Eks-mand havde fået lejlighed til at låne en bil, til nogle praktiske gøremål. Han tilbød mig derfor ved samme lejlighed, lige at komme forbi og køre mig til genbrugspladsen, da jeg havde nogle ting som skulle kasseres.
Der er noget terapeutisk ved at smide ud. Jeg kan godt lide det. Og jeg gør det med hård hånd. Det handler selvfølgelig også om, at når nu jeg i forvejen har så vanskeligt ved oprydning og rengøring, har jeg ikke brug for at mit hjem er overdynget med ting, som besværliggører processen. Så det var dejligt at komme af med sin defekte elkedel, sin batteri-samling, sin flækkede gulvspand og så videre. Endvidere huskede jeg endelig sønnikes aflagte og defekte roboraptor. Det er år siden han legede med den...
På genbrugspladsen bliver jeg dog en smule i tvivl om, hvor den skal kasseres og tænker at det er klogest at jeg lige forhører mig hos en medarbejder. Herved udspiller sig følgende dialog (citeret efter hukommelsen):
Mig: Hej! Jeg skal lige høre dig om noget. Jeg har sådan en elektronisk plastiklegetøjs..... (tager den ud af bilens bagagerum) .....
Mand: (afbryder) Bruger den batterier?
Mig: Ja, det har den gjort, men jeg har taget dem ud. Det er denne her! (Viser ham roboraptoren)
Mand: Ja, det er elektronik.
Mig: Ja, det tænkte jeg nok. (Smider roboraptoren i containeren) Tak for hjælpen!
Mand: Dem kender jeg godt. Dem har vi set mange af efterhånden...
Og så kom jeg jo pludselig til at tænke på den jul, hvor alle drengebørn ønskede sig en roboraptor. Og så står man dér! Midt mellem elektronik og småt brændtbart og bliver en smule sentimental. Min lille dreng er slet ikke en lille dreng længere. Han er ved at blive en voksen mand.
Skole-hjem samtalen gik i øvrigt okay, bortset fra at jeg væltede et plastkrus med røreskeer. Jeg har dog lovet sønnike, at jeg ikke vil gå i detaljer med hans vanskeligheder, her på bloggen. Det vil jeg respektere og lade den hvile der.
Nu skal jeg også hvile!
Peace and Love
Jette
Ingen kommentarer:
Send en kommentar