Det etiske menneske

Jeg havde besøg af V i går.

Det er en meget spændende diskussion, men vi skal også være lidt seriøse, sagde han. Jeg synes ellers vi var ret seriøse...

Jeg havde øjnet en chance for at benytte hans besøg, til at få mig en diskurs om etikken bag Reality-TV.

Torsdag aften havde jeg siddet ved spisebordet og klippet billeder til mine collage-malerier. Jeg ville have lidt baggrundsstøj og havde derfor forsøgt at logge ind på DR NU, for at se om ikke der var en spændende dokumentar eller debat jeg kunne have kørende i baggrunden, mens jeg som et bedre SFO-barn klippede løs.

Jeg kan ikke huske om jeg har nævnt det, men jeg har jo ikke noget fjernsyn. Det røg ud for ca. halvanden år siden. Det var et gammelt widescreen fra dengang skærmen lige var blevet flad, men selve TV'et var et ordentlig monstrum og vejede det sammen som en fuldvoksen mand. Jeg havde et værre hyr med at komme bagved, når jeg støvsugede. Så en dag tog fanden ved mig og jeg besluttede mig for at det måtte ende sine dage på genbrugspladsen. Jeg kunne jo altid købe et nyt ved lejlighed, hvis jeg savnede det. Det gør jeg ikke og jeg har ingen planer om at anskaffe mig et nyt. Nu er det jo ikke fordi jeg slet ikke ser TV. Jeg ser det bare på computeren. Hvor det før i tiden, var alt for let at blive hængende i sofaen og zappe frem og tilbage mellem TV-Tis og Kanal-Prut, er der nu tale om en bevidst handling, når jeg tænder for computeren. Derfor undrede jeg mig også lidt over mit TV-valg denne torsdag aften.

Jeg ved godt det lyder som verdens dårligste undskyldning, men jeg sværger at jeg taler skriver sandt. DR NU ville ikke rigtig loade og da jeg ikke er verdens mest tålmodige menneske, loggede jeg i stedet ind på lortekanalen TV3 Play og - Gud forbedre mig - så et afsnit af Divaer i junglen. Bagefter fik jeg det helt dårligt. Jeg kunne ikke lade være med at finde det meget amoralsk. Jeg kunne heller ikke lade være med at tænke, om vi som mennesker har et personligt ansvar, når det kommer til den slags underholdning. Jeg bryder mig ikke om det menneskesyn som ligger bag. At gøre andre menneskers interne konflikter og jagt efter fame and fortune til public entertainment. Man kan som modargument indvende at de jo selv har valgt at stille op, men det giver jeg altså ikke ret meget for. For hvad er det som skaber den samfundstendens og trang til at nogle mennesker bare vil og må promovere sig selv i bedste sendetid, også selvom det betyder at de er nødt til at udstille sig selv som konfliktsøgende og mindre begavede? (Helt ærligt giver jeg ikke ret meget for "det frie valg". Vi er som mennesker i høj grad determineret af vores kultur og opvækst, hvadenten vi så vælger (hvilket ironisk ord i den sammenhæng!) at svømme med eller mod strømmen.) Nuvel, måske det i virkeligheden er dem som har trukket det længste strå og regnet den ud, fordi de godt ved, at det fører en masse goder med sig. At der er tale om skuespil, som er en oscar værdig. Jeg skal ikke kunne sige det, men synes det er vigtigt at have med i sine overvejelser, når man bedømmer etikken bag programmer som Paradise Hotel og Divaer i junglen.

