Stegt flæsk

En lille een til halsen siger hun og stiller et vinglas med en sjat whisky foran ham. Ellers tak siger han, han vil helst have det i enten cola eller kaffe. Han drikker ikke ren whisky. Det gør hun. Eller hun prøver ihvertfald på det. Siger det kan man... (host host) kan man... (hakke hakke) da sagtens! (sprutte sprutte), mens hun tømmer sjatten og han griner af hende. I samme sekund går det op for hende at hun har forvekslet whisky med cognac.

Hun har inviteret ham på stegt flæsk. Hun står over køkkenvasken og skræller kartofler. Han skærer flæsket. Mærkeligt at slagteren ikke havde skåret det i forvejen.

Han fortæller om sin oldefar som åbenbart figurerer i Den Store Danske Encyklopædi. Han kløjs lidt i ordet encyklopædi og hun siger at hun nok tror det udtales en-sy-kly-pæ-di.

... så kunne jeg gå ind og kikke i hans butik siger han og hun svarer ja, men tænker hvilken butik?! Hun har været fraværende et øjeblik. Ladet tankerne flyve og aner ikke hvad han snakker om, udover at det har relation til hans familie.

De får drejet samtalen ind på politik. Det gør de af en eller anden grund altid. Det er som en naturlov. De to skal bare diskutere politik. Eller diskussion er måske så meget sagt, eftersom de grundlæggende er enige om mange ting. Der er bedre tider på vej siger han og hun håber han har ret, men tænker at politik alligevel er noget forfærdeligt kompliceret noget og hun kommer til at tænke på et interview hun læste med en kvindelig dansk politiker, som udtalte at når kvindelige politikere stiller op til interview, spørger journalisten altid hvordan de får karriere og familieliv til at hænge sammen. Det samme gør sig ikke gældende for mandlige politikere og hun tænker at ligestillingen alligevel har et stykke vej endnu.

Du behøver ikke komme fedtstof på panden siger han og skuler til olivenolien på køkkenbordet. Det kan stege i sit eget fedt med reference til det nu udskårne flæsk. Stege i sit eget fedt... Den var god tænker hun.

Ved middagsbordet snakker de Grand Prix og hun kommer til at tænke på år 2000 hvor Brøderne Olsen vandt Dansk Melodi Grand Prix. Så er de vinderchancer da fuldstædig forplumret havde hun sagt til sin mor. Et par måneder senere havde hun selv skrålet med på Fly on the wings of love. Er det formildende omstændigheder hvis hun indrømmer at hun var fuld?

Hun tænker også på at hun tidligere i dag har lyttet til Lars HUG som har lavet en coverversion af Dansevise. Lars HUG og Hvorfor er lykken så lunefuld. Ja, hvorfor?!

Det er godt du spiser siger han, da hun sætter tænderne i endnu et stykke flæsk og hun kommer til at tænke på eksen som var forbi tidligere i dag for at hente barnet. Du har godt nok tabt dig havde han sagt og hun svarede at det var pga. medicinen og havde hevet op i kjolen, for at vise at hendes ribben lader sig ane, som et barn stolt viser sin tegning frem. Var det nu også nødvendigt? tænkte hun efterfølgende, hun havde trods alt været i seng med ham engang, omend det forekom hende at være dekader siden.

Duften af stegt flæsk hænger i luften som tykke gardiner. Tykke røde velour gardiner som taget ud af en David Lynch film. Jeg lufter lige lidt ud siger han og åbner havedøren. Ja svarer hun og tænker at hvis bare hun kunne forelske sig i ham ville alting være godt.

Så glemte man lige mælken...

Ha! Jeg opdagede lige for lidt siden, at jeg havde glemt en næsten fuld liter mælk på køkkenbordet. Gad vide hvor længe der har stået der? Da jeg lavede kaffe for et par timer siden, tænkte jeg da også Gud! Har vi allerede drukket den... Nå, ja ja... og åbnede en ny. Jeg ænsede slet ikke den der stod på køkkenbordet. Måske har jeg taget den ud ved samme lejlighed - måske ikke - og så bare glemt det og ikke registreret at den stod foran brillerne på mig. Sommetider kan jeg end ikke huske hvad jeg lavede for to sekunder siden.

