IKEA vol. 4

Jeg brillerede atter med min utjekkethed i går. Jeg havde sat min alarm til at vække mig kl. 6:00, så jeg kunne nå i bad, samt pakke nogle ting ind jeg har solgt/byttet over Trendsales. Problemet var bare at jeg ikke har indstillet uret til sommertid på mobilen endnu (kommer hele tiden fra det...) og derfor først vågnede kl. 7:00. Damn!

Hvis der er noget jeg absolut ikke kan fordrage, er det morgenstress. Jeg står hellere tidligere op - og det er heller ikke fordi det ligefrem er min favoritting - end at skulle jage ud af døren. Da jeg kunne se på det hele at jeg alligevel ikke kunne nå det, besluttede jeg mig for at skippe dagens lektion. Jeg er ellers altid så glad for at være til undervisning, men jeg er decideret allergisk overfor morgenstress. Min hjerne kan ganske enkelt ikke fungere under de vilkår og jeg kommer afsted uden halvdelen af mine ting. Jeg vækkede derpå sønnike, så han kunne komme i bad og spise morgenmad og puttede mig så ellers tilbage under dynen. Bare for at ligge lidt. Ikke for at zzzzzzzzzzzzz...

Jeg vågnede ved at L ringede til mig.

L: Du kommer da også i dag, ik'?

Mig: Jo, det er her til eftermiddag, ik'?

L: Nej, vi kører nu...

Mig: FÅRK!

Vi aftalte derfor at jeg selv tog til Gentofte og mødtes med dem derinde. Så mig ud af døren! Stadig iført hygge-outfit (sorte COS leggings og hvid oversize T-shirt fra Blake. Man må jo godt være smart, selvom man er hygge-grim...). For det første havde jeg jo lovet at hjælpe til. For det andet havde jeg selv nogle indkøb af gøre.

Omkring halvanden time senere stod jeg ved hovedindgangen og prøvede forgæves at få telefonisk kontakt med L. Da det ikke lykkedes tilbød en IKEA-medarbejder, om hun skulle kalde dem over anlægget, hvilket jeg selvfølgelig tog imod. Det eneste ærgerlige var bare at jeg ikke fik lov til at se deres ansigtsudtryk, da det ud af højtaleren lød: Dette er IKEAs kunderadio med en personlig meddelse til S, S og L. I bedes henvende jer ved hovedindgangen, hvor der ventes. Og det var S, S og L, som bedes henvende sig ved hovedindgangen, hvor der ventes... Det havde nu været sjovere, hvis der var blevet sagt: Dette er IKEAs kunderadio med en personlig meddelse. Jette på 33 år er blevet væk fra sin menighed. I bedes henvende jer ved hovedindgangen, hvor hun venter. Og det var osv... Men så meget humor havde de altså heller ikke. Foreslog det dog også først efterfølgende.

Men vi fandt hinanden og det var godt at jeg kom, for indkøbsvognene (ja, indkøbsvogne i pluralis) var allerede godt fyldte.

Jeg nåede dog lige en lille personlig afstikker og fik lagt dette i (en af) vognen(e):

To sengesæt, to lagner, badeforhæng og AA-batterier.

Så mangler jeg vist heller ikke ret mange boligting længere. Måske lige en ny kommode ud til entréen, men det er kun fordi jeg er lidt træt af den afskallede Shabby Chic dims jeg har stående, så det er ikke presserende.

Da jeg kom havde de allerede besluttet sig for hvilke (nye) stole, der skulles købes ind til biblioteket: Vilmar i sortbrun. Yes! Jeg er trendsætter... Men det ér altså også en smuk stol:

Så bilen blev læsset med stort L:

- og vi nåede hjem tidsnok til at kunne indvie de nye kaffekopper med en kop eftermiddagskaffe.

På vej hjem i toget fik jeg et mindre angstanfald. Sønnike var blevet sendt hjem fra skole, fordi han var/er syg og havde lagt sig i sengen. Han så også noget skidtmads ud da jeg gik, men regnede selvfølgelig med at han sagtens kunne være alene. Han fylder trods alt 15 år til sommer. Men mens jeg sad der i toget blev jeg pludselig slået af tanken: Hvad nu hvis jeg kommer hjem og finder ham død? Der var selvfølgelig tale om rent tankespind, men hvorfor skulle jeg pludselig plages med det?! (Selvfølgelig fordi jeg havde glemt min medicin...)

Han var dog ikke mere død, end at han kunne spørge mig hvad jeg havde købt, da jeg kom hjem med mine poser. Jeg havde godt nok kun een IKEA-pose med hjem, men skulle lige have en pose kattemad. Det eneste vi faktisk manglede. Og da IKEA-posen vejede godt til (jo, det syntes jeg faktisk den gjorde...), gad jeg ikke gå i Aldi efter det vanlige kattemad, så jeg tog i stedet i Mad og Vin, som jeg alligevel ville passere på vej ned til metroen. Det er ellers ikke så tit jeg handler der, for jeg synes bestemt ikke det er billigt, men hvis man er i groumethjørnet, har de nogle virkelig lækre ting. Det gælder dog ikke kattemad. Chokoladelakrids, importerede franske oste, Øllingegaard mejeri produkter og fairtrade the, mens misserne bliver spist af med f***ing Whiskas! Ikke at der er noget i vejen med Whiskas, men man burde nu forvente lidt mere af Mad og Vin.

Og så kan jeg ellers love for at der er blevet vasket tøj til den helt store guldmedalje (og tjekket filter!). Hvor ér det bare skønt at have sin egen vaskemaskine...

Peace and Love

Jette

Selvgjort er velgjort!

