Således stod der i en besked, jeg havde fået tilsendt over Facebook. Beskeden kom fra en mand, som jeg ikke kendte, men som sandsynligvis havde "set" mig i en ADHD-gruppe. Det var egentlig en meget sød kommentar, synes jeg. Problemet er bare at den blev sendt 31/10-2011 og jeg så den først 8/9-2012!!!
This time I blame it on technology!
Jeg har nemlig fået mig en iPhone. Og da jeg endnu engang lå på min IKEA-sofa og havde svært ved at falde i søvn, besluttede jeg mig for lige at tjekke Facebook. På en eller anden mystisk måde, fik jeg trykket på en tast (Læs: Et vilkårligt sted på skærmen) og pludselig myldrede det frem med gamle beskeder. Nogle virkede bekendte, men den fra den mørke fremmede erindrede jeg ikke at have læst. Nu overvejer jeg så om jeg burde skrive tilbage. Jeg kunne da egentlig godt tænke mig at vide hvad det var jeg har sagt eller skrevet, siden det fik ham til at le. På den anden side forekommer det mig noget tumpet at respondere SÅ sent. Så J.H. hvis du læser med her, beklager jeg meget at jeg ikke svarede tilbage. Det var ikke for at være uhøflig.
 |
| Teknik-imbecil i færd med at udføre en klassisk fejl-40 |
Ellers sker der rigtig meget omkring mig for tiden. Jeg må indrømme at det generer mig meget at sønnike er så lukket omkring sig selv og sine vanskeligheder, for jeg kan mærke at jeg har behov for at "snakke" med nogen om det. På den anden side vil jeg heller ikke "udstille" ham, medmindre han selv giver mig lov. Men jeg tror det ville være godt for mig at få det ud. Her. På. Bloggen. Jeg er afsindig bekymret for mit barn. Skolen er bekymret for mit barn. Men vi har hver sin tilgang til hans vanskeligheder, hvilket gør det svært at kommunikere. Jeg befinder mig i en slags limbo-tilstand, hvor jeg skiftevis tror på mig selv, for så pludselig at begynde at tvivle på mine (egne) evner som mor. Sådan kører det op og ned med dage (eller timers) mellemrum. Det er også den stupide angst! Jeg havde ellers sat min lid til at den ville forsvinde, når jeg kom i korrekt behandling for min ADHD. Men det ser ud til at der er tale om komorbiditet.
En af de ting som virkelig kan tricke min angst, er sønnike på farefuld rejse. Det vil sige hver gang han bevæger sig fra A til B, uden at jeg kan komme i telefonisk kontakt med ham. Og det er ret svært eftersom han atter har mistet sin mobil. Nu er det ikke fordi jeg ser bussemænd omkring hvert gadehjørne. Det er bare fordi... fordi det giver mig tryghed.
Det var også derfor jeg købte en ny mobil. Det og så at jeg har hørt at de dersens smartphones er ret gode hvis man har ADHD, så man kan gemme alle sine aftaler, noter og påmindelser ét sted. Tanken var så at han kunne overtage min gamle Sony Ericsson - bare midlertidigt, men da den er lyserød kunne det på ingen måde komme på tale. Jeg på den anden side, er absolut ikke begejsteret ved tanken om at han skal have en spritny telefon, for det er desværre ikke første gang han mister den/dem. Så det er vi i øjeblikket i gang med at forhandle om og det ser ud til vi har fundet et kompromis. I mellemtiden er jeg et nervevrag, når knægten befinder sig mere end 1 km. fra mig...