Hvorom alting er blev den altså smidt ud. Måske er jeg lidt sart, men jeg ved jo ikke hvor længe den har stået der. Den var ihvertfald ikke kold længere...

Jeg vil smutte tilbage under dynen. Jeg er just gået i gang med at læse Lone Hørslevs roman Sorg og Camping. Min eks-mand synes iøvrigt lidt jeg ligner Lone Hørslev. Det synes jeg nu ikke selv, udover sådan rent stilmæssigt måske. Men det kan jeg da kun tage som et kompliment, da jeg synes hun er en meget smuk kvinde.

Anyway, i kan jo selv bedømme...

Lone

Mig

Mit indre kaos og mit kogende pis

Jeg gider egentlig ikke blogge om elendighed og bekymringer. Det er også derfor jeg har været så tavs på bloggen i en stykke tid. Altså lige med undtagelse af mit Johnny Cash indlæg. Jeg har allerede blogget om mine økonomiske bekymringer et par gange og på et eller andet tidspunkt vil det i længden også blive ulideligt at læse, hvis jeg konstant kører rundt i den samme rille. Er der hak i pladen, så sæt en ny på!

Endvidere - ovenpå den heftige fattigdomsdebat der har været en del oppe og vende i medierne, her på det seneste - tør man dårlig nok åbne munden, i frygt for at få en spand lort i hovedet. Sandheden er da også at jeg faktisk føler mig ganske rig. Jeg har tag over hovedet og rent vand i hanen. Jeg går ikke sulten i seng. Jeg får min uddannelse betalt af staten. En stat som i øvrigt har nogle grundlovssikrede rettigheder, som gør at jeg ikke risikerer liv og lemmer, for at stå ved min politiske og religiøse overbevisning. Jeg føler mig faktisk ret priviligeret!

Når det så er sagt, beklager jeg at jeg atter finder den gamle og hakkede vinylplade frem (gad vide om den er med Johnny Cash?!), men jeg bekymrer mig stadig rigtig meget. Tankerne kværner konstant rundt i hovedet på mig. Jeg venter stadig på svar vedr. min ansøgning om tillægsklip og jeg aner ikke hvordan jeg skal få betalt mine regninger til den første, hvilket gør at jeg befinder mig i en tilstand af konstant anspændthed, sporadiske angstanfald og kulsort samvittighed, så snart jeg så meget som bare tænker på at bruge penge. Jeg er ikke bange for at mangle mad. Jeg har penge nok på kontoen til at vi sagtens kan klare os gennem februar, samt en (over-)fyldt fryser. Men der er ikke (også) penge til husleje eller andre regninger og dét bekymrer mig! Det bekymrer mig, fordi det sætter mig i dårligt lys (hos banken og boligselskabet). Det bekymrer mig, fordi løsningen i sidste instans kan blive at bede kommunen om hjælp. Hvilket igen fører en masse papirsudfyldningsarbejde med sig, som absolut ikke gør min ADHD-hjerne mindre stresset, hvilket igen går udover eksamenlæsningen.