Jeg er da også godt klar over, at mennesket altid - ihvertfald så længe der er blevet skrevet historie - har ladet sig fascinere og frastøde af andre menneskers ulykke. Det er ingenlunde noget nyt fænomen. Bare tænk på gladiator-kamperne i det gamle Rom eller Joseph Carey Merrick (a.k.a Elefantmanden) som tjente (mere end) til dagen og vejen, ved at udstille sin deformitet for offentligheden. Da Freak-shows blev forbudt i London, var han faktisk meget ulykkelig, da han godt vidste han ikke kunne finde beskæftigelse andetsteds. Og hvor ville jeg være som teologi-studerende, hvis ikke korsfæstelser havde været underholdning og Jesu korsdød havde været en offentlig begivenhed? Forskellen fra dengang og nu, er blot at film og TV har taget over. Længere er vi sådan set ikke kommet og det er her jeg tænker om vi som mennesker, har et medansvar når vi lader os underholde af diverse Reality-TV programmer, som in reality har meget lidt med virkeligheden at gøre. Reality-TV er nutidens svar på Freak-shows og adskiller sig ikke nævneværdigt fra viktoriatidens londoner, som lod sig underholde af Mr. Merricks groteske udseende. Personligt er det ihvertfald ikke noget jeg føler behov for at dyrke. Tværtimod kunne jeg mærke hvordan det nærmest gjorde ondt i maven på mig, da jeg så hvordan TV-3 eksponerede deltagerne, fordi der er penge i foretagendet, hvilket der jo ikke ville være, hvis ikke der et var et publikum. Men så fik jeg da set hvad det drejede sig om og har derfor et bedre grundlag for at have den stålfaste mening om Reality-TV som jeg har og som absolut ikke ændrede sig efter et afsnit af Divaer i junglen.

V sagde at jeg var et meget etisk menneske. Det er han bestemt ikke den første som har sagt, men det er nu ikke sådan jeg tænker om mig selv. Han sagde også at jeg skulle passe på med ikke at være for hård ved mig selv. Overordnet set har han måske en pointe. Jeg kan godt have en tendens til at slå mig selv (i overført betydning) lidt for hårdt engang imellem. Men når det kommer til hvordan man bør handle etisk korrekt (hvad der så end ligger i dét...), synes jeg på ingen måde jeg er streng ved mig selv. Jeg kan godt finde på at udvandre fra et selskab, hvis samtalen falder på sort arbejde, fordi jeg ikke bryder mig om at stå i et etisk dilemma, hvor to af mine imperativer strider mod hinanden. I dette tilfælde imperativet; Man må ikke arbejde sort og imperativet; Man må ikke sladre. De vil selvfølgelig stadig være i modstrid med hinanden, men det etiske dilemma vil ikke være der, så længe jeg ikke ved hvad der foregår. Hvis nogen spurgte mig om jeg vidste om X arbejdede sort, ville jeg ikke vide om jeg skulle lyve, for at undgå at stikke et medmenneske, eller om jeg skulle fortælle sandheden, velvidende at det kunne bringe min næste i fedtefadet. Så jeg stikker af. Som en bedre kylling stikker jeg af, for jeg kan ikke have at stå med den slags overvejelser. Det ødelægger min nattesøvn. Okay, måske jeg så er et meget etisk menneske, men jeg synes kun jeg gør som andre burde gøre. Fordi flere mennesker gør noget forkert, bliver det jo ikke mere rigtig af den grund. Folk ser bare igennem fingrene med det. Og det er nok lidt på samme måde jeg har det med Reality-TV. Selvom mange mennesker finder det underholdende, retfærdiggøre det jo ikke at der er noget grundlæggende forkert (i min bog), i at lade sig underholde af deres interne stridigheder eller dumme bemærkninger. Heller ikke selvom de selv har stillet op (mere eller mindre) frivilligt.

Nu er det jo heller ikke fordi jeg ikke har øje for nuancerne. Heller ikke i denne sammenhæng. Principielt bør man ikke lyve, men man kan jo godt pakke sandheden ind. Der er jo heller ingen grund til at såre et medmenneske, selvom vedkommendes røv virkelig er for stor til de bukser...