Jeg kører lidt af et indretningstrip for tiden. Jeg har taget turen til IKEA af et par etaper. På tirsdag skal jeg derud igen. Denne gang er det godt nok med menigheden, men lur mig om ikke der ryger et par ting i nettet alligevel...

Første gang var i starten af marts. Der blev godt nok kun købt et par småting og taget den altafgørende beslutning, at mine nye spisestuestole skulle være Vilmar modellen i sortbrun.

Anden gang havde jeg lejet en Toyota stationcar hos Eurocar. Jeg har godt nok ikke kørekort, men det har min eks-mand og (vi) dragede således til Taastrup, for at gøre vold på mit dankort. Jeg fik købt nogle "småting". Blandt andet en ny lampe til sønnikes værelse, som dog endnu ikke er kommet op og hænge (jeg bor i beton og skal derfor have fat i en af de dersens meget kraftige boremaskiner - som jeg ikke kan huske hvad hedder, hvilket gør det noget svært at anskaffe sig een. En slagboremaskine can't do it...), to badehåndklæder, tidskriftskassetter, hvidløgspresser og... småting! Det blev betalt og lagt i bilen, hvorpå vi gik ind igen, for at spise i cafeteriet og efterfølgende hente Vilmar spisestuestolene og en Fingal kontorstol (til sønnike) på tagselv-hylderne. Fingal var let nok at finde, men Vilmar... Så jeg fik fat i en IKEA-medarbejder og det viste sig at de grundet ombygning var flyttet til en anden lagerplads. Det med ombygningen vidste jeg jo sådan set godt, men regnede da med at de havde nogenlunde tjek på deres ting. Men de kunne heller ikke finde stolene...

Der var ingen vej uden om. Vi måtte til Gentofte! Jeg er ikke sikker på at jeg kan finde til Gentofte sagde eks-mand. Jeg er ikke sikker på at jeg kan leve med andre spisestuestole, når jeg nu har sat mig i hovedet at det er Vilmar stolene jeg skal have tænkte jeg. Men ifølge IKEA-medarbejderen skulle det være ret enkelt at finde. Det var det også. Det var afkørslen til gengæld ikke. Med 110 km i timen passerede vi IKEA på venstre hånd. Så vi måtte lige en tur ind og vende omkring Nørrebro. Vi gjorde holdt ved en sidevej i Brønshøj(!) og tjekkede Kraks på eks-mands smartphone.

Mig: Jeg sagde jo vi skulle være drejet af afkørsel 17.

G: Jo, men når jeg spørger, har jeg ca. ét sekund til at reagere.

Mig: Så må du da spørge mig tidsnok. Jeg har ligesom ADHD. Det tager mig noget mere end et sekund at beslutte mig. Du skal da heller ikke bede mig om at navigere. Det ved du godt jeg ikke kan. Lad os nu bare tjekke kortet igen og så kører vi efter det.

G: Jeg kan da ikke huske alt det i hovedet.

Mig: Nej, men så skal jeg nok navigere...

G: Du skal bare holde øje med den blå streg.

Mig: Den blå?! Jeg troede det var den orange...

Stakkels fyr!

Men vi kom til Gentofte og vi fik købt Vilmar stolene.

På vej tilbage var vi atter inde omkring Nørrebro. Denne gang var jeg dog ikke den fejlende navigatør.

Men er der noget eks-mand hader, så er det at køre bil inde i byen, så jeg tænkte at det nok ikke var det rette tidspunkt, at spørge om vi lige kunne køre et smut forbi Rentemestervej - når vi nu alligevel var på disse kanter - og kikke i YouHeShe Boutique. Da jeg alligevel luftede idéen, snakkede han noget om at spise søm. Egentlig betød det heller ikke så meget. Jeg glædede mig virkelig til at komme hjem med mine nyanskaffelser.

Da benzinen skulle gøres op, havde vi kørt næsten 200 km.

Tredje gang var i forgårs. Tirsdag aften tog Fanden ved mig og jeg besluttede mig for at NU skulle jeg altså have en ny vaskemaskine. Den gamle har været i stykker længe - og jeg mistænker mig selv for at være årsag til dens dysfunktionalitet. Det er nemlig sket flere gange at jeg har glemt at rense filteret. Af samme årsag nægter jeg at leje, da jeg ikke er sikker på om jeg kan overholde vedligeholdelseskontrakten (eller hvad det nu hedder...). Af samme årsag er jeg heller ikke interesseret i at betale mange tusind kroner for en vaskemaskine.

Nu var det selvfølgelig ikke en fuldstændig forhastet beslutning. Jeg havde gået og grublet over det i lidt tid og havde egentlig besluttet mig for at købe en, når der kom børnepenge. Men da jeg for 117'ende gang atter havde glemt at jeg havde gang i et vasketøjsprojekt, nåede jeg bare dertil hvor jeg tænkte; et par uger fra eller til... Det er helt klart mest ADHD-venligt at have sin egen vaskemaskine. Især fordi jeg kan vaske, når jeg kommer i tanke om det og således ikke er bundet af at vaskeriet er ledigt. Er det ikke det, må jeg gå tilbage med mine vasketøjsposer, for derefter at glemme alt om det.

Jeg havde derfor undersøgt lidt her og der og fundet ud af at IKEA havde en udmærket model til 1999 kr. Jeg ville godt kunne have fået en billigere i Elgiganten, men dels havde den ikke lige så mange funktioner, dels var den mindre miljøvenlig og dels havde den lavere centrifugeringshastighed. Det store spørgsmål var bare hvordan jeg skulle få IKEA-maskinen tilsluttet. Jeg har nemlig hørt at man ikke må kaste sig ud i dens slags projekter selv og det der med at være på kant med loven, ligger ikke lige til mit højreben. Men jeg fandt ud af at IKEA også tilbød at tilslutte maskinen. Så tilbage til ombygningsrodet!

