Dummebøder!!!

Ih altså! Jeg har fået - ikke een, men hele to - dummebøder i dag. Altså ikke af en stor brutal rockertype. I begge tilfælde var det faktisk en dame med pagehår. Ikke den samme dame. Den ene var blond, mens den anden var rødhåret. Men bortset fra det er sammenligningen med rockertypen slående. Begge iklædt sort tøj og begge medlem af en klub som viser absolutely no mercy, hvis man forbryder sig mod deres regler; DSB.

Mit togkort udløb i går og jeg fik selvfølgelig ikke det nye med, da jeg skulle ud af døren. Resultatet: To bøder á 125 kr stk = 250 kr. Nitte!

Tørlagt alkoholiker

Det er i dag d. 18/2 og bortregnet de første timer af år 2013 jeg har indtil videre drukket een genstand i løbet af året. Et glas rødvin til bestyrelsesmødet i onsdags (Regner vi 1. jan. med i statestikken er vi oppe på maks. 6 genstande). Hvorfor skriver jeg dette? Fordi JEG ER SÅ FUCKING TRÆT AF AT FOLK STÅR I KØ FOR AT MENE AT JEG HAR ET ALKOHOL PROBLEM eller problemer med kriminalitet eller alt muligt andet, eftersom jeg har ADHD. Jeg er jo godt klar over at disse fordomme ikke er opstået på tomt grundlag, men hvorfor er det snarere reglen end undtagelsen, at det som udgangpunkt er det mange mennesker forbinder med ADHD, når grundproblematikken skal søges andet sted?

Jeg har flere gange overvejet om ikke jeg burde udfærdige en manual over mig selv. Hvad jeg dur til og hvad jeg ikke kan tåle og hvis uheldet er ude - hvordan jeg repareres bedst muligt. Så behøver jeg ikke for 117. gang sidde og fortælle at jeg skam sjældent drikker alkohol og at min straffeattest er lige så ren som en nyvasket babymås. Bare stikke et papir og sige; Hvis du så ellers har nogen seriøse spørgsmål, så sig endelig til...

Der er virkelig behov for at omverdenen får øjnene op for hvad ADHD i virkeligheden er. Jeg er konsekvent begyndt at sige at jeg har en neurologisk forstyrrelse/et neurologisk handicap, når jeg snakker med folk jeg ikke kender, fordi så snart jeg siger ADHD, har de allerede et billedet af mig, som jeg vil mene i høj grad afviger fra virkelighedens mig. At pakke ting ind er jo ikke det samme som at lyve, vel?!

Første skoledag

Jeg hedder Jette. Jeg bliver snart 34 år. I dag var det min første skoledag. Det var en spændende dag, for jeg havde mit yndlingsfag. Mit yndlingsfag er Gammel Testamentlig Eksegese. Det kan godt være lidt svært at skrive, så på min skole kalder vi det bare for GT. GT er mit yndlingsfag, fordi man lærer mange spændende ting om gamle dage. Man skal også læse et mærkeligt sprog, hvor man læser den forkerte vej. Det kan godt være lidt svært, men man skal bare øve sig. Min lærer er sød og han skældte ikke ud, selvom jeg ikke havde nået at læse alt på det mærkelige sprog. Jeg kan godt lide at gå i skole, for jeg har nogle søde klassekammerater og man må godt drikke kaffe i timerne.

Jeg er startet op som fuldtidsstuderende igen. Jeg kan godt være bange for om jeg presser mig selv for hårdt, nu hvor der også sker så meget omkring sønnike. På den anden side, tror jeg også det er sundt for mig, at have noget andet at tænke på. Det gik ihvertfald op for mig efterfølgende, at det i små to timer faktisk lykkedes mig at tænke på noget andet, end hvor svært det er at være mig for tiden. Det er da altid en start...

Hvis du var en bil.....

hvilket bil ville du så være?

En slags hurtigt personality tjek af den som udspørges. Alt efter hvad vedkommende så svarer, kan man konkludere om de ser sig selv som smarte og hurtige eller rummelige og familievenlige.

Hvis jeg var en bil, ville jeg være en gammel Fiat, som end ikke kunne indkassere skrotpræmie...

