Øv altså! Nu gik det ellers lige så fint, med ikke at tænke for meget over det. Men jeg skulle selvfølgelig ikke have lov at slippe. Hvorfor i grunden også lave om på noget, som altid har "fungeret"? Møg-angst!
Men jeg skal til skole-hjem samtale i morgen. Det var det som i gamle dage hed forældrekonsultation, men man er åbenbart gået væk fra at bruge ordet. Den slags fine og stive betegnelser går jo ikke an, da det udsender autoritære signaler. Navnet er sådan set også ligegyldigt. I min bog hedder det nemlig ikke andet end du-skal-have-at-vide-at-vi-synes-du-er-en-dårlig-mor samtale. Der er selvfølgelig tale om en fortolkning kørt fuldstændig ud af propositoner. Hvis jeg var så dårlig en mor, var sønnike nok blevet taget fra mig forlængst. Derudover er det jo samtaler alle forældre bliver tilbudt. Men det er nu engang sådan jeg har det med dem.
Men jeg skal til skole-hjem samtale i morgen. Det var det som i gamle dage hed forældrekonsultation, men man er åbenbart gået væk fra at bruge ordet. Den slags fine og stive betegnelser går jo ikke an, da det udsender autoritære signaler. Navnet er sådan set også ligegyldigt. I min bog hedder det nemlig ikke andet end du-skal-have-at-vide-at-vi-synes-du-er-en-dårlig-mor samtale. Der er selvfølgelig tale om en fortolkning kørt fuldstændig ud af propositoner. Hvis jeg var så dårlig en mor, var sønnike nok blevet taget fra mig forlængst. Derudover er det jo samtaler alle forældre bliver tilbudt. Men det er nu engang sådan jeg har det med dem.
Jeg har som sagt allerede tippet min søn til (også) at have ADHD og endda i noget mere alvorligere grad end sin mor. Jeg har også bedt om at få ham i udregning gennem skolepsykologen, som jeg så håber vil sende ham videre til en børne/unge psykiater, da jeg tænkte - og har hørt - at det ville gå hurtigere, end hvis man fik en henvisning fra egen læge. Men jeg har altså ikke hørt noget endnu.
Bottomline er at min dreng ér speciel og alle dage har været det. Nu taler jeg selvfølgelig ikke speciel på den der mor-agtige måde, for selvfølgelig er han det! Fuldkommen perfekt og smukkere og klogere end de fleste. (Det er dog ikke kun en mor-ting. Det ér også en objektiv sandhed!) Men han har visse vanskeligheder med sin motorik, opmærksomhed, koncentration og (korttids-)hukommelse. Klassiske ADHD-vanskeligheder, men af den indadvendte-type, som er svær at diagnosticere.
Disse vanskeligheder bliver altid påpeget ved forældrekonsultationer skole-hjem samtaler, med en formaning - ja, undskyld ordvalget, jeg tror det er en arbejdsskade... Forslag er måske et bedre ..... forslag - om at hjælpe og støtte ham til at huske lektier, gymnastiktøj, hue og halstørklæde, de rigtige bøger og den slags. Samt at jeg skal huske at tjekke skolens intranet. Og det vil og gør jeg da også så godt jeg nu kan. Men der er bare to ting ved det:
1. Drengen har ADHD (I'm certain!), så lige meget hvor meget jeg hjælper ham, vil det nok aldrig blive helt godt.
2. Jeg har ADHD, så selvom jeg har de bedste intentioner om at hjælpe og støtte mit barn, glemmer jeg selv rigtig meget. Jeg gør det ikke med vilje. Men nogle gange smutter den bare. Det er ikke fordi jeg ikke er interesseret i hans skole eller i at han får lavet sine ting. Slet ikke! Mit fokus ligger bare et andet sted (Læs: På at vi har det hyggeligt og sjovt og får noget ordentlig at spise. Madpakke har jeg af en eller anden grund altid husket...).
Men når disse ting bliver nævnt, bliver det i mit hoved oversat til: Vi synes du er en dårlig mor! Men det véd jeg jo godt, at jeg ikke er. Jeg er ikke perfekt - bevares! Men jeg forstår min søn bedre end de fleste (bloggens navn burde være et clue... ;o)). Vi lever ikke af citronmåner. Han kommer i bad hver dag. Jeg prøver at sætte mig ind i hans interesser (World of Warcraft... Er det et andet navn for Minestryger?) og så synes han jeg er røv-pinlig, når jeg går rundt i Netto i lyserøde joggingbukser og nynner salmer af Grundtvig (det forstår jeg så ikke helt... ;o)). Det lyder i mine ører som et rimeligt sundt mor-barn-teenager forhold. Men sagen er den nok den, at jeg aldrig rigtig kommer til at tro på, at de synes jeg er god nok, førend jeg får overrakt trofæet som Årets Mor. Og det tror jeg desværre er blevet sparet væk...
Men nu gik det ellers lige så godt... Rigtig godt, faktisk! Jeg har med min diagnose, fået en forklaring på mine vanskeligheder. Når jeg glemmer at tjekke intranet og lektier, eller at aflevere tilmeldingen til ...(et vilkårligt arrangement)... er det ikke fordi at jeg er en dårlig mor, men fordi jeg har ADHD. Forstå mig ret, det skal selvfølgelig ikke blive - eller være - en undskyldning, for ikke at gøre tingene. Og det er det heller ikke! Men det hjælper mig til ikke længere at slå mig selv i hovedet, hvis det glipper. For jeg véd jo godt at det ikke er med vilje. Men før jeg kendte til årsagen, prøvede jeg at forklare det på anden vis. Og engang imellem virkede dårlig-mor-hypotesen faktisk som en plausibel forklaring. Det var disse tanker, jeg egentlig troede jeg havde fået bugt med. Men så besluttededen møgskede til Fru Angst alligevel lige at komme på uventet visit, tidligere i dag. Gad vide om det mon nogenside får en ende?
Men nu gik det ellers lige så godt... Rigtig godt, faktisk! Jeg har med min diagnose, fået en forklaring på mine vanskeligheder. Når jeg glemmer at tjekke intranet og lektier, eller at aflevere tilmeldingen til ...(et vilkårligt arrangement)... er det ikke fordi at jeg er en dårlig mor, men fordi jeg har ADHD. Forstå mig ret, det skal selvfølgelig ikke blive - eller være - en undskyldning, for ikke at gøre tingene. Og det er det heller ikke! Men det hjælper mig til ikke længere at slå mig selv i hovedet, hvis det glipper. For jeg véd jo godt at det ikke er med vilje. Men før jeg kendte til årsagen, prøvede jeg at forklare det på anden vis. Og engang imellem virkede dårlig-mor-hypotesen faktisk som en plausibel forklaring. Det var disse tanker, jeg egentlig troede jeg havde fået bugt med. Men så besluttede
Peace and Love
Jette
Ingen kommentarer:
Send en kommentar