I forgårs var det dog særlig slemt. Jeg skulle selvfølgelig lige nedenunder og kikke, når jeg nu alligevel var der. Især fordi jeg (ligeledes) længe har tænkt at jeg skulle skifte entrélampen ud med en ny. Ikke at den (gamle) fejlede noget, men problemet var at den ikke var særlig let at gøre ren. Jeg skal helst have ting som er lige til at tørre af med en støvklud. Ellers får jeg det ikke gjort. Så der røg lige lidt ekstra i kurven:

Det er lampen med bogstaverne.

Nu skulle jeg bare lige op og have lidt i cafeteriet, inden jeg gik op til møbeludstillingen og kikkede på vaskemaskinen. Men så var det jeg blev væk! Jeg kunne simpelthen ikke finde ud igen og efter at have gået rundt på må og få i noget der lignede 20 min., måtte jeg spørge en medarbejder om vej. Men jeg forstod ikke hendes direktioner. Jeg gik ihvertfald fejl og endte endnu engang på tagselv-lageret. Min krop skreg på hakkebøf og Ritalin, så jeg overvejede at spørge en medarbejder om ikke de nok ville følge mig op til cafeteriet. Så langt nåede jeg dog ikke, men fik fat i en ny medarbejder og spurgte ham hvordan man kom ovenpå. Jeg har nok set meget lidende ud, for han tilbød selv at følge mig.

Jeg fik spist lidt mad og taget min medicin og fortsatte nu - med fornyet styrke - ind til møbeludstillingen. Derinde skete der noget forfærdelig pinligt (Hold nu fast!): Ved en møbeludstilling stod et tændt fjernsyn og viste DR-akademiet. Jeg blev fanget af TV-billedet: En langhåret mand i sort kjole og pibekrave. Pludselig glemte jeg alt om at jeg altså var i IKEA og ikke til gudstjeneste og vågnede først op i det sekund jeg tog mig selv i højt at synge; amen, amen, a-a-meen MIDT I F***ING IKEA!!! (Det er ikke usædvanligt at jeg går rundt og små-nynner for mig selv, men ligefrem Amen...?!)
Nå! Det var den vaskemaskine vi kom fra... tænkte jeg og skyndte mig - forhåbentlig ubemærket - videre.

Jeg fandt en medarbejder og spurgte så lidt ind til maskinen. Hvor lang tid der ville gå hvis jeg skulle have den tilsluttet (3 uger) og ikke mindst hvad det ville koste. Det sidste kunne han dog ikke oplyse, da det var et andet firma som stod for tilslutning. Det synes jeg så er temmelig vigtigt at vide! (Især fordi jeg havde sat et maks på 3000 kr. alt inkl. og hvis jeg også skulle betale transport, kunne det hurtigt komme over det.) Jeg spurgte så derfor om jeg måtte se maskinen bagpå, for at se om det var muligt selv at tilslutte den. Jeg havde fundet ud af at jeg selv har et 5-polet stik og at det derfor var/er fuldt lovligt selv at tilslutte maskinen. Så jeg besluttede mig for at tage maskinen med, med det samme og så gøre det selv. Det skulle dog vise sig slet ikke at blive nødvendigt med det store elektrikerarbejde, for det eneste maskinen sådan set manglede var et adaptorstik med jordforbindelse. Den gamle skulle dog lige skrues ud af stikket, men det kunne jeg snildt klare (Og det kan jeg faktisk!)

Her skal jeg til at sætte samlemuffer på ledningerne.

Der var dog en del ventetid på hjemtransporten, men jeg havde købt et "Alf og Damerne" (som Henrik Nordbrandt skriver) på Ballerup Station, så jeg var godt underholdt i mellemtiden, som jeg i øvrigt også bedrev med et smut i Elgiganten, for at købe adaptorstik og vaskemiddel.

Chaufføren som kørte mig hjem med vaskemaskinen var supersød. Han var pakistaner, så vi fik os en hyggelig snak om geografi, da jeg spurgte hvor lang tid det tog at flyve fra Danmark til Pakistan (7 timer! Jeg troede ellers det lå længere væk...).

Jeg var dog noget udmattet ovenpå min IKEA-tur, så jeg besluttede mig for at vente med at tilslutte maskinen til dagen efter. Hvor der i øvrigt også ville være mere sollys, hvilket er en klar fordel når man har slukket for strømmen, fordi man roder med el-installationer...

Eks-mand kom og hjalp til med at flytte den gamle vaskemaskine ud i skuret (indtil den kan blive afhentet af storskrald) og agerede ellers fotograf, for at jeg kunne have billededokumentation til bloggen og Facebook. Men alt det tekniske klarede jeg helt selv.

Helt ADHD-agtigt besluttede jeg mig dog for liiige at give badeværelsesgulvet en gang gulvvask og fjerne kalkaflejringer, når nu der alligevel ingen vaskemaskine var. Så maskinen var blev først tilsluttet sent om aftenen. Her er et billede af vidunderet i gang med sin allerførste vask:

Den er altså virkelig smart (og ADHD-venlig). Filteret sidder inde i selve tromlen, så hver gang jeg tømmer maskinen, bliver jeg mindet om at det jo også skal renses engang imellem. Og så er der timer på, således at hvis jeg f.eks. kommer i tanke om at jeg har glemt at sætte en vask over kl. 2:00 om natten, kan jeg time den til at starte om morgen. Det burde ikke kunne gå galt...

