Mit indre kaos og mit kogende pis

Jeg gider egentlig ikke blogge om elendighed og bekymringer. Det er også derfor jeg har været så tavs på bloggen i en stykke tid. Altså lige med undtagelse af mit Johnny Cash indlæg. Jeg har allerede blogget om mine økonomiske bekymringer et par gange og på et eller andet tidspunkt vil det i længden også blive ulideligt at læse, hvis jeg konstant kører rundt i den samme rille. Er der hak i pladen, så sæt en ny på!

Endvidere - ovenpå den heftige fattigdomsdebat der har været en del oppe og vende i medierne, her på det seneste - tør man dårlig nok åbne munden, i frygt for at få en spand lort i hovedet. Sandheden er da også at jeg faktisk føler mig ganske rig. Jeg har tag over hovedet og rent vand i hanen. Jeg går ikke sulten i seng. Jeg får min uddannelse betalt af staten. En stat som i øvrigt har nogle grundlovssikrede rettigheder, som gør at jeg ikke risikerer liv og lemmer, for at stå ved min politiske og religiøse overbevisning. Jeg føler mig faktisk ret priviligeret!

Når det så er sagt, beklager jeg at jeg atter finder den gamle og hakkede vinylplade frem (gad vide om den er med Johnny Cash?!), men jeg bekymrer mig stadig rigtig meget. Tankerne kværner konstant rundt i hovedet på mig. Jeg venter stadig på svar vedr. min ansøgning om tillægsklip og jeg aner ikke hvordan jeg skal få betalt mine regninger til den første, hvilket gør at jeg befinder mig i en tilstand af konstant anspændthed, sporadiske angstanfald og kulsort samvittighed, så snart jeg så meget som bare tænker på at bruge penge. Jeg er ikke bange for at mangle mad. Jeg har penge nok på kontoen til at vi sagtens kan klare os gennem februar, samt en (over-)fyldt fryser. Men der er ikke (også) penge til husleje eller andre regninger og dét bekymrer mig! Det bekymrer mig, fordi det sætter mig i dårligt lys (hos banken og boligselskabet). Det bekymrer mig, fordi løsningen i sidste instans kan blive at bede kommunen om hjælp. Hvilket igen fører en masse papirsudfyldningsarbejde med sig, som absolut ikke gør min ADHD-hjerne mindre stresset, hvilket igen går udover eksamenlæsningen.

Jeg vendte disse bekymringer med H, da jeg var til konsultation hos ham i tirsdags. Han forstår godt at jeg er bekymret, men siger at jeg gør det rigtige. Jeg gør det rigtige ved at prioritere min uddannelse. Han anser mig ikke for at være (økonomisk) uansvarlig. Tværtimod vurderer ham mig til at være et menneske med en meget solid dømmekraft. Det er da altid noget, for sommetider bliver jeg selv i tvivl. Men det er sikkert bare mine egne idiosynkrasier. For nej, selvfølgelig har jeg da ikke købt hverken den bog eller meldt mig ind i Kunstforeningen Gl. Strand (endnu), som jeg ellers har omtalt at jeg ville, i tidligere blogindlæg. Jeg har heller ikke tabt hjernen i Birger Christensen eller gået shop-amok i Louboutin-sko. Men jeg har købt (lidt) nyt tøj til sønnike i starten af måneden, efter ræsonnementet at det bedre kan betale sig at købe det på udsalg, selvom det (endnu) ikke var kritisk nødvendigt. Og så købte jeg også den der Johnny Cash-biografi til en halvtredser, til mig selv. Nårh ja... Så forærede jeg forresten også min eks-mand en bog om Sovjetunionen under Gorbatjov, som jeg fandt i en antikvar til 20 kr. og så har jeg fyldt fryseren med kød fra et økologisk landbrug. Storkøb selvfølgelig, da det bedst kan betale sig økonomisk, men selvfølgelig stadig dyrere end discount-kød med tårnhøj fedtprocent. Men jeg betaler så sandelig da også prisen, i form af kulsort samvittighed, over at være (læs: føle mig som) verdens mest økonomisk uansvarlige menneske, fordi jeg tænker mere på økologi end pensionsopsparing, fordi jeg gerne vil give en (lille) gave til et menneske som betyder meget for mig og fordi jeg gerne vil have at min søn er pæn i tøjet. Men skulle jeg alligevel have sparet disse ting væk, havde det nu alligevel ikke været tilstrækkeligt til at dække det kommende hul på budgetkontoen. Som sagt: idiosynkrasier.