I mandags blev jeg ringet op af min søns klasselærer. Hun ønskede vi skulle holde et møde og snakke tingene igennem. Årsagen er sandsynligvis denne mail, som jeg sendte samme fredag vi fik at vide at sønnike også har Aspergers:

Kære lærerteam og skoleleder

Først de praktiske oplysninger. N har i dag fået en Asperger diagnose, hvilket vil sige at han både har ADHD og en autismespektrumforstyrrelse. I forhold til ADHD’en er vi begyndt på medicinsk behandling. N skal tage depot-medicin, så det vil ikke være nødvendigt at skolen hjælper og minder ham om medicin, da han vil tage dette, inden han tager hjemmefra. Men det er vigtigt at i er OBS på hans reaktioner og om det hjælper i forhold til hans koncentrationsbesvær.Endvidere skal jeg bede jer om at udfylde et BRIEF-skema, som jeg lægger ned i hans taske i et plastikchartek. Helst så hurtigt som muligt, da det er dem som vil danne grundlag for hvor og hvordan vi bedst kan hjælpe N, ved netværksmødet.

Derudover synes jeg i høj grad i skylder mig en undskyldning. Dette er selvfølgelig henvendt til Ns “normale” lærerteam og ikke jer barselsvikarer, som jo ikke har andel i tidligere misforståelser. Da jeg henvendte mig til jer med henblik på kontakt til PPR og udredning, sagde jeg allerede dengang - hvilket i vel husker - at jeg mente N havde ADHD med Aspergers som tillægsdiagnose. Jeg vedkender gerne at jeg tog en smule fejl. Ns Aspergers er mere udtalt end hans ADHD, så det er sidstnævnte som er tillægsdiagnose. Til gengæld er min viden om ADHD større end min viden om Aspergers, hvorfor jeg naturligt har fokuseret mere på dette. Derfor var børneteam-mødet i sept. 2011 også en meget stor mundfuld. Jeg oplevede der blev talt ned til mig og min mistanke blev negligeret. Endvidere stod der i den PPR indstilling H. E udfyldte ikke noget om hverken ADHD eller Aspergers, men blot omkring Ns problemstilling. Jeg skal selvfølgelig ikke kunne sige om det havde gjort nogen forskel, men jeg mener at vi kunne være kommet meget længere om lærerteamet havde bakket op om mistanken. Især nu hvor grundige sygehusundersøgelser viser at det hele tiden har været mig der har haft ret. Men nej, manglende viden omkring børne/unge psykiatri har været skyld i at jeg fejlagtigt er blevet stigmatiseret som - jeg ved ikke hvad den korrekte pædagogiske betegnelse for lortemor er - mindre kompetent...? Hvad værre er, er dog at min søn har haft det psykisk skidt i lang tid, fordi skolen ikke har været i stand til at definere problemet. Eller måske rettere har fejldefineret problemet. Det gør altså noget ved en familie. Hvis der var blevet læst på lektien, ville i være klar over at det værste man kan byde ADHD og/eller Asperger-forældre, netop er det B-skolen har gjort. Stressniveauet i sådanne familier er i forvejen højt. Det bliver bestemt ikke bedre når forældrene (mig), som virkelig gør alt hvad de kan og så godt de nu kan, bliver dunket i hovedet med at det ikke er godt nok. For mit vedkommende har det ført til, at jeg er blevet mere usikker på mig selv, hvilket så gør at jeg fremstår endnu mere nervøs og utjekket ved skole/hjem-samtaler, netop fordi jeg jo ved at min mindste bevægelse bliver vejet og vurderet og senere brugt imod mig. Og det hjælper bestemt ikke N at jeg stresser.

Nuvel, som jeg nævnte ved skole/hjem-samtalen i nov. er det selvfølgelig ikke kun lærerteamet på overbygningens skyld. Der er tale om årevis af frustrationer, fordi jeg ikke har kunne finde ud af, hvad som var i vejen med mit barn. Og det værste af det hele er at jeg ikke har haft nogen at snakke med det om. Hvis jeg har spurgt om råd hos lærerne, har jeg indirekte følt det antydet at problemet slet ikke var N, men derimod hans forældre (Hvilket primært vil sige mig og tidligere stedfar). Dog har det ikke hjulpet at nuværende lærerteam (her mener jeg Ns sædvanlige lærere, ikke jer barselsvikarer) har sendt to underretninger til socialforvaltningen. Den første kan jeg acceptere, da N havde for meget fravær (som jeg som sagt ikke var bekendt med), men den anden er jo decideret løgn. Ihvertfald det med at “hjemmet ikke har reageret på henvendelserne” fra sundhedsplejesken. Det mest pinlige er endda at underretningen blev sendt EFTER vi havde været ved øjenlægen, hvor vi i øvrigt jævnligt går til kontrol. Og selvfølgelig er det heller ikke første gang han er blevet synstestet, men jeg regner da ikke med at skulle give besked, når der ikke er noget i vejen.Derudover har jeg flere gange fortalt at N spiser hjemme i det store frikvarter. Når i så påtaler dette i en underretning, sender i det signal til mig, at i ikke har tillid til at jeg taler sandt. Den er meget svær at komme tilbage på og i skrivende stund ved jeg heller ikke hvordan det nogensinde skal blive muligt at få et godt skole/hjem-samarbejde til at fungere. Mistilliden går jo begge veje.