V siger også at jeg tænker for meget. At jeg skal passe på med at det ikke bliver en hæmsko for mig. Det løb er vist kørt... Jeg tror ikke jeg har andet valg, fordi det er den måde min hjerne er indrettet på. Jeg sætter til gengæld stor pris på mit indre - og meget voldsomme - tankeliv. Ihvertfald så længe der er tale om positive tanker og idéer. Men jeg skal lære at acceptere at visse ting bare tager længere tid for mig, fordi den mindste lille ting kan tricke et flow af eksistentielle overvejelser. Det handler om at lære at bruge det konstruktivt og så bare acceptere at en af "sidegevinsterne" desværre er at man endnu engang er faldet i staver over køledisken i Netto. Men mest af alt handler det om at omverden forstår, at min hjerne er en lille smule anderledes end de flestes og at selv simple opgaver, kan kræve enorme ressourser. At jeg faktisk kan rigtig mange ting, men at jeg blot har brug for lidt ekstra tid, fordi der går både tid og energi på alle de overvejelser som dagligt farer igennem hovedet på mig. Det er i den sammenhæng jeg har brug for V. Jeg skriver det, fordi vi i går snakkede om hvad hans funktion skulle være. Den var den seriøse samtale jeg refererede til i begyndelsen af dette blogindlæg. Årsagen er at han overfor kommunen skal formulere hvilken form for hjælp jeg har brug for og som han sagde; Jette, du har jo ikke brug for hjælp. Han havde forventet at komme ud til et noget mere kaotisk hjem, første gang han skulle besøge mig. Ikke et rigidt ordensmenneske, hvor alt har sin faste plads og som i øvrigt øjnede hver chance hun havde, til at starte en etisk diskurs, hvadenten det så var om Reality-TV, homovielser eller hvad vi ellers har været inde på. (Det sidste sagde han selvfølgelig ikke. Den formulering står for egen regning.) Uagtet hvor hyggeligt og lærerigt det end var at snakke med mig, var det jo ikke det kommunen betalte ham løn for. Og jeg kan selvfølgelig godt se at han har en pointe. Men det eneste som faktisk har ændret sig, siden han er kommet ind i mit liv, er at mine to-do-lister er blevet til Post-Its, i stedet for de vanlige papirlapper, revet af fra en skriveblok. Det var jo også i min interesse, at der ikke stod nogle forkerte oplysninger om mig i kommunens papirer. Og i forhold til hvor de normalt gik ind og tilbød støtte, var jeg alt for velfungerende. Jeg var ellers begyndt at holde rigtig meget af hans besøg, men jeg kan selvfølgelig godt se at det ikke er det kommunen skal og bør bruge sine skattekroner på. Vores interaktion er meget jævnbyrdig og han er trods alt ikke ansat til at være besøgsven. Jeg sagde til ham som det var. At det gav mig en tryghed at vide at jeg havde ham jeg kunne ringe til, hvis lokummet brændte. Også selvom jeg endnu ikke har gjort brug af det, for jeg har ikke haft behov for det. Og at han jo ikke behøvede at komme så ofte, hvis det var det. Men som jeg også skrev i et andet blogindlæg, havde jeg lovet mig selv at jeg aldrig ville havne i en situation som den jeg stod i, i starten af året hvor hele mit (tanke-)liv, var et stort konglomerat af kaos og bekymringer. At jeg havde et menneske, som kunne hjælpe mig med at navigere i kaos, hvis det - Gud forbyde det - nogensinde skulle ske igen. En jeg kunne henvise til og/eller som kunne do-the-talking for mig, så jeg ikke skulle starte med Adam og Eva hver eneste gang, fordi de forskellige instanser ikke talte sammen. Men jeg tror desværre vores kontakt hviler på et (for) tyndt grundlag. Nu må vi se. Hvorom alting er, har jeg lige fået en idé. Jeg tror jeg ringer til V på mandag og foreslår at han i sine papirer skriver:

En kvinde hvis etik er kantisk funderet. Nærmest autistisk besættelse af imperativer, hvilket gør hende fuldstædig udenfor pædagogisk rækkevidde... 

Ingen Jesus - Ingen London!

Jeg kan ikke lade være med at grine (lidt) af mig selv, over gårsdagens stunt. Jeg ved godt jeg ikke burde. Økonomi er ikke noget man skal grine af. Ihvertfald ikke hvis man gerne vil fremstå som en voksen, fornuftig og - ikke mindst - politiskbevidst kvinde. Men det her er simpelthen for "dumt" og ADHD-agtigt, at det skriger på et blogindlæg.