Jeg vendte disse bekymringer med H, da jeg var til konsultation hos ham i tirsdags. Han forstår godt at jeg er bekymret, men siger at jeg gør det rigtige. Jeg gør det rigtige ved at prioritere min uddannelse. Han anser mig ikke for at være (økonomisk) uansvarlig. Tværtimod vurderer ham mig til at være et menneske med en meget solid dømmekraft. Det er da altid noget, for sommetider bliver jeg selv i tvivl. Men det er sikkert bare mine egne idiosynkrasier. For nej, selvfølgelig har jeg da ikke købt hverken den bog eller meldt mig ind i Kunstforeningen Gl. Strand (endnu), som jeg ellers har omtalt at jeg ville, i tidligere blogindlæg. Jeg har heller ikke tabt hjernen i Birger Christensen eller gået shop-amok i Louboutin-sko. Men jeg har købt (lidt) nyt tøj til sønnike i starten af måneden, efter ræsonnementet at det bedre kan betale sig at købe det på udsalg, selvom det (endnu) ikke var kritisk nødvendigt. Og så købte jeg også den der Johnny Cash-biografi til en halvtredser, til mig selv. Nårh ja... Så forærede jeg forresten også min eks-mand en bog om Sovjetunionen under Gorbatjov, som jeg fandt i en antikvar til 20 kr. og så har jeg fyldt fryseren med kød fra et økologisk landbrug. Storkøb selvfølgelig, da det bedst kan betale sig økonomisk, men selvfølgelig stadig dyrere end discount-kød med tårnhøj fedtprocent. Men jeg betaler så sandelig da også prisen, i form af kulsort samvittighed, over at være (læs: føle mig som) verdens mest økonomisk uansvarlige menneske, fordi jeg tænker mere på økologi end pensionsopsparing, fordi jeg gerne vil give en (lille) gave til et menneske som betyder meget for mig og fordi jeg gerne vil have at min søn er pæn i tøjet. Men skulle jeg alligevel have sparet disse ting væk, havde det nu alligevel ikke været tilstrækkeligt til at dække det kommende hul på budgetkontoen. Som sagt: idiosynkrasier.

Jeg befinder mig i denne situation, fordi jeg afventer svar på min ansøgning. Ikke fordi jeg har kastet om mig med penge.

Jeg vil da heller ikke definere mig selv som fattig. I øjeblikket befinder jeg mig i en (temmelig) ustabil økonomisk situation. Men fattig, det synes jeg nu ikke at jeg er. Når jeg så alligevel indledningsvis nævner fattigdomsdebatten, er det fordi jeg ikke kan undgå at føle en slags skæbnefællesskab med Fattig-Carina og Fattig-Sofie (som BT så smukt har døbt dem...). Jeg må tilstå at jeg ikke har fulgt så meget med vedr. sidstnævnte, udover at hun nævner at hun ikke føler at hun har overskud til at arbejde ved siden af sine studier. Det kan jeg i høj grad relatere til. Som tingene tager sig ud for nuværende, har jeg rigeligt at se til med at holde bare nogenlunde samling på studie og hjemmeliv med 2 x ADHD. Jeg ville gerne hvis jeg kunne, men så ville jeg være nødsaget til at nedprioritere enten studie eller sønnike. Sidstnævnte ville være decideret omsorgssvigt. Førstnævnte bare tåbeligt.

Når jeg nævner kontanthjælpsmodtageren, er det fordi jeg fik det helt dårligt over at læse nogle af de debatindlæg, som fulgte i kølvandet på Joachim og Özlems besøg. Jeg medgiver gerne at det måske ikke ligefrem var præmieeksemplet på fattigdom. Men jeg er også overbevist om at der i hendes tilfælde, er tale om en kvinde som har brug for hjælp og støtte og så absolut da ikke hårde ord eller nedladende kommentarer. Men det er selvfølgelig en konsekvens man må tage med, når man offentligt bekender kulør. Man kan (desværre) ikke forvente at alle, vil give een ret. Men når man har været på kontanthjælp så længe, er det fordi der er et eller andet galt. Jeg tvivler på at det er for at kunne ligge på sofaen og konsumere abnorme mængder Ferrero Rocher, til endnu et afsnit af Glamour. Endvidere skal man - for at modtage kontanthjælp - stå til rådighed for arbejdsmarkedet og diverse praktik- og aktiveringsforløb, medmindre man er uarbejdsdygtig. Hvilket får mig til at konkludere at det må være det som der er tale om, i Carinas tilfælde. Men folk var virkelig ude med riven. Få dig et arbejde! (Mon ikke hun gerne ville, hvis hun kunne...?) Giv hunden til et internat eller - som der var en der skrev (sikkert ikke fuldkommen korrekt citeret, men det var det som lå i det): Jeg tror sgu også gerne jeg vil være på kontanthjælp, hvis jeg har 5000 kr. til rådighed og ikke behøver lave noget. Tillad mig at stille mig tvivlende overfor det, men det tror jeg faktisk ikke "du" vil. Det skal kunne betale sig at arbejde. Jo, men det kan det de langt de fleste tilfælde faktisk også. Der er selvfølgelig nogle erhverv, hvor den økonomiske gevinst er minimal, men det gør ikke den personlige gevinst mindre. Det er vel de færreste mennesker, som ligefrem ønsker at være på kontanthjælp. Jeg har gode grunde til at antage, at det forholder sig således:

