det er det præcise årstal, men det var deromkring) at studere det, som nu har fået betegnelsen ADHD.

Panik!

Jeg har lavet en byttehandel over Trendsales, hvor jeg har byttet en sølvhalskæde, til nogle strikkemagasiner.
Hende jeg skal bytte med, foreslog at komme forbi med bladende, da hun ikke bor så frygtelig langt fra mig. Helt sikkert en fornuftig idé, da det for hende vil være væsentligt dyrere at sende bladende, end lige at køre de par kilometer hjem til mig. Men så var det at jeg fik et mindre panikanfald.

Åh nej, tænkte jeg... Et fremmed mennesket i mit hjem! Ikke at jeg som sådan har noget imod at folk kommer forbi. Og det er altså heller ikke fordi jeg tror, at vedkommende skulle være en nådesløs lystmorder. Generelt har jeg en stor tillid til det gode i mennesket (det er så måske et personligt flaw, men lad os tage den diskussion på et andet tidspunkt...). Nej, det var simpelthen med tanke på at hun skulle se al rodet. Jeg overvejede om jeg skulle skrive tilbage: Du er meget velkommen til at komme forbi, men her roder altså så frygteligt. Jeg har ADHD og har derfor store vanskeligheder med at rydde op. Men hvis det ikke generer dig, skal du være velkommen. Men så var det jeg tænkte at bytte-damen måske skulle tro, at jeg var bindegal. Der er trods alt grænser for hvad man buser ud med, overfor fremmede mennesker. Men hvis jeg nu skrev; Jamen, du kommer bare forbi. Jeg er hjemme... ville hun måske stå her indenfor en halv time. En tidsramme som på ingen måde er tilstrækkelig for mig, til at få rodet gemt af vejen. Uagtet hvad jeg skrev, ville jeg fremstå som enten A) Bindegal, eller B) Et rodehoved. Og sæt nu det frygtelige skulle ske, at bytte-damen pludselig skulle tisse og spurgte om hun måtte låne toilettet (skrækscenarie!). Man kan jo ikke rigtig tillade sig at sige nej til den slags forespørgsler. Eller det synes jeg ihvertfald ikke, at man kan være bekendt. Så ville hun opdage min kunstfærdige samling af toiletrulle-pap, som står til pynt på radiatoren, fordi de endnu ikke er blevet stedt til hvile i skraldespanden. Åh nej! Åh nej! Åh nej...

INDRØMMET: Jeg gemmer mig stadig i busken... Og jeg gør stadig mere eller mindre desperate krumspring i forsøg på at opretholde facaden, om at jeg er en "ordentlig" kvinde.
Jeg venter lige lidt med at besvare mailen. Jeg kan ikke rigtig overskue det lige nu. Men jeg havde jo luftet, at jeg ville bruge noget af weekenden på at rydde op, så egentlig er det en glimrende katalysator for at komme i gang. Måske jeg skal foreslå hende, at hun kan komme forbi i morgen...?

Peace and Love
Jette

ADHD og Dansk Folkeparti

Det var ellers ikke meningen at jeg ville blive politisk på min blog, men jeg faldt tilfældigvis over dette læserbrev, da jeg forsøgte at google min egen blog (I know, I know... Men mon ikke vi alle har prøvet at google os selv - bare en enkelt gang...? ;o)):

ADHD eller normalt barn?

Af Marlene Harpsøe, uddannelsesordfører (DF), kandidat i Hillerød-Gribskov kredsen

Aldrig har så mange børn i de danske folkeskoler fået konstateret ADHD eller en anden adfærdsforstyrrelse. For mig og Dansk Folkeparti er det ubegribeligt hvorfor så mange børn lige pludselig skulle udvikle forstyrrelser af adfærden, og vi er hovedrystende over at høre, at man i nogle kommuner konstaterer ADHD ud fra et spørgeskema (!).

Det er mit klare indtryk, at mange børn får konstateret en adfærdsforstyrrelse, fordi de er børn med ekstra krudt bagi som ikke lige passer ind i den folkeskole, der er indrettet efter de søde, stillesiddende piger. Den rummelige folkeskole er ikke så rummelig endda. Den rummer de rolige piger, men ikke de aktive drenge.

