Pokkers så utjekket man kan være...

Så ligger man der på sofaen og googler på mobilens internet. Jeg skulle finde prisen på en bog. Mener ikke den var så dyr. Jeg har nemlig søgt på den før, men tænkte jeg ville vente med at købe den. Bogen hedder God and the rhetoric of sexuality og er skrevet af den amerikanske teolog og en af foregangsmændenekvinderne indenfor feministisk teologi; Phyllis Trible. Den har jeg egentlig længe ville læse. Siden jeg tilfældigt spottede den på et af fakultetets biblioteker. Det må have været ordet "sexuality" som trickede min opmærksomhed...

Finder den på Amazon til 115,64 dkr. incl. fragt. Det kan januar-budgettet nok lige klare, men så..... FÅÅÅRK!!! Jeg har glemt at søge SU-lån! Pis osse! Jeg har haft så travlt med alt muligt andet oveni hovedet, at jeg fuldstændig har svedt det ud. Pokkers til hjerne! Så er der jo ikke dækning på budget-kontoen. Jeg må snakke med banken... De må afvise nogle af betalingerne... Nej, jeg må få bevilliget et (midlertidigt) overtræk... Pengene kommer jo ind senere på måneden. Og så søge det skide lån med det samme. Siden er lukket indtil d. 2 jan. ARGH! Panik! Panik! Panik! - og så en dyb vejrtrækning. Jeg må finde mine oplysninger, så jeg kan fortælle præcis hvor meget det drejer sig om og tage ned og snakke med banken i dag. Logger ind på e-boks for at finde min meddelelse om udbetaling. Halleluja for at (Told og) Skat har kvajet rundt i det! Jeg skal ikke betale skat i januar. Så er der dækning - plus lidt mere... Så må jeg tage imod mine skattesmæk senere på året.

Jeg ved godt der er mange som vil hævde, at det er dumt at tage studielån. Og jeg har da også hørt rædselsberetningerne om folk, som betalte af på en gammel studiegæld til langt oppe i alderen. Men i mit tilfælde er det faktisk et spørgsmål om, hvorvidt jeg kan tage en uddannelse eller ej. Prioriteringen er temmelig klar. Jeg kan ikke arbejde ved siden af studiet. Det har jeg aldrig kunne, for mit hoved kan simpelthen ikke rumme det. Jeg var bare ikke klar over hvorfor. Jeg har da haft (korte) perioder med erhvervsarbejde, men ikke mens jeg samtidigt har været studieaktiv. Studielån er for mit vedkommende nødvendigt for at sønnike og jeg kan få noget at spise. Jeg håber dog jeg får bevilliget handicaptillæg, så jeg kan fravælge lånet.

Det er jo også derfor jeg er så bekymret for, om jeg kan få bevilliget tillægsklip pga. min ADHD. For jeg har ingen anden indtægt ved siden af. SU'en er mit levebrød. Har jeg ikke den, kan jeg ikke fortsætte med at studere. 

Så er der måske nogle som ville indvende, at jeg med mit handicap burde beskæftige mig med noget mere lettilgængeligt. Men her er det sjove: Det er det jeg gør! Velvidende er teologi er en benhård boglig uddannelse. Men det er dér mine kompetencer ligger. Jeg duer ikke til rutinearbejde, hvilket der jo ofte er tale om, når man snakker ufaglært arbejde. Det er derfor jeg er så forhippet på at gennemføre studiet. For det er det jeg kan!

Peace and Love

Jette

Forbudte følelser

Sønnike er taget på juleferie hos sin far og skal være der til efter nytår. Han tog afsted i fredags, så vi holdt allerede juleaften hos min søster i tirsdags. Det vil sige at jeg var alene hjemme juleaften og det havde jeg det faktisk helt fint med. Jeg er vokset op i en familie, hvor alle på min mors side har arbejdet indenfor sundhedssektoren. Mor og mormor var sygehjælpere og morfar portør, så jeg har ligesom fået ind med modermælken, at juleaften ikke partout skal være d. 24. dec.

Sidste juleaften skulle jeg egentlig have haft sønnike, men der holdt vi (også) juleaften nogle dage før. Jeg tror det var fordi søster skulle hjem til C's familie eller også skulle hun på arbejde. Det skulle hun ihvertfald i år (skal måske lige nævne at søster er sygeplejeske). Men hvorom alting er, spurgte jeg knægtens far om ikke han gerne ville have drengen juleaften. Jeg ved godt det for mange kan virke uforståeligt. Især når vi snakker juleaften. Men ville det ikke være meget egoistisk af mig, hvis jeg strengt holdt på min ret til at have knægten juleaften, når nu han kunne få en mere hyggelig juleaften hos sin farmor og farfar? Jeg syntes det var så synd for sønnike, hvis det bare skulle være ham og mig juleaften. Derudover ville jeg føle mig forpligtet til at holde (endnu en) juleaften. Så skulle jeg stå med flæskesteg og brune kartofler til to mennesker... Nej tak! Selvopofrende moderkærlighed eller bundhamrende egoisme? Nok en kombi, tror jeg...