I dag har jeg så sat den nye lampe op i entréen og indrømmet; den sidder ikke supergodt fast, da jeg blot har sat den i med skruer uden rawlplugs. Men jeg ved heller ikke om jeg har tænkt mig, at den skal blive siddende derude. Indtil videre er det bare midlertidigt og blot for at komme af med støvsamleren.

Det er en af de bedre ting ved at have ADHD. Jeg kaster mig hovedkuls ud i nogle ret vilde projekter engang imellem og so far har jeg overlevet dem alle...

Peace and Love

Jette

P.S. Selvom jeg nu har en funktionel vaskemaskine, har jeg stadig ingen tørretumbler og det kan altså være praktisk, når det kommer til sengetøj, viskestykker og den slags storvask, så jeg var lige ovre med noget på vaskeriet tidligere i dag. Gæt hvad jeg har glemt!

Tillykke til ADHD-land

Mine Kære Læsere

Jeg har svigtet jer på det groveste! Jeg er været fraværende på bloggen alt, alt for længe. Ja, i var måske begyndt at tænke om jeg var afgået ved døden...? Det er jeg ikke! Jeg er tværtimod spillevende og har det bedre end jeg har haft det (meget) længe. Men det har været en hård omgang. Der er blevet grædt mange tårer, har været mange søvnløse nætter og utallige bekymringer.

Det tog SU-kontoret over 8 uger at behandle min ansøgning om tillægsklip. Jeg fik tilgengæld tilkendt klip til det restende af min bachelor, men i mellemtiden gik jeg uden indkomst. Jeg henvendte mig derfor på kommunen, for at høre hvad jeg skulle gøre, hvorpå jeg fik at vide at jeg skulle tage orlov fra studiet og gå på kontanthjælp. WTF?!

Fuldstændig tårevædet stod jeg derfor inde ved fakultetets reception og bad om en orlovsblanket, da Gud i samme sekund sendte sin frelsende engel. Her i form af en medstudine som havde været nogenlunde samme tur igennem og derfor kunne sige til mig hvad jeg skulle gøre. Jeg tog ikke orlov. Hvad jeg derimod gjorde var at fotokopiere en masse relevante papirer - en af de ting som ellers kan stresse mig aldeles unødvendigt - og henvendte mig til bank og kommune igen. Banken for at få bevilliget overtræk. Kommunen for at søge revalidering samt enkeltydelse.

Det bliver næsten for omstændigt hvis jeg her skal gå ind i alle detaljerne, men jeg kan fortælle at jeg på éen måned var til 11(!) møder/samtaler vedr. min sociale og økonomiske situation. Det samtidigt med at jeg skulle være studieaktiv OG læse op til eksamen. Stress i fjerde potens!

Men jeg gjorde det! Jeg f***ing gjorde det! Jeg bestod min eksamen og det endda ikke engang på et hængende hår. Jeg klarede mig igennem 6 uger, hvor jeg var så fattig at selv kirkerotterne tænkte seriously?! Det sidste især fordi jeg er beriget med nogle helt fantastiske medstuderende, som har været søde at donere mad og penge. Ja, jeg har været helt derude og vende...

Retrospektivt set har jeg virkelig lært meget af denne røvnumsetur. Det har været en vigtig lektie som jeg absolut ikke ville have været foruden (men dog meget nødigt har lyst til at gentage...).

Jeg er omend blevet endnu mere bekræftet i at mit valg af studie, er det helt rigtige for mig.

Jeg har opdaget hvor meget jeg faktisk betyder for mine medstuderende og at de sætter pris på mit skøre selskab.

Jeg har lært at den danske beskæftigelsespolitik er hul i hovedet (okay, det vidste jeg så godt i forvejen, men nu har jeg mærket det på egen krop...).

Jeg har lært at jeg faktisk er endnu sejere end jeg troede. Men tro mig! Der har da været dage hvor jeg har været tæt ved at kaste håndklædet i ringen og udfyldende den skide orlovserklæring. Men hvor er jeg bare glad for at jeg valgte at kæmpe videre.

Nu er jeg nemlig endelig kommet om på den anden side og kan genkende mig selv igen. Mit vanlige gode humør er vendt tilbage. Takket være en veloverstået eksamen, bevilling af ekstra SU-klip og lykkepiller.

Der er overskud - ikke overtræk - på kontoen og jeg ser frem til at tage mig (endnu) en velfortjent og dankortsglødende shoppingtur i IKEA.

Men bare for at i nu ikke skal tro at jeg fuldstændig hovedkulds går ud og bruger penge på ting jeg reelt set ikke mangler, er her vedhæftet billeddokumentation:

Jeg skal have købt nogle nye spisestuestole, da ryglænet på de gamle er ret slidt og så er et par nye badehåndklæder også ganske tiltrængt. En loftlampe og kontorstol til sønnike. To nye vasketøjskurve. En stegepande. Tidsskiftskassetter og måske en pose frosne kötbullar til fryseren...

Jeg lover at jeg nok snarligt skal vende tilbage på bloggen. Om ikke andet så måske med en boligreportage.

Peace and Love

Jette

P.S. Nå ja, jeg har forresten også fødselsdag i dag.

Stegt flæsk

En lille een til halsen siger hun og stiller et vinglas med en sjat whisky foran ham. Ellers tak siger han, han vil helst have det i enten cola eller kaffe. Han drikker ikke ren whisky. Det gør hun. Eller hun prøver ihvertfald på det. Siger det kan man... (host host) kan man... (hakke hakke) da sagtens! (sprutte sprutte), mens hun tømmer sjatten og han griner af hende. I samme sekund går det op for hende at hun har forvekslet whisky med cognac.