Det er et stort problem, som jeg har tænkt mig at ændre på. I forhandlingerne om folkeskolen har vi i Dansk Folkeparti sat det højt på dagsordnen. Vi vil have mere idræt og fysisk udfoldelse på skoleskemaet. De aktive drenge skal have mulighed for at brænde deres krudt af, så de kan sidde stille i de timer, hvor der er brug for det. Det er ikke kun gavnligt for de børn som har ekstra energi end andre, det er også gavnligt for de andre børn, som vil lære om og opnå en sundere livsstil. Endnu en bonus med mere idræt er, at det rent faktisk styrker indlæringen i de boglige fag. Så vi kan ikke hurtigt nok få indført mere motion i skolerne…

Metoden er enklere end vi tror. Så i stedet for at proppe piller i halsen på børn der reelt ikke har brug for det, så er idræt og motion vejen frem. I pigeskolen skal der også være plads til drengene. Det er ikke rimeligt at give en 9-årig et mærkat som adfærdsforstyrrende, når eleven blot er et helt normalt barn.

Der er noget ved det indlæg, som bare får mig helt op at ringe! Jeg skal selvfølgelig ikke udelukke en eksisterende mulighed for at mit vanlige politiske ståsted, lige tilføjer "det lille ekstra" til forargelsen. Men hvor er det bare trist at læse...

Vi kan hurtigt blive enige om at ingen sunde og raske børn, fortjener at få påklistret et mærkat som adfærdsforstyrrende, hvis der vitterligt blot er tale om et ganske normalt barn, som bare er glad for at bevæge sig. Ligeledes kan vi også hurtigt blive enige om, at det er fuldstændigt forrykt at stille en ADHD-diagnose, ud fra et spørgeskema, hvis det vitterligt er det som er sket. At blive udredt for ADHD er - og bør være - en kompliceret proces, og et spørgeskema kan aldrig stå alene. Allerhøjst fungere som en hjælp i udredningsprocessen. Ligeledes bør man heller ikke ordinere medicin til nogle, som ikke har brug for det.
Men hvor er det dog en stereotyp fremstilling af ADHD. Suk altså! Men det er nok desværre ikke noget særegent for DF. Vi behøver blot at skrue tiden et år tilbage, hvor jeg selv var underlagt den samme forestilling. Og jeg anser altså mig selv for at være et veloplyst menneske. Somewhat ihvertfald...
Det er trist at se hvordan ADHD, bliver fremstillet som noget der kun er forbeholdt små hyperaktive drenge. De søde, stillesiddende piger, som folkeskolen ud fra citerede læserbrev er indrettet efter, kan også sagtens have ADHD. Og det er i særdeleshed dem, som er i fare for at smutte forbi radaren. Og hvis de ikke bliver opdaget i tide, kan det få alvorlige følger for deres videre psykiske helbred. Endvidere er der også fare for at de som 32-årige, vil sidde og ytre sig kritisk på en blog (selvom de i virkeligheden burde sove)...

En anden ting er at den markante stigning af ADHD og andre diagnoser, som man indenfor de seneste år har set, ikke nødvendigvis er et onde. Måske skyldes det "blot" at der er kommet større fokus på børns trivsel, adfærds- og opmærksomhedsforstyrrelser, hvorimod at disse børn måske tidligere blev puttet i kasser som dumme, dovne eller uopdragne - med dårligt selvværd til følge.
Mange gange er det også et lettelse for forældrene, at deres børn får stillet en diagnose. For det første fordi at det bliver klart for dem, at det altså ikke er dem, som er helt tåbelige til børneopdragelse. For det andet fordi at det, med "de rette papirer", nu engang er lettere at få bevilliget den hjælp, som deres børn rent faktisk har brug for - uagtet om deres barn så er en krudtugle eller dagdrømmer.
ADHD er ikke nogen mode-diagnose (i så fald er jeg virkelig hip!), men et réelt og alvorligt handicap. Og det er kun godt, at der efterhånden er kommet større fokus på det. For det er ikke sjovt at rende rundt med udiagnosticeret ADHD, skulle jeg hilse og sige...

Peace and Love (også til dem som stemmer DF... ;o))
Jette

fredag den 21. oktober 2011

At bryde et tabu...