Nu er det altså ikke fordi jeg er julehader. Slet ikke! Jeg skal da holde juleaften. Men datoen er for mig ikke så vigtig. Og så synes jeg én juleaften må være tiltrækkelig. I år har jeg dog ikke fået nogen invitationer. Kun en enkelt sympati-kommentar på Facebook. Jeg tror nok folk synes jeg er lidt mærkelig og et eller andet sted kan man vel næppe fortænke dem i at tænke således. Især ikke hvis de er vant til at juleaften per definition er d. 24. dec. og sådan er det jo for de fleste. Men jeg kan forsikre at langt de fleste af mine alene-juleaftener, har været helt og aldeles selvvalgt. Især efter at jeg begyndte at læse på universitetet og der er eksamen i januar. Normale mennesker kan sikkert godt abstraherer fra eksamenslæsningen, men med min ADHD-hjerne går det galt. Dette er især noget jeg har skænket en del tanker hen over julen. Da jeg var sammen med min eks-mand, skulle vi selvfølgelig også "jule" med hans familie. Vi var derfor booket op med aftaler mere eller mindre alle juledagene og jeg syntes det var så belastende. Især fordi jeg langt hellere ville sidde herhjemme i fred og ro og læse op på pensum. Så det var bestemt ikke uden brok, når vi skulle til endnu en julekomsammen. Jeg ved godt det virker frygteligt utaknemmeligt. Især taget i betragtning hvor godt hans famile tog imod sønnike og mig. Men jeg blev simpelthen så bombet oveni hovedet af alle de aftaler. Det gik udover læsningen, hvilket igen gik ud over humøret. Dengang forstod jeg ikke hvorfor, men nu ved jeg det var pga. min ADHD.

Derfor passer det mig også ganske fint at være alene her i juledagene. Ja, jeg skal gerne indrømme at det glæder mig at knægten er hos sin far. Oh salig fred! Selvfølgelig savner jeg ham, men jeg nyder faktisk min ensomhed. Det giver ro i hovedet, således at jeg kan være en bedre mor når han kommer hjem.

Jeg elsker sønnike overalt på jorden og ville ikke undvære ham for noget i verden. Men det er bestemt ikke altid lige nemt at være alenemor (med ADHD) til et barn med ADHD.

Nu har han godt nok ikke fået diagnosen endnu, men den skulle være god nok. Både hans far og jeg har det, så det skulle undre mig, hvis knægten var gået fri. Det er derfor jeg kan udtale mig med så klippefast overbevisning. Ja, og så selvfølgelig fordi han har nogle klare og udprægede symptomer.

Men det er skægt så anderledes tingene kan se ud, når man ser dem gennem ADHD-brillerne. Nu har jeg jo lovet sønnike at jeg ikke vil gå for meget i detaljer med de problemer hans ADHD giver ham og det vil jeg selvfølgelig respektere. Men jeg kan mærke at det går mig på. Det er nemlig ikke småting jeg har måtte lægge ryg til gennem tiden. Meget af det har nu nok været indbildning, men jeg har i høj grad følt mig stemplet som en dårlig mor. Jeg har gået rundt med en fornemmelse af at blive set skævt til, uden at ane hvilke odds jeg var oppe imod. Jeg har i dén grad manglet anerkendelse. For sandheden er faktisk at jeg har gjort det ganske godt. Mine odds taget i betragtning. Så jeg græmmer mig egentlig ikke over at indrømme, at det er rart med lidt alenetid. For hverdagen ér hård. Især når jeg med min dysfunktionelle hjerne, skal tænke for to.

Sønnike fik 500 kr. i julegave af moster og C. Han brugte 399 kr. af dem på en rollespilsøkse i den lokale hobbyforretning. Egentlig synes jeg det var en meget fornuftig disposition. Jeg kunne sagtens selv finde på andre ting at bruge pengene på, men jeg kan da godt se at den er ret cool. Ihvertfald hvis man er en lidt nørdet 14-årig.

En af de mere postive aspekter ved at have ADHD er at man bevarer sit barnlige sind. Jeg ser derfor frem til at tage en kamp på liv og død med knægten, når han engang kommer hjem fra sin far. Men jeg gider fandme ikke være klædt ud som ork samtidig...

Glædelig Jul!

Jette

En ubetinget succes!

Det er efterhånden ved at være små 2 uger siden, jeg sidst gav livstegn fra mig her på bloggen. Nuvel, jeg lever stadig - omend jeg på et tidspunkt faktisk selv tvivlede på, hvorvidt jeg ville komme levende igennem alt sammen.

