fredag den 1. februar 2013

Kafka-land

Jeg var til PR-møde i Studentermenigheden tidligere i dag. Et par af de andre fra bestyrelsen, havde snakket om at starte en blog op. Meningen var/er så at der skulle være omkring 5 faste bloggere, samt gæsteblogger. L ringede i går og spurgte om jeg kunne tænke mig at være en af de faste. Det ville jeg da gerne. Men tanken fik mig (også) til at tænke på, at jeg faktisk savnede ADHD-land og at jeg slet ikke - ihvertfald ikke på det seneste - havde været så aktiv, som jeg egentlig havde tænkt mig, da jeg startede bloggen op.
Men jeg har haft et møg-efterår.....

Det slog mig helt ud at skolepsykologen (som udgangspunkt) ikke ønskede at sende sønnike i udredning. Jeg var jo overbevist om at hans vanskeligheder var af neurologisk karakter. Jeg lukkede den ene omgang giftgrøn galde efter den anden ud overfor (eks-)mand, som sagde at jeg bare skulle se tiden an. Så skulle jeg nok få min vilje før eller siden, når det gik op for dem at deres vidtløftige pædagogiske tiltag ikke hjalp. Men som utålmodig mor kunne jeg ikke forstå. Jeg troede på at løsningen var en udredning. Men hvad gør man, når man står overfor en ekspert, som ikke er enig?
Jeg begyndte at tvivle på mig selv. Også selvom psykologen gjorde mig opmærksom på, at jeg altså ikke var mater horribilis. Som jeg så det, var det eneste som kunne frikende mig, at sønnike fik en diagnose.

Som sagt skete der så noget, som fik mig til at tage sagen i egen hånd og henvende mig på psykiatrisk skadestue med sønnike, hvorefter der kom skred i tingene. Jeg har ikke udspecificeret hvad dette "noget" var, andet end at jeg beskrev det som "en uoverenstemmelse mellem mig og hans lærere". Det må siges at være light udgaven, for det som virkelig skete, var at de sendte en underretning til socialforvaltningen, hvor de skrev at de var bekymrede for sønnikes trivsel. Det vil næsten være for omfattende at gå i detajler med selve underretningen i dette indlæg. Blot kan jeg forsikre jer, at de efterfølgende har fået svar på tiltale.
Men jeg begynder pludselig at forstå at min angst faktisk har været begrundet i noget reelt. Der er blevet set skævt til mig. De har ment, at jeg har haft visse mangler som mor. Og et eller andet sted forstår jeg dem faktisk godt. Fordi jeg har været mere eller mindre febrilsk ved skole/hjem samtaler, fordi jeg har følt at jeg har talt til døve ører. Fordi de har læst 4 år på lærerseminariet og så er det lidt af en nitte, at alle de fine teorier om det opbyggelige læringsmiljø, ikke synes at ændre mærkbart på min søns adfærd. Fordi de som lærere er skolet i at lægge vægt på barnets miljø og hvis alt så alligevel kan forklares neurologisk, underminerer de deres egen uddannelse. Nu er det bestemt ikke, fordi jeg mener at miljøet er uden betydning. Men hvis man nu er født uden ben, kan man have nok så fantatiske forældre, der vokser ikke på magisk vis i sæt ben ud af den grund. Det samme med ADHD. Men som ofte med usynlige handicaps, bliver mange forældre fejlagtigt stigmatiseret som mindre egnede, fordi de såkaldte fagpersoner ikke kan se de "manglende ben".

Sønnikes udredning er slut. Foruden ADHD har han også fået konstateret Aspergers. Lægen på skadestuen nævnte det jo allerede i sept., så jeg har haft lidt tid til at vænne mig til tanken. Men det er stadig mærkeligt pludselig at stå med to diagnoser, som mere eller mindre frikender mig, efter måneder af have følt sig som Josef K i Kafkas Processen. For jeg har virkelig befundet mig i en eller anden underlig limbo-tilstand.
Jeg har prøvet at forklare overfor mig selv, hvordan det kunne komme såvidt. Jeg troede at underretninger var sådan noget man sendte, hvis man havde mistanke om omsorgssvigt. Hvis et barn kom i skole med blåmærker eller forældrene lugtede af alkohol. Jeg havde aldrig i mit liv troet det skulle overgå mig. Men i stedet for at gøre hvad jeg nok burde have gjort; ryste det af mig, har jeg i stedet taget det alt for nært. Og da jeg jo ikke på nogen måde har haft til hensigt bevidst at svigte mit barn, måtte der jo være tale om såkaldt passiv omsorgssvigt, forstået således at jeg ikke var i stand til at tage ordentlig vare på mit barn, grundet min psykiske tilstand. Og jeg skammende mig. Skammende mig fordi jeg havde sat et barn i verden, jeg ikke var i stand til at tage vare på. Skammede mig, fordi jeg var alt det jeg ikke ønskede at være.

På den måde har sønnikes diagnoser vist sig at være lidt af en velsignelse. Ikke at det udelukker at jeg er - eller kan være - en dårlig mor. Men det viser sig at det hele tiden har været mig der har haft fat i den lange ende, fordi jeg - trods en nagede tvivl på eget værd - har holdt fast i at sønnikes vanskeligheder var af neurologisk karakter. Det viste sig jo at jeg havde ret, så på den måde, er jeg nok slet ikke så forfærdelig som først antaget.

En af "anklagerne" i underretningen gik blandt andet på sønnikes ernærning. Da jeg spurgte nærmere ind til dette, fik jeg at vide, at han havde sagt til lærerne, at det ikke var hver morgen, han spiste morgenmad. Det ved jeg så tilfældigvis ikke passer. Det er en enkelt gang sket, at vi er vågnet for sent og jeg har sendt ham ud af døren med en klapsammen med ost, men det burde da ingenlunde kunne udløse en underretning.
En morgen skete der dog noget, som fik mig til at bryde ud i latter. Latter forstået på den mest absurde og tragikomiske vis. Aftenen forinden havde vi bagt grov-pølsehorn. Sønnike spiste de sidste tre som var blevet tilovers til "morgenmad". Jeg kan ikke huske præcis hvad jeg sagde, men da jeg omtalte de nævnte pølsehorn som morgenmad, blev jeg irettesat af sønnike, som påpegede at pølsehorn altså ikke var morgenmad. Morgenmad er yogurt, müsli, cornflakes og deslige. Det er ikke tidspunktet på dagen som er afgørende, men madens karakter og udformning. Aspergers i fuld flor! Hvis det er sådan han ser verden, kan jeg et eller andet sted godt forstå, hvis lærerne har misforstået noget. Men så kunne de i det mindste have gjort sig selv - og i særdeleshed mig - den tjeneste, at spørge ind til hvad det gik ud på. Især efter at skolepsykologen kom frem til den konklusion, at sønnike er ret hæmmet i forhold til kommunikation og at det derfor er vigtigt at beskeder gives direkte mellem lærere og forælder. Den bemærkning tror jeg desværre de valgte af overhøre og konsekvenserne taler jo deres tydelige sprog...

2 kommentarer:

  1. Jeg holder meget af, at læse med på din blog, og håber du finder tid og overskud til, at skrive mere herinde.
    God aften fra Hanne

    SvarSlet
  2. Tak for den søde kommentar. :o)

    SvarSlet