Hun har inviteret ham på stegt flæsk. Hun står over køkkenvasken og skræller kartofler. Han skærer flæsket. Mærkeligt at slagteren ikke havde skåret det i forvejen.

Han fortæller om sin oldefar som åbenbart figurerer i Den Store Danske Encyklopædi. Han kløjs lidt i ordet encyklopædi og hun siger at hun nok tror det udtales en-sy-kly-pæ-di.

... så kunne jeg gå ind og kikke i hans butik siger han og hun svarer ja, men tænker hvilken butik?! Hun har været fraværende et øjeblik. Ladet tankerne flyve og aner ikke hvad han snakker om, udover at det har relation til hans familie.

De får drejet samtalen ind på politik. Det gør de af en eller anden grund altid. Det er som en naturlov. De to skal bare diskutere politik. Eller diskussion er måske så meget sagt, eftersom de grundlæggende er enige om mange ting. Der er bedre tider på vej siger han og hun håber han har ret, men tænker at politik alligevel er noget forfærdeligt kompliceret noget og hun kommer til at tænke på et interview hun læste med en kvindelig dansk politiker, som udtalte at når kvindelige politikere stiller op til interview, spørger journalisten altid hvordan de får karriere og familieliv til at hænge sammen. Det samme gør sig ikke gældende for mandlige politikere og hun tænker at ligestillingen alligevel har et stykke vej endnu.

Du behøver ikke komme fedtstof på panden siger han og skuler til olivenolien på køkkenbordet. Det kan stege i sit eget fedt med reference til det nu udskårne flæsk. Stege i sit eget fedt... Den var god tænker hun.

Ved middagsbordet snakker de Grand Prix og hun kommer til at tænke på år 2000 hvor Brøderne Olsen vandt Dansk Melodi Grand Prix. Så er de vinderchancer da fuldstædig forplumret havde hun sagt til sin mor. Et par måneder senere havde hun selv skrålet med på Fly on the wings of love. Er det formildende omstændigheder hvis hun indrømmer at hun var fuld?

Hun tænker også på at hun tidligere i dag har lyttet til Lars HUG som har lavet en coverversion af Dansevise. Lars HUG og Hvorfor er lykken så lunefuld. Ja, hvorfor?!

Det er godt du spiser siger han, da hun sætter tænderne i endnu et stykke flæsk og hun kommer til at tænke på eksen som var forbi tidligere i dag for at hente barnet. Du har godt nok tabt dig havde han sagt og hun svarede at det var pga. medicinen og havde hevet op i kjolen, for at vise at hendes ribben lader sig ane, som et barn stolt viser sin tegning frem. Var det nu også nødvendigt? tænkte hun efterfølgende, hun havde trods alt været i seng med ham engang, omend det forekom hende at være dekader siden.

Duften af stegt flæsk hænger i luften som tykke gardiner. Tykke røde velour gardiner som taget ud af en David Lynch film. Jeg lufter lige lidt ud siger han og åbner havedøren. Ja svarer hun og tænker at hvis bare hun kunne forelske sig i ham ville alting være godt.

Så glemte man lige mælken...

Ha! Jeg opdagede lige for lidt siden, at jeg havde glemt en næsten fuld liter mælk på køkkenbordet. Gad vide hvor længe der har stået der? Da jeg lavede kaffe for et par timer siden, tænkte jeg da også Gud! Har vi allerede drukket den... Nå, ja ja... og åbnede en ny. Jeg ænsede slet ikke den der stod på køkkenbordet. Måske har jeg taget den ud ved samme lejlighed - måske ikke - og så bare glemt det og ikke registreret at den stod foran brillerne på mig. Sommetider kan jeg end ikke huske hvad jeg lavede for to sekunder siden.

Hvorom alting er blev den altså smidt ud. Måske er jeg lidt sart, men jeg ved jo ikke hvor længe den har stået der. Den var ihvertfald ikke kold længere...

Jeg vil smutte tilbage under dynen. Jeg er just gået i gang med at læse Lone Hørslevs roman Sorg og Camping. Min eks-mand synes iøvrigt lidt jeg ligner Lone Hørslev. Det synes jeg nu ikke selv, udover sådan rent stilmæssigt måske. Men det kan jeg da kun tage som et kompliment, da jeg synes hun er en meget smuk kvinde.

Anyway, i kan jo selv bedømme...

Lone

Mig

Mit indre kaos og mit kogende pis

Jeg gider egentlig ikke blogge om elendighed og bekymringer. Det er også derfor jeg har været så tavs på bloggen i en stykke tid. Altså lige med undtagelse af mit Johnny Cash indlæg. Jeg har allerede blogget om mine økonomiske bekymringer et par gange og på et eller andet tidspunkt vil det i længden også blive ulideligt at læse, hvis jeg konstant kører rundt i den samme rille. Er der hak i pladen, så sæt en ny på!

Endvidere - ovenpå den heftige fattigdomsdebat der har været en del oppe og vende i medierne, her på det seneste - tør man dårlig nok åbne munden, i frygt for at få en spand lort i hovedet. Sandheden er da også at jeg faktisk føler mig ganske rig. Jeg har tag over hovedet og rent vand i hanen. Jeg går ikke sulten i seng. Jeg får min uddannelse betalt af staten. En stat som i øvrigt har nogle grundlovssikrede rettigheder, som gør at jeg ikke risikerer liv og lemmer, for at stå ved min politiske og religiøse overbevisning. Jeg føler mig faktisk ret priviligeret!