Jo mere jeg tænker over det, des mere angstfremkaldende forekommer det mig. Hvad er det i grunden jeg har kastet mig ud i, ved at begynde og skrive blog...? Er det blot endnu et af mine talrige ADHD-projekter, som på længere sigt alligevel aldrig rigtig bliver til noget seriøst, fordi der kommer noget andet i vejen, som bliver forstyrret af noget tredje, som lige skal holdes op imod noget fjerde, som i modsætning til det femte, alligevel slet ikke er lige så spændende som det sjette, men som alligevel ikke lader sig gøre, hvorfor jeg kaster mig over det syvende, som..... (jeg skal lige trække vejret!) alligevel går i vasken pga. det ottende, som spænder ben for det niende... Mon det er sådan det bliver? Jeg håber det ikke!

Jeg har egentlig altid været glad for at skrive. I 2. kl. skrev jeg en bog - hvilket i realiteten blot var ti siders A4 papir, sat fast med hæfteklammer - om et (venligtsindet) spøgelse ved navn Fifi, som var ven med en lidt mærkelig pige (mig?!). Sønderkunst var mit hjerte, da jeg med begejstring viste den til min klasselærer, som ikke ville læse den. Og "bogen" var endda med egne illustrationer! Gad vide hvad der egentlig blev af den...?
Nå! Back on track! Skrive har jeg nu altid været glad for. Jeg tænker at det har været en måde, hvorpå jeg kunne sætte mine tanker lidt i system. Og det svære har da heller ikke været at skrive ned. Det svære var at sætte det skrevne i system, således at det gav nogenlunde mening for modtageren. Jeg kom engang, ved en fejltagelse, til at sende en email-kladde til en veninde. Jeg måtte straks skrive tilbage og forklare, at der altså blot var tale om en kladde. Det glædede hende at høre, da hun var bange for, om jeg pludselig var begyndt at skrive i koder... I skulle bare se bloggen i skrivende stund! ;o)

Nej, jeg tror ikke jeg smutter foreløbig. Tværtimod tror jeg faktisk at denne blog, kan vise sig at blive rigtig god for mig. Den kan være medvirkende til at skabe - ihvertfald et minimum af - struktur, i de tanker jeg for tiden gør mig, omkring min nyligt diagnosticerede ADHD.
Men derfor er det da stadigt møghamrende angstfremkaldende. Pludseligt er budskabet ude. Pludselig kan hele verden - eller ihvertfald den del af verden som har adgang til internet - ved et par museklik, finde ud af at jeg har ADHD. Og selvom jeg endnu ikke har givet mig tilkende, ved min fulde identitet, vil det sandsynligvis ikke tage en hardcore IT-nørd mange minutter, at finde frem til en IP-adresse. Og skulle jeg alligevel pludselig fortryde og slette bloggen, vil før omtalte IT-nørd - med lige så stor sandsynlighed som før - sikkert ved enkelte fiksfakserier, kunne grave den frem af et sort hul (de kan meget, de mennesker...). Ikke at jeg som sådan tror, at det på noget tidspunkt skulle blive essensielt for verdens videre gang, at finde ud af hvem denne ADHD-blogger Jette er. Men det er princippet i, at når du først har lagt noget ud på nettet, er det point of no return. Og det er altså angstfremkaldende...

Det har nu hele tiden været min plan, at hvis jeg fik konstateret ADHD - som jeg jo som bekendt gjorde - ville jeg være åben omkring det. Men derfra og så til at skulle dele sit liv med fremmede mennesker... Det er alligevel et pænt skridt, synes jeg. Ikke mindst fordi jeg - diagnose til trods - stadig har en snert af skam siddende tilbage i mig. Det er simpelthen så indgroet i mig, at der nok går lidt tid, inden jeg får lagt den væk. Det tror jeg bestemt ikke er unormalt. Men derfor er det stadig ikke fair. Hverken overfor mig, eller for alle de andre kvinder med ADHD, som skammer sig over at de ikke kan leve op til kunstigt og samfundsskabt billede af "idealkvinden". Ingen kan være tjent med at skamme sig over noget, de ikke kan gøre for.
Jeg har fået at vide, at jeg skriver levende og humoristisk (det må jeg jo så tro på...), og hvis jeg kan bruge de evner, til at være med til at aftabuisere ADHD, gør jeg gerne det. Også selvom det betyder at jeg er nødt til at give verdenen, en bid af mig selv. Someone's got to do the dirty job, right?! ;o)

Peace and Love
Jette

P.S. Weekenden står i oprydningens tegn. Nu må vi se hvor langt jeg når...

Jeg har ADHD på hjernen!