Jeg har bestemt ikke været lige gode venner med min ADHD på det seneste. Jeg har været tæt ved at kaste håndklædet i ringen og give Fanden i det hele. Sige: Så kan det også bare være lige meget! Og af hvilken grund? Fordi jeg skulle udfylde og aflevere to stykker papir. To skide stykker papir!!!

Ansøgningen om dispensation blev imødekommet. YES! Det betyder at jeg skal til eksamen i januar. Altså ikke at eksamenssituationen i sig selv er super fed, men det at jeg tager en eksamen og forhåbentlig (7-9-13) består, gør at jeg står noget stærkere overfor SU. Så jeg skulle have godkendt og underskrevet pensum af underviser og aflevere det på eksamenskontoret - Papir #1.

Endvidere har jeg søgt om handicaptillæg, som jeg blev rådet til af SPS-rådgiveren, jeg snakkede med på SU-kontoret. Blanketten skulle udfyldes og afleveres sammen med en lægeudtalelse - Papir #2. 

Umiddelbart lyder det jo ikke særlig kompliceret, men jeg var ved at gå til af stress. Ja, det er lige før jeg sagtens selv kan se hvor åndsvagt det lyder, men jeg tror man skal have ADHD for at forstå hvor vanskeligt den slags praktiske opgaver, faktisk kan være. Det er selvfølgelig også meget forenklet beskrevet. Der er tale om udprintning, fotokopiering, computer-tilmeldinger, dokumentation, kvittering og papirnusseri af værste skuffe. Een skal have A. En anden skal have B. Tilsæt så de vanlige bekymringer og katastrofe-tanker og man har den perfekte opskrift på en stress-cocktail af den stærke slags. Pokkers til dysfunktionel hjerne!

Nå, men som jeg skrev i et tidligere blogindlæg (posted 20/11), har jeg jo gået rundt med en hemmelighed. Den blev afsløret sidste weekend, hvor jeg var til julefrokost i Studentermenigheden.

Jeg havde lavet en salme-quiz. Jeg havde taget første vers af nogle forholdsvis kendte salmer og kørt dem fem gange gennem Google Translate. Meningen var så at man skulle gætte hvilken salme det var, ud fra oversættelsen. Det var en ubetinget succes! Folk morede sig kosteligt over mit påfund og jeg fik stor ros for mit initiativ. Hvordan kom du dog på den idé? var der flere der spurgte mig. Ja, hvordan gjorde jeg det...? Det kom bare til mig, en aften jeg sad hjemme foran computeren. Det sjove er at Kristelig Dagblad (avisen) her i december måned, kører en lignende quiz. Det er dog ikke derfra jeg har fået idéen, for jeg kom på det allerede medio november. Det startede faktisk med at jeg postede Grundtvigs Hil dig, Frelser og Forsoner (192) på Facebook, efter turen i Google Translate. En af mine Facebook-venner fandt det så morsomt, at han delte min status. Han sagde efterfølgende til mig - da jeg gav ham det færdige udkast af quizzen - at det garanteret var fra mig, Kristelig Dagblad (som vi begge har tilkendegivet at "synes godt om") havde snuppet idéen. Jeg ville da være svært stolt, hvis det var tilfældet, men jeg kan næsten ikke tro det. Nu er det jo ikke sådan at jeg har debatteret vildt meget inde på deres side, så hvorfor skulle de klikke sig ind på lige netop min profil...?

Hvorom alting er, var det superfedt med alle de verbale skulderklap. Især lige for tiden, hvor der stadig er en del selvransagelse at gøre og alt skal tages op til revision med ADHD-brillerne på. Men jeg havde nu ikke regnet med, at den (salme-quizzen) ville blive en så stor succes. Flere spurgte om de måtte få en kopi og bruge ved en festlig lejlighed (gerne!) og der blev talt om den i mange timer.

Et af aftenens helt store "hits", var oversættelsen af Brorsons Når mit øje, træt af møje. Men faktisk var det slet ikke den, jeg som udgangspunkt bedst kunne lide. Det var indtil N kommenterede, at det var ren postmodernisme;

Når mine øjne,

Labor og træthed,

Black Tears våde og regnfulde

vision asylansøgere

Lukningen af

Glat Salem område

O, der forsvinder i hullet

Han var der for at se!

Tag den, Strunge!

I sådanne tilfælde er jeg ret glad for min ADHD-hjerne og den idérigdom den besidder. Men hold da op, hvor kan den andre gange bare kvaje rundt i det... Julefrokosten var et (meget) positivt indslag, i nogle ellers rent kaotiske dage.

Peace and Love

Jette

Så fik knægten sgu lukket munden på mig...