Jeg har derfor tænkt mig at kontakte kommunalbestyrelsen og forelægge dem Ns sag, når der er blevet udfærdiget en lægeerklæring på hans diagnoser. Jeg anser desværre dette for nødvendigt. Ikke blot for Ns skyld, men også for de andre børn som må komme efter ham. Jeg mener det ville være hensigtmæssigt om skolen fik noget mere oplysning om psykiatri hos børn og unge og forhåbentlig kan denne sag være medvirkende til det, så andre forældre ikke skal igennem samme nedværdigende behandling, som ikke alene ødelægger familier, men også koster kommunen penge.

Med det sagt, håber jeg alligevel at det vil være muligt at få etableret et fornuftigt skole/hjem-samarbejde samarbejde. For Ns skyld.

Mange hilsner

Jette A.

Jeg indrømmer gerne at jeg nok er lidt hård i min korrespondance, men et eller andet sted er det vel forståeligt ud fra hvad jeg har været udsat for - håber jeg.

Jeg endte dog med at smække røret - så godt det nu end lader sig gøre på en iPhone - i arrigskab. Jeg har tidligere selv forslået at vi skulle mødes og have en dialog, men der kunne de først finde tid til et møde flere uger senere. Da min søns klasselærer ringede i mandags, var mødeindkaldelsen med to dages varsel. Men jeg sagde at jeg ikke kunne forstå, hvorfor vi ikke bare kunne vente til sygehuset indkaldte til netværksmøde.

Efterfølgende fik jeg denne besked (jeg håber ikke jeg gør noget ulovligt ved at copypaste...?):

Hej Jette

Jeg ønsker ikke at tage en diskution over mail, og tilbød dig derfor et møde på onsdag, sammen med skolelederen og skolepsykologen, som du desværre takkede nej til.

Jeg mener, at de tiltag, vi på skolen har iværksat er for Ns bedste.

Vi er stadig meget opmærksom på N, men kan konstaterer at han de sidste 3 måneder har været i fremgang, både fagligt og socialt, og virker til at trives.

M.v.h. H. E

Hvortil jeg svarede:

Hej H

Jeg er ikke interesseret i noget møde. Jeg kan ikke rigtig se hvad det skulle gøre godt for. I/du holder jo tydeligvis stadig på at i har haft fat i den lange ende, med de tiltag i har gjort for N, hvilket jeg så ikke er enig i. På det grundlag er det fuldstændig umuligt på nogen måde at få et fornuftigt samarbejde til at fungere. Men det kunne da være interessant at høre argumentet bag, for jeg kan bestemt ikke se logikken. Altså medmindre du tænker på at underretningen fik mig til at tage sagen i egen hånd, således at N kom i udredning...?

Det bedste for N har helt klart været at få en diagnose også selvom han har svært ved at forholde sig til dette. For det har hjulpet mig, til ikke at bebrejde mig selv. Det har hjulpet mig til at vide at jeg trods alt er den som kender mit barn bedst og en glad mor er det N har mest brug for. Jeres fejlvurdering kan ikke siges at have medvirket positivt til dette. Tværtimod.

Mvh
Jette

Efterfølgende kunne jeg dog ikke dy mig for at sende endnu en besked. Dels fordi jeg glemte at videresende ovennævnte til skolelederen. Dels fordi jeg manglede at tilføje noget væsentligt:

Jeg er ikke interesseret i noget møde/dialog, før jeg har fået en (skriftlig) undskyldning.
I skulle endvidere meget gerne have modtaget invitation til netværksmøde i dag (5/2), hvor i vil blive sat ind i Ns problemstilling og behov, af en speciallæge. Forhåbentlig bliver det kun nødvendigt i en kort periode, da N vil have bedst af andet skoletilbud, som forstår ham og hans problematik.

Når det så er sagt, er det skam ikke fordi jeg ikke forstår hvor svært det er/har været for jer at møde N. Det er ikke så mærkeligt, når drengen er autist. Men jeres fejl har været at behandle ham som alle andre børn og stille de samme krav. Krav som han slet ikke har været i stand til at honorere, hvilket jeg flere gange har prøvet at forklare jer - uden held.
Men i holder stadig på, at i har gjort det rette tiltag for N...? Og det holder i stadig på, selvom jeg fortæller jer, at jeg er i besiddelse af hans sygehusjournal og at der i denne - med trykte sorte bogstaver - står at miljøet i hjemme er sundt og at Ns depressive enkeltepisode skyldes skolen? Hvis ja, har jeg (og sygehuset) helt ret i at N bestemt skal have et andet skole tilbud. Hvis ikke, ser jeg frem til en undskyldning og efterfølgende konstruktiv dialog.