A. For at modtage kontanthjælp, skal man underskrive en samtykkeerklæring, som giver kommunen ret til at indhente personlige oplysninger fra f.eks. læge eller bank. Et eller andet sted, er det selvfølgelig også fair nok, da man ellers kan tilluske sig offentlige ydelser, man reelt set ikke har brug for, hvilket kunne friste svage sjæle. Men det er da stadig at give afkald på en bid af sin personlige frihed.

B. Man tilhører den absolut nederste del i hierarkiet. Tænk på hvor vigtig en del ens arbejde er, for de fleste menneskers identitet. Når man møder et nyt menneske, er det en af de allerførste ting man spørger indtil.

Hvis ikke den økonomiske gulerod er incitament nok, så burde den personlige gevinst ihvertfald være det. Hvis ikke... Tjah, så er man nok (i forvejen) udenfor pædagogisk rækkevidde, som det så fint hedder.

På et tidspunkt kom det jo også frem, at hun led af angst og at det var en af grundene til, at hun havde en hund. Nu har jeg aldrig haft hund, så jeg skal ikke kunne udtale mig om hvorvidt et sådan dyr, er en kæmpe økonomisk belastning. Men jeg bliver sgu en smule (læs: temmelig) indigneret over, at nogle mennesker ikke kan unde kvinden en hund, selvom hun er på kontanthjælp. Den hund er måske en af de få glæder hun rent faktisk har.

Og det er lidt på samme måde jeg har det, når jeg på den ene side blogger om mine bekymringer og på den anden side blogger om min forkærlighed for økologi. Og så lige i forbifarten nævner, at vi forresten da også har en kat. Som om jeg ikke er berettiget til at ytre mine bekymringer, for jeg kunne jo bare have ladet være med at købe økologisk eller anskaffe mig en kat i første omgang. Når du er på offentlig forsørgelse (hvilket SU jo rent beset faktisk er), er det din forbandede pligt at have det ad helvedes til, så du kan lære hvilken forfærdelig snylter du er. Nogle vil så måske indvende at der er forskel på SU og kontanthjælp. Når du får SU laver du noget for dine penge. Det gør du ikke når du er på kontanthjælp. Well, det gør "du" faktisk i langt de fleste tilfælde. Ifølge bistandsloven er der aktiveringspligt (som så kan have forskellig karakter, alt afhængig af hvilken kommune man er bosat i), medmindre man er sygemeldt. Uddannelse er en investering! Ja, det kan vi da hurtigt blive enige om. Stadigvæk; i begge tilfælde er der tale om offentlig forsørgelse eller ihvertfald tilskud til forsørgelse. Det bliver principielt betalt af den samme kasse. Principielt hvis man groft set antager, at der kun findes to slags kasser: den offentlige og den private. Jeg ved selvfølgelig godt at det i virkeligheden er langt mere nuanceret.

Men jeg skal nu nok klare mig. På den ene eller anden måde. Jeg er hård, som H også sagde til mig i tirsdags. Og ja, jeg er faktisk benhård. Jeg har været nede og kysse asfalten et par gange, men har altid formået at rejse mig igen. Jeg er lidt af en fighter og har en utrolig viljestyrke. Hvilket måske også er en af grundene til at jeg - trods mit handicap - alligevel er kommet et godt stykke vej. Men netop derfor har jeg også en medmenneskelig pligt, til at tage de svage parti.
Måske er det den der udprægede retfærdighedssans, som en del psykiatere hævder er et andet karakteristika ved ADHD, der gør sig gældende? Hvis det er tilfældet, vil jeg ihvertfald placere den på plus-siden ved at have ADHD. Uagtet at den er årsag til at mit pis jævnligt koger over.