I forgårs var jeg lige en tur i det lokale shoppingcenter, da jeg skulle købe nogle tusser hos boghandleren. Da jeg ikke gad bevæge mig ned i den anden ende af gågaden, hævede jeg derfor nogle kontanter i den nærmeste bankautomat. En automat som ikke er tilknyttet min egen bank. Men da jeg har VisaDankort er det ikke noget problem. Det koster blot et mindre gebyr på 3 kr. En lille pris at betale, for at slippe for en tur i regnen...

Jeg plejer ikke at kalkulere med børnepengene i budgettet. Jeg kan godt lide det er sådan. Så lever vi for det der går ind hver måned og når så der kommer børnepenge, er det jo bare dejligt. Så er der lidt ekstra til tøj eller uforudsete udgifter. For tiden står den på konfirmationsopsparing. I den kommune jeg bor i, bliver børnene først konfirmeret i 8. kl.. Og da sønnike ventede et år med at starte i skole, skal han derfor først konfirmeres til næste år (i maj). Han blev 15 år i starten af juli, hvilket vil sige at han næsten er 16 år, inden han bliver konfirmeret.

Det passer mig egentlig glimrende. Jeg er selvfølgelig ikke så naiv, at jeg bilder mig selv ind, at det intet har med gaverne at gøre. (I særdeleshed fordi der i min bog, ikke er noget som hedder NONfirmation. Et kunstigt konstrueret ord, som i sig selv er ladet med kristendom. Dvs. man fejrer at barnet har valgt, ikke at bekræfte sin dåb. Det svarer i mit hoved til, at man sender fødselsdagsinvitationer ud, med teksten; I anledning af at Onkel Verner ikke fylder 75 år, vil vi gerne..... Fred være med at nogle så alligevel vælger at give barnet en fest, men lad i himlens navn da være med at kalde det NONfirmation...) Men også fordi jeg har en idé om, at i og med at han næsten er 16 år når han bliver konfirmeret, er han også det mere moden og selvbevidst og derfor også mere klar over hvad det egentlig er han bekræfter og siger ja til, sammenlignet med en på 13-14 år, som er den gængse konfirmationsalder. Men jeg er da godt klar over, at den lovede tur til London også har en del af skulle sige. Han har nemlig været lidt i tvivl om hvorvidt han i det hele taget ville konfirmeres. Faktisk gør han sig en del tanker om Gud og eksistens for tiden. Det er egentlig ret sødt, for på mange måder er hans gudsbillede stadig barnligt antropomorft, hvorfor han af samme grund - forståeligt nok - har svært ved at relatere til Guds (eventuelle) eksistens. Men jeg har dog fundet ud af, at tvivlen ikke havde så meget med selve tro at gøre, som det at skulle holde en stor fest. Måske var det tanken om gummistøvle-billedet (Den sommer han fyldte 3 år, havde han fået et par mangefarvede gummistøvler i fødselsdagsgave af sin ene faster. Og selvom det var bagende varmt, insisterede han på at gå i gummistøvler. Så han rendte rundt med underbukse-ble-mås og gummistøvler, ude på legepladsen. Det var hans foretrukne outfit den sommer. Har et par "ømme" fotografier i gemmerne, af en glad - men noget besynderlig påklædt dreng.) på en evt. konfirmationssang, som gjorde udslaget. Jeg skal ikke kunne sige det. Men jeg sagde til ham, at hvis det var fordi han ikke grad det helt store brag af en fest, med lange (kedelige) taler og (pinlige) sange, stod det ham frit for at vælge en anden løsning, f.eks. en rejse. Men at selve festen ikke skulle være årsagen, til at vælge konfirmationen fra. Hvis det var fordi han slet ikke kunne relatere til Guds eksistens og kristendommen, var det okay at vælge konfirmationen fra, og at han selvfølgelig så ville få en lidt større fødselsdagsgave den sommer, men ikke lige så meget som ved en konfirmation. Men at det var hans valg og hvis det var fordi han ikke orkede al opmærksomheden, kunne vi sagtens finde en anden løsning. Og således blev det at sønnike valgte Jesus til, men festen fra og vi i stedet tager en uge til London. Men ingen Jesus - Ingen London! (Så hårdt formulerede jeg det selvfølgelig ikke overfor ham...)