Når det så er sagt, beklager jeg at jeg atter finder den gamle og hakkede vinylplade frem (gad vide om den er med Johnny Cash?!), men jeg bekymrer mig stadig rigtig meget. Tankerne kværner konstant rundt i hovedet på mig. Jeg venter stadig på svar vedr. min ansøgning om tillægsklip og jeg aner ikke hvordan jeg skal få betalt mine regninger til den første, hvilket gør at jeg befinder mig i en tilstand af konstant anspændthed, sporadiske angstanfald og kulsort samvittighed, så snart jeg så meget som bare tænker på at bruge penge. Jeg er ikke bange for at mangle mad. Jeg har penge nok på kontoen til at vi sagtens kan klare os gennem februar, samt en (over-)fyldt fryser. Men der er ikke (også) penge til husleje eller andre regninger og dét bekymrer mig! Det bekymrer mig, fordi det sætter mig i dårligt lys (hos banken og boligselskabet). Det bekymrer mig, fordi løsningen i sidste instans kan blive at bede kommunen om hjælp. Hvilket igen fører en masse papirsudfyldningsarbejde med sig, som absolut ikke gør min ADHD-hjerne mindre stresset, hvilket igen går udover eksamenlæsningen.

Jeg vendte disse bekymringer med H, da jeg var til konsultation hos ham i tirsdags. Han forstår godt at jeg er bekymret, men siger at jeg gør det rigtige. Jeg gør det rigtige ved at prioritere min uddannelse. Han anser mig ikke for at være (økonomisk) uansvarlig. Tværtimod vurderer ham mig til at være et menneske med en meget solid dømmekraft. Det er da altid noget, for sommetider bliver jeg selv i tvivl. Men det er sikkert bare mine egne idiosynkrasier. For nej, selvfølgelig har jeg da ikke købt hverken den bog eller meldt mig ind i Kunstforeningen Gl. Strand (endnu), som jeg ellers har omtalt at jeg ville, i tidligere blogindlæg. Jeg har heller ikke tabt hjernen i Birger Christensen eller gået shop-amok i Louboutin-sko. Men jeg har købt (lidt) nyt tøj til sønnike i starten af måneden, efter ræsonnementet at det bedre kan betale sig at købe det på udsalg, selvom det (endnu) ikke var kritisk nødvendigt. Og så købte jeg også den der Johnny Cash-biografi til en halvtredser, til mig selv. Nårh ja... Så forærede jeg forresten også min eks-mand en bog om Sovjetunionen under Gorbatjov, som jeg fandt i en antikvar til 20 kr. og så har jeg fyldt fryseren med kød fra et økologisk landbrug. Storkøb selvfølgelig, da det bedst kan betale sig økonomisk, men selvfølgelig stadig dyrere end discount-kød med tårnhøj fedtprocent. Men jeg betaler så sandelig da også prisen, i form af kulsort samvittighed, over at være (læs: føle mig som) verdens mest økonomisk uansvarlige menneske, fordi jeg tænker mere på økologi end pensionsopsparing, fordi jeg gerne vil give en (lille) gave til et menneske som betyder meget for mig og fordi jeg gerne vil have at min søn er pæn i tøjet. Men skulle jeg alligevel have sparet disse ting væk, havde det nu alligevel ikke været tilstrækkeligt til at dække det kommende hul på budgetkontoen. Som sagt: idiosynkrasier.

Jeg befinder mig i denne situation, fordi jeg afventer svar på min ansøgning. Ikke fordi jeg har kastet om mig med penge.

Jeg vil da heller ikke definere mig selv som fattig. I øjeblikket befinder jeg mig i en (temmelig) ustabil økonomisk situation. Men fattig, det synes jeg nu ikke at jeg er. Når jeg så alligevel indledningsvis nævner fattigdomsdebatten, er det fordi jeg ikke kan undgå at føle en slags skæbnefællesskab med Fattig-Carina og Fattig-Sofie (som BT så smukt har døbt dem...). Jeg må tilstå at jeg ikke har fulgt så meget med vedr. sidstnævnte, udover at hun nævner at hun ikke føler at hun har overskud til at arbejde ved siden af sine studier. Det kan jeg i høj grad relatere til. Som tingene tager sig ud for nuværende, har jeg rigeligt at se til med at holde bare nogenlunde samling på studie og hjemmeliv med 2 x ADHD. Jeg ville gerne hvis jeg kunne, men så ville jeg være nødsaget til at nedprioritere enten studie eller sønnike. Sidstnævnte ville være decideret omsorgssvigt. Førstnævnte bare tåbeligt.

Når jeg nævner kontanthjælpsmodtageren, er det fordi jeg fik det helt dårligt over at læse nogle af de debatindlæg, som fulgte i kølvandet på Joachim og Özlems besøg. Jeg medgiver gerne at det måske ikke ligefrem var præmieeksemplet på fattigdom. Men jeg er også overbevist om at der i hendes tilfælde, er tale om en kvinde som har brug for hjælp og støtte og så absolut da ikke hårde ord eller nedladende kommentarer. Men det er selvfølgelig en konsekvens man må tage med, når man offentligt bekender kulør. Man kan (desværre) ikke forvente at alle, vil give een ret. Men når man har været på kontanthjælp så længe, er det fordi der er et eller andet galt. Jeg tvivler på at det er for at kunne ligge på sofaen og konsumere abnorme mængder Ferrero Rocher, til endnu et afsnit af Glamour. Endvidere skal man - for at modtage kontanthjælp - stå til rådighed for arbejdsmarkedet og diverse praktik- og aktiveringsforløb, medmindre man er uarbejdsdygtig. Hvilket får mig til at konkludere at det må være det som der er tale om, i Carinas tilfælde. Men folk var virkelig ude med riven. Få dig et arbejde! (Mon ikke hun gerne ville, hvis hun kunne...?) Giv hunden til et internat eller - som der var en der skrev (sikkert ikke fuldkommen korrekt citeret, men det var det som lå i det): Jeg tror sgu også gerne jeg vil være på kontanthjælp, hvis jeg har 5000 kr. til rådighed og ikke behøver lave noget. Tillad mig at stille mig tvivlende overfor det, men det tror jeg faktisk ikke "du" vil. Det skal kunne betale sig at arbejde. Jo, men det kan det de langt de fleste tilfælde faktisk også. Der er selvfølgelig nogle erhverv, hvor den økonomiske gevinst er minimal, men det gør ikke den personlige gevinst mindre. Det er vel de færreste mennesker, som ligefrem ønsker at være på kontanthjælp. Jeg har gode grunde til at antage, at det forholder sig således:

