søndag den 25. november 2012

Uidentificerede Flyvende Objekter


My mind doesn't just wander. Sometimes it fucks off completely... stod der på et billede, en Facebook-veninde uploadede forleden. Jeg tror det er meget karakteristisk, for hvordan det er at have ADHD. Det virker som om tankerne har deres egne uransagelige veje. Man kan sidde midt i en samtale. Pludselig får man et stikord. Turbo3000 sanseapparatet aktiveres og før man ved af det, har man sagt et eller andet fuldstændig ude af kontekst. Hvis ens samtalepartner nu havde adgang til ens indre tankeliv, ville det måske ikke virke så mærkeligt, hvorfor man pludselig snakker om UFO'er, selvom emnet for samtalen egentlig var ornitologi. Men man glemmer at delagtiggøre sin samtalepartner i mellemregningerne. Eller det kommer jeg ihvertfald tit til.

Når jeg nævner eksemplet med ornitologi vs. UFO'er, er det selvfølgelig fordi jeg har haft en konkret oplevelse med netop disse ting. Ikke at jeg nogensinde har set i UFO (udover i film, selvfølgelig). Fugle har jeg set masser af og de er vel egentlig en slags flyvende objekter. Men uidentificerede kan man vist næppe kalde dem...
Men engang for mange år siden, var jeg med en gruppe venner i Gribskov. Nu er dette jo ikke nogen lille skov og vi var derfor nødt til at spørge om vej til vores bestemmelsessted. Til vores held kom en mand cyklende. Han var iført cykelhjelm og kæmpe rygsæk og ud af den dersens rygsæk, kunne man se en antenne. Han var et ejendommeligt syn, syntes vi. Alene en voksen mand med cykelhjelm*, længe før Alt for Damerne proklamerede at den slags var blevet moderne, fik ihvertfald vore tanker på gled og efter at have taget afsked med manden og sagt tak for hjælpen, begyndte teorierne at florere. Vi blev enige om at han nok var ude og spejde efter UFO'er.
Da jeg fortalte min (daværende) kæreste, om denne mystiske fremmede - vis fremstræden jeg nok smurte lidt tykt på - sagde han, at det sikkert var en ornitolog (Ingen UFO-jæger... Hvor kedeligt!). Nu er det sjældent jeg snakker ornitologi. Så godt som aldrig, faktisk. Men en tænkt situation kunne være at dette var samtaleemnet og at mine tanker førte mig tilbage til den aften i Gribskov, i min tidlige ungdom og at jeg så - under denne fiktive samtale - pludselig kunne udbryde; Måske er der liv andre steder i universet, men jeg tror altså helt ærligt de har bedre ting at give sig til, end at besøge os i tide og utide... (Og hvorfor er det lige, at når de endelig besøger jorden, lander de altid på en ødemark? Man skulle da mene, at det ville være lettere at studere menneskelig adfærd, i beboede områder...) Nu er dette selvfølgelig bare et tænkt eksempel (med udgangspunkt i en virkelig hændelse), som tjener til illustration af hvad jeg mener.

En anden typisk ting, er det der med at love at fortsætte sin beretning (jf. forrige blogindlæg), for nu pludselig at skrive om UFO'er - eller mangel på samme. Det betyder ikke at jeg ikke har det i tankerne. Men jeg har besluttet mig for at skrive hele historien, når der er kommet en afklaring på tingene. Og med hele historien, mener jeg alle detaljer og dertilhørende mellemregninger. Jeg har ikke været interesseret i at udstille nogen og jeg har også selv overvejet om jeg mon selv kunne have taget fejl. Det er derfor jeg har været så tavs omkring hvad der foregik i forhold til sønnikes skole, PPR og mit ønske om at få ham i udredning. Men som jeg skrev i sidste blogindlæg, var vi startet op i udredning - efter at jeg havde taget sagen i egen hånd. Og konklusionen er entydig klar: Sønnike har svær ADHD. Det viser sig, at jeg hele tiden har haft ret i mine fornemmelser. Det anede mig. Men når man hører det modsatte fra folk (lærere og skolepsykolog), man skulle mene har forstand på tingene, bliver man pludselig i tvivl om sin egen virkelighedsopfattelse. Men jeg har fået den tjekket og den fejler ikke noget. Eller som H. siger; Du har ikke sagt noget i min konsultation, som skulle få mig til at tro, at du lider af vrangforestillinger. Det er fordi du er stresset over alt det der foregår omkring din søn og så er det naturligt at stille sig selv den slags spørgsmål. Godt så! Jeg er ikke skør. Kun på fritidsplan... Måske jeg bare forventer for meget af mine medmennesker. Jeg kan måske forstå at sønnikes ADHD er gået lærernes radar forbi. Der bliver trods alt ikke undervist i børnepsykiatri på lærerseminariet. Men at han også skulle snyde skolepsykologen, er mig en gåde. Alt dette vil jeg vende tilbage til, når der er kommet lidt mere ro på tingene. Og det bliver ihvertfald ikke før fredag. Jeg skal nemlig holde min anden prædiken og er derfor lidt skrive-ramt. Jeg tager hul på kirkeåret, ved at prædike over teksten til 1. søndag i advent. Ja, altså bortset fra at jeg lige tager hul på kirkeåret et par dage før alle andre. Jeg regner dog ikke med at det er en begivenhed som vil tiltrække sig mediernes opmærksomhed. Hvis det var tilfældet, kan jeg love for at jeg nok skulle sørge for at nævne noget om ADHD-børns vilkår i dagens Danmark. Hvor trist det end gør mig at skrive dette, har jeg fundet ud af at vores historie langt fra er enestående. Og nogen skal jo kæfte op og er en prædikestol måske ikke et af de bedste remedier til det foretagende?

En ting er sikkert: Nu kan jeg med rette kalde bloggen ved dens navn.


Disclaimer: Jeg synes faktisk det er fornuftigt at bruge cykelhjelm. Jeg har endda selv en med teksten; I love my brain. Det er så en sandhed med modifikationer, men hjælper det hvis jeg siger, at jeg købte den før jeg fik konstateret ADHD?

lørdag den 10. november 2012

Jeg ved hvor mine nøgler er!


Inden jeg skulle sove i går nat, slog det mig pludselig; det er i grunden længe siden jeg sidst har rendt febrilsk rundt og ledt efter mine nøgler. Min taske er stadig et sort hul. Jeg står stadig i supermarkedet og tænker; forbandede lommetyv! inden jeg får gravet i min pung frem mellem gamle kvitteringer, servietter, solbriller, handsker, parfumeprøver, klippekort, iPod og iPhone. Men det er ikke så tit jeg forlægger mine ting længere. Tidligere var det flere gange om ugen. Nu er det højst hver 14. dag.

