Sønnike er taget på juleferie hos sin far og skal være der til efter nytår. Han tog afsted i fredags, så vi holdt allerede juleaften hos min søster i tirsdags. Det vil sige at jeg var alene hjemme juleaften og det havde jeg det faktisk helt fint med. Jeg er vokset op i en familie, hvor alle på min mors side har arbejdet indenfor sundhedssektoren. Mor og mormor var sygehjælpere og morfar portør, så jeg har ligesom fået ind med modermælken, at juleaften ikke partout skal være d. 24. dec.
Sidste juleaften skulle jeg egentlig have haft sønnike, men der holdt vi (også) juleaften nogle dage før. Jeg tror det var fordi søster skulle hjem til C's familie eller også skulle hun på arbejde. Det skulle hun ihvertfald i år (skal måske lige nævne at søster er sygeplejeske). Men hvorom alting er, spurgte jeg knægtens far om ikke han gerne ville have drengen juleaften. Jeg ved godt det for mange kan virke uforståeligt. Især når vi snakker juleaften. Men ville det ikke være meget egoistisk af mig, hvis jeg strengt holdt på min ret til at have knægten juleaften, når nu han kunne få en mere hyggelig juleaften hos sin farmor og farfar? Jeg syntes det var så synd for sønnike, hvis det bare skulle være ham og mig juleaften. Derudover ville jeg føle mig forpligtet til at holde (endnu en) juleaften. Så skulle jeg stå med flæskesteg og brune kartofler til to mennesker... Nej tak! Selvopofrende moderkærlighed eller bundhamrende egoisme? Nok en kombi, tror jeg...
Nu er det altså ikke fordi jeg er julehader. Slet ikke! Jeg skal da holde juleaften. Men datoen er for mig ikke så vigtig. Og så synes jeg én juleaften må være tiltrækkelig. I år har jeg dog ikke fået nogen invitationer. Kun en enkelt sympati-kommentar på Facebook. Jeg tror nok folk synes jeg er lidt mærkelig og et eller andet sted kan man vel næppe fortænke dem i at tænke således. Især ikke hvis de er vant til at juleaften per definition er d. 24. dec. og sådan er det jo for de fleste. Men jeg kan forsikre at langt de fleste af mine alene-juleaftener, har været helt og aldeles selvvalgt. Især efter at jeg begyndte at læse på universitetet og der er eksamen i januar. Normale mennesker kan sikkert godt abstraherer fra eksamenslæsningen, men med min ADHD-hjerne går det galt. Dette er især noget jeg har skænket en del tanker hen over julen. Da jeg var sammen med min eks-mand, skulle vi selvfølgelig også "jule" med hans familie. Vi var derfor booket op med aftaler mere eller mindre alle juledagene og jeg syntes det var så belastende. Især fordi jeg langt hellere ville sidde herhjemme i fred og ro og læse op på pensum. Så det var bestemt ikke uden brok, når vi skulle til endnu en julekomsammen. Jeg ved godt det virker frygteligt utaknemmeligt. Især taget i betragtning hvor godt hans famile tog imod sønnike og mig. Men jeg blev simpelthen så bombet oveni hovedet af alle de aftaler. Det gik udover læsningen, hvilket igen gik ud over humøret. Dengang forstod jeg ikke hvorfor, men nu ved jeg det var pga. min ADHD.
Derfor passer det mig også ganske fint at være alene her i juledagene. Ja, jeg skal gerne indrømme at det glæder mig at knægten er hos sin far. Oh salig fred! Selvfølgelig savner jeg ham, men jeg nyder faktisk min ensomhed. Det giver ro i hovedet, således at jeg kan være en bedre mor når han kommer hjem.
Jeg elsker sønnike overalt på jorden og ville ikke undvære ham for noget i verden. Men det er bestemt ikke altid lige nemt at være alenemor (med ADHD) til et barn med ADHD.
Nu har han godt nok ikke fået diagnosen endnu, men den skulle være god nok. Både hans far og jeg har det, så det skulle undre mig, hvis knægten var gået fri. Det er derfor jeg kan udtale mig med så klippefast overbevisning. Ja, og så selvfølgelig fordi han har nogle klare og udprægede symptomer.
Men det er skægt så anderledes tingene kan se ud, når man ser dem gennem ADHD-brillerne. Nu har jeg jo lovet sønnike at jeg ikke vil gå for meget i detaljer med de problemer hans ADHD giver ham og det vil jeg selvfølgelig respektere. Men jeg kan mærke at det går mig på. Det er nemlig ikke småting jeg har måtte lægge ryg til gennem tiden. Meget af det har nu nok været indbildning, men jeg har i høj grad følt mig stemplet som en dårlig mor. Jeg har gået rundt med en fornemmelse af at blive set skævt til, uden at ane hvilke odds jeg var oppe imod. Jeg har i dén grad manglet anerkendelse. For sandheden er faktisk at jeg har gjort det ganske godt. Mine odds taget i betragtning. Så jeg græmmer mig egentlig ikke over at indrømme, at det er rart med lidt alenetid. For hverdagen ér hård. Især når jeg med min dysfunktionelle hjerne, skal tænke for to.
Sønnike fik 500 kr. i julegave af moster og C. Han brugte 399 kr. af dem på en rollespilsøkse i den lokale hobbyforretning. Egentlig synes jeg det var en meget fornuftig disposition. Jeg kunne sagtens selv finde på andre ting at bruge pengene på, men jeg kan da godt se at den er ret cool. Ihvertfald hvis man er en lidt nørdet 14-årig.
En af de mere postive aspekter ved at have ADHD er at man bevarer sit barnlige sind. Jeg ser derfor frem til at tage en kamp på liv og død med knægten, når han engang kommer hjem fra sin far. Men jeg gider fandme ikke være klædt ud som ork samtidig...
Glædelig Jul!
Jette
Ingen kommentarer:
Send en kommentar