Hvorom alting er, London er jo ikke ligefrem nogen billig by (Måske lige med undtagelse af livsstilsmagasiner, så jeg kan love for at jeg skal købe så mange, at jeg skal betale for overvægt på flyveturen hjem...), så der skal jo lægges lidt til side. Jeg loggede derfor ind på Netbank i går eftermiddags. Det så ganske fint ud og jeg overførte derfor 2000 kr. til sønnikes bankkonto. Han har både en bundet børneopsparing og en alm. konto (man bare kan hæve på), som er der hvor konfirmationsopsparingen står.

Først bagefter slår det mig, at det da alligevel egentlig så lidt mærkeligt ud. Jeg logger derfor på Netbank igen og kan se at der "kun" er gået knapt 900 kr. ind fra Told og Skat, mod de forventede knap 2500 kr. Jeg finder så ud af, at efter barnet er fyldt 15 år, udbetales børnepengene i stedet hver måned. Grunden til at det alligevel passede med hvad jeg havde forventet stående tilbage på kontoen, var at der endnu ikke var blevet trukket det beløb, jeg havde hævet i den fremmede automat. SÅ ER MAN ALTSÅ BARE LIDT FOR DISTRÆT, når man det ene øjeblik sidder og tænker at det ser da fint ud, for derefter at komme i tanke om at ca. 900 kr. da ikke er helt det samme beløb som ca. 2500 kr. Og ja, jeg beklager, men jeg synes faktisk det er ret morsomt. Måske netop fordi jeg ved, at jeg normalt har et ret rigidt forhold til økonomi.

Komikken består da også mest i at jeg havde/har lovet sønnike en hoodie fra American Apparel, som jeg ville købe til ham, når der kom børnepenge. Jeg havde bare ikke taget højde for at børnepengene nu kommer ind på kontoen hver måned, i stedet for hvert kvartal. Jeg måtte derfor forklare ham, hvordan det (nu) hang sammen og at jeg ikke havde råd til at købe blusen, da de resterende penge på kontoen, skulle gå til mad, da jeg ved en fejl havde overført "for mange" penge til hans konfirmationsopsparing. Sønnike synes det er helt i orden, hvis jeg går ned i banken og hæver 400 kr. fra opsparingen. Mor er ikke enig! Man hæver ikke penge på sine børns konto! Mest af alt handler det dog om, at jeg er bange for at bankdamen (M/K) tror, at jeg vil bruge pengene på sprut. Så det kunne ligne mig, at stå der og diske op med hele historien på bedste hyperverbale ADHD-vis, fordi jeg er bange for hvad folk tænker om mig.

Men mon ikke det bliver sådan at vi går sammen derned. Så kan han selv hæve penge til blusen. Så skal jeg nok betale den med mit Dankort. Velvidende at der stadig er dækning både til bluse OG mad. Og måske vi så ved samme lejlighed skulle få lavet et hævekort. Bankbog er så farmor...

Kunsten at medicinere en kat

Jeg havde besøg af V i formiddags. Det første jeg spurgte om - efter at have lavet ham en kop kaffe - var om han ville hjælpe mig med, at give katten en ormepille. Jeg forhørte mig selvfølgelig om det var okay og ikke var i strid med hans beføjelser. Jeg er jo heller ikke interesseret i at få ham i fedtefadet. Men jeg havde virkelig brug for (lidt) hjælp.