Ikke nok med at jeg har ADHD i hjernen. Jeg har det også  hjernen!
Det blev klart for mig tidligere i dag, hvor min skønne eks-mand (mere om ham på et andet tidspunkt) kom forbi. Han havde nogle ærinder i byen og jeg fik ham derfor til at hente en BH for mig, som jeg havde fået lagt til side i Tekinoktays Finest Lingeri. Under normale omstændigheder, ville jeg have revet posen ud af hænderne på ham og flået BH'en ud af silkepapiret, men i dag blev den bare lagt oven på mine evindelige rodebunker - og den ligger der endnu...

Egentlig tænkte jeg ikke videre over det, før han et par timer efter, spurgte mig om den passede. Selvfølgelig gjorde den det, jeg havde jo prøvet den i butikken, svarede jeg, og vendte tilbage til den blog jeg var i færd med at skrive. Du har altså ADHD på hjernen, sagde han lidt grinende. Normalt ville du have pakket BH'en ud med det samme. Jo jo, men jeg havde jo travlt med at skrive...
Men hvor har han dog ret! Den eneste ting som tilnærmelsesvis er lige så spændende som teologi; shopping! - var lige blevet slået med flere distancer, af ADHD.
Jeg undskylder mig lidt med at det i denne uge, er international ADHD awareness week og at jeg derfor er all-in, for at være med til at skabe større fokus omkring ADHD. Men under normale omstændigheder, er der ellers intet der kan stå mål med at pakke lækkert lingeri, ud af glinsende silkepapir.

Nå, jeg er nødt til at slutte for i dag. Jeg skal nemlig ordentlig tid i seng, for i morgen skal jeg til fredagsgudstjeneste sammen med nogle skønne mennesker. Men inden jeg går i seng, skal jeg liiige tjekke Facebook, læse mail og spille sudoku på computeren (det er sådan jeg kobler fra...). Og så var der vist også noget med en BH, der skulle pakkes ud af posen...

Over and out!
Jette

torsdag den 20. oktober 2011

Måske er jeg i virkeligheden slet ikke dum...

I mandags fik jeg endelig svar. H, min psykiater, kikkede alvorligt på mig og sagde; Ej, der er vist ingen tvivl om at du har ADHD. Det er jo ligesom at sidde og læse i lærebogen... På en eller anden måde syntes jeg bare han virkede utrolig kær, som han sad der med sin alvorlige mine. Som om han skulle til at give mig en dødsdom. Men det er sikkert noget man lærer på medicinstudiet... Jeg kan da heller ikke sige andet end at jeg beundrer hans professionalisme, men selve beskeden kom på ingen måde bag på mig. Tværtimod var det en lettelse. Endelig, endelig kunne jeg puttes i en kasse, uden nødvendigvis at skulle hugge en hæl, eller klippe en tå...

Jeg fik i sommers mistanke om at jeg muligvis havde ADHD. En bekendt til sønnike fik konstateret ADD (en betegnelse som sommetider benyttes om ADHD uden udpræget hyperaktivitet). Min nysgerrighed ledte mig til Google. Det slog mig - på daværende tidspunkt - egentlig ikke at der kunne være en sammenhæng med ADHD. Jeg vidste jo godt hvad ADHD var! Det var de der små hyperaktive drenge som konstant fes rundt og råbte og skreg, hvis de ikke fik deres vilje. Nu hvor jeg tænker tilbage, kan jeg godt se, at jeg som så mange andre, blot har været underlagt mediernes ensidige fremstilling af ADHD. Det slog mig slet ikke at ADHD ikke kun handlede om hyperaktivitet, men at problemer med at fastholde koncentration, opmærksomhed og at organisere, også er en central del af ADHD. Altså ikke før jeg konsulterede min ven Mr. G. Oogle.
De efterfølgende uger blev brugt på endnu mere research. Hjemmesider blev læst, bøger blev købt og læst og jo mere jeg fordybede mig i emnet, des mere blev jeg klar over at jeg med rimelig stor sandsynlighed sad med svaret på årsagen til de vanskeligheder, jeg har døjet med majoriteten af mit liv. Stille og roligt faldt brikkerne på plads, en efter en...