Skal jeg være helt ærlig, så synes jeg da også at 5000 kr. er et rimeligt fornuftigt rådighedsbeløb, når alle faste udgifter er betalt. Det er ikke et liv på første klasse, men det er bestemt ikke hvad jeg vil kalde fattig. Men kvinden har tydeligvis problemer med at administrere sin økonomi, svært ved at finde/få arbejde og har det psykisk rigtig skidt. Lad for helvede pokker da være med at sparke til en, som allerede ligger ned...

Jeg tror også det er en af grundene til, at jeg håber på at blive fængselspræst. Et job jeg tror jeg vil være ganske god til, da jeg er af den overbevisning at alle mennesker har værdi i sig selv, også selvom de måske har gjort nogle forfærdelig ting. Selvfølgelig skal man ikke slippe ustraffet fra sine forbrydelser. Men indsatte er også mennesker, med behov for respekt og medmenneskelighed.

Mit ønske er så absolut ikke blevet mindre, efter jeg har fået konstateret ADHD. Tværtimod! Man mener at op mod 1/3 af alle indsatte i danske fængsler, har ADHD. Hvilket gør at jeg kan relatere mig til - og møde - dem på en anden måde, end en "normal" fængselspræst. Jeg har været heldig, at min ADHD ikke er gået udover min dømmekraft. Altså medmindre man selvfølgelig anser det at være socialliberal (med en stor fed streg under social-), for at være et udtryk for særdeles dårlig dømmekraft. Det er der nok nogen som vil mene... Men jeg kender alt til det der med kaotiske tanker som bare flyver rundt i hovedet. Jeg véd hvad de taler om. Det er et job som jeg mægtig godt kunne tænke mig. Men tror da bestemt også at de "normale" indsatte ville kunne give mig noget igen.

Nå, det blev en lang smøre. Til de læsere jeg ikke har mistet undervejs, kan jeg sige at jeg sommetider trøster mig ved filosoffen Nietzsche ord om at; Man må endnu have kaos i sig, for at kunne føde en dansende stjerne. Kaos - det er lige mig!

Peace and Love

Jette

Elvis isn't king - Cash is!

En af de første tanker, som strejfede mig i morges, var: Nu ville det godt nok være dejligt, med et glas Jack Daniels... Jeg ved ikke rigtig hvor den tanke kom fra. Jeg har aldrig været den store Whisky-drikker og slet ikke ren. Jeg foretrækker det i irsk kaffe, hvis det endelig skal være. I det hele taget drikker jeg faktisk ikke ret meget alkohol. Jeg drikker selvfølgelig lidt ved festlige lejligheder og en sjælden gang imellem sker det at jeg også på en hverdag kan få lyst til en øl. Så de par gange om året (ja, vil taler på årsbasis!), tillader jeg mig at give efter for lysten. Når det kommer til alkohol, foretrækker jeg kvalitet fremfor kvantitet.
Jeg har da heller intet i huset i øjeblikket, så skulle jeg alligevel have besluttet mig for at give efter for mine lyster, havde det været nyttesløst. Men det er da noget underligt noget at have lyst til kl. 7:30 om morgenen...

Og så måske alligevel ikke... Jeg er nemlig i gang med at læse Johnny Cashs selvbiografi. En mand som jo ikke ligefrem var kendt for at være afholdsmand. Ihvertfald ikke i sine yngre dage. Så det er sikkert derfor jeg pludselig følte mig så whisky-tørstig. Det må på mærkværdig vis været sivet ind i min underbevidsthed, selvom jeg ellers ikke bryder mig om ren whisky. Det smager af husholdningssprit tilsat gran og karamel. Eller det forestiller jeg mig ihvertfald. Men måske er mine smagsløg ved at ændre sig?