Med venlig hilsen
Jette

Når jeg læser korrespondancen igennem, kan jeg ikke gøre op med mig selv, hvorvidt jeg gik over stregen. Gør jeg ret i at udtrykke min vrede eller burde jeg lade som ingenting og bare få det bedste ud af situationen?

Historien slutter dog ikke her. Jeg har efterfølgende været i kontakt med forældrerådgivningen og sendt en ansøgning om andet skoletilbud til sønnike, hvilket jeg selvfølgelig vil vende tilbage til. Lige nu vil jeg dog prøve om jeg kan få lidt søvn.

P.S. Jeg ved indlægget tekstmæssigt ser lidt sært ud. Jeg vil se om ikke jeg kan få en bloghaj til at hjælpe mig med at redigere. Foreløbig håber jeg dog ikke det er for forstyrrende for læsningen.

Kafka-land

Jeg var til PR-møde i Studentermenigheden tidligere i dag. Et par af de andre fra bestyrelsen, havde snakket om at starte en blog op. Meningen var/er så at der skulle være omkring 5 faste bloggere, samt gæsteblogger. L ringede i går og spurgte om jeg kunne tænke mig at være en af de faste. Det ville jeg da gerne. Men tanken fik mig (også) til at tænke på, at jeg faktisk savnede ADHD-land og at jeg slet ikke - ihvertfald ikke på det seneste - havde været så aktiv, som jeg egentlig havde tænkt mig, da jeg startede bloggen op.

Men jeg har haft et møg-efterår.....

Det slog mig helt ud at skolepsykologen (som udgangspunkt) ikke ønskede at sende sønnike i udredning. Jeg var jo overbevist om at hans vanskeligheder var af neurologisk karakter. Jeg lukkede den ene omgang giftgrøn galde efter den anden ud overfor (eks-)mand, som sagde at jeg bare skulle se tiden an. Så skulle jeg nok få min vilje før eller siden, når det gik op for dem at deres vidtløftige pædagogiske tiltag ikke hjalp. Men som utålmodig mor kunne jeg ikke forstå. Jeg troede på at løsningen var en udredning. Men hvad gør man, når man står overfor en ekspert, som ikke er enig?

Jeg begyndte at tvivle på mig selv. Også selvom psykologen gjorde mig opmærksom på, at jeg altså ikke var mater horribilis. Som jeg så det, var det eneste som kunne frikende mig, at sønnike fik en diagnose.

Som sagt skete der så noget, som fik mig til at tage sagen i egen hånd og henvende mig på psykiatrisk skadestue med sønnike, hvorefter der kom skred i tingene. Jeg har ikke udspecificeret hvad dette "noget" var, andet end at jeg beskrev det som "en uoverenstemmelse mellem mig og hans lærere". Det må siges at være light udgaven, for det som virkelig skete, var at de sendte en underretning til socialforvaltningen, hvor de skrev at de var bekymrede for sønnikes trivsel. Det vil næsten være for omfattende at gå i detajler med selve underretningen i dette indlæg. Blot kan jeg forsikre jer, at de efterfølgende har fået svar på tiltale.

Men jeg begynder pludselig at forstå at min angst faktisk har været begrundet i noget reelt. Der er blevet set skævt til mig. De har ment, at jeg har haft visse mangler som mor. Og et eller andet sted forstår jeg dem faktisk godt. Fordi jeg har været mere eller mindre febrilsk ved skole/hjem samtaler, fordi jeg har følt at jeg har talt til døve ører. Fordi de har læst 4 år på lærerseminariet og så er det lidt af en nitte, at alle de fine teorier om det opbyggelige læringsmiljø, ikke synes at ændre mærkbart på min søns adfærd. Fordi de som lærere er skolet i at lægge vægt på barnets miljø og hvis alt så alligevel kan forklares neurologisk, underminerer de deres egen uddannelse. Nu er det bestemt ikke, fordi jeg mener at miljøet er uden betydning. Men hvis man nu er født uden ben, kan man have nok så fantatiske forældre, der vokser ikke på magisk vis i sæt ben ud af den grund. Det samme med ADHD. Men som ofte med usynlige handicaps, bliver mange forældre fejlagtigt stigmatiseret som mindre egnede, fordi de såkaldte fagpersoner ikke kan se de "manglende ben".