Det er længe siden jeg har været aktiv på bloggen. Jeg har også været nede og vende so to speak. Ked af det, angst, bekymret, men først og fremmest rasende! Jeg har ellers det princip, at jeg ikke vil hænge nogen ud på bloggen, men for pokker hvor føler jeg mig dårligt behandlet. Da jeg i første omgang fik mistanke om ADHD hos mig og sønnike, var det næste jeg gjorde - efter at have brugt 3 uger og 1400 kr. på at læse en masse litteratur om emnet - at kontakte sønnikes lærere, med min mistanke. Dette var kort før sommerferien, før sønnike skulle rykke op i 7. kl. og hans lærer(e) sagde derfor at de ikke kunne nå at sætte noget i gang inden sommerferien, men at jeg skulle tage det op med hans nye lærere på overbygningen. Det gjorde jeg en uge efter sønnike var startet i skole og bad om et møde med lærerne, skolelederen og PPR. Der gik en lille måneds tid inden jeg blev kaldt til møde. I mødeindkaldelsen stod der at "moderen har mistanke om ADHD", samt nogle uddybende kommentarer om sønnikes adfærd i skolen. Det første der skete på mødet, var at jeg blev fuldstændig overrumplet af sønnikes klasselærer, som brokkede sig over at han havde langt hår. Jeg prøvede at dreje mødet ind på, hvad som havde været min umiddelbare tanke med det. At få PPR til at lave en henvisning til udredning, men oplevede at der blev snakket udenom og jeg blev spist af med kommentarer om at det jo ikke er nødvendigt med en diagnose, for at få hjælp, hvortil jeg så (høfligt, selvfølgelig!) svarede; men det er det, for at få ordineret medicin. Jeg holdt på mit. Insisterende på at sønnike blev henvist til PPR og jeg fik da også min vilje. Men jeg blev alligevel noget overrasket da jeg fik papirerne som hans klasselærer havde udfyldt og der ikke med et eneste ord, stod noget nævnt om ADHD. Papirerne blev (fra skolen) sendt til socialforvaltningen i oktober. Først i februar blev jeg ringet op af skolepsykologen. Jeg fortalte ham at jeg havde fået konstateret ADHD og tænkte at det da måtte kunne sætte skub i tingene. Da vi holdt det første møde, ventede jeg stadig på at starte i udredning. Men han sagde at han blot ringede, med besked om at der ihvertfald ikke ville ske noget den første måned, eftersom han skulle tilknyttes en ny skole og blot havde været barselsvikar. I det mellemliggende periode havde jeg været til skole-hjem samtale. Atter nævnte jeg ADHD, da samtalen faldt på sønnikes koncentrationsvanskeligheder. Denne gang blev jeg spist af med en kommentar om at det da var synd, at han skulle have sådan et stempel. (Tak for kaffe!)
Jeg oplevede med andre ord, at min mistanke slet ikke blev taget alvorligt og selvom det ikke blev nævnt direkte, at det var mig som var problemet. At sønnike havde det svært når der blev stillet krav til ham, måtte være et tegn på at han ikke fik stillet tiltrækkeligt mange krav hjemmefra. Det har hele tiden ligget i luften. Eller, sådan har jeg ihvertfald oplevet det. Sønnike kunne/kan ikke have ADHD, da han ikke er udadreagerende. Hvortil jeg så tænker, at enten er det ikke en del af pensum på læreruddannelsen, eller også er der nogen der har sovet i timen.
Da sønnike i april så endelig blev testet, af (den anden) skolepsykolog(en) regnede jeg med at der ville komme skred i tingene. Men også her tog jeg fejl. Hun ønskede først at vi gjorde en pædagogisk indsats de næste 6 mdr. og hvis problemet ikke blev afhjulpet, ville hun udfærdige en henvisning. Jeg undrede mig dybt over fremgangsmåden. Jeg tænkte; jamen, er det da ikke bedre at få det tjekket med det samme? Hvorfor ikke bruge udelukkelsesmetoden. Hvis sønnike så ikke har ADHD, har vi i det mindste dét at arbejde ud fra. Samtidigt kunne jeg heller ikke lade være med at tænke, om sønnike ville lide overlast. Jeg ved godt hvordan det er at gå rundt med udiagnosticeret ADHD og blive misforstået af sine omgivelser. Jeg ønskede på ingen måde at det samme skulle/skal ske for mit barn.
I sept. skete der så noget, som fik mig helt op og ringe. Jeg vil ikke gå i detaljer med selve episoden. Blot nævne at jeg følte mig godt og gevaldigt trådt over tæerne af sønnikes lærere. Bægeret flød over og jeg gjorde hvad jeg burde have gjort langt tidligere. Jeg troppede simpelthen op på psykiatrisk skadestue med sønnike, en søndag aften og forelagde dem min (vores) sag. Endvidere havde jeg medbragt en udtalelse fra skolepsykologen. Lægen undrede sig over at der ikke var blevet gjort noget tidligere, da hun mente at der klart var tale om en børnepsykiatrisk sag. Endelig blev jeg mødt med forståelse! Henvisning blev skrevet og i går startede sønnike op på udredning. Han vil blive undersøgt for både Aspergers og ADHD. Lægen på psykiatrisk skadestue som tilså sønnike, mente at der højst sandsynligt var tale om en blandingsdiagnose mellem ADHD og Aspergers. Lægen vi talte med i går, mente også at der var klare indikationer på en diagnose, men at det selvfølgelig skulle undersøge nærmere.
Jeg har efterfølgende talt med skolepsykologen, som nævnte at hun også mente at der var indikationer på Aspergers, men at hun havde svært ved at se ADHD'en. Dette nævnte hun intet om ved opfølgningsmødet på hendes test. Jeg spurgte hende derfor, hvorfor hun så ikke havde henvist sønnike til udredning, hvorpå hun svarede, at det var fordi hun var bange for at der kun ville blive fokuseret på hans diagnose. Har hun ændret forklaring, fordi jeg nu har en speciallæges ord for at mine formodninger om sønnike sandsynligvis er korrekte? Eller har hun bevidst undladt at fortælle om sin Aspergers-mistanke, da hun er bange for at jeg skal bruge det som en (dårlig) undskyldning for ikke at sætte ind overfor sønnike pædagogisk. Uanset hvad, er det i mine øjne forkert. Hvis man har taget fejl, må man erkende dette og komme videre. Hvis det andet er tilfældet, har hun misforstået mig som mor. Formålet med at sende sønnike i udredning, er jo netop at jeg ved hvad jeg står med og derfor kan tage korrekt hånd om min søn. Jeg tror mest på det sidste. Altså en bevidst udeladelse, hvilket desværre ikke gør mig mere positivt stemt overfor PPR.

Ungefair har det taget 15. mdr. fra jeg bad om at få sønnike sendt i udredning, til vi startede op og dette kun fordi jeg valgte at åbne andre døre. I mellemtiden har jeg befundet mig på mentalitetens rutschebane. Det ene øjeblik - troet på mig selv og min mavefornemmelse. Det andet øjeblik - dunket mig selv i hovedet med at jeg nok også var en forfærdelig mor, som aldrig skulle have fået børn. Er der noget at sige til at man føler, man har overskredet sidste salgsdato?
Jeg har endnu engang været nødt til at ændre min studieplan. Dels fordi jeg har haft svært ved at koncentrere mig om læsningen. Dels fordi jeg har været nødt til at rykke rundt på nogle fag, så jeg kan sende sønnike afsted i skole om morgenen. Hvis jeg ikke er der til at hjælpe ham, tager han det forkerte tøj på, glemmer deodorant, kommer for sent - hvis han da overhovedet kommer afsted. (Ja, jeg har fået lov til at tage mundkurven af.) Jeg arbejder i øjeblikket derfor mest hjemmefra og læser op til eksamen i Kirkehistorie. Det glæder mig meget at jeg har den fleksibilitet (Husk at tænke positivt!) og derfor mulighed for at være der for sønnike.

To be continued...

lørdag den 8. september 2012

Hehehe. Fuck hvor er du ADHD-agtig ;-)


Således stod der i en besked, jeg havde fået tilsendt over Facebook. Beskeden kom fra en mand, som jeg ikke kendte, men som sandsynligvis havde "set" mig i en ADHD-gruppe. Det var egentlig en meget sød kommentar, synes jeg. Problemet er bare at den blev sendt 31/10-2011 og jeg så den først 8/9-2012!!!

This time I blame it on technology!

Jeg har nemlig fået mig en iPhone. Og da jeg endnu engang lå på min IKEA-sofa og havde svært ved at falde i søvn, besluttede jeg mig for lige at tjekke Facebook. På en eller anden mystisk måde, fik jeg trykket på en tast (Læs: Et vilkårligt sted på skærmen) og pludselig myldrede det frem med gamle beskeder. Nogle virkede bekendte, men den fra den mørke fremmede erindrede jeg ikke at have læst. Nu overvejer jeg så om jeg burde skrive tilbage. Jeg kunne da egentlig godt tænke mig at vide hvad det var jeg har sagt eller skrevet, siden det fik ham til at le. På den anden side forekommer det mig noget tumpet at respondere SÅ sent. Så J.H. hvis du læser med her, beklager jeg meget at jeg ikke svarede tilbage. Det var ikke for at være uhøflig.

Teknik-imbecil i færd med at udføre en klassisk fejl-40

Ellers sker der rigtig meget omkring mig for tiden. Jeg må indrømme at det generer mig meget at sønnike er så lukket omkring sig selv og sine vanskeligheder, for jeg kan mærke at jeg har behov for at "snakke" med nogen om det. På den anden side vil jeg heller ikke "udstille" ham, medmindre han selv giver mig lov. Men jeg tror det ville være godt for mig at få det ud. Her. På. Bloggen. Jeg er afsindig bekymret for mit barn. Skolen er bekymret for mit barn. Men vi har hver sin tilgang til hans vanskeligheder, hvilket gør det svært at kommunikere. Jeg befinder mig i en slags limbo-tilstand, hvor jeg skiftevis tror på mig selv, for så pludselig at begynde at tvivle på mine (egne) evner som mor. Sådan kører det op og ned med dage (eller timers) mellemrum. Det er også den stupide angst! Jeg havde ellers sat min lid til at den ville forsvinde, når jeg kom i korrekt behandling for min ADHD. Men det ser ud til at der er tale om komorbiditet.