Nuvel, hvis det er den indvirkning musikken har, kan jeg godt forstå at kristne fundamentalister advarer kraftigt imod den. Selvom det måske ikke længere helt så meget er Johnny Cash, som står for skud.
De skulle bare vide hvor sløjt det står til, indenfor den danske folkekirke. Blandt de præster jeg har i min omgangskreds, kan jeg ikke komme i tanke om een, som ikke kan lide Johnny Cash. Det er vist snarere reglen end undtagelsen. Og Johnny Cash var jo også en dybt troende mand.
Personligt er jeg ret vild med hans musik. Jeg elsker Johnny Cash! Min eks-mand påstod hårdnakket at grunden til at CD-afspilleren gik i stykker, var fordi den var træt af at spille Johnny Cash. Det har nok været slitage af en eller anden art, men jeg tvivler på at det ligefrem var pga. Johnny Cash. Men ja, jeg havde en periode for et par år siden (da jeg stadig boede sammen med G), hvor han - altså Johnny Cash - konstant kørte på repeat og eks-mand var ved at være godt træt af det. En aften skulle han hjem til en af gutterne fra bandet (min eks-mand er musiker), så nu kunne jeg høre Johnny Cash så tosset jeg havde lyst til, som han sagde. En af de første ting hans ven sagde til ham - da han kom ind ad døren - var; du skal høre den nye Johnny Cash. Den er så fed! Hold da op hvor jeg grinede, da han fortalte mig det. Mere traumatiseret er han dog ikke blevet, end at han selv har købt et par af hans albums, efter vi flyttede fra hinanden.

Det var da også ham som spottede hans selvbiografi i Føtex til en 50,- og spurgte om ikke jeg skulle have den. Jo, hvorfor ikke?! Jeg er ellers ikke så meget til (selv-)biografier. Den eneste jeg erindrer at have læst, udover den jeg nu er i gang med, er Henrik Nordbrandts Døden fra Lübeck. Jeg tror også - især når det kommer til en mand som Cash - at man skal trække lidt fra og lægge lidt til. Han starter da også indledningsvis med at nævne at han blandt venner og familie, er kendt for at fortælle historier. Men han var en fremragende fortæller. Det må man gi' ham! Og ud fra det indtryk jeg har fået af ham, både gennem musikken og nu ved at læse bogen (som jeg næsten er færdig med), har jeg egentlig stor respekt for manden. Selvom jeg nok tror han på nogle punkter var lidt kantet. Han var sydstatsmand. Så kan man ikke forlange urimeligheder...

Cash var ér en legende og meget større end Elvis, selvom han nok ikke selv ville give mig ret i det.

Jeg må lære at drikke whisky, så jeg kan blive som Johnny Cash. Jeg er allerede godt i gang med amfetaminen. Rita og jeg har 3 mdrs. jubilæum i dag (mere om det på et andet tidspunkt). Jeg går for det meste i sort (tøj) og så har jeg en western guitar (- som jeg ikke kan spille på... Det kommer!).

Rock'n'roll

Jette

P.S. I øjeblikket er det især denne sang som kører repeat på computeren og i iPoden. CD-afspilleren døde, remember?! Jeg skal dog lige advare om voldsomme billeder i musikvideoen. Men for s**** det er fedt!

Organdonor - Tag stilling sammen med dine nærmeste

- stod der på forsiden af en lille rød brochure, jeg fik ind ad postkassen tidligere i dag. Den lå i en kuvert sammen med mit nye sundhedskort. Sønnike fik også et - dog uden rød brochure.

Jeg har taget stilling. Det har jeg gjort for længe siden. Jeg vil gerne være organdonor. Jeg har bare aldrig fået tilmeldt mig. Jeg har ofte tænkt at jeg skulle rekvirere et tilmeldingskort, men foreløbig er det kun blevet ved tanken. Altså indtil i dag, hvor jeg meget belejligt fik tilsendt brochure og tilmeldingskort. Det ligger nu underskrevet på spisebordet og klar til afsendelse.

Men det er da en beslutning, som har voldt mig visse kvaler.

