Uidentificerede Flyvende Objekter

My mind doesn't just wander. Sometimes it fucks off completely... stod der på et billede, en Facebook-veninde uploadede forleden. Jeg tror det er meget karakteristisk, for hvordan det er at have ADHD. Det virker som om tankerne har deres egne uransagelige veje. Man kan sidde midt i en samtale. Pludselig får man et stikord. Turbo3000 sanseapparatet aktiveres og før man ved af det, har man sagt et eller andet fuldstændig ude af kontekst. Hvis ens samtalepartner nu havde adgang til ens indre tankeliv, ville det måske ikke virke så mærkeligt, hvorfor man pludselig snakker om UFO'er, selvom emnet for samtalen egentlig var ornitologi. Men man glemmer at delagtiggøre sin samtalepartner i mellemregningerne. Eller det kommer jeg ihvertfald tit til.

Når jeg nævner eksemplet med ornitologi vs. UFO'er, er det selvfølgelig fordi jeg har haft en konkret oplevelse med netop disse ting. Ikke at jeg nogensinde har set i UFO (udover i film, selvfølgelig). Fugle har jeg set masser af og de er vel egentlig en slags flyvende objekter. Men uidentificerede kan man vist næppe kalde dem...

Men engang for mange år siden, var jeg med en gruppe venner i Gribskov. Nu er dette jo ikke nogen lille skov og vi var derfor nødt til at spørge om vej til vores bestemmelsessted. Til vores held kom en mand cyklende. Han var iført cykelhjelm og kæmpe rygsæk og ud af den dersens rygsæk, kunne man se en antenne. Han var et ejendommeligt syn, syntes vi. Alene en voksen mand med cykelhjelm*, længe før Alt for Damerne proklamerede at den slags var blevet moderne, fik ihvertfald vore tanker på gled og efter at have taget afsked med manden og sagt tak for hjælpen, begyndte teorierne at florere. Vi blev enige om at han nok var ude og spejde efter UFO'er.

Da jeg fortalte min (daværende) kæreste, om denne mystiske fremmede - vis fremstræden jeg nok smurte lidt tykt på - sagde han, at det sikkert var en ornitolog (Ingen UFO-jæger... Hvor kedeligt!). Nu er det sjældent jeg snakker ornitologi. Så godt som aldrig, faktisk. Men en tænkt situation kunne være at dette var samtaleemnet og at mine tanker førte mig tilbage til den aften i Gribskov, i min tidlige ungdom og at jeg så - under denne fiktive samtale - pludselig kunne udbryde; Måske er der liv andre steder i universet, men jeg tror altså helt ærligt de har bedre ting at give sig til, end at besøge os i tide og utide... (Og hvorfor er det lige, at når de endelig besøger jorden, lander de altid på en ødemark? Man skulle da mene, at det ville være lettere at studere menneskelig adfærd, i beboede områder...) Nu er dette selvfølgelig bare et tænkt eksempel (med udgangspunkt i en virkelig hændelse), som tjener til illustration af hvad jeg mener.

En anden typisk ting, er det der med at love at fortsætte sin beretning (jf. forrige blogindlæg), for nu pludselig at skrive om UFO'er - eller mangel på samme. Det betyder ikke at jeg ikke har det i tankerne. Men jeg har besluttet mig for at skrive hele historien, når der er kommet en afklaring på tingene. Og med hele historien, mener jeg alle detaljer og dertilhørende mellemregninger. Jeg har ikke været interesseret i at udstille nogen og jeg har også selv overvejet om jeg mon selv kunne have taget fejl. Det er derfor jeg har været så tavs omkring hvad der foregik i forhold til sønnikes skole, PPR og mit ønske om at få ham i udredning. Men som jeg skrev i sidste blogindlæg, var vi startet op i udredning - efter at jeg havde taget sagen i egen hånd. Og konklusionen er entydig klar: Sønnike har svær ADHD. Det viser sig, at jeg hele tiden har haft ret i mine fornemmelser. Det anede mig. Men når man hører det modsatte fra folk (lærere og skolepsykolog), man skulle mene har forstand på tingene, bliver man pludselig i tvivl om sin egen virkelighedsopfattelse. Men jeg har fået den tjekket og den fejler ikke noget. Eller som H. siger; Du har ikke sagt noget i min konsultation, som skulle få mig til at tro, at du lider af vrangforestillinger. Det er fordi du er stresset over alt det der foregår omkring din søn og så er det naturligt at stille sig selv den slags spørgsmål. Godt så! Jeg er ikke skør. Kun på fritidsplan... Måske jeg bare forventer for meget af mine medmennesker. Jeg kan måske forstå at sønnikes ADHD er gået lærernes radar forbi. Der bliver trods alt ikke undervist i børnepsykiatri på lærerseminariet. Men at han også skulle snyde skolepsykologen, er mig en gåde. Alt dette vil jeg vende tilbage til, når der er kommet lidt mere ro på tingene. Og det bliver ihvertfald ikke før fredag. Jeg skal nemlig holde min anden prædiken og er derfor lidt skrive-ramt. Jeg tager hul på kirkeåret, ved at prædike over teksten til 1. søndag i advent. Ja, altså bortset fra at jeg lige tager hul på kirkeåret et par dage før alle andre. Jeg regner dog ikke med at det er en begivenhed som vil tiltrække sig mediernes opmærksomhed. Hvis det var tilfældet, kan jeg love for at jeg nok skulle sørge for at nævne noget om ADHD-børns vilkår i dagens Danmark. Hvor trist det end gør mig at skrive dette, har jeg fundet ud af at vores historie langt fra er enestående. Og nogen skal jo kæfte op og er en prædikestol måske ikke et af de bedste remedier til det foretagende?