Alligevel vidste jeg ikke helt om jeg turde tro på det. Nu var jeg efterhånden blevet så vant til at føle, at jeg ikke rigtig passede ind nogle steder. Hvorfor skulle det pludselig ændre sig? Derudover var jeg jo ikkefuldstændig efter bogen. Det er rigtig nok at der var mange lighedspunkter, men der var også punkter hvor jeg faldt udenfor. En del børn med ADHD oplever samtidig indlæringsvanskeligheder. Det havde nu aldrig været et problem for mig. I de første par skoleår var jeg tværtimod en af klassens allerbedste læsere. Matematik forekom mig lidt vanskeligere, men det var ikke alarmerende. I de større klasser blev det dog lidt vanskeligere for mig at følge med. Men jeg vidste jo godt at det var min egen skyld. Jeg kunne jo bare følge med, i stedet for at sidde og dagdrømme. Eller for den sags skyld lave mine lektier. Ikke et ord om at jeg var fuldstændig bombet i hovedet pga. larm og indtryk, når jeg om eftermiddagen kom hjem fra skole, og derfor ikke magtede ret meget andet, end at sidde inde på mit værelse og lytte til musik. Da jeg gik ud af folkeskolen, var det med et karaktergennemsnit som lå lidt under middel og jeg blev da også kun erklæret "måske egnet" til gymnasiet.
Efter et par fejlslagne forsøg med arbejde og Teknisk Skole, begyndte jeg at læse HF. Der gik det straks lidt bedre. Niveauet var tilpas højt og lærerne tilpas inspirerende, til at jeg ikke faldt i søvn. Faktisk så inspirerende, at jeg begyndte at overveje om universitetet måske var noget for mig, hvilket egentlig slet ikke var min plan, da jeg begyndte at læse HF. Lektielæsningen forekom mig dog stadig vanskelig og jeg lavede for det meste kun de mest nødvendige ting. Det var ikke fordi jeg ikke ville, men jeg var i mellemtiden blevet mor og når dagens dont med madlavning og oprydning var gjort, var jeg simpelthen så bombet i hovedet, at der sjældent var energi til mere. Alligevel bestod jeg min studentereksamen med et karaktergennemsnit på over middel. Et snit som var højt nok til at jeg kunne komme ind på mit drømmestudie: Teologi.

Jeg har altid været optaget af eksistentielle spørgsmål. Lige så langt jeg husker tilbage har jeg spekuleret over om der mon var en gud, eller hvad universet egentlig var for en størrelse og jeg kunne drive min mor til vanvid, med min evindelige (hyper-)snak om kometer og månelanding. Eller da jeg blev ældre - om der mon var en mening med livet. Og jeg overvejede da også på et tidspunkt i gymnasiet (HF), om jeg skulle læse filosofi, men fandt ud af at jeg kunne få det hele i een pakke + mere til, på teologistudiet. Og ind kom jeg da også. Og det var her jeg ramlede ind i den famøse mur, som alle udiagnosticerede ADHD'er før eller siden løber ind i. Jeg ville så gerne gøre det godt, men måtte konstatere at jeg stadig havde visse vanskeligheder med at koncentere mig om lektierne. Igen var det ikke fordi jeg ikke ville, men fordi der (sædvanligvis) var tusindvis af andre tanker, der trængte sig på inde i mit hovedet. Samtidig skulle jeg få et familieliv til at fungere og når der om aften endelig var tid og ro til læsningen, var jeg så bombet oveni knolden, at jeg sjældent nåede det hele, selvom jeg pressede mig selv til det yderste. Det endte med at elastikken sprang. I efteråret 2004 gik jeg ned med panikangst og depression, som følge af en stressreaktion.
Når jeg blev spurgt om jeg havde problemer med at følge med på studiet, gjorde jeg alt hvad jeg kunne for at benægte det. Jeg var panisk angst for at få at vide at jeg ikke var egnet til at læse på universitetet. Det ville være en kæmpe falliterklæring. For første gang i mit liv, befandt jeg mig et sted hvor jeg virkelig følte mig hjemme. Hvor mine "mærkelige" interesser blev imødekommet og hvor folk accepterede mig, som den jeg er. Det ville jeg for alt i verden ikke miste. Sandheden var jo også at de problemer jeg oplevede i forhold til studiet, var ingenting i forhold til de problemer, jeg oplevede med at få hverdagen til at fungere. Men jeg turde ikke sige noget. Det var simplethen så pinligt! Jeg måtte være dum eller skør. Jeg kunne uden nævneværdige problemer læse Kierkegaard, tage til forelæsning og skrive noter, som - når jeg kom hjem - blev placeret i bunken, ovenpå alle de andre papirer, fra alle de andre forelæsninger. Men jeg kunne fandme ikke finde ud af at sætte de skide papirer ind i en mappe!!! Det var ikke studiet i sig selv som var problemet, men alt det andet som jeg skulle have til at fungere, ved siden af studiet. Men jeg turde ikke snakke om det. Jeg skammede mig simpelthen så meget over det. Hvorfor kunne jeg ikke finde ud af at rydde op? Hvorfor tog det altid tre lange og tre brede, når jeg skulle handle ind? Og hvorfor forekom en så simpel beslutning, som hvad vi skulle have til aftensmad, mig at være en matematisk ligning med 6 ubekendte? Ikke noget at sige til at jeg efterfølgende var så drænet for energi.

