En ubetinget succes!

Det er efterhånden ved at være små 2 uger siden, jeg sidst gav livstegn fra mig her på bloggen. Nuvel, jeg lever stadig - omend jeg på et tidspunkt faktisk selv tvivlede på, hvorvidt jeg ville komme levende igennem alt sammen.

Jeg har bestemt ikke været lige gode venner med min ADHD på det seneste. Jeg har været tæt ved at kaste håndklædet i ringen og give Fanden i det hele. Sige: Så kan det også bare være lige meget! Og af hvilken grund? Fordi jeg skulle udfylde og aflevere to stykker papir. To skide stykker papir!!!

Ansøgningen om dispensation blev imødekommet. YES! Det betyder at jeg skal til eksamen i januar. Altså ikke at eksamenssituationen i sig selv er super fed, men det at jeg tager en eksamen og forhåbentlig (7-9-13) består, gør at jeg står noget stærkere overfor SU. Så jeg skulle have godkendt og underskrevet pensum af underviser og aflevere det på eksamenskontoret - Papir #1.

Endvidere har jeg søgt om handicaptillæg, som jeg blev rådet til af SPS-rådgiveren, jeg snakkede med på SU-kontoret. Blanketten skulle udfyldes og afleveres sammen med en lægeudtalelse - Papir #2. 

Umiddelbart lyder det jo ikke særlig kompliceret, men jeg var ved at gå til af stress. Ja, det er lige før jeg sagtens selv kan se hvor åndsvagt det lyder, men jeg tror man skal have ADHD for at forstå hvor vanskeligt den slags praktiske opgaver, faktisk kan være. Det er selvfølgelig også meget forenklet beskrevet. Der er tale om udprintning, fotokopiering, computer-tilmeldinger, dokumentation, kvittering og papirnusseri af værste skuffe. Een skal have A. En anden skal have B. Tilsæt så de vanlige bekymringer og katastrofe-tanker og man har den perfekte opskrift på en stress-cocktail af den stærke slags. Pokkers til dysfunktionel hjerne!

Nå, men som jeg skrev i et tidligere blogindlæg (posted 20/11), har jeg jo gået rundt med en hemmelighed. Den blev afsløret sidste weekend, hvor jeg var til julefrokost i Studentermenigheden.

Jeg havde lavet en salme-quiz. Jeg havde taget første vers af nogle forholdsvis kendte salmer og kørt dem fem gange gennem Google Translate. Meningen var så at man skulle gætte hvilken salme det var, ud fra oversættelsen. Det var en ubetinget succes! Folk morede sig kosteligt over mit påfund og jeg fik stor ros for mit initiativ. Hvordan kom du dog på den idé? var der flere der spurgte mig. Ja, hvordan gjorde jeg det...? Det kom bare til mig, en aften jeg sad hjemme foran computeren. Det sjove er at Kristelig Dagblad (avisen) her i december måned, kører en lignende quiz. Det er dog ikke derfra jeg har fået idéen, for jeg kom på det allerede medio november. Det startede faktisk med at jeg postede Grundtvigs Hil dig, Frelser og Forsoner (192) på Facebook, efter turen i Google Translate. En af mine Facebook-venner fandt det så morsomt, at han delte min status. Han sagde efterfølgende til mig - da jeg gav ham det færdige udkast af quizzen - at det garanteret var fra mig, Kristelig Dagblad (som vi begge har tilkendegivet at "synes godt om") havde snuppet idéen. Jeg ville da være svært stolt, hvis det var tilfældet, men jeg kan næsten ikke tro det. Nu er det jo ikke sådan at jeg har debatteret vildt meget inde på deres side, så hvorfor skulle de klikke sig ind på lige netop min profil...?

Hvorom alting er, var det superfedt med alle de verbale skulderklap. Især lige for tiden, hvor der stadig er en del selvransagelse at gøre og alt skal tages op til revision med ADHD-brillerne på. Men jeg havde nu ikke regnet med, at den (salme-quizzen) ville blive en så stor succes. Flere spurgte om de måtte få en kopi og bruge ved en festlig lejlighed (gerne!) og der blev talt om den i mange timer.

Et af aftenens helt store "hits", var oversættelsen af Brorsons Når mit øje, træt af møje. Men faktisk var det slet ikke den, jeg som udgangspunkt bedst kunne lide. Det var indtil N kommenterede, at det var ren postmodernisme;

Når mine øjne,

Labor og træthed,

Black Tears våde og regnfulde

vision asylansøgere

Lukningen af

Glat Salem område

O, der forsvinder i hullet

Han var der for at se!

Tag den, Strunge!

I sådanne tilfælde er jeg ret glad for min ADHD-hjerne og den idérigdom den besidder. Men hold da op, hvor kan den andre gange bare kvaje rundt i det... Julefrokosten var et (meget) positivt indslag, i nogle ellers rent kaotiske dage.

Peace and Love

Jette