En af de ting som virkelig kan tricke min angst, er sønnike på farefuld rejse. Det vil sige hver gang han bevæger sig fra A til B, uden at jeg kan komme i telefonisk kontakt med ham. Og det er ret svært eftersom han atter har mistet sin mobil. Nu er det ikke fordi jeg ser bussemænd omkring hvert gadehjørne. Det er bare fordi... fordi det giver mig tryghed.
Det var også derfor jeg købte en ny mobil. Det og så at jeg har hørt at de dersens smartphones er ret gode hvis man har ADHD, så man kan gemme alle sine aftaler, noter og påmindelser ét sted. Tanken var så at han kunne overtage min gamle Sony Ericsson - bare midlertidigt, men da den er lyserød kunne det på ingen måde komme på tale. Jeg på den anden side, er absolut ikke begejsteret ved tanken om at han skal have en spritny telefon, for det er desværre ikke første gang han mister den/dem. Så det er vi i øjeblikket i gang med at forhandle om og det ser ud til vi har fundet et kompromis. I mellemtiden er jeg et nervevrag, når knægten befinder sig mere end 1 km. fra mig...

fredag den 17. august 2012

Man kan IKKE dø af skam...


En af de ting jeg har sværest ved at forlige mig med, omkring min ADHD, er min mangel på social intelligens. Nu er det heldigvis ikke så slemt, som det kunne værre. Jeg har hørt om værre tilfælde, men det er da en ting som gør at jeg jævnligt overvejer om et præsteembede i det hele taget er et job vil være i stand til at varetage. Jeg har virkeligt svært ved at fornemme, hvordan jeg skal agere og hvad jeg skal sige, når jeg er ude blandt andre. Jeg ved selvfølgelig godt, at det er uhøfligt at tale med mad i munden, at man holder sig for munden, hvis man skal hoste og går for sig selv, hvis man skal prutte. Det er mere de der usagte ting mellem mennesker, jeg kan have svært ved at fornemme. Men det værste er nok stadig det der med at jeg engang imellem (ofte!), får formuleret mig på en uhensigtsmæssig måde. At det jeg tænker jeg vil sige, slet ikke er det som kommer ud af munden på mig. I disse situationer ville jeg gerne bytte al min kreativitet, idérigdom og hyperaktivitet, bort for bare en gran af situationsfornemmelse (og veltalenhed). Det er det som gør allermest ondt på mig, for det sidste jeg er interesseret i, er at gøre mine medmennesker pinlig berørte over mig.

Derfor var jeg også noget nervøs da jeg skulle til min søsters bryllup i lørdags. Det var første gang jeg skulle møde min svogers familie (med undtagelsen af hans søster, som jeg har mødt en gang før), og ville selvfølgelig gerne gøre et godt indtryk. Det gik sådan set også rimelig godt, indtil snakken faldt på heste og min svogers mor spurgte om jeg også var hestepige (ligesom min søster), hvorpå jeg fortalte hende at jeg som yngre havde gået til ridning, men at interessen forsvandt efter jeg blev ældre og mere interesseret i drenge. Den fristelse var åbenbart lidt for stor for sønnike, som sad til højre for undertegnede, så han busede ud med: Nej, nu ridder hun kun på drenge... Jeg vente mig resolut mod knægten, vrissede hans navn og sendte ham hvis-øjne-kunne-dræbe-blikket. Ej, den bad du altså selvom, svarede min svoger grinende og det værste af det hele, er at det gjorde jeg muligvis nok. Jeg synes dog stadig det var en meget upassende kommentar fra knægten, men er godt klar over at jeg nok fik formuleret mig lidt forkert.

Næsten morgen havde jeg meget svært ved at stå ud af sengen. Dels fordi jeg havde hold i nakken, men også fordi jeg kom i tanke om miseren. Jeg var overbevist om at jeg - ene menneske - var årsag til af min søster havde haft den mest horrible bryllupsdag. Havde jeg ellers sagt eller gjort noget forkert? Uden tvivl! C.s familie syntes garanteret jeg var det mest mærkelige og irriterende væsen, de nogensinde havde mødt. Bare jeg dog var blevet hjemme, bare jeg dog ikke havde ADHD, bare jeg kunne være normal og folk kunne lide mig.

Jeg vente den med H. i mandags, som heller ikke kunne lade være med at grine. Men han fik mig heldigvis på lidt bedre tanker, da han nævnte at de fleste mennesker faktisk tror, at andre taler meget mere om dem, end de egentlig gør. Det håber jeg virkelig! Jeg ville ihvertfald være meget ked af det, hvis jeg havde gjort min søster pinlig berørt over mig.
Hvornår jeg selv når dertil at jeg kan grine af det, må tiden vise. Hvorom alting er, er det gået op for mig at man ikke kan dø af skam, for så havde jeg været død på stedet. I lørdags. I en have i Birkerød...

Peace and Love
Jette

lørdag den 28. juli 2012

Det etiske menneske


Jeg havde besøg af V i går.
Det er en meget spændende diskussion, men vi skal også være lidt seriøse, sagde han. Jeg synes ellers vi var ret seriøse...
Jeg havde øjnet en chance for at benytte hans besøg, til at få mig en diskurs om etikken bag Reality-TV.
Torsdag aften havde jeg siddet ved spisebordet og klippet billeder til mine collage-malerier. Jeg ville have lidt baggrundsstøj og havde derfor forsøgt at logge ind på DR NU, for at se om ikke der var en spændende dokumentar eller debat jeg kunne have kørende i baggrunden, mens jeg som et bedre SFO-barn klippede løs.
Jeg kan ikke huske om jeg har nævnt det, men jeg har jo ikke noget fjernsyn. Det røg ud for ca. halvanden år siden. Det var et gammelt widescreen fra dengang skærmen lige var blevet flad, men selve TV'et var et ordentlig monstrum og vejede det sammen som en fuldvoksen mand. Jeg havde et værre hyr med at komme bagved, når jeg støvsugede. Så en dag tog fanden ved mig og jeg besluttede mig for at det måtte ende sine dage på genbrugspladsen. Jeg kunne jo altid købe et nyt ved lejlighed, hvis jeg savnede det. Det gør jeg ikke og jeg har ingen planer om at anskaffe mig et nyt. Nu er det jo ikke fordi jeg slet ikke ser TV. Jeg ser det bare på computeren. Hvor det før i tiden, var alt for let at blive hængende i sofaen og zappe frem og tilbage mellem TV-Tis og Kanal-Prut, er der nu tale om en bevidst handling, når jeg tænder for computeren. Derfor undrede jeg mig også lidt over mit TV-valg denne torsdag aften.