Jeg befinder mig i denne situation, fordi jeg afventer svar på min ansøgning. Ikke fordi jeg har kastet om mig med penge.

Jeg vil da heller ikke definere mig selv som fattig. I øjeblikket befinder jeg mig i en (temmelig) ustabil økonomisk situation. Men fattig, det synes jeg nu ikke at jeg er. Når jeg så alligevel indledningsvis nævner fattigdomsdebatten, er det fordi jeg ikke kan undgå at føle en slags skæbnefællesskab med Fattig-Carina og Fattig-Sofie (som BT så smukt har døbt dem...). Jeg må tilstå at jeg ikke har fulgt så meget med vedr. sidstnævnte, udover at hun nævner at hun ikke føler at hun har overskud til at arbejde ved siden af sine studier. Det kan jeg i høj grad relatere til. Som tingene tager sig ud for nuværende, har jeg rigeligt at se til med at holde bare nogenlunde samling på studie og hjemmeliv med 2 x ADHD. Jeg ville gerne hvis jeg kunne, men så ville jeg være nødsaget til at nedprioritere enten studie eller sønnike. Sidstnævnte ville være decideret omsorgssvigt. Førstnævnte bare tåbeligt.

Når jeg nævner kontanthjælpsmodtageren, er det fordi jeg fik det helt dårligt over at læse nogle af de debatindlæg, som fulgte i kølvandet på Joachim og Özlems besøg. Jeg medgiver gerne at det måske ikke ligefrem var præmieeksemplet på fattigdom. Men jeg er også overbevist om at der i hendes tilfælde, er tale om en kvinde som har brug for hjælp og støtte og så absolut da ikke hårde ord eller nedladende kommentarer. Men det er selvfølgelig en konsekvens man må tage med, når man offentligt bekender kulør. Man kan (desværre) ikke forvente at alle, vil give een ret. Men når man har været på kontanthjælp så længe, er det fordi der er et eller andet galt. Jeg tvivler på at det er for at kunne ligge på sofaen og konsumere abnorme mængder Ferrero Rocher, til endnu et afsnit af Glamour. Endvidere skal man - for at modtage kontanthjælp - stå til rådighed for arbejdsmarkedet og diverse praktik- og aktiveringsforløb, medmindre man er uarbejdsdygtig. Hvilket får mig til at konkludere at det må være det som der er tale om, i Carinas tilfælde. Men folk var virkelig ude med riven. Få dig et arbejde! (Mon ikke hun gerne ville, hvis hun kunne...?) Giv hunden til et internat eller - som der var en der skrev (sikkert ikke fuldkommen korrekt citeret, men det var det som lå i det): Jeg tror sgu også gerne jeg vil være på kontanthjælp, hvis jeg har 5000 kr. til rådighed og ikke behøver lave noget. Tillad mig at stille mig tvivlende overfor det, men det tror jeg faktisk ikke "du" vil. Det skal kunne betale sig at arbejde. Jo, men det kan det de langt de fleste tilfælde faktisk også. Der er selvfølgelig nogle erhverv, hvor den økonomiske gevinst er minimal, men det gør ikke den personlige gevinst mindre. Det er vel de færreste mennesker, som ligefrem ønsker at være på kontanthjælp. Jeg har gode grunde til at antage, at det forholder sig således:

A. For at modtage kontanthjælp, skal man underskrive en samtykkeerklæring, som giver kommunen ret til at indhente personlige oplysninger fra f.eks. læge eller bank. Et eller andet sted, er det selvfølgelig også fair nok, da man ellers kan tilluske sig offentlige ydelser, man reelt set ikke har brug for, hvilket kunne friste svage sjæle. Men det er da stadig at give afkald på en bid af sin personlige frihed.

B. Man tilhører den absolut nederste del i hierarkiet. Tænk på hvor vigtig en del ens arbejde er, for de fleste menneskers identitet. Når man møder et nyt menneske, er det en af de allerførste ting man spørger indtil.

Hvis ikke den økonomiske gulerod er incitament nok, så burde den personlige gevinst ihvertfald være det. Hvis ikke... Tjah, så er man nok (i forvejen) udenfor pædagogisk rækkevidde, som det så fint hedder.

På et tidspunkt kom det jo også frem, at hun led af angst og at det var en af grundene til, at hun havde en hund. Nu har jeg aldrig haft hund, så jeg skal ikke kunne udtale mig om hvorvidt et sådan dyr, er en kæmpe økonomisk belastning. Men jeg bliver sgu en smule (læs: temmelig) indigneret over, at nogle mennesker ikke kan unde kvinden en hund, selvom hun er på kontanthjælp. Den hund er måske en af de få glæder hun rent faktisk har.