Det var da jeg i sommers begyndte at fordybe mig i emnet ADHD, at jeg fandt ud af at det måske var her, nøglen til mine problemer lå. Ganske vist var jeg ikke - som jeg også tidligere skrev - fuldstændig efter bogen. En del mennesker med udiagnosticeret ADHD, har en tendens til at udvikle et misbrugsproblem, som et ubevidst forsøg på selvmedicinering, enten i form af alkohol eller stoffer. Men det har jeg nu (heller) aldrig haft. Jeg har da ganske vist, som de fleste andre mennesker, enkelte gange fået en tår over tørsten, but that's it! Stoffer har aldrig fristet. Jeg har simplethen ikke turde. Allerede meget tidligt vidste jeg at min hjerne var speciel, men jeg vidste ikke hvorfor. En ting var dog helt sikkert; jeg skulle ihvertfald ikke ødelægge min hjernes kemi, med stoffer. Som om den ikke var mærkelig nok i forvejen! Jeg ryger, bevares! - og så har jeg et kaffeindtag, der i sammenligning får Dale Cooper, til at fremstå som hardcore koffein-fornægter, men det kan vel næppe kategoriseres som forsøg på selvmedicinering? Det kunne det så godt, fandt jeg ud af...
Jo mere jeg fordybede mig i emnet ADHD, des klarere stod det for mig, at jeg var skoleeksemplet på en intelligent kvinde med udiagnosticeret ADHD. Og her gik man og troede at man var helt speciel og unik, og så har fremmede mennesker skrevet bøger om een... ;o)

Alligevel er det stadigvæk svært for mig at tro på. Ikke at jeg har ADHD. Mens vor mangelfulde sommer, langsomt blev til efterår, blev ADHD efterhånden en integreret del af min selvopfattelse. Det eneste jeg manglede var sådan set bare at få stillet diagnosen med sikkerhed. Nej, det som er svært at tro på, er at jeg faktisk slet ikke er så dum og uduelig, som jeg har gået og troet mestedelen af mit liv. Det er stadigvæk en tanke jeg lige skal vænne mig til.
Jeg tog på et tidspunkt en IQ-test på Illustreret Videnskabs hjemmeside og fik en score på 123. En score som placerede mig i kategorien "Højt begavet". Den forekom mig egentlig at være rimeligt let, så det var nok ikke nogen rigtig IQ-test. Ja, det var sådan jeg tænkte... Hvad fanden er det for en måde at pille sig selv ned på?! Men det illustrerer meget godt hvordan jeg (stadig) har en tendens til at slå mig selv oveni hovedet. Hvis jeg klarer mig godt, må det være en fejl... Hele mit liv har simpelthen været så gennemsyret af min udiagnosticerede ADHD, at jeg stadig har svært ved at tro på, at jeg faktisk hverken er dum, doven, umoden eller uduelig. Det er jo den attitude jeg er blevet mødt med fra talrige steder.

Det er mit håb at min blog kan være med til at sætte fokus på ADHD.
Jeg kan ikke gøre fortiden om, men jeg kan - måske - ved at dele mit liv, mine tanker, glæder og bekymringer, vise hvordan det er at leve et helt almindeligt, ualmindeligt liv med ADHD. Jeg bebrejder egentlig ikke nogen, at det ikke er blevet opdaget noget før. Dels har jeg jo gjort alt hvad der stod i min magt for at skjule det, indtil jeg fandt ud af, at det altså ikke er en karakterbrist. Dels var der i min skoletid slet ikke den samme fokus på ADHD, som der (heldigvis) er nu. Men det er som sagt mit håb, at mit blog kan være medvirkende til at skabe større bevidsthed om ADHD. Så her har i mig!

Peace and Love :o)
Jette