Sønnikes udredning er slut. Foruden ADHD har han også fået konstateret Aspergers. Lægen på skadestuen nævnte det jo allerede i sept., så jeg har haft lidt tid til at vænne mig til tanken. Men det er stadig mærkeligt pludselig at stå med to diagnoser, som mere eller mindre frikender mig, efter måneder af have følt sig som Josef K i Kafkas Processen. For jeg har virkelig befundet mig i en eller anden underlig limbo-tilstand.

Jeg har prøvet at forklare overfor mig selv, hvordan det kunne komme såvidt. Jeg troede at underretninger var sådan noget man sendte, hvis man havde mistanke om omsorgssvigt. Hvis et barn kom i skole med blåmærker eller forældrene lugtede af alkohol. Jeg havde aldrig i mit liv troet det skulle overgå mig. Men i stedet for at gøre hvad jeg nok burde have gjort; ryste det af mig, har jeg i stedet taget det alt for nært. Og da jeg jo ikke på nogen måde har haft til hensigt bevidst at svigte mit barn, måtte der jo være tale om såkaldt passiv omsorgssvigt, forstået således at jeg ikke var i stand til at tage ordentlig vare på mit barn, grundet min psykiske tilstand. Og jeg skammende mig. Skammende mig fordi jeg havde sat et barn i verden, jeg ikke var i stand til at tage vare på. Skammede mig, fordi jeg var alt det jeg ikke ønskede at være.

På den måde har sønnikes diagnoser vist sig at være lidt af en velsignelse. Ikke at det udelukker at jeg er - eller kan være - en dårlig mor. Men det viser sig at det hele tiden har været mig der har haft fat i den lange ende, fordi jeg - trods en nagede tvivl på eget værd - har holdt fast i at sønnikes vanskeligheder var af neurologisk karakter. Det viste sig jo at jeg havde ret, så på den måde, er jeg nok slet ikke så forfærdelig som først antaget.

En af "anklagerne" i underretningen gik blandt andet på sønnikes ernærning. Da jeg spurgte nærmere ind til dette, fik jeg at vide, at han havde sagt til lærerne, at det ikke var hver morgen, han spiste morgenmad. Det ved jeg så tilfældigvis ikke passer. Det er en enkelt gang sket, at vi er vågnet for sent og jeg har sendt ham ud af døren med en klapsammen med ost, men det burde da ingenlunde kunne udløse en underretning.

En morgen skete der dog noget, som fik mig til at bryde ud i latter. Latter forstået på den mest absurde og tragikomiske vis. Aftenen forinden havde vi bagt grov-pølsehorn. Sønnike spiste de sidste tre som var blevet tilovers til "morgenmad". Jeg kan ikke huske præcis hvad jeg sagde, men da jeg omtalte de nævnte pølsehorn som morgenmad, blev jeg irettesat af sønnike, som påpegede at pølsehorn altså ikke var morgenmad. Morgenmad er yogurt, müsli, cornflakes og deslige. Det er ikke tidspunktet på dagen som er afgørende, men madens karakter og udformning. Aspergers i fuld flor! Hvis det er sådan han ser verden, kan jeg et eller andet sted godt forstå, hvis lærerne har misforstået noget. Men så kunne de i det mindste have gjort sig selv - og i særdeleshed mig - den tjeneste, at spørge ind til hvad det gik ud på. Især efter at skolepsykologen kom frem til den konklusion, at sønnike er ret hæmmet i forhold til kommunikation og at det derfor er vigtigt at beskeder gives direkte mellem lærere og forælder. Den bemærkning tror jeg desværre de valgte af overhøre og konsekvenserne taler jo deres tydelige sprog...

Uidentificerede Flyvende Objekter

My mind doesn't just wander. Sometimes it fucks off completely... stod der på et billede, en Facebook-veninde uploadede forleden. Jeg tror det er meget karakteristisk, for hvordan det er at have ADHD. Det virker som om tankerne har deres egne uransagelige veje. Man kan sidde midt i en samtale. Pludselig får man et stikord. Turbo3000 sanseapparatet aktiveres og før man ved af det, har man sagt et eller andet fuldstændig ude af kontekst. Hvis ens samtalepartner nu havde adgang til ens indre tankeliv, ville det måske ikke virke så mærkeligt, hvorfor man pludselig snakker om UFO'er, selvom emnet for samtalen egentlig var ornitologi. Men man glemmer at delagtiggøre sin samtalepartner i mellemregningerne. Eller det kommer jeg ihvertfald tit til.

