- stod der på forsiden af en lille rød brochure, jeg fik ind ad postkassen tidligere i dag. Den lå i en kuvert sammen med mit nye sundhedskort. Sønnike fik også et - dog uden rød brochure.
Jeg har taget stilling. Det har jeg gjort for længe siden. Jeg vil gerne være organdonor. Jeg har bare aldrig fået tilmeldt mig. Jeg har ofte tænkt at jeg skulle rekvirere et tilmeldingskort, men foreløbig er det kun blevet ved tanken. Altså indtil i dag, hvor jeg meget belejligt fik tilsendt brochure og tilmeldingskort. Det ligger nu underskrevet på spisebordet og klar til afsendelse.
Men det er da en beslutning, som har voldt mig visse kvaler.
I en af folkeskolens ældste klasser, var jeg til et informationsmøde med transplantationsgruppen. Jeg ved ikke hvem som havde arrangeret det og så vidt jeg husker var de vist også forholdsvis neutrale i deres oplæg. Men agendaen var der bestemt ingen tvivl om. Os unger blev udstyret med en rød brochure, som vi så kunne tage med hjem til vores forældre. Jeg tror ikke jeg tænkte så meget over det dengang, men med senere og mere moden optik, syn(t)es jeg det var en meget ufin, propaganderende og usmagelig oplevelse, at udsætte unge mennesker for. Det brugte jeg så et par år på at være godt og grundig hønserøvsmund fornærmet over. Så meget at det var lige før jeg ville tilmelde mig som nej-siger i donorregistret - bare af princip.
Jeg synes stadig det er uetisk at transplantationsgruppen tager ud på skoler og holder foredrag, men på den anden side, kan man vel næppe fortænke dem i det. Det er klart at de har en interesse i at folk tilmelder sig donorregistret og helst som ja-sigere. Men jeg synes stadig det er usmageligt at proppe den slags ned over hovedet på helt unge mennesker (børn!). Måske er det i virkeligheden skolerne, som "er" det største problem. Ja, for jeg går da ikke ud fra, at de (transplantationsgruppen) pludselig dukker op af sig selv. Dermed har skolen jo indirekte taget stilling (på elevernes vegne).
Jeg synes stadig det er uetisk at transplantationsgruppen tager ud på skoler og holder foredrag, men på den anden side, kan man vel næppe fortænke dem i det. Det er klart at de har en interesse i at folk tilmelder sig donorregistret og helst som ja-sigere. Men jeg synes stadig det er usmageligt at proppe den slags ned over hovedet på helt unge mennesker (børn!). Måske er det i virkeligheden skolerne, som "er" det største problem. Ja, for jeg går da ikke ud fra, at de (transplantationsgruppen) pludselig dukker op af sig selv. Dermed har skolen jo indirekte taget stilling (på elevernes vegne).
En anden ting var også at jeg havde visse "filosofiske" kvaler. Jeg gjorde mig mange tanker om hvorvidt der var en højere mening med ting og i så fald om organdonation var at forpurre denne "højere" mening.
Men på et tidspunkt gjorde jeg op med mig selv at:
1. Uagtet hvor ufint og propaganderende jeg end syn(t)es det var, kunne min næste ikke være tjent med en sådan holdning.
2. Organdonation i min optik (som liberal kristen) er en næstekærlig gerning.
Så jeg besluttede mig for at jeg gerne ville være organdonor.
Jeg vil dog sige at jeg synes det fungerer fint som det gør nu. Altså med at man selv skal tilmelde sig som organdonor. Jeg bryder mig ikke om tanken om formodet samtykke. Altså hvor det skal være en aktiv handling at melde sig ud. Eller at man er organdonor fra fødslen. Jeg kan godt lide tanken om valget. Det at man tager stilling på baggrund af en moden og velovervejet beslutning. Ihvertfald så længe vi taler om folk som er myndige. Den anden vej rundt - altså ved formodet samtykke - synes jeg på en eller anden måde, det får karakter af reservelager. En tanke jeg ikke etisk bryder mig om. Kan i følge mig?
Hvorom altid er, lå brochuren på bordet da sønnike kom hjem fra skole. Han er efterhånden nået en alder, hvor der er tyndet væsentligt ud i guldkornene. Altså de der sjove ting, som børn jo har det med at sige. Men i dag kom der lige en perle, da han opdagede kortet.
Sønnike: Organdonor?! Det lyder altså ret uhyggeligt...
Mig: Hvorfor det? Hvis man først er hjernedød, har man jo ikke brug for sine organer længere.
Sønnike: Jamen mor, du er da ikke hjernedød...
Ha! Nej, så galt er det trods alt heller ikke... Nu ligger han jo også noget andet i begrebet "hjernedød", end den egentlige forståelse, så jeg forklarede ham om hjernedødskriteriet og vi fik os en lille snak. Jeg fortalte ham kort hvordan jeg havde det med det og at det var en beslutning man kunne tage, når man blev myndig.
Og så har jeg ellers gået og smilet af hans guldkorn. Pragtfulde unge...
Peace and Love
Jette
Ingen kommentarer:
Send en kommentar