I en af folkeskolens ældste klasser, var jeg til et informationsmøde med transplantationsgruppen. Jeg ved ikke hvem som havde arrangeret det og så vidt jeg husker var de vist også forholdsvis neutrale i deres oplæg. Men agendaen var der bestemt ingen tvivl om. Os unger blev udstyret med en rød brochure, som vi så kunne tage med hjem til vores forældre. Jeg tror ikke jeg tænkte så meget over det dengang, men med senere og mere moden optik, syn(t)es jeg det var en meget ufin, propaganderende og usmagelig oplevelse, at udsætte unge mennesker for. Det brugte jeg så et par år på at være godt og grundig hønserøvsmund fornærmet over. Så meget at det var lige før jeg ville tilmelde mig som nej-siger i donorregistret - bare af princip.
Jeg synes stadig det er uetisk at transplantationsgruppen tager ud på skoler og holder foredrag, men på den anden side, kan man vel næppe fortænke dem i det. Det er klart at de har en interesse i at folk tilmelder sig donorregistret og helst som ja-sigere. Men jeg synes stadig det er usmageligt at proppe den slags ned over hovedet på helt unge mennesker (børn!). Måske er det i virkeligheden skolerne, som "er" det største problem. Ja, for jeg går da ikke ud fra, at de (transplantationsgruppen) pludselig dukker op af sig selv. Dermed har skolen jo indirekte taget stilling (på elevernes vegne).

En anden ting var også at jeg havde visse "filosofiske" kvaler. Jeg gjorde mig mange tanker om hvorvidt der var en højere mening med ting og i så fald om organdonation var at forpurre denne "højere" mening.

Men på et tidspunkt gjorde jeg op med mig selv at:

1. Uagtet hvor ufint og propaganderende jeg end syn(t)es det var, kunne min næste ikke være tjent med en sådan holdning.

2. Organdonation i min optik (som liberal kristen) er en næstekærlig gerning.

Så jeg besluttede mig for at jeg gerne ville være organdonor.

Jeg vil dog sige at jeg synes det fungerer fint som det gør nu. Altså med at man selv skal tilmelde sig som organdonor. Jeg bryder mig ikke om tanken om formodet samtykke. Altså hvor det skal være en aktiv handling at melde sig ud. Eller at man er organdonor fra fødslen. Jeg kan godt lide tanken om valget. Det at man tager stilling på baggrund af en moden og velovervejet beslutning. Ihvertfald så længe vi taler om folk som er myndige. Den anden vej rundt - altså ved formodet samtykke - synes jeg på en eller anden måde, det får karakter af reservelager. En tanke jeg ikke etisk bryder mig om. Kan i følge mig?

Hvorom altid er, lå brochuren på bordet da sønnike kom hjem fra skole. Han er efterhånden nået en alder, hvor der er tyndet væsentligt ud i guldkornene. Altså de der sjove ting, som børn jo har det med at sige. Men i dag kom der lige en perle, da han opdagede kortet.

Sønnike: Organdonor?! Det lyder altså ret uhyggeligt...

Mig: Hvorfor det? Hvis man først er hjernedød, har man jo ikke brug for sine organer længere.

Sønnike: Jamen mor, du er da ikke hjernedød...

Ha! Nej, så galt er det trods alt heller ikke... Nu ligger han jo også noget andet i begrebet "hjernedød", end den egentlige forståelse, så jeg forklarede ham om hjernedødskriteriet og vi fik os en lille snak. Jeg fortalte ham kort hvordan jeg havde det med det og at det var en beslutning man kunne tage, når man blev myndig.

Og så har jeg ellers gået og smilet af hans guldkorn. Pragtfulde unge...

Peace and Love

Jette

Nytårsforsætter

Jeg har aldrig rigtig forstået konceptet ved nytårsforsætter. Og synes tilmed ordet både ser og lyder dumt i pluralis. Måske fordi det slet ikke bøjes i ubestemt flertal? Måske fordi det er meningen, at man kun skal have ét? Nuvel, ikke hér! Jeg gider det ikke...