Når jeg nævner eksemplet med ornitologi vs. UFO'er, er det selvfølgelig fordi jeg har haft en konkret oplevelse med netop disse ting. Ikke at jeg nogensinde har set i UFO (udover i film, selvfølgelig). Fugle har jeg set masser af og de er vel egentlig en slags flyvende objekter. Men uidentificerede kan man vist næppe kalde dem...

Men engang for mange år siden, var jeg med en gruppe venner i Gribskov. Nu er dette jo ikke nogen lille skov og vi var derfor nødt til at spørge om vej til vores bestemmelsessted. Til vores held kom en mand cyklende. Han var iført cykelhjelm og kæmpe rygsæk og ud af den dersens rygsæk, kunne man se en antenne. Han var et ejendommeligt syn, syntes vi. Alene en voksen mand med cykelhjelm*, længe før Alt for Damerne proklamerede at den slags var blevet moderne, fik ihvertfald vore tanker på gled og efter at have taget afsked med manden og sagt tak for hjælpen, begyndte teorierne at florere. Vi blev enige om at han nok var ude og spejde efter UFO'er.

Da jeg fortalte min (daværende) kæreste, om denne mystiske fremmede - vis fremstræden jeg nok smurte lidt tykt på - sagde han, at det sikkert var en ornitolog (Ingen UFO-jæger... Hvor kedeligt!). Nu er det sjældent jeg snakker ornitologi. Så godt som aldrig, faktisk. Men en tænkt situation kunne være at dette var samtaleemnet og at mine tanker førte mig tilbage til den aften i Gribskov, i min tidlige ungdom og at jeg så - under denne fiktive samtale - pludselig kunne udbryde; Måske er der liv andre steder i universet, men jeg tror altså helt ærligt de har bedre ting at give sig til, end at besøge os i tide og utide... (Og hvorfor er det lige, at når de endelig besøger jorden, lander de altid på en ødemark? Man skulle da mene, at det ville være lettere at studere menneskelig adfærd, i beboede områder...) Nu er dette selvfølgelig bare et tænkt eksempel (med udgangspunkt i en virkelig hændelse), som tjener til illustration af hvad jeg mener.

En anden typisk ting, er det der med at love at fortsætte sin beretning (jf. forrige blogindlæg), for nu pludselig at skrive om UFO'er - eller mangel på samme. Det betyder ikke at jeg ikke har det i tankerne. Men jeg har besluttet mig for at skrive hele historien, når der er kommet en afklaring på tingene. Og med hele historien, mener jeg alle detaljer og dertilhørende mellemregninger. Jeg har ikke været interesseret i at udstille nogen og jeg har også selv overvejet om jeg mon selv kunne have taget fejl. Det er derfor jeg har været så tavs omkring hvad der foregik i forhold til sønnikes skole, PPR og mit ønske om at få ham i udredning. Men som jeg skrev i sidste blogindlæg, var vi startet op i udredning - efter at jeg havde taget sagen i egen hånd. Og konklusionen er entydig klar: Sønnike har svær ADHD. Det viser sig, at jeg hele tiden har haft ret i mine fornemmelser. Det anede mig. Men når man hører det modsatte fra folk (lærere og skolepsykolog), man skulle mene har forstand på tingene, bliver man pludselig i tvivl om sin egen virkelighedsopfattelse. Men jeg har fået den tjekket og den fejler ikke noget. Eller som H. siger; Du har ikke sagt noget i min konsultation, som skulle få mig til at tro, at du lider af vrangforestillinger. Det er fordi du er stresset over alt det der foregår omkring din søn og så er det naturligt at stille sig selv den slags spørgsmål. Godt så! Jeg er ikke skør. Kun på fritidsplan... Måske jeg bare forventer for meget af mine medmennesker. Jeg kan måske forstå at sønnikes ADHD er gået lærernes radar forbi. Der bliver trods alt ikke undervist i børnepsykiatri på lærerseminariet. Men at han også skulle snyde skolepsykologen, er mig en gåde. Alt dette vil jeg vende tilbage til, når der er kommet lidt mere ro på tingene. Og det bliver ihvertfald ikke før fredag. Jeg skal nemlig holde min anden prædiken og er derfor lidt skrive-ramt. Jeg tager hul på kirkeåret, ved at prædike over teksten til 1. søndag i advent. Ja, altså bortset fra at jeg lige tager hul på kirkeåret et par dage før alle andre. Jeg regner dog ikke med at det er en begivenhed som vil tiltrække sig mediernes opmærksomhed. Hvis det var tilfældet, kan jeg love for at jeg nok skulle sørge for at nævne noget om ADHD-børns vilkår i dagens Danmark. Hvor trist det end gør mig at skrive dette, har jeg fundet ud af at vores historie langt fra er enestående. Og nogen skal jo kæfte op og er en prædikestol måske ikke et af de bedste remedier til det foretagende?