Sagen er den at jeg i forgårs opdagede at Misja havde fået orm IGEN(!). Det er snarere reglen end undtagelsen. Dyrlægen siger det er fordi hun er en habil jæger. Men der er ikke ret meget andet at gøre, end at give hende en pille, når jeg konstaterer orm. Jeg har ellers forhørt mig om ikke det er muligt at få noget præventivt, men dyrlægen mener det er bedst og sundest at vente med at give hende medicin, til jeg ser orm. Man kan godt give det præventivt, men hvis katten ikke er let at give piller, er det letteste for alle parter, at vente til man konstaterer orm. Og det er netop dér vi har problemet. For Misja er ikke nem at give piller. Møghamrende besværlig faktisk, for at sige det rent ud! Når jeg har fortalt venner og bekendte om mine pille-problemer, har de kikket skeptisk på mig og (især hundeejere har) spurgt om ikke jeg bare kunne camouflerer pillen i en luns leverpostej. Nej! Dels spiser hun ikke leverpostej, dels hopper hun da ikke på dén. Hvis det var så simpelt, havde jeg nok valgt den løsning til at starte med. Jeg har forsøgt mig med dåsemakrel-camouflage. Resultatet var at tallerknen blev slikket pænt rent, mens pillen lå tilbage og grinede mig op i ansigtet.
Nogle katte er så lettere at give piller, end andre. Jeg har studeret pillegivnings-taktik i Politikkens Kattebog. Jeg blev kun det klogere, at jeg fandt ud af det ikke var noget jeg skulle gøre alene. Da jeg boede sammen med eks-mand, foregik det ved at han iførte sig polstret skjorte og have-handsker og holdt katten, mens jeg gav hende pillen. (Jeg har sågar - i nærmeste omgangskreds - hørt om en, som var nødsaget til at iføre sig Kansas-kedeldragt, når deres kat skulle have en pille. Så grelt er det dog heldigvis ikke herhjemme...) Jeg kunne selvfølgelig have ventet til eks-mand kom forbi eller sønnike kom hjem fra ferie, men jeg synes bare ikke Misja skulle gå rundt med det, i flere dage. Heldigvis smitter den type orm, ikke til mennesker. Men jeg synes stadig det er en smule ulækkert og hvis nu V kunne - og måtte - hjælpe, kunne jeg ligesågodt spørge ham. Men han var vist lidt overrasket over hvor hårdthændet man skulle være. Men nu kender han mig efterhånden så godt, at han ved at "dyremishandling" kun er noget jeg gør det i lejlighedsvist og kun hvis det er strengt nødvendigt.

Han griner i øvrigt lidt af mig og siger at jeg har en nærmest autistisk trang til orden. Det er sikkert heller ikke helt forkert. Men når det roder i hovedet, hjælper det ikke hvis det samtidigt også roder omkring en. Jeg er ikke verdensmester i at få sat papirer i mapper, men det er på den anden side heller ikke så grelt at jeg har behov for hjælp til det - som nogle ADHD'er ellers kan have. Som han siger; Du har styr på mange ting. Og det har jeg også. Men jeg har stadig et umådeligt stort behov for at blive bekræftet i at jeg er god nok. For mig er det en tryghed, at have en person som kan bekræfte mig i at jeg gør det godt nok. Så for det meste snakker vi bare, for det med at rydde op, planlægge mad og indkøb, betale regninger og lægge budget, klarer jeg selv. Det er ellers det som er meningen med den slags tilkendte støttepersoner, så jeg håber virkelig at jeg alligevel kan få lov til at beholde ham, når vores 3 mdr. prøveperiode er overstået. Bare det at vide at der er en udenforstående man kan ringe til, hvis lokummet brænder, betyder alverden for mig. Også selvom jeg endnu ikke har gjort brug af det. Og så svinger vi også rigtig godt sammen.

Peace and Love

Jette

Vi læser Dostojevskij.

Det søde boheme-liv

Sønnike er taget på ferie hos sin far. Jeg under dem bestemt at se hinanden, men det skal ikke være nogen hemmelighed, at han er en af de primære årsager til, at jeg sørger for struktur i hverdagen. Så når knægten ikke er hjemme, går der meget nemt boheme i den. Jeg har den sidste uge (plus lidt mere) levet af en meget interessant kost, bestående af kaffe og boller med blåskimmel ost. Dog med et enkelt afbræk af indisk take-away.

Og så er jeg gået i gang med at male...

Det startede sådan set efter min sidste IKEA-tur. Foruden de lufttætte opbevaringsglas, som jeg skrev om i forrige blogindlæg, fik jeg også købt to nye lagner.