Jeg kommer ofte til kort, når jeg skal hjælpe sønnike med hans matematik-lektier. Jeg kan godt regne (til husbehov) og aflæse koordinatsystemer, men at gange/dividere brøker og løse ligninger er helt sort. Men selvom jeg kan regne en given opgave, har jeg stadig store problemer med at forklare hvordan man gør. Matematisk er bare ikke et sprog jeg taler. Sommetider bruger jeg også lidt utraditionelle metoder, til at komme frem til et resultat. Som f.eks. til (skriftlig) matematik-eksamen i gymnasiet, hvor jeg skulle oplyse den manglende længde og vinkel på en retvinklet trekant. Jeg kunne simpelthen ikke greje hvorvidt jeg skulle bruge sinus, cosinus eller tangens. Det jeg gjorde, var at bede (pænt) om et ekstra stykke papir og tegnede ud fra de givne oplysninger, trekanten op i rette størrelsesforhold. Så tog jeg min lineal og vinkelmåler - målte efter - og kunne så ud fra disse oplysninger, finde frem til den korrekte metode. Bagefter havde jeg det lidt skidt med det, da jeg indirekte følte at jeg snød. Men når jeg tænker over det nu, synes jeg egentlig det var ret kreativt tænkt - og gjort.

Matematik er heller ikke sønnikes yndlingsfag. Tværtimod bliver der virkelig skruet op for pathos, når der skal laves matematik-lektier. Dybe suk og jeg hader matematik. Der er ingen tvivl om hvad han mener om sagen. Men det skal jo laves, så for ligesom at argumentere for nødvendigheden i at lære det, prøver jeg på bedste og mest diplomatiske vis at komme med eksempler, hvor matematik finder praktisk anvendelse i hverdagen. F.eks. udsalg (procenter) eller madlavning (måleenheder).

Ja, men hvad med ligninger? Hvad fanden kan man bruge dem til? Ja, helt ærligt?! Jeg måtte være ham svar skyldig, for jeg ved det virkelig ikke.

Hvis der er nogen som har svaret, så kommentér endelig. Men husk det gælder praktisk anvendelse i hverdagen.

Peace and Love

Jette

Lyset er gået

Lyset er gået, var det første sønnike sagde til mig, da jeg kom hjem fra byen i torsdags. Helt konkret mente han, at pæren i hans værelseslampe var sprunget. Det virker måske som en lille ting, men det var mere end hvad jeg kunne klare. Jeg satte mine indkøb på spisebordet og så begyndte jeg bare at tude. Lyset var gået og det i mere end en forstand...

Jeg har været lidt tavs på bloggen i nogle dage. Jeg har til gengæld også haft rigeligt at se til. Jeg har været i kontakt mere flere instanser på universitetet, i håb om at få bevilliget ekstra SU-klip, samt dispensation til at tilmelde mig eksamen efter tilmeldingsfristen. Men det er slet ikke overstået endnu. I overmorgen skal jeg til møde med studievejlederen og lave en ny studieplan. Jeg skal skrive dispensationsansøgning og over på SU-kontoret og udfylde nogle papirer. Jeg er med andre ord temmelig hængt op for tiden. Men det er i virkeligheden blot det mindste af det.

Det værste er bekymringerne. De bekymringer som jeg har lovet at jeg ikke ville blogge mere om. Samt bekymringerne om hvorvidt jeg kan fortsætte med at studere. Det har fyldt så meget i mit hoved at jeg har haft svært ved at spise og sove. Med det resultat at jeg i løbet af ugen har rendt rundt i en tåge og ikke helt været klar over hvad jeg egentlig foretog mig. Jeg brillierede sågar - til stor morskab for både mig selv og nogle medstuderende - med at omtale en af fakultetets undervisere som Jesus, fordi hans fornavn også begynder med J. Men pæren var sprunget og hjernen kørte på standby.
Der er dog heldigvis ved at komme lidt mere afklaring på sagerne - føler jeg - så jeg er langsomt ved at finde mig selv igen. Men jeg bekymrer mig stadig rigtig meget.

Jeg var dog til konsultation hos H i mandags. Det var som altid dejligt opløftede. Jeg fortalte ham om mine tanker og bekymringer og han sagde at det var meget naturligt at der kom en reaktion. Jeg var jo bange for, om jeg var ved at blive deprimeret igen. Men det mente han nu ikke jeg var, men at jeg selvfølgelig skulle holde øje med humøret. Jeg tror (véd) han har ret! Jeg skal bare lige finde fodfæste igen.

Peace and Love

Jette

P.S. H beskrev mig i øvrigt som meget samvittighedsfuld. Samvittighed er da ikke det værste man kan få konstateret. Det udelukker ihvertfald tilstedeværelsen af psykopati... ;o)