Jeg ved godt det lyder som verdens dårligste undskyldning, men jeg sværger at jeg taler skriver sandt. DR NU ville ikke rigtig loade og da jeg ikke er verdens mest tålmodige menneske, loggede jeg i stedet ind på lortekanalen TV3 Play og - Gud forbedre mig - så et afsnit af Divaer i junglen. Bagefter fik jeg det helt dårligt. Jeg kunne ikke lade være med at finde det meget amoralsk. Jeg kunne heller ikke lade være med at tænke, om vi som mennesker har et personligt ansvar, når det kommer til den slags underholdning. Jeg bryder mig ikke om det menneskesyn som ligger bag. At gøre andre menneskers interne konflikter og jagt efter fame and fortune til public entertainment. Man kan som modargument indvende at de jo selv har valgt at stille op, men det giver jeg altså ikke ret meget for. For hvad er det som skaber den samfundstendens og trang til at nogle mennesker bare vil og må promovere sig selv i bedste sendetid, også selvom det betyder at de er nødt til at udstille sig selv som konfliktsøgende og mindre begavede? (Helt ærligt giver jeg ikke ret meget for "det frie valg". Vi er som mennesker i høj grad determineret af vores kultur og opvækst, hvadenten vi så vælger (hvilket ironisk ord i den sammenhæng!) at svømme med eller mod strømmen.) Nuvel, måske det i virkeligheden er dem som har trukket det længste strå og regnet den ud, fordi de godt ved, at det fører en masse goder med sig. At der er tale om skuespil, som er en oscar værdig. Jeg skal ikke kunne sige det, men synes det er vigtigt at have med i sine overvejelser, når man bedømmer etikken bag programmer som Paradise Hotel og Divaer i junglen.
Jeg er da også godt klar over, at mennesket altid - ihvertfald så længe der er blevet skrevet historie - har ladet sig fascinere og frastøde af andre menneskers ulykke. Det er ingenlunde noget nyt fænomen. Bare tænk på gladiator-kamperne i det gamle Rom eller Joseph Carey Merrick (a.k.a Elefantmanden) som tjente (mere end) til dagen og vejen, ved at udstille sin deformitet for offentligheden. Da Freak-shows blev forbudt i London, var han faktisk meget ulykkelig, da han godt vidste han ikke kunne finde beskæftigelse andetsteds. Og hvor ville jeg være som teologi-studerende, hvis ikke korsfæstelser havde været underholdning og Jesu korsdød havde været en offentlig begivenhed? Forskellen fra dengang og nu, er blot at film og TV har taget over. Længere er vi sådan set ikke kommet og det er her jeg tænker om vi som mennesker, har et medansvar når vi lader os underholde af diverse Reality-TV programmer, som in reality har meget lidt med virkeligheden at gøre. Reality-TV er nutidens svar på Freak-shows og adskiller sig ikke nævneværdigt fra viktoriatidens londoner, som lod sig underholde af Mr. Merricks groteske udseende. Personligt er det ihvertfald ikke noget jeg føler behov for at dyrke. Tværtimod kunne jeg mærke hvordan det nærmest gjorde ondt i maven på mig, da jeg så hvordan TV-3 eksponerede deltagerne, fordi der er penge i foretagendet, hvilket der jo ikke ville være, hvis ikke der et var et publikum. Men så fik jeg da set hvad det drejede sig om og har derfor et bedre grundlag for at have den stålfaste mening om Reality-TV som jeg har og som absolut ikke ændrede sig efter et afsnit af Divaer i junglen.

V sagde at jeg var et meget etisk menneske. Det er han bestemt ikke den første som har sagt, men det er nu ikke sådan jeg tænker om mig selv. Han sagde også at jeg skulle passe på med ikke at være for hård ved mig selv. Overordnet set har han måske en pointe. Jeg kan godt have en tendens til at slå mig selv (i overført betydning) lidt for hårdt engang imellem. Men når det kommer til hvordan man bør handle etisk korrekt (hvad der så end ligger i dét...), synes jeg på ingen måde jeg er streng ved mig selv. Jeg kan godt finde på at udvandre fra et selskab, hvis samtalen falder på sort arbejde, fordi jeg ikke bryder mig om at stå i et etisk dilemma, hvor to af mine imperativer strider mod hinanden. I dette tilfælde imperativet; Man må ikke arbejde sort og imperativet; Man må ikke sladre. De vil selvfølgelig stadig være i modstrid med hinanden, men det etiske dilemma vil ikke være der, så længe jeg ikke ved hvad der foregår. Hvis nogen spurgte mig om jeg vidste om X arbejdede sort, ville jeg ikke vide om jeg skulle lyve, for at undgå at stikke et medmenneske, eller om jeg skulle fortælle sandheden, velvidende at det kunne bringe min næste i fedtefadet. Så jeg stikker af. Som en bedre kylling stikker jeg af, for jeg kan ikke have at stå med den slags overvejelser. Det ødelægger min nattesøvn. Okay, måske jeg så er et meget etisk menneske, men jeg synes kun jeg gør som andre burde gøre. Fordi flere mennesker gør noget forkert, bliver det jo ikke mere rigtig af den grund. Folk ser bare igennem fingrene med det. Og det er nok lidt på samme måde jeg har det med Reality-TV. Selvom mange mennesker finder det underholdende, retfærdiggøre det jo ikke at der er noget grundlæggende forkert (i min bog), i at lade sig underholde af deres interne stridigheder eller dumme bemærkninger. Heller ikke selvom de selv har stillet op (mere eller mindre) frivilligt.
Nu er det jo heller ikke fordi jeg ikke har øje for nuancerne. Heller ikke i denne sammenhæng. Principielt bør man ikke lyve, men man kan jo godt pakke sandheden ind. Der er jo heller ingen grund til at såre et medmenneske, selvom vedkommendes røv virkelig er for stor til de bukser...

V siger også at jeg tænker for meget. At jeg skal passe på med at det ikke bliver en hæmsko for mig. Det løb er vist kørt... Jeg tror ikke jeg har andet valg, fordi det er den måde min hjerne er indrettet på. Jeg sætter til gengæld stor pris på mit indre - og meget voldsomme - tankeliv. Ihvertfald så længe der er tale om positive tanker og idéer. Men jeg skal lære at acceptere at visse ting bare tager længere tid for mig, fordi den mindste lille ting kan tricke et flow af eksistentielle overvejelser. Det handler om at lære at bruge det konstruktivt og så bare acceptere at en af "sidegevinsterne" desværre er at man endnu engang er faldet i staver over køledisken i Netto. Men mest af alt handler det om at omverden forstår, at min hjerne er en lille smule anderledes end de flestes og at selv simple opgaver, kan kræve enorme ressourser. At jeg faktisk kan rigtig mange ting, men at jeg blot har brug for lidt ekstra tid, fordi der går både tid og energi på alle de overvejelser som dagligt farer igennem hovedet på mig. Det er i den sammenhæng jeg har brug for V. Jeg skriver det, fordi vi i går snakkede om hvad hans funktion skulle være. Den var den seriøse samtale jeg refererede til i begyndelsen af dette blogindlæg. Årsagen er at han overfor kommunen skal formulere hvilken form for hjælp jeg har brug for og som han sagde; Jette, du har jo ikke brug for hjælp. Han havde forventet at komme ud til et noget mere kaotisk hjem, første gang han skulle besøge mig. Ikke et rigidt ordensmenneske, hvor alt har sin faste plads og som i øvrigt øjnede hver chance hun havde, til at starte en etisk diskurs, hvadenten det så var om Reality-TV, homovielser eller hvad vi ellers har været inde på. (Det sidste sagde han selvfølgelig ikke. Den formulering står for egen regning.) Uagtet hvor hyggeligt og lærerigt det end var at snakke med mig, var det jo ikke det kommunen betalte ham løn for. Og jeg kan selvfølgelig godt se at han har en pointe. Men det eneste som faktisk har ændret sig, siden han er kommet ind i mit liv, er at mine to-do-lister er blevet til Post-Its, i stedet for de vanlige papirlapper, revet af fra en skriveblok. Det var jo også i min interesse, at der ikke stod nogle forkerte oplysninger om mig i kommunens papirer. Og i forhold til hvor de normalt gik ind og tilbød støtte, var jeg alt for velfungerende. Jeg var ellers begyndt at holde rigtig meget af hans besøg, men jeg kan selvfølgelig godt se at det ikke er det kommunen skal og bør bruge sine skattekroner på. Vores interaktion er meget jævnbyrdig og han er trods alt ikke ansat til at være besøgsven. Jeg sagde til ham som det var. At det gav mig en tryghed at vide at jeg havde ham jeg kunne ringe til, hvis lokummet brændte. Også selvom jeg endnu ikke har gjort brug af det, for jeg har ikke haft behov for det. Og at han jo ikke behøvede at komme så ofte, hvis det var det. Men som jeg også skrev i et andet blogindlæg, havde jeg lovet mig selv at jeg aldrig ville havne i en situation som den jeg stod i, i starten af året hvor hele mit (tanke-)liv, var et stort konglomerat af kaos og bekymringer. At jeg havde et menneske, som kunne hjælpe mig med at navigere i kaos, hvis det - Gud forbyde det - nogensinde skulle ske igen. En jeg kunne henvise til og/eller som kunne do-the-talking for mig, så jeg ikke skulle starte med Adam og Eva hver eneste gang, fordi de forskellige instanser ikke talte sammen. Men jeg tror desværre vores kontakt hviler på et (for) tyndt grundlag. Nu må vi se. Hvorom alting er, har jeg lige fået en idé. Jeg tror jeg ringer til V på mandag og foreslår at han i sine papirer skriver:
En kvinde hvis etik er kantisk funderet. Nærmest autistisk besættelse af imperativer, hvilket gør hende fuldstædig udenfor pædagogisk rækkevidde... 

søndag den 22. juli 2012

Ingen Jesus - Ingen London!