A. For at modtage kontanthjælp, skal man underskrive en samtykkeerklæring, som giver kommunen ret til at indhente personlige oplysninger fra f.eks. læge eller bank. Et eller andet sted, er det selvfølgelig også fair nok, da man ellers kan tilluske sig offentlige ydelser, man reelt set ikke har brug for, hvilket kunne friste svage sjæle. Men det er da stadig at give afkald på en bid af sin personlige frihed.

B. Man tilhører den absolut nederste del i hierarkiet. Tænk på hvor vigtig en del ens arbejde er, for de fleste menneskers identitet. Når man møder et nyt menneske, er det en af de allerførste ting man spørger indtil.

Hvis ikke den økonomiske gulerod er incitament nok, så burde den personlige gevinst ihvertfald være det. Hvis ikke... Tjah, så er man nok (i forvejen) udenfor pædagogisk rækkevidde, som det så fint hedder.

På et tidspunkt kom det jo også frem, at hun led af angst og at det var en af grundene til, at hun havde en hund. Nu har jeg aldrig haft hund, så jeg skal ikke kunne udtale mig om hvorvidt et sådan dyr, er en kæmpe økonomisk belastning. Men jeg bliver sgu en smule (læs: temmelig) indigneret over, at nogle mennesker ikke kan unde kvinden en hund, selvom hun er på kontanthjælp. Den hund er måske en af de få glæder hun rent faktisk har.

Og det er lidt på samme måde jeg har det, når jeg på den ene side blogger om mine bekymringer og på den anden side blogger om min forkærlighed for økologi. Og så lige i forbifarten nævner, at vi forresten da også har en kat. Som om jeg ikke er berettiget til at ytre mine bekymringer, for jeg kunne jo bare have ladet være med at købe økologisk eller anskaffe mig en kat i første omgang. Når du er på offentlig forsørgelse (hvilket SU jo rent beset faktisk er), er det din forbandede pligt at have det ad helvedes til, så du kan lære hvilken forfærdelig snylter du er. Nogle vil så måske indvende at der er forskel på SU og kontanthjælp. Når du får SU laver du noget for dine penge. Det gør du ikke når du er på kontanthjælp. Well, det gør "du" faktisk i langt de fleste tilfælde. Ifølge bistandsloven er der aktiveringspligt (som så kan have forskellig karakter, alt afhængig af hvilken kommune man er bosat i), medmindre man er sygemeldt. Uddannelse er en investering! Ja, det kan vi da hurtigt blive enige om. Stadigvæk; i begge tilfælde er der tale om offentlig forsørgelse eller ihvertfald tilskud til forsørgelse. Det bliver principielt betalt af den samme kasse. Principielt hvis man groft set antager, at der kun findes to slags kasser: den offentlige og den private. Jeg ved selvfølgelig godt at det i virkeligheden er langt mere nuanceret.

Men jeg skal nu nok klare mig. På den ene eller anden måde. Jeg er hård, som H også sagde til mig i tirsdags. Og ja, jeg er faktisk benhård. Jeg har været nede og kysse asfalten et par gange, men har altid formået at rejse mig igen. Jeg er lidt af en fighter og har en utrolig viljestyrke. Hvilket måske også er en af grundene til at jeg - trods mit handicap - alligevel er kommet et godt stykke vej. Men netop derfor har jeg også en medmenneskelig pligt, til at tage de svage parti.
Måske er det den der udprægede retfærdighedssans, som en del psykiatere hævder er et andet karakteristika ved ADHD, der gør sig gældende? Hvis det er tilfældet, vil jeg ihvertfald placere den på plus-siden ved at have ADHD. Uagtet at den er årsag til at mit pis jævnligt koger over.

Skal jeg være helt ærlig, så synes jeg da også at 5000 kr. er et rimeligt fornuftigt rådighedsbeløb, når alle faste udgifter er betalt. Det er ikke et liv på første klasse, men det er bestemt ikke hvad jeg vil kalde fattig. Men kvinden har tydeligvis problemer med at administrere sin økonomi, svært ved at finde/få arbejde og har det psykisk rigtig skidt. Lad for helvede pokker da være med at sparke til en, som allerede ligger ned...

Jeg tror også det er en af grundene til, at jeg håber på at blive fængselspræst. Et job jeg tror jeg vil være ganske god til, da jeg er af den overbevisning at alle mennesker har værdi i sig selv, også selvom de måske har gjort nogle forfærdelig ting. Selvfølgelig skal man ikke slippe ustraffet fra sine forbrydelser. Men indsatte er også mennesker, med behov for respekt og medmenneskelighed.