En ting er sikkert: Nu kan jeg med rette kalde bloggen ved dens navn.

* Disclaimer: Jeg synes faktisk det er fornuftigt at bruge cykelhjelm. Jeg har endda selv en med teksten; I love my brain. Det er så en sandhed med modifikationer, men hjælper det hvis jeg siger, at jeg købte den før jeg fik konstateret ADHD?

Jeg ved hvor mine nøgler er!

Inden jeg skulle sove i går nat, slog det mig pludselig; det er i grunden længe siden jeg sidst har rendt febrilsk rundt og ledt efter mine nøgler. Min taske er stadig et sort hul. Jeg står stadig i supermarkedet og tænker; forbandede lommetyv! inden jeg får gravet i min pung frem mellem gamle kvitteringer, servietter, solbriller, handsker, parfumeprøver, klippekort, iPod og iPhone. Men det er ikke så tit jeg forlægger mine ting længere. Tidligere var det flere gange om ugen. Nu er det højst hver 14. dag.

Det er længe siden jeg har været aktiv på bloggen. Jeg har også været nede og vende so to speak. Ked af det, angst, bekymret, men først og fremmest rasende! Jeg har ellers det princip, at jeg ikke vil hænge nogen ud på bloggen, men for pokker hvor føler jeg mig dårligt behandlet. Da jeg i første omgang fik mistanke om ADHD hos mig og sønnike, var det næste jeg gjorde - efter at have brugt 3 uger og 1400 kr. på at læse en masse litteratur om emnet - at kontakte sønnikes lærere, med min mistanke. Dette var kort før sommerferien, før sønnike skulle rykke op i 7. kl. og hans lærer(e) sagde derfor at de ikke kunne nå at sætte noget i gang inden sommerferien, men at jeg skulle tage det op med hans nye lærere på overbygningen. Det gjorde jeg en uge efter sønnike var startet i skole og bad om et møde med lærerne, skolelederen og PPR. Der gik en lille måneds tid inden jeg blev kaldt til møde. I mødeindkaldelsen stod der at "moderen har mistanke om ADHD", samt nogle uddybende kommentarer om sønnikes adfærd i skolen. Det første der skete på mødet, var at jeg blev fuldstændig overrumplet af sønnikes klasselærer, som brokkede sig over at han havde langt hår. Jeg prøvede at dreje mødet ind på, hvad som havde været min umiddelbare tanke med det. At få PPR til at lave en henvisning til udredning, men oplevede at der blev snakket udenom og jeg blev spist af med kommentarer om at det jo ikke er nødvendigt med en diagnose, for at få hjælp, hvortil jeg så (høfligt, selvfølgelig!) svarede; men det er det, for at få ordineret medicin. Jeg holdt på mit. Insisterende på at sønnike blev henvist til PPR og jeg fik da også min vilje. Men jeg blev alligevel noget overrasket da jeg fik papirerne som hans klasselærer havde udfyldt og der ikke med et eneste ord, stod noget nævnt om ADHD. Papirerne blev (fra skolen) sendt til socialforvaltningen i oktober. Først i februar blev jeg ringet op af skolepsykologen. Jeg fortalte ham at jeg havde fået konstateret ADHD og tænkte at det da måtte kunne sætte skub i tingene. Da vi holdt det første møde, ventede jeg stadig på at starte i udredning. Men han sagde at han blot ringede, med besked om at der ihvertfald ikke ville ske noget den første måned, eftersom han skulle tilknyttes en ny skole og blot havde været barselsvikar. I det mellemliggende periode havde jeg været til skole-hjem samtale. Atter nævnte jeg ADHD, da samtalen faldt på sønnikes koncentrationsvanskeligheder. Denne gang blev jeg spist af med en kommentar om at det da var synd, at han skulle have sådan et stempel. (Tak for kaffe!)

Jeg oplevede med andre ord, at min mistanke slet ikke blev taget alvorligt og selvom det ikke blev nævnt direkte, at det var mig som var problemet. At sønnike havde det svært når der blev stillet krav til ham, måtte være et tegn på at han ikke fik stillet tiltrækkeligt mange krav hjemmefra. Det har hele tiden ligget i luften. Eller, sådan har jeg ihvertfald oplevet det. Sønnike kunne/kan ikke have ADHD, da han ikke er udadreagerende. Hvortil jeg så tænker, at enten er det ikke en del af pensum på læreruddannelsen, eller også er der nogen der har sovet i timen.