Jeg kan ikke lade være med at grine (lidt) af mig selv, over gårsdagens stunt. Jeg ved godt jeg ikke burde. Økonomi er ikke noget man skal grine af. Ihvertfald ikke hvis man gerne vil fremstå som en voksen, fornuftig og - ikke mindst - politiskbevidst kvinde. Men det her er simpelthen for "dumt" og ADHD-agtigt, at det skriger på et blogindlæg.

I forgårs var jeg lige en tur i det lokale shoppingcenter, da jeg skulle købe nogle tusser hos boghandleren. Da jeg ikke gad bevæge mig ned i den anden ende af gågaden, hævede jeg derfor nogle kontanter i den nærmeste bankautomat. En automat som ikke er tilknyttet min egen bank. Men da jeg har VisaDankort er det ikke noget problem. Det koster blot et mindre gebyr på 3 kr. En lille pris at betale, for at slippe for en tur i regnen...

Jeg plejer ikke at kalkulere med børnepengene i budgettet. Jeg kan godt lide det er sådan. Så lever vi for det der går ind hver måned og når så der kommer børnepenge, er det jo bare dejligt. Så er der lidt ekstra til tøj eller uforudsete udgifter. For tiden står den på konfirmationsopsparing. I den kommune jeg bor i, bliver børnene først konfirmeret i 8. kl.. Og da sønnike ventede et år med at starte i skole, skal han derfor først konfirmeres til næste år (i maj). Han blev 15 år i starten af juli, hvilket vil sige at han næsten er 16 år, inden han bliver konfirmeret.
Det passer mig egentlig glimrende. Jeg er selvfølgelig ikke så naiv, at jeg bilder mig selv ind, at det intet har med gaverne at gøre. (I særdeleshed fordi der i min bog, ikke er noget som hedder NONfirmation. Et kunstigt konstrueret ord, som i sig selv er ladet med kristendom. Dvs. man fejrer at barnet har valgt, ikke at bekræfte sin dåb. Det svarer i mit hoved til, at man sender fødselsdagsinvitationer ud, med teksten; I anledning af at Onkel Verner ikke fylder 75 år, vil vi gerne..... Fred være med at nogle så alligevel vælger at give barnet en fest, men lad i himlens navn da være med at kalde det NONfirmation...) Men også fordi jeg har en idé om, at i og med at han næsten er 16 år når han bliver konfirmeret, er han også det mere moden og selvbevidst og derfor også mere klar over hvad det egentlig er han bekræfter og siger ja til, sammenlignet med en på 13-14 år, som er den gængse konfirmationsalder. Men jeg er da godt klar over, at den lovede tur til London også har en del af skulle sige. Han har nemlig været lidt i tvivl om hvorvidt han i det hele taget ville konfirmeres. Faktisk gør han sig en del tanker om Gud og eksistens for tiden. Det er egentlig ret sødt, for på mange måder er hans gudsbillede stadig barnligt antropomorft, hvorfor han af samme grund - forståeligt nok - har svært ved at relatere til Guds (eventuelle) eksistens. Men jeg har dog fundet ud af, at tvivlen ikke havde så meget med selve tro at gøre, som det at skulle holde en stor fest. Måske var det tanken om gummistøvle-billedet (Den sommer han fyldte 3 år, havde han fået et par mangefarvede gummistøvler i fødselsdagsgave af sin ene faster. Og selvom det var bagende varmt, insisterede han på at gå i gummistøvler. Så han rendte rundt med underbukse-ble-mås og gummistøvler, ude på legepladsen. Det var hans foretrukne outfit den sommer. Har et par "ømme" fotografier i gemmerne, af en glad - men noget besynderlig påklædt dreng.) på en evt. konfirmationssang, som gjorde udslaget. Jeg skal ikke kunne sige det. Men jeg sagde til ham, at hvis det var fordi han ikke grad det helt store brag af en fest, med lange (kedelige) taler og (pinlige) sange, stod det ham frit for at vælge en anden løsning, f.eks. en rejse. Men at selve festen ikke skulle være årsagen, til at vælge konfirmationen fra. Hvis det var fordi han slet ikke kunne relatere til Guds eksistens og kristendommen, var det okay at vælge konfirmationen fra, og at han selvfølgelig så ville få en lidt større fødselsdagsgave den sommer, men ikke lige så meget som ved en konfirmation. Men at det var hans valg og hvis det var fordi han ikke orkede al opmærksomheden, kunne vi sagtens finde en anden løsning. Og således blev det at sønnike valgte Jesus til, men festen fra og vi i stedet tager en uge til London. Men ingen Jesus - Ingen London! (Så hårdt formulerede jeg det selvfølgelig ikke overfor ham...)

Hvorom alting er, London er jo ikke ligefrem nogen billig by (Måske lige med undtagelse af livsstilsmagasiner, så jeg kan love for at jeg skal købe så mange, at jeg skal betale for overvægt på flyveturen hjem...), så der skal jo lægges lidt til side. Jeg loggede derfor ind på Netbank i går eftermiddags. Det så ganske fint ud og jeg overførte derfor 2000 kr. til sønnikes bankkonto. Han har både en bundet børneopsparing og en alm. konto (man bare kan hæve på), som er der hvor konfirmationsopsparingen står.
Først bagefter slår det mig, at det da alligevel egentlig så lidt mærkeligt ud. Jeg logger derfor på Netbank igen og kan se at der "kun" er gået knapt 900 kr. ind fra Told og Skat, mod de forventede knap 2500 kr. Jeg finder så ud af, at efter barnet er fyldt 15 år, udbetales børnepengene i stedet hver måned. Grunden til at det alligevel passede med hvad jeg havde forventet stående tilbage på kontoen, var at der endnu ikke var blevet trukket det beløb, jeg havde hævet i den fremmede automat. SÅ ER MAN ALTSÅ BARE LIDT FOR DISTRÆT, når man det ene øjeblik sidder og tænker at det ser da fint ud, for derefter at komme i tanke om at ca. 900 kr. da ikke er helt det samme beløb som ca. 2500 kr. Og ja, jeg beklager, men jeg synes faktisk det er ret morsomt. Måske netop fordi jeg ved, at jeg normalt har et ret rigidt forhold til økonomi.

Komikken består da også mest i at jeg havde/har lovet sønnike en hoodie fra American Apparel, som jeg ville købe til ham, når der kom børnepenge. Jeg havde bare ikke taget højde for at børnepengene nu kommer ind på kontoen hver måned, i stedet for hvert kvartal. Jeg måtte derfor forklare ham, hvordan det (nu) hang sammen og at jeg ikke havde råd til at købe blusen, da de resterende penge på kontoen, skulle gå til mad, da jeg ved en fejl havde overført "for mange" penge til hans konfirmationsopsparing. Sønnike synes det er helt i orden, hvis jeg går ned i banken og hæver 400 kr. fra opsparingen. Mor er ikke enig! Man hæver ikke penge på sine børns konto! Mest af alt handler det dog om, at jeg er bange for at bankdamen (M/K) tror, at jeg vil bruge pengene på sprut. Så det kunne ligne mig, at stå der og diske op med hele historien på bedste hyperverbale ADHD-vis, fordi jeg er bange for hvad folk tænker om mig.
Men mon ikke det bliver sådan at vi går sammen derned. Så kan han selv hæve penge til blusen. Så skal jeg nok betale den med mit Dankort. Velvidende at der stadig er dækning både til bluse OG mad. Og måske vi så ved samme lejlighed skulle få lavet et hævekort. Bankbog er så farmor...

onsdag den 11. juli 2012

Kunsten at medicinere en kat


Jeg havde besøg af V i formiddags. Det første jeg spurgte om - efter at have lavet ham en kop kaffe - var om han ville hjælpe mig med, at give katten en ormepille. Jeg forhørte mig selvfølgelig om det var okay og ikke var i strid med hans beføjelser. Jeg er jo heller ikke interesseret i at få ham i fedtefadet. Men jeg havde virkelig brug for (lidt) hjælp.