En ting er sikkert: Nu kan jeg med rette kalde bloggen ved dens navn.

* Disclaimer: Jeg synes faktisk det er fornuftigt at bruge cykelhjelm. Jeg har endda selv en med teksten; I love my brain. Det er så en sandhed med modifikationer, men hjælper det hvis jeg siger, at jeg købte den før jeg fik konstateret ADHD?

Jeg ved hvor mine nøgler er!

Inden jeg skulle sove i går nat, slog det mig pludselig; det er i grunden længe siden jeg sidst har rendt febrilsk rundt og ledt efter mine nøgler. Min taske er stadig et sort hul. Jeg står stadig i supermarkedet og tænker; forbandede lommetyv! inden jeg får gravet i min pung frem mellem gamle kvitteringer, servietter, solbriller, handsker, parfumeprøver, klippekort, iPod og iPhone. Men det er ikke så tit jeg forlægger mine ting længere. Tidligere var det flere gange om ugen. Nu er det højst hver 14. dag.

Det er længe siden jeg har været aktiv på bloggen. Jeg har også været nede og vende so to speak. Ked af det, angst, bekymret, men først og fremmest rasende! Jeg har ellers det princip, at jeg ikke vil hænge nogen ud på bloggen, men for pokker hvor føler jeg mig dårligt behandlet. Da jeg i første omgang fik mistanke om ADHD hos mig og sønnike, var det næste jeg gjorde - efter at have brugt 3 uger og 1400 kr. på at læse en masse litteratur om emnet - at kontakte sønnikes lærere, med min mistanke. Dette var kort før sommerferien, før sønnike skulle rykke op i 7. kl. og hans lærer(e) sagde derfor at de ikke kunne nå at sætte noget i gang inden sommerferien, men at jeg skulle tage det op med hans nye lærere på overbygningen. Det gjorde jeg en uge efter sønnike var startet i skole og bad om et møde med lærerne, skolelederen og PPR. Der gik en lille måneds tid inden jeg blev kaldt til møde. I mødeindkaldelsen stod der at "moderen har mistanke om ADHD", samt nogle uddybende kommentarer om sønnikes adfærd i skolen. Det første der skete på mødet, var at jeg blev fuldstændig overrumplet af sønnikes klasselærer, som brokkede sig over at han havde langt hår. Jeg prøvede at dreje mødet ind på, hvad som havde været min umiddelbare tanke med det. At få PPR til at lave en henvisning til udredning, men oplevede at der blev snakket udenom og jeg blev spist af med kommentarer om at det jo ikke er nødvendigt med en diagnose, for at få hjælp, hvortil jeg så (høfligt, selvfølgelig!) svarede; men det er det, for at få ordineret medicin. Jeg holdt på mit. Insisterende på at sønnike blev henvist til PPR og jeg fik da også min vilje. Men jeg blev alligevel noget overrasket da jeg fik papirerne som hans klasselærer havde udfyldt og der ikke med et eneste ord, stod noget nævnt om ADHD. Papirerne blev (fra skolen) sendt til socialforvaltningen i oktober. Først i februar blev jeg ringet op af skolepsykologen. Jeg fortalte ham at jeg havde fået konstateret ADHD og tænkte at det da måtte kunne sætte skub i tingene. Da vi holdt det første møde, ventede jeg stadig på at starte i udredning. Men han sagde at han blot ringede, med besked om at der ihvertfald ikke ville ske noget den første måned, eftersom han skulle tilknyttes en ny skole og blot havde været barselsvikar. I det mellemliggende periode havde jeg været til skole-hjem samtale. Atter nævnte jeg ADHD, da samtalen faldt på sønnikes koncentrationsvanskeligheder. Denne gang blev jeg spist af med en kommentar om at det da var synd, at han skulle have sådan et stempel. (Tak for kaffe!)

Jeg oplevede med andre ord, at min mistanke slet ikke blev taget alvorligt og selvom det ikke blev nævnt direkte, at det var mig som var problemet. At sønnike havde det svært når der blev stillet krav til ham, måtte være et tegn på at han ikke fik stillet tiltrækkeligt mange krav hjemmefra. Det har hele tiden ligget i luften. Eller, sådan har jeg ihvertfald oplevet det. Sønnike kunne/kan ikke have ADHD, da han ikke er udadreagerende. Hvortil jeg så tænker, at enten er det ikke en del af pensum på læreruddannelsen, eller også er der nogen der har sovet i timen.