Og det er lidt på samme måde jeg har det, når jeg på den ene side blogger om mine bekymringer og på den anden side blogger om min forkærlighed for økologi. Og så lige i forbifarten nævner, at vi forresten da også har en kat. Som om jeg ikke er berettiget til at ytre mine bekymringer, for jeg kunne jo bare have ladet være med at købe økologisk eller anskaffe mig en kat i første omgang. Når du er på offentlig forsørgelse (hvilket SU jo rent beset faktisk er), er det din forbandede pligt at have det ad helvedes til, så du kan lære hvilken forfærdelig snylter du er. Nogle vil så måske indvende at der er forskel på SU og kontanthjælp. Når du får SU laver du noget for dine penge. Det gør du ikke når du er på kontanthjælp. Well, det gør "du" faktisk i langt de fleste tilfælde. Ifølge bistandsloven er der aktiveringspligt (som så kan have forskellig karakter, alt afhængig af hvilken kommune man er bosat i), medmindre man er sygemeldt. Uddannelse er en investering! Ja, det kan vi da hurtigt blive enige om. Stadigvæk; i begge tilfælde er der tale om offentlig forsørgelse eller ihvertfald tilskud til forsørgelse. Det bliver principielt betalt af den samme kasse. Principielt hvis man groft set antager, at der kun findes to slags kasser: den offentlige og den private. Jeg ved selvfølgelig godt at det i virkeligheden er langt mere nuanceret.

Men jeg skal nu nok klare mig. På den ene eller anden måde. Jeg er hård, som H også sagde til mig i tirsdags. Og ja, jeg er faktisk benhård. Jeg har været nede og kysse asfalten et par gange, men har altid formået at rejse mig igen. Jeg er lidt af en fighter og har en utrolig viljestyrke. Hvilket måske også er en af grundene til at jeg - trods mit handicap - alligevel er kommet et godt stykke vej. Men netop derfor har jeg også en medmenneskelig pligt, til at tage de svage parti.
Måske er det den der udprægede retfærdighedssans, som en del psykiatere hævder er et andet karakteristika ved ADHD, der gør sig gældende? Hvis det er tilfældet, vil jeg ihvertfald placere den på plus-siden ved at have ADHD. Uagtet at den er årsag til at mit pis jævnligt koger over.

Skal jeg være helt ærlig, så synes jeg da også at 5000 kr. er et rimeligt fornuftigt rådighedsbeløb, når alle faste udgifter er betalt. Det er ikke et liv på første klasse, men det er bestemt ikke hvad jeg vil kalde fattig. Men kvinden har tydeligvis problemer med at administrere sin økonomi, svært ved at finde/få arbejde og har det psykisk rigtig skidt. Lad for helvede pokker da være med at sparke til en, som allerede ligger ned...

Jeg tror også det er en af grundene til, at jeg håber på at blive fængselspræst. Et job jeg tror jeg vil være ganske god til, da jeg er af den overbevisning at alle mennesker har værdi i sig selv, også selvom de måske har gjort nogle forfærdelig ting. Selvfølgelig skal man ikke slippe ustraffet fra sine forbrydelser. Men indsatte er også mennesker, med behov for respekt og medmenneskelighed.

Mit ønske er så absolut ikke blevet mindre, efter jeg har fået konstateret ADHD. Tværtimod! Man mener at op mod 1/3 af alle indsatte i danske fængsler, har ADHD. Hvilket gør at jeg kan relatere mig til - og møde - dem på en anden måde, end en "normal" fængselspræst. Jeg har været heldig, at min ADHD ikke er gået udover min dømmekraft. Altså medmindre man selvfølgelig anser det at være socialliberal (med en stor fed streg under social-), for at være et udtryk for særdeles dårlig dømmekraft. Det er der nok nogen som vil mene... Men jeg kender alt til det der med kaotiske tanker som bare flyver rundt i hovedet. Jeg véd hvad de taler om. Det er et job som jeg mægtig godt kunne tænke mig. Men tror da bestemt også at de "normale" indsatte ville kunne give mig noget igen.

Nå, det blev en lang smøre. Til de læsere jeg ikke har mistet undervejs, kan jeg sige at jeg sommetider trøster mig ved filosoffen Nietzsche ord om at; Man må endnu have kaos i sig, for at kunne føde en dansende stjerne. Kaos - det er lige mig!

Peace and Love

Jette