Sagen er den at jeg i forgårs opdagede at Misja havde fået orm IGEN(!). Det er snarere reglen end undtagelsen. Dyrlægen siger det er fordi hun er en habil jæger. Men der er ikke ret meget andet at gøre, end at give hende en pille, når jeg konstaterer orm. Jeg har ellers forhørt mig om ikke det er muligt at få noget præventivt, men dyrlægen mener det er bedst og sundest at vente med at give hende medicin, til jeg ser orm. Man kan godt give det præventivt, men hvis katten ikke er let at give piller, er det letteste for alle parter, at vente til man konstaterer orm. Og det er netop dér vi har problemet. For Misja er ikke nem at give piller. Møghamrende besværlig faktisk, for at sige det rent ud! Når jeg har fortalt venner og bekendte om mine pille-problemer, har de kikket skeptisk på mig og (især hundeejere har) spurgt om ikke jeg bare kunne camouflerer pillen i en luns leverpostej. Nej! Dels spiser hun ikke leverpostej, dels hopper hun da ikke på dén. Hvis det var så simpelt, havde jeg nok valgt den løsning til at starte med. Jeg har forsøgt mig med dåsemakrel-camouflage. Resultatet var at tallerknen blev slikket pænt rent, mens pillen lå tilbage og grinede mig op i ansigtet.
Nogle katte er så lettere at give piller, end andre. Jeg har studeret pillegivnings-taktik i Politikkens Kattebog. Jeg blev kun det klogere, at jeg fandt ud af det ikke var noget jeg skulle gøre alene. Da jeg boede sammen med eks-mand, foregik det ved at han iførte sig polstret skjorte og have-handsker og holdt katten, mens jeg gav hende pillen. (Jeg har sågar - i nærmeste omgangskreds - hørt om en, som var nødsaget til at iføre sig Kansas-kedeldragt, når deres kat skulle have en pille. Så grelt er det dog heldigvis ikke herhjemme...) Jeg kunne selvfølgelig have ventet til eks-mand kom forbi eller sønnike kom hjem fra ferie, men jeg synes bare ikke Misja skulle gå rundt med det, i flere dage. Heldigvis smitter den type orm, ikke til mennesker. Men jeg synes stadig det er en smule ulækkert og hvis nu V kunne - og måtte - hjælpe, kunne jeg ligesågodt spørge ham. Men han var vist lidt overrasket over hvor hårdthændet man skulle være. Men nu kender han mig efterhånden så godt, at han ved at "dyremishandling" kun er noget jeg gør det i lejlighedsvist og kun hvis det er strengt nødvendigt.

Han griner i øvrigt lidt af mig og siger at jeg har en nærmest autistisk trang til orden. Det er sikkert heller ikke helt forkert. Men når det roder i hovedet, hjælper det ikke hvis det samtidigt også roder omkring en. Jeg er ikke verdensmester i at få sat papirer i mapper, men det er på den anden side heller ikke så grelt at jeg har behov for hjælp til det - som nogle ADHD'er ellers kan have. Som han siger; Du har styr på mange ting. Og det har jeg også. Men jeg har stadig et umådeligt stort behov for at blive bekræftet i at jeg er god nok. For mig er det en tryghed, at have en person som kan bekræfte mig i at jeg gør det godt nok. Så for det meste snakker vi bare, for det med at rydde op, planlægge mad og indkøb, betale regninger og lægge budget, klarer jeg selv. Det er ellers det som er meningen med den slags tilkendte støttepersoner, så jeg håber virkelig at jeg alligevel kan få lov til at beholde ham, når vores 3 mdr. prøveperiode er overstået. Bare det at vide at der er en udenforstående man kan ringe til, hvis lokummet brænder, betyder alverden for mig. Også selvom jeg endnu ikke har gjort brug af det. Og så svinger vi også rigtig godt sammen.

Peace and Love
Jette

Vi læser Dostojevskij.

Det søde boheme-liv


Sønnike er taget på ferie hos sin far. Jeg under dem bestemt at se hinanden, men det skal ikke være nogen hemmelighed, at han er en af de primære årsager til, at jeg sørger for struktur i hverdagen. Så når knægten ikke er hjemme, går der meget nemt boheme i den. Jeg har den sidste uge (plus lidt mere) levet af en meget interessant kost, bestående af kaffe og boller med blåskimmel ost. Dog med et enkelt afbræk af indisk take-away.
Og så er jeg gået i gang med at male...

Det startede sådan set efter min sidste IKEA-tur. Foruden de lufttætte opbevaringsglas, som jeg skrev om i forrige blogindlæg, fik jeg også købt to nye lagner.
Jeg ved ikke rigtig hvad jeg tænkte på. Jeg plejer nu nok at være meget god til at smide ud. Men da jeg havde pakket lagnerne ud, lå der to udmærkede stykker pap (ca. 30 x30 cm.), som da ikke skulle gå til spilde (?!). Så jeg blev enig med mig selv om at lave et par collager. De kom til at se sådan ud:



Men da jeg først var gået i gang, var det som om det ikke var nok. Så jeg måtte en tur i Søstrene Grene og købe malegrej (det kalder de det selv på deres kvittering!), for de madpenge jeg sparer, når nu min (heldigvis) ikke særlig kræsne - men dog ret sultne - teenager, ikke er hjemme til at rippe køleskabet.
Jeg har egentlig altid ønsket mig at male, men har bare aldrig fået gjort noget ved det. Hver gang jeg har haft det i tankerne, har jeg fået overbevist mig selv om at det var en dum idé, fordi det unægteligt roder en del med halvfærdige billeder, pensler og tube-maling rundt omkring. Det var mere end jeg kunne overskue præ-ritalin og dengang vi var 3 mennesker, en kat og et halvt lokal-bibliotek, på 65 km2. Men efter eks-mand flyttede til Nærum og jeg er blevet bedre til orden, besluttede jeg mig for at kaste mig ud i det.
Så det er så hvad jeg har bedrevet, når jeg ikke har sovet eller spist blåskimmel ost:





Hvis i synes de tre første, minder om noget i har set før, er det sikkert ikke så mærkeligt. Jeg er nemlig meget inspireret af kunstneren Jan Klein. Jeg stiftede bekendtskab med hans collage-malerier for ca. halvandet år siden og forelskede mig på stedet! Han er virkelig upcoming. Da jeg googlede hans navn tilbage i januar 2011, var det fleste hits et blikkenslager firma. Nu er hans hjemmeside den første som dukker op på Google. Jeg begynder at ane et mønster... Ligesom med Evren Tekinoktay, skulle jeg have investeret med det samme. Så meget for at tænke mig om!
Nu skal det selvfølgelig heller ikke være rip-off, så jeg prøver at finde mit eget udtryk. Men det første jeg tænkte da jeg så hans billeder var; Det ér præcis sådan jeg ville male, hvis jeg kunne...

Jeg snakkede endvidere med skolepsykologen i dag. Den foreløbige konklusion bliver at vi det næste halve år sætter ind med pædagogiske værktøjer og derefter - hvis det ikke har hjulpet i markant grad - bliver sønnike henvist til udredning. Ikke helt den konklusion jeg håbede på, selvom jeg bestemt er enig i at der også skal arbejdes for ham pædagogisk.
En god ting er dog at jeg gradvist - dag for dag - giver slip på nogle af de prædikater, jeg har slået mig selv oveni i hovedet med. Dermed ikke sagt at der ikke er nogle ting jeg kan - og skal - arbejde med, i forhold til min moderrolle. Men det er nok snarere i forhold til at give ham mere plads. Jeg ved godt, jeg kan være pisseirriterende, men der er vel ingen som tager skade af at få at vide at de er smukke og intelligente..... 3 GANGE OM DAGEN!!! 
Okay, jeg har stadig en del selvransagelse at gøre og det er måske netop fordi jeg har været bange for ikke at være god nok, at jeg har været så pågående. Suk! Lige meget hvad man gør, så...

Derudover var jeg forrige lørdag, til min lillesøsters polterabend. Ja, hun skal sgu giftes! Min LILLESØSTER!!! I en alder af 31 år er hun slet, slet ikke gammel nok til at rende med drenge (eller i dette tilfælde EN MAND - som er hele 3 mdr. ældre end mig!), siger STORESØSTEREN.
Ej, spøg til side. Jeg er glad på deres vegne og min kommende svoger er da også en rigtig fin fyr (- og tilmed revisor. Sådan en kan man altid bruge...). Men jeg må indrømme at en lillebitte-mikroskopisk-mini-snert af mig, havde lyst til at gå løs på ham, da jeg for 8 år siden, første gang så ham kysse(!) MIN LILLESØSTER.

Jeg overvejer at tegne abonnement på Psychology Today...



onsdag den 27. juni 2012

Vi filmer lige...