Da sønnike i april så endelig blev testet, af (den anden) skolepsykolog(en) regnede jeg med at der ville komme skred i tingene. Men også her tog jeg fejl. Hun ønskede først at vi gjorde en pædagogisk indsats de næste 6 mdr. og hvis problemet ikke blev afhjulpet, ville hun udfærdige en henvisning. Jeg undrede mig dybt over fremgangsmåden. Jeg tænkte; jamen, er det da ikke bedre at få det tjekket med det samme? Hvorfor ikke bruge udelukkelsesmetoden. Hvis sønnike så ikke har ADHD, har vi i det mindste dét at arbejde ud fra. Samtidigt kunne jeg heller ikke lade være med at tænke, om sønnike ville lide overlast. Jeg ved godt hvordan det er at gå rundt med udiagnosticeret ADHD og blive misforstået af sine omgivelser. Jeg ønskede på ingen måde at det samme skulle/skal ske for mit barn.

I sept. skete der så noget, som fik mig helt op og ringe. Jeg vil ikke gå i detaljer med selve episoden. Blot nævne at jeg følte mig godt og gevaldigt trådt over tæerne af sønnikes lærere. Bægeret flød over og jeg gjorde hvad jeg burde have gjort langt tidligere. Jeg troppede simpelthen op på psykiatrisk skadestue med sønnike, en søndag aften og forelagde dem min (vores) sag. Endvidere havde jeg medbragt en udtalelse fra skolepsykologen. Lægen undrede sig over at der ikke var blevet gjort noget tidligere, da hun mente at der klart var tale om en børnepsykiatrisk sag. Endelig blev jeg mødt med forståelse! Henvisning blev skrevet og i går startede sønnike op på udredning. Han vil blive undersøgt for både Aspergers og ADHD. Lægen på psykiatrisk skadestue som tilså sønnike, mente at der højst sandsynligt var tale om en blandingsdiagnose mellem ADHD og Aspergers. Lægen vi talte med i går, mente også at der var klare indikationer på en diagnose, men at det selvfølgelig skulle undersøge nærmere.

Jeg har efterfølgende talt med skolepsykologen, som nævnte at hun også mente at der var indikationer på Aspergers, men at hun havde svært ved at se ADHD'en. Dette nævnte hun intet om ved opfølgningsmødet på hendes test. Jeg spurgte hende derfor, hvorfor hun så ikke havde henvist sønnike til udredning, hvorpå hun svarede, at det var fordi hun var bange for at der kun ville blive fokuseret på hans diagnose. Har hun ændret forklaring, fordi jeg nu har en speciallæges ord for at mine formodninger om sønnike sandsynligvis er korrekte? Eller har hun bevidst undladt at fortælle om sin Aspergers-mistanke, da hun er bange for at jeg skal bruge det som en (dårlig) undskyldning for ikke at sætte ind overfor sønnike pædagogisk. Uanset hvad, er det i mine øjne forkert. Hvis man har taget fejl, må man erkende dette og komme videre. Hvis det andet er tilfældet, har hun misforstået mig som mor. Formålet med at sende sønnike i udredning, er jo netop at jeg ved hvad jeg står med og derfor kan tage korrekt hånd om min søn. Jeg tror mest på det sidste. Altså en bevidst udeladelse, hvilket desværre ikke gør mig mere positivt stemt overfor PPR.

Ungefair har det taget 15. mdr. fra jeg bad om at få sønnike sendt i udredning, til vi startede op og dette kun fordi jeg valgte at åbne andre døre. I mellemtiden har jeg befundet mig på mentalitetens rutschebane. Det ene øjeblik - troet på mig selv og min mavefornemmelse. Det andet øjeblik - dunket mig selv i hovedet med at jeg nok også var en forfærdelig mor, som aldrig skulle have fået børn. Er der noget at sige til at man føler, man har overskredet sidste salgsdato?

Jeg har endnu engang været nødt til at ændre min studieplan. Dels fordi jeg har haft svært ved at koncentrere mig om læsningen. Dels fordi jeg har været nødt til at rykke rundt på nogle fag, så jeg kan sende sønnike afsted i skole om morgenen. Hvis jeg ikke er der til at hjælpe ham, tager han det forkerte tøj på, glemmer deodorant, kommer for sent - hvis han da overhovedet kommer afsted. (Ja, jeg har fået lov til at tage mundkurven af.) Jeg arbejder i øjeblikket derfor mest hjemmefra og læser op til eksamen i Kirkehistorie. Det glæder mig meget at jeg har den fleksibilitet (Husk at tænke positivt!) og derfor mulighed for at være der for sønnike.

To be continued...