Lyset er gået

Lyset er gået, var det første sønnike sagde til mig, da jeg kom hjem fra byen i torsdags. Helt konkret mente han, at pæren i hans værelseslampe var sprunget. Det virker måske som en lille ting, men det var mere end hvad jeg kunne klare. Jeg satte mine indkøb på spisebordet og så begyndte jeg bare at tude. Lyset var gået og det i mere end en forstand...

Jeg har været lidt tavs på bloggen i nogle dage. Jeg har til gengæld også haft rigeligt at se til. Jeg har været i kontakt mere flere instanser på universitetet, i håb om at få bevilliget ekstra SU-klip, samt dispensation til at tilmelde mig eksamen efter tilmeldingsfristen. Men det er slet ikke overstået endnu. I overmorgen skal jeg til møde med studievejlederen og lave en ny studieplan. Jeg skal skrive dispensationsansøgning og over på SU-kontoret og udfylde nogle papirer. Jeg er med andre ord temmelig hængt op for tiden. Men det er i virkeligheden blot det mindste af det.

Det værste er bekymringerne. De bekymringer som jeg har lovet at jeg ikke ville blogge mere om. Samt bekymringerne om hvorvidt jeg kan fortsætte med at studere. Det har fyldt så meget i mit hoved at jeg har haft svært ved at spise og sove. Med det resultat at jeg i løbet af ugen har rendt rundt i en tåge og ikke helt været klar over hvad jeg egentlig foretog mig. Jeg brillierede sågar - til stor morskab for både mig selv og nogle medstuderende - med at omtale en af fakultetets undervisere som Jesus, fordi hans fornavn også begynder med J. Men pæren var sprunget og hjernen kørte på standby.
Der er dog heldigvis ved at komme lidt mere afklaring på sagerne - føler jeg - så jeg er langsomt ved at finde mig selv igen. Men jeg bekymrer mig stadig rigtig meget.

Jeg var dog til konsultation hos H i mandags. Det var som altid dejligt opløftede. Jeg fortalte ham om mine tanker og bekymringer og han sagde at det var meget naturligt at der kom en reaktion. Jeg var jo bange for, om jeg var ved at blive deprimeret igen. Men det mente han nu ikke jeg var, men at jeg selvfølgelig skulle holde øje med humøret. Jeg tror (véd) han har ret! Jeg skal bare lige finde fodfæste igen.

Peace and Love

Jette

P.S. H beskrev mig i øvrigt som meget samvittighedsfuld. Samvittighed er da ikke det værste man kan få konstateret. Det udelukker ihvertfald tilstedeværelsen af psykopati... ;o)