I går skulle jeg have bugt med krapylerne. Det var egentlig meningen, jeg ville have gjort det i forgårs. Men hvad der skulle have været 1/2 time på sofaen i selskab med Dostojevskijs Kældermenneske(t), blev i stedet til 6 timer i Drømmeland. Det passede mig egentlig også fint at udskyde det, for så kunne eks-mand give en hjælpende hånd med (efterfølgende) rengøring og oprydning. Endvidere er tirsdag sønnikes lange skoledag, så han ville først komme hjem ved tretiden og undgå den værste kemikalie-dunst og katten kunne i mellemtiden være inde på hans værelse.
Jeg stod således op før en vis een fik sko på, tømte og støvsugede samtlige køkkenskabe. Da jeg havde sendt sønnike i skole, installerede jeg - efter samråd med dyrlægen - Misja på sønnikes værelse, med mad, vand og kattebakke, iførte mig gummihandsker og gik i krig:


Straks derefter tog jeg ud af døren. Det er jo ikke ligefrem sundt at gå og indeånde den slags og da vi har åbent køkken, var ophold i stuen udelukket. Jeg kunne selvfølgelig have sat mig ind på sønnikes værelse og gjort katten selskab, de ca. 5 timer Trinolen skulle sidde, men tænkte at hun sikkert helst ville være fri for at dele WC med mig (- og med mit kaffeindtag, er det fysisk umuligt at holde sig i 5 timer...). I stedet tog jeg i IKEA sammen med eks-mand. Noget skulle jeg jo få tiden til at gå med og tænkte at jeg lige så godt kunne slå-to-fluer-med-et-smæk og købe nogle lufttætte opbevaringsglas til mel og müsli.

Jeg var hjemme igen ved halvfiretiden, så jeg regnede sådan set med at sønnike var kommet hjem. I entréen blev jeg dog til min store overraskelse, mødt af hele fire teenagere - to af hvert køn - hvoraf den ene knægt var min egen. De havde fået den "geniale" idé at det da var herhjemme, de skulle lave tysk-gruppeopgave. Og havde det været et hvilket som helst andet tidspunkt (Læs: En dag hvor hjemmet ikke lignende en post- Roskilde Festival og lugtede af Cheminova-udspil.), havde jeg sikkert været henrykt af begejstring, over kombinationen smilende teenagere/tysk-lektier. Men de var altså i gang med at optage en kortfilm på mobilen. Auf Deutsch natürlich! Og jeg synes faktisk det er et virkelig fint initiativ fra (tysk-)lærerens side, på den måde at arbejde kreativt med sprogindlæring. Men jeg syntes så absolut ikke det var et virkelig fint initiativ, at mit hjem - at mit her-ligner-et-bombet-lokum hjem - skulle fungere som kulisse. Jeg havde jo været nødt til at stille gryder, fade og service rundt omkring i lejligheden og det er så hvad som om få dage blive stillet til skue, for hele 7.B:

Jerusalems ødelæggelse...


Det giver mindelser om engang knægten skulle på tur med klassen og jeg derfor bad ham pakke sin madpakke i en plastikpose. Knægten tog den første og bedste pose han kunne finde. Det var først da han kom hjem fra skole, jeg opdagede han hele dagen havde rendt rundt med en pose fra Lust.

Nu hvor jeg alligevel er godt i gang med hovedrengøringen, tror jeg min personlige facade trænger til en overordentlig pudsning...

mandag den 25. juni 2012

Fra speltkusse til pesticid-babe


Kære Økologi

Jeg skriver dette fordi jeg har besluttet, at det må være slut mellem os.
Sønnike opdagede i dag en savtakket kornbille i en af dine fibermüsli-pakker. En müsli jeg i øvrigt en time tidligere havde spist af med største fornøjelse. Ydrk!
Jeg har googlet lidt og fundet ud af at jeg langt fra er den eneste, du har behandlet på den måde. Jeg ved godt det ikke er med vilje. Ja, du vil måske endda hævde at det ikke kan undgåes. Jeg er da også ked af at det skal være på denne måde, men jeg tåler ikke småkryb i mine madvarer - så hellere pesticider.

Kærlig hilsen
Jette

P.S. Vi kan stadig ses i kød og mejeriprodukter, men for fremtiden er du forment adgang til mine køkkenskabe. Måske lige med undtagelse af tætsluttet konserves.

Min hilsen giver vel sig selv. Jeg har konstateret savtakkede kornbiller i mine køkkenskabe. Jeg er ikke sart, men småkryb i mine madvarer synes jeg sgu er ulækkert. Det glæder mig dog at læse at tilstedeværelsen af disse, ikke skyldes dårlig køkkenhygiejne, men at de er kommet med hjem fra supermarked i en pose mel, gryn eller nødder.
Jeg har allerede smidt samtlige madvarer ud (med undtagelsen af én pakke uåbnet pasta, to dåser majs og en dåse soyabønner) og i morgen står den på støvsugning af skabe og Trinol 810. Generelt er jeg ikke tilhænger af med-ondt-skal-ondt-fordrives-parolen, men tror desværre det er nødvendigt i den sammenhæng. Jeg er dog lidt bekymret for om katten kan tåle det. Det er jo noget krasbørstigt noget. Mon det er tilstrækkeligt at lukke hende inde på sønnikes værelse i nogle timer, eller skal hun være helt ude af lejligheden? Der skal jo luftes ud, så hvordan forhindrer jeg hende i at gå ind igen? Jeg må snakke med dyrlægen i morgen og høre om det bare er mig som er pylret.

Jeg kan selvfølgelig ikke med sikkerhed sige hvor de kommer fra. Men det mest sandsynlige er at de har gemt sig i en pakke med økologisk kornprodukter. Problemet er at de (savtakkede kornbiller) ikke er kræsne og eftersigende også er glade for konventionelle fødevarer. Men ikke-økologiske kornlagre bruger nogle skarpere midler mod insektbekæmpelse, så sandsynligheden for at de i første omgang er kommet derfra er ikke så stor.
Jeg kan ellers virkelig godt se det fornuftige i økologi, men når jeg finder den slags småkravl i mine køkkenskabe, kan jeg pludselig også se det virkelige fornuftige i sprøjtemidler. Sorry!

Modelfoto

lørdag den 23. juni 2012

Kunsten at navigere i kaos

Jeg har gjort en interessant erkendelse. Da jeg boede sammen med eks-mand, kunne han undre sig over mine prioriteter. Ja, det kan han sådan set stadig, men det interessante er, at jo mere jeg føler jeg har om ørerne, des højere prioriterer jeg oprydning og rengøring. Det har selvfølgelig hjulpet en del at jeg er kommet i medicinsk behandling, men tidligere kunne jeg få såkaldte trip, hvor jeg fes rundt med støvsuger og deslige. Symptomatisk samtidigt med at der skulle læses til eksamen, skrives dispensationsansøgning, skole-hjem samtale/forældremøde, kontaktlinse kontrol og lignende. Jo flere opgaver, des større rod på hjemmefronten, forekom det mig. Men nu er det så gået op for mig, at jeg i perioder med "kaos i hovedet", har projiceret mit tankemylder over på hjemmet. Resultatet blev dog sjældent helt godt. Lige meget hvor alfabetisk CD'erne stod eller bøgerne var genre sorteret, fjernede det jo ikke på årsagen til mit bagvedliggende kaos. Men det var min måde, hvorpå jeg forsøgte at navigere i mit indre kaos.


Jeg gør det tildels stadig, så jeg besluttede mig for at lave et eksperiment. Årsagen var at jeg i går havde besøg af V. Han sagde, at han syntes jeg boede pænt, hvorefter jeg straks indvendte at her da trængte til at blive ryddet op. Han kikkede lidt skeptisk på mig og det gik op for mig, at det rod og kaos jeg taler om, måske mest af alt er noget som findes inde i mit eget hoved.
Jeg lavede derfor det eksperiment at tage billeder af mit hjem, for ligesom at prøve at se tingene udefra. Og det er faktisk ganske interessant, for når jeg betragter billederne med de "objektive" briller på, får jeg et helt andet indtryk af min bolig. Hvad der på billede 4. ligner almindelig dagligdags-rod og noget man snildt burde kunne abstrahere fra, er inde i mit hovedet blevet til en losseplads af genstande, som jeg ikke aner hvor jeg skal gøre af og som forstyrrer mig i min gøren og laden. ADHD i en nøddeskal!