Min mormor sagde altid til mig - da jeg var lille - at mit nytårsforsæt skulle være, at holde op med at bide negle. Jeg syntes det var åndsvagt. Ikke at jeg ikke ønskede at lade være. Og jeg kunne da også godt se, at mine negle var forfærdeligt grimme at se på. Altså det der var tilbage af dem... Men jeg vidste jo udmærket, at jeg ikke ville kunne holde det. Og hvorfor så love det? Endvidere; hvis der er noget man ønsker at ændre på, hvorfor skal det så være sådan en speciel nytårs-ting? Hvorfor ikke starte med det samme? Det burde være et vink med en vognstang, om at man alligevel ikke kan holde det, hvis man ikke er top-motiveret for at gå igang med det samme. Det havde jeg luret allerede dengang... Så en nytårsaften - jeg har vel været en 13-14 år - lavede jeg et nytårsforsæt, jeg rent faktisk har været i stand til at holde: Aldrig at lave/have flere nytårsforsæt. Og nu har det holdt ved i så mange år. Så ville det da være synd at påbegynde en sådan dårlig vane...

På et tidspunkt stoppede neglebideriet af sig selv. Nu bider jeg dem kun, hvis neglen flækker og jeg ikke har nogen neglefil på mig. Muligt nytårsforsæt: Husk altid at have en neglefil i tasken? Men det er for sent nu, er det ikke? Er det ikke sådan en aftale, man indgår med sig selv før kl. 0:00?

Et andet muligt nytårsforsæt, kunne være at gå mere på kunstudstilling. Det sker for sjældent! Og jeg kan ellers godt lide kunst. Især moderne kunst. I år 2011 var jeg således kun på to kunstudstillinger.

1. David Lynchs The air is on fire på Gl. Strand i januar. Jeg så den ellers også i oktober 2010, et par dage efter den var åbnet, men ville gerne se den igen. Anden gang havde jeg knægten med og glædede mig i særdeleshed til at vise ham nogle af Lynchs tegninger. De lignede jo bemærkelsesværdigt nogle af de små kunstværker, sønnike selv producerer. Det kunne knægten nu ikke rigtig selv se. Men de gjorde de altså! Dog - når alt kommer til alt - var den største lighed nok alligevel mest det der med at tegne på alt. Og selvom jeg ikke er meget for at indrømme det, er det måske også en smule prætentiøst at udstille sine "telefonkradserier" under betegnelsen kunst. For det var dét, det var. Dermed ikke sagt, at det ikke var interessant, for det gav et indblik i Lynchs tankevirksomhed. Men nogle af hans større værker, var nu langt mere interessante - og åben for fortolkning. Ja, jeg har vist ikke nævnt det endnu, men jeg er en stor beunder af David Lynch. Så meget at en medstudine en dag kaldte mig Mrs. Lynch. Det skal da heller ikke være nogen hemmelighed, at jeg synes han er super-charmerende at se på. Men det er i særdeleshed hans helt særlige univers - jeg er fascineret af - hvor lyd og billeder går op i en højere enhed. Hans fascination af det groteske og absurde. Spillet mellem drøm og virkelighed. Sort humor og sex.

2. Evren Tekinoktays U på IMO i marts. Jeg blev desværre en smule skuffet over den. Ikke at det ikke var flotte billeder. Jeg er vild med farvesammensætningen og geometrien i hendes collager. Men fordi det kun var ét rum. Jeg stiftede bekendtskab med hendes kunst for allerede 10 år siden. Dengang hun blot var en undergrundskunstner. Det er hun tildels stadig og jeg kan da heller ikke lade være med at tænke, om ikke en del af hendes succes, kan tilskrives at hun er gift med Tal R? Hvorom alting er, så kan hun bestemt sagtens selv. Men prisen på hendes billeder er desværre taget på himmelflugt. Godt for hende - ikke for mig. Jeg skulle have investeret allerede dengang. Så havde pensionsopsparingen været i hus. Hvis jeg da nænnede at skille mig af med det igen (tror jeg ikke...). Et tredje muligt nytårsforsæt: Altid holde mig til min første indskydelse. Jeg plejer som regel at have ret...

Jeg tror jeg vil melde mig ind i Kunstforeningen Gl. Strand. Det koster 150 kr. om året som studerende. Så er der gratis adgang til deres udstillinger (og Cathrine Raben Davidsen udstiller 4/2-15/4). Yes! Det gør jeg! Men husk (!) at det ikke er noget nytårsforsæt...

Godt nytår!