Da sønnike i april så endelig blev testet, af (den anden) skolepsykolog(en) regnede jeg med at der ville komme skred i tingene. Men også her tog jeg fejl. Hun ønskede først at vi gjorde en pædagogisk indsats de næste 6 mdr. og hvis problemet ikke blev afhjulpet, ville hun udfærdige en henvisning. Jeg undrede mig dybt over fremgangsmåden. Jeg tænkte; jamen, er det da ikke bedre at få det tjekket med det samme? Hvorfor ikke bruge udelukkelsesmetoden. Hvis sønnike så ikke har ADHD, har vi i det mindste dét at arbejde ud fra. Samtidigt kunne jeg heller ikke lade være med at tænke, om sønnike ville lide overlast. Jeg ved godt hvordan det er at gå rundt med udiagnosticeret ADHD og blive misforstået af sine omgivelser. Jeg ønskede på ingen måde at det samme skulle/skal ske for mit barn.

I sept. skete der så noget, som fik mig helt op og ringe. Jeg vil ikke gå i detaljer med selve episoden. Blot nævne at jeg følte mig godt og gevaldigt trådt over tæerne af sønnikes lærere. Bægeret flød over og jeg gjorde hvad jeg burde have gjort langt tidligere. Jeg troppede simpelthen op på psykiatrisk skadestue med sønnike, en søndag aften og forelagde dem min (vores) sag. Endvidere havde jeg medbragt en udtalelse fra skolepsykologen. Lægen undrede sig over at der ikke var blevet gjort noget tidligere, da hun mente at der klart var tale om en børnepsykiatrisk sag. Endelig blev jeg mødt med forståelse! Henvisning blev skrevet og i går startede sønnike op på udredning. Han vil blive undersøgt for både Aspergers og ADHD. Lægen på psykiatrisk skadestue som tilså sønnike, mente at der højst sandsynligt var tale om en blandingsdiagnose mellem ADHD og Aspergers. Lægen vi talte med i går, mente også at der var klare indikationer på en diagnose, men at det selvfølgelig skulle undersøge nærmere.

Jeg har efterfølgende talt med skolepsykologen, som nævnte at hun også mente at der var indikationer på Aspergers, men at hun havde svært ved at se ADHD'en. Dette nævnte hun intet om ved opfølgningsmødet på hendes test. Jeg spurgte hende derfor, hvorfor hun så ikke havde henvist sønnike til udredning, hvorpå hun svarede, at det var fordi hun var bange for at der kun ville blive fokuseret på hans diagnose. Har hun ændret forklaring, fordi jeg nu har en speciallæges ord for at mine formodninger om sønnike sandsynligvis er korrekte? Eller har hun bevidst undladt at fortælle om sin Aspergers-mistanke, da hun er bange for at jeg skal bruge det som en (dårlig) undskyldning for ikke at sætte ind overfor sønnike pædagogisk. Uanset hvad, er det i mine øjne forkert. Hvis man har taget fejl, må man erkende dette og komme videre. Hvis det andet er tilfældet, har hun misforstået mig som mor. Formålet med at sende sønnike i udredning, er jo netop at jeg ved hvad jeg står med og derfor kan tage korrekt hånd om min søn. Jeg tror mest på det sidste. Altså en bevidst udeladelse, hvilket desværre ikke gør mig mere positivt stemt overfor PPR.

Ungefair har det taget 15. mdr. fra jeg bad om at få sønnike sendt i udredning, til vi startede op og dette kun fordi jeg valgte at åbne andre døre. I mellemtiden har jeg befundet mig på mentalitetens rutschebane. Det ene øjeblik - troet på mig selv og min mavefornemmelse. Det andet øjeblik - dunket mig selv i hovedet med at jeg nok også var en forfærdelig mor, som aldrig skulle have fået børn. Er der noget at sige til at man føler, man har overskredet sidste salgsdato?

Jeg har endnu engang været nødt til at ændre min studieplan. Dels fordi jeg har haft svært ved at koncentrere mig om læsningen. Dels fordi jeg har været nødt til at rykke rundt på nogle fag, så jeg kan sende sønnike afsted i skole om morgenen. Hvis jeg ikke er der til at hjælpe ham, tager han det forkerte tøj på, glemmer deodorant, kommer for sent - hvis han da overhovedet kommer afsted. (Ja, jeg har fået lov til at tage mundkurven af.) Jeg arbejder i øjeblikket derfor mest hjemmefra og læser op til eksamen i Kirkehistorie. Det glæder mig meget at jeg har den fleksibilitet (Husk at tænke positivt!) og derfor mulighed for at være der for sønnike.

To be continued...