(Samtidigt kan det tjene som den boligreportage jeg på et tidspunkt skrev jeg ville lave. For jeg synes faktisk - når man ser bort fra rodet - at jeg bor ganske stilfuldt. Bortset fra en BH, et par bukser og en cardigan som hang over sofaen og som nu er lagt ud i vasketøjskurven, har jeg ikke flyttet på noget siden V gik.)

Et kik ind i min stue. Vi bor i 2v, så sønnike har værelse i soveværelset og jeg sover derfor i stuen.  Spisebordslampe fra IKEA. Antik globus fra Wiingaard.

Mine arvede reoler. Mine bøger og min (foreløbige) insektsamling. 

Sofabord arvet fra farfar. Månstad sovesofa, pyntepuder og lampe fra IKEA. Maleriet er malet af en tidligere studiekammerat.

Tornen i øjet. Dét - mine damer og herrer - er hvad jeg kalder rod! Vilmar spisestuestole og Lensvik spisebord fra IKEA

lørdag den 9. juni 2012

Mændene i mit liv


Som jeg skrev i et tidligere blogindlæg sker der en del i ADHD-land i øjeblikket. Det klogeste vil nok være at tage det i etaper (læs: separate blogindlæg), da det ellers vil blive for omfattende.
Men der er kommet ind ny mand ind i mit liv. I skal vide at det er meget svært for mig at skrive dette, for et eller andet sted skammer jeg mig faktisk over "ham". Ikke ham som person (han er virkelig sød, sjov og intelligent), men over den funktion han har i mit liv. Lad mig med det samme slå fast, at der ikke er tale om noget kærlighedsforhold.

Mit humør tog et gevaldigt dyk i starten af året. Dels fordi jeg stod uden indtægt og ventede på svar fra SU. Dels fordi jeg holdt pause med min antidepressive medicin. Mit liv var en kaos-kage med bekymringskrymmel. Eller sådan føltes det ihvertfald. Jeg tog derfor beslutningen om at jeg aldrig, ALDRIG nogensinde ville havne i en lignende situation igen. Jeg tog derfor kontakt til kommunens handicapenhed og søgte om at få tilkendt en støtteperson. Mest fordi jeg håbede på at en sådanne, ville gøre det lettere for mig at være ..... mig. En enkelt person som kendte til mig og min "sag", således at hvis det nogensinde - Gud forbyde det - igen skulle bliver nødvendigt for mig at henvende mig til kommunen om hjælp, ville det kun være nødvendigt at kontakte min støtteperson, som så kunne foretage det rent praktiske, sådan som henvendelse(r) og fotokopiering. Forstå mig ret, det handler ikke om at springe over hvor gærdet er lavest, men fordi den slags opgaver faktisk kræver ret meget af mig og min omvendte hjerne. Jeg har lettere ved at læse 5 sider Kierkegaard end at tage en simpel fotokopi. Nuvel, jeg kunne ikke få bevilliget hjælp til rent praktisk arbejde, men jeg kunne få råd og vejledning (støtte) i hvordan jeg gjorde/gør det lettest for mig selv, hvilket jeg selvfølgelig tog imod.

Der gik nogle måneder og jeg hørte ikke videre i sagen. Jeg tænkte at jeg nok var blevet glemt og følte intet behov for at rykke. Dels var det jo gået i orden med SU. Dels har medicinen vist sig at have en ganske positiv effekt i forhold til rent praktiske opgaver, således at det ikke dræner mig for energi i sammen omfang som tidligere.
Tænk at for bare ét år siden, forekom indkøb mig at være en nærmest umulig opgave. Jeg gjorde det, fordi vi skulle jo have mad på bordet. Men det var svært. Svært fordi min hjerne ikke ved egen hjælp kunne/kan tage den simple beslutning, det egentlig burde være. Alle muligheder skulle nøjes overvejes og det er nu engang en noget tidskrævende proces, når køledisken i Netto byder på både hakket kalv og flæsk, koteletter, kyllingfilet eller lår - med eller uden marinade. Jeg kan egentlig ikke forklare hvorfor det var sådan. Det var jo ikke fordi jeg var bange for at træffe den forkerte beslutning. Det var jo "bare" mad og ikke et valg som havde afgørende betydning for resten af min tilværelse. Det vidste jeg jo godt med min fornuft, men ikke desto mindre var det sådan min hjerne reagerede, når jeg blev stillet overfor at skulle vælge mellem medister eller hakkebøf. Derudover blev jeg også lettere distraheret af baggrundsmusikken (sønnike har ved flere lejligheder nævnt at det altså var pinligt, hvis jeg kom til at synge med) eller farverige indpakninger. Jeg har nu lært at jeg skal have truffet en beslutning, inden jeg går op for at handle. Endvidere har jeg investeret i en cool "pensionist-taske" fra IKEA, i blå med hvide polka-dots. Så behøver jeg ikke dø af skam, hvilket unægtelig havde været tilfældet, hvis jeg skulle flashe Burberry-tern. Ja, det var faktisk min forfængelighed, som forhindrede mig i at gøre den investering tidligere. På den måde kan jeg handle ind til flere dage og derfor nøjes med at handle 2-3 gange om ugen. Det er blandt andet et af de tiltag jeg har gjort, for at gøre hverdagen lettere for mig selv.

Nå, men jeg hørte som sagt ikke noget i nogle måneder og var derfor noget overrasket, da jeg for et par uger siden blev ringet op af V, som min tilkendte støtteperson så hedder (ihvertfald på bloggen). Jeg var lige ved at sige at det ikke længere var nødvendigt, men besluttede mig alligevel for at give det en chance. Jeg mener, måske han havde nogle forslag til hvordan jeg kunne gøre tingene endnu lettere for mig selv. Jeg havde haft mange og lange indre diskussioner med mig selv, om hvorvidt jeg havde behov for en støtteperson. Egentlig var jeg lidt glad for at de havde "glemt" mig, for det er jo lidt pinligt. Eller sådan tænkte jeg og gør det til dels stadig. Derfor er det også noget at en personlig udfording at skrive dette i et åbent forum. Det handler om associationer. Jeg er ked af at indrømme det, men også jeg har fordomme og i langt de fleste tilfælde hvor jeg har hørt om støttepersoner, har der været tale om folk med (tidligere) misbrugsproblemer eller problemer af en noget alvorligere karakter end mit kopimaskine-had.
Men jeg besluttede mig for at bide min stolthed i mig og give det en chance. Og ved i hvad? Jeg tror lige præcis at V er det jeg har brug for, men på et helt anden måde end det oprindeligt var tiltænkt.
For da V var på besøg første gang, var en af de første ting han bemærkede - efter lige at have sundet sig ovenpå vor første møde. Ja, fordi jeg lagde stærkt ud med at åbne døren, kun iført tanktop og trusser. Heldigvis var det da de pæne fra Forrest and Bob. Efter at have sendt sønnike afsted i skole, var jeg (utilsigtet) faldet i søvn igen og åbnede derfor døren i denne noget bizarre (ihvertfald når man venter gæster) påklædning. Jeg sagde at han da endeligt måtte komme ind og skyndte mig at iføre mig de nærmeste par jeans, men jeg tror nok han var lidt beklemt ved situationen - mit ikke-eksisterende rod.
En anden ting han bemærkede var min kærlige omtale af sønnike og min - noget ude af propositioner - bekymring om hvorvidt jeg nu var en god-nok-mor. Og det er lige præcis dét jeg har brug for. En som kan pille mine fikse idéer ud af hovedet på mig (ihvertfald de destruktive. De kreative foretrækker jeg at få lov til at beholde...). En udenforstående person, som kan bekræfte mig i at tingene slet ikke ser så galt ud i "virkeligheden", som de gør inde i mit hoved. Eller som han lidt ironisk sagde det; jeg var måske en lidt for god mor. Forstået på den måde, at hvis jeg gør mig "skyldig" i noget, er det nok snarere at være for omklamrende, end det modsatte. Og det er virkelig noget der tager kegler, når det kommer fra en uddannet pædagog. Min favorit angst-neurose er om jeg er god nok som mor. Jeg vil nok have behov for at få det at vide flere gange, men forhåbentlig går der ikke år, før jeg selv føler mig som den fantastiske mor, som mine venner og V beskriver mig som.
Det er selvfølgelig heller ikke optimalt at være for omklamrende, men fra at have haft en masse kredsende tanker om hvorvidt jeg nu var god nok, arbejder jeg nu henimod at give slip på nogle af mine "vrangforestillinger". Mere om det et andet tidspunkt.

Peace and Love
Jette

Modelfoto