Mit ønske er så absolut ikke blevet mindre, efter jeg har fået konstateret ADHD. Tværtimod! Man mener at op mod 1/3 af alle indsatte i danske fængsler, har ADHD. Hvilket gør at jeg kan relatere mig til - og møde - dem på en anden måde, end en "normal" fængselspræst. Jeg har været heldig, at min ADHD ikke er gået udover min dømmekraft. Altså medmindre man selvfølgelig anser det at være socialliberal (med en stor fed streg under social-), for at være et udtryk for særdeles dårlig dømmekraft. Det er der nok nogen som vil mene... Men jeg kender alt til det der med kaotiske tanker som bare flyver rundt i hovedet. Jeg véd hvad de taler om. Det er et job som jeg mægtig godt kunne tænke mig. Men tror da bestemt også at de "normale" indsatte ville kunne give mig noget igen.

Nå, det blev en lang smøre. Til de læsere jeg ikke har mistet undervejs, kan jeg sige at jeg sommetider trøster mig ved filosoffen Nietzsche ord om at; Man må endnu have kaos i sig, for at kunne føde en dansende stjerne. Kaos - det er lige mig!

Peace and Love

Jette

Elvis isn't king - Cash is!

En af de første tanker, som strejfede mig i morges, var: Nu ville det godt nok være dejligt, med et glas Jack Daniels... Jeg ved ikke rigtig hvor den tanke kom fra. Jeg har aldrig været den store Whisky-drikker og slet ikke ren. Jeg foretrækker det i irsk kaffe, hvis det endelig skal være. I det hele taget drikker jeg faktisk ikke ret meget alkohol. Jeg drikker selvfølgelig lidt ved festlige lejligheder og en sjælden gang imellem sker det at jeg også på en hverdag kan få lyst til en øl. Så de par gange om året (ja, vil taler på årsbasis!), tillader jeg mig at give efter for lysten. Når det kommer til alkohol, foretrækker jeg kvalitet fremfor kvantitet.
Jeg har da heller intet i huset i øjeblikket, så skulle jeg alligevel have besluttet mig for at give efter for mine lyster, havde det været nyttesløst. Men det er da noget underligt noget at have lyst til kl. 7:30 om morgenen...

Og så måske alligevel ikke... Jeg er nemlig i gang med at læse Johnny Cashs selvbiografi. En mand som jo ikke ligefrem var kendt for at være afholdsmand. Ihvertfald ikke i sine yngre dage. Så det er sikkert derfor jeg pludselig følte mig så whisky-tørstig. Det må på mærkværdig vis været sivet ind i min underbevidsthed, selvom jeg ellers ikke bryder mig om ren whisky. Det smager af husholdningssprit tilsat gran og karamel. Eller det forestiller jeg mig ihvertfald. Men måske er mine smagsløg ved at ændre sig?

Nuvel, hvis det er den indvirkning musikken har, kan jeg godt forstå at kristne fundamentalister advarer kraftigt imod den. Selvom det måske ikke længere helt så meget er Johnny Cash, som står for skud.
De skulle bare vide hvor sløjt det står til, indenfor den danske folkekirke. Blandt de præster jeg har i min omgangskreds, kan jeg ikke komme i tanke om een, som ikke kan lide Johnny Cash. Det er vist snarere reglen end undtagelsen. Og Johnny Cash var jo også en dybt troende mand.
Personligt er jeg ret vild med hans musik. Jeg elsker Johnny Cash! Min eks-mand påstod hårdnakket at grunden til at CD-afspilleren gik i stykker, var fordi den var træt af at spille Johnny Cash. Det har nok været slitage af en eller anden art, men jeg tvivler på at det ligefrem var pga. Johnny Cash. Men ja, jeg havde en periode for et par år siden (da jeg stadig boede sammen med G), hvor han - altså Johnny Cash - konstant kørte på repeat og eks-mand var ved at være godt træt af det. En aften skulle han hjem til en af gutterne fra bandet (min eks-mand er musiker), så nu kunne jeg høre Johnny Cash så tosset jeg havde lyst til, som han sagde. En af de første ting hans ven sagde til ham - da han kom ind ad døren - var; du skal høre den nye Johnny Cash. Den er så fed! Hold da op hvor jeg grinede, da han fortalte mig det. Mere traumatiseret er han dog ikke blevet, end at han selv har købt et par af hans albums, efter vi flyttede fra hinanden.

Det var da også ham som spottede hans selvbiografi i Føtex til en 50,- og spurgte om ikke jeg skulle have den. Jo, hvorfor ikke?! Jeg er ellers ikke så meget til (selv-)biografier. Den eneste jeg erindrer at have læst, udover den jeg nu er i gang med, er Henrik Nordbrandts Døden fra Lübeck. Jeg tror også - især når det kommer til en mand som Cash - at man skal trække lidt fra og lægge lidt til. Han starter da også indledningsvis med at nævne at han blandt venner og familie, er kendt for at fortælle historier. Men han var en fremragende fortæller. Det må man gi' ham! Og ud fra det indtryk jeg har fået af ham, både gennem musikken og nu ved at læse bogen (som jeg næsten er færdig med), har jeg egentlig stor respekt for manden. Selvom jeg nok tror han på nogle punkter var lidt kantet. Han var sydstatsmand. Så kan man ikke forlange urimeligheder...

Cash var ér en legende og meget større end Elvis, selvom han nok ikke selv ville give mig ret i det.

Jeg må lære at drikke whisky, så jeg kan blive som Johnny Cash. Jeg er allerede godt i gang med amfetaminen. Rita og jeg har 3 mdrs. jubilæum i dag (mere om det på et andet tidspunkt). Jeg går for det meste i sort (tøj) og så har jeg en western guitar (- som jeg ikke kan spille på... Det kommer!).

Rock'n'roll

Jette

P.S. I øjeblikket er det især denne sang som kører repeat på computeren og i iPoden. CD-afspilleren døde, remember?! Jeg skal dog lige advare om voldsomme billeder i musikvideoen. Men for s**** det er fedt!