Jeg ved ikke rigtig hvad jeg tænkte på. Jeg plejer nu nok at være meget god til at smide ud. Men da jeg havde pakket lagnerne ud, lå der to udmærkede stykker pap (ca. 30 x30 cm.), som da ikke skulle gå til spilde (?!). Så jeg blev enig med mig selv om at lave et par collager. De kom til at se sådan ud:

Men da jeg først var gået i gang, var det som om det ikke var nok. Så jeg måtte en tur i Søstrene Grene og købe malegrej (det kalder de det selv på deres kvittering!), for de madpenge jeg sparer, når nu min (heldigvis) ikke særlig kræsne - men dog ret sultne - teenager, ikke er hjemme til at rippe køleskabet.

Jeg har egentlig altid ønsket mig at male, men har bare aldrig fået gjort noget ved det. Hver gang jeg har haft det i tankerne, har jeg fået overbevist mig selv om at det var en dum idé, fordi det unægteligt roder en del med halvfærdige billeder, pensler og tube-maling rundt omkring. Det var mere end jeg kunne overskue præ-ritalin og dengang vi var 3 mennesker, en kat og et halvt lokal-bibliotek, på 65 km2. Men efter eks-mand flyttede til Nærum og jeg er blevet bedre til orden, besluttede jeg mig for at kaste mig ud i det.

Så det er så hvad jeg har bedrevet, når jeg ikke har sovet eller spist blåskimmel ost:

Hvis i synes de tre første, minder om noget i har set før, er det sikkert ikke så mærkeligt. Jeg er nemlig meget inspireret af kunstneren Jan Klein. Jeg stiftede bekendtskab med hans collage-malerier for ca. halvandet år siden og forelskede mig på stedet! Han er virkelig upcoming. Da jeg googlede hans navn tilbage i januar 2011, var det fleste hits et blikkenslager firma. Nu er hans hjemmeside den første som dukker op på Google. Jeg begynder at ane et mønster... Ligesom med Evren Tekinoktay, skulle jeg have investeret med det samme. Så meget for at tænke mig om!

Nu skal det selvfølgelig heller ikke være rip-off, så jeg prøver at finde mit eget udtryk. Men det første jeg tænkte da jeg så hans billeder var; Det ér præcis sådan jeg ville male, hvis jeg kunne...

Jeg snakkede endvidere med skolepsykologen i dag. Den foreløbige konklusion bliver at vi det næste halve år sætter ind med pædagogiske værktøjer og derefter - hvis det ikke har hjulpet i markant grad - bliver sønnike henvist til udredning. Ikke helt den konklusion jeg håbede på, selvom jeg bestemt er enig i at der også skal arbejdes for ham pædagogisk.

En god ting er dog at jeg gradvist - dag for dag - giver slip på nogle af de prædikater, jeg har slået mig selv oveni i hovedet med. Dermed ikke sagt at der ikke er nogle ting jeg kan - og skal - arbejde med, i forhold til min moderrolle. Men det er nok snarere i forhold til at give ham mere plads. Jeg ved godt, jeg kan være pisseirriterende, men der er vel ingen som tager skade af at få at vide at de er smukke og intelligente..... 3 GANGE OM DAGEN!!! 

Okay, jeg har stadig en del selvransagelse at gøre og det er måske netop fordi jeg har været bange for ikke at være god nok, at jeg har været så pågående. Suk! Lige meget hvad man gør, så...

Derudover var jeg forrige lørdag, til min lillesøsters polterabend. Ja, hun skal sgu giftes! Min LILLESØSTER!!! I en alder af 31 år er hun slet, slet ikke gammel nok til at rende med drenge (eller i dette tilfælde EN MAND - som er hele 3 mdr. ældre end mig!), siger STORESØSTEREN.

Ej, spøg til side. Jeg er glad på deres vegne og min kommende svoger er da også en rigtig fin fyr (- og tilmed revisor. Sådan en kan man altid bruge...). Men jeg må indrømme at en lillebitte-mikroskopisk-mini-snert af mig, havde lyst til at gå løs på ham, da jeg for 8 år siden, første gang så ham kysse(!) MIN LILLESØSTER.

Jeg overvejer at tegne abonnement på Psychology Today...