Hvis du var en bil.....

hvilket bil ville du så være?

En slags hurtigt personality tjek af den som udspørges. Alt efter hvad vedkommende så svarer, kan man konkludere om de ser sig selv som smarte og hurtige eller rummelige og familievenlige.

Hvis jeg var en bil, ville jeg være en gammel Fiat, som end ikke kunne indkassere skrotpræmie...

I mandags blev jeg ringet op af min søns klasselærer. Hun ønskede vi skulle holde et møde og snakke tingene igennem. Årsagen er sandsynligvis denne mail, som jeg sendte samme fredag vi fik at vide at sønnike også har Aspergers:

Kære lærerteam og skoleleder

Først de praktiske oplysninger. N har i dag fået en Asperger diagnose, hvilket vil sige at han både har ADHD og en autismespektrumforstyrrelse. I forhold til ADHD’en er vi begyndt på medicinsk behandling. N skal tage depot-medicin, så det vil ikke være nødvendigt at skolen hjælper og minder ham om medicin, da han vil tage dette, inden han tager hjemmefra. Men det er vigtigt at i er OBS på hans reaktioner og om det hjælper i forhold til hans koncentrationsbesvær.Endvidere skal jeg bede jer om at udfylde et BRIEF-skema, som jeg lægger ned i hans taske i et plastikchartek. Helst så hurtigt som muligt, da det er dem som vil danne grundlag for hvor og hvordan vi bedst kan hjælpe N, ved netværksmødet.

Derudover synes jeg i høj grad i skylder mig en undskyldning. Dette er selvfølgelig henvendt til Ns “normale” lærerteam og ikke jer barselsvikarer, som jo ikke har andel i tidligere misforståelser. Da jeg henvendte mig til jer med henblik på kontakt til PPR og udredning, sagde jeg allerede dengang - hvilket i vel husker - at jeg mente N havde ADHD med Aspergers som tillægsdiagnose. Jeg vedkender gerne at jeg tog en smule fejl. Ns Aspergers er mere udtalt end hans ADHD, så det er sidstnævnte som er tillægsdiagnose. Til gengæld er min viden om ADHD større end min viden om Aspergers, hvorfor jeg naturligt har fokuseret mere på dette. Derfor var børneteam-mødet i sept. 2011 også en meget stor mundfuld. Jeg oplevede der blev talt ned til mig og min mistanke blev negligeret. Endvidere stod der i den PPR indstilling H. E udfyldte ikke noget om hverken ADHD eller Aspergers, men blot omkring Ns problemstilling. Jeg skal selvfølgelig ikke kunne sige om det havde gjort nogen forskel, men jeg mener at vi kunne være kommet meget længere om lærerteamet havde bakket op om mistanken. Især nu hvor grundige sygehusundersøgelser viser at det hele tiden har været mig der har haft ret. Men nej, manglende viden omkring børne/unge psykiatri har været skyld i at jeg fejlagtigt er blevet stigmatiseret som - jeg ved ikke hvad den korrekte pædagogiske betegnelse for lortemor er - mindre kompetent...? Hvad værre er, er dog at min søn har haft det psykisk skidt i lang tid, fordi skolen ikke har været i stand til at definere problemet. Eller måske rettere har fejldefineret problemet. Det gør altså noget ved en familie. Hvis der var blevet læst på lektien, ville i være klar over at det værste man kan byde ADHD og/eller Asperger-forældre, netop er det B-skolen har gjort. Stressniveauet i sådanne familier er i forvejen højt. Det bliver bestemt ikke bedre når forældrene (mig), som virkelig gør alt hvad de kan og så godt de nu kan, bliver dunket i hovedet med at det ikke er godt nok. For mit vedkommende har det ført til, at jeg er blevet mere usikker på mig selv, hvilket så gør at jeg fremstår endnu mere nervøs og utjekket ved skole/hjem-samtaler, netop fordi jeg jo ved at min mindste bevægelse bliver vejet og vurderet og senere brugt imod mig. Og det hjælper bestemt ikke N at jeg stresser.

Nuvel, som jeg nævnte ved skole/hjem-samtalen i nov. er det selvfølgelig ikke kun lærerteamet på overbygningens skyld. Der er tale om årevis af frustrationer, fordi jeg ikke har kunne finde ud af, hvad som var i vejen med mit barn. Og det værste af det hele er at jeg ikke har haft nogen at snakke med det om. Hvis jeg har spurgt om råd hos lærerne, har jeg indirekte følt det antydet at problemet slet ikke var N, men derimod hans forældre (Hvilket primært vil sige mig og tidligere stedfar). Dog har det ikke hjulpet at nuværende lærerteam (her mener jeg Ns sædvanlige lærere, ikke jer barselsvikarer) har sendt to underretninger til socialforvaltningen. Den første kan jeg acceptere, da N havde for meget fravær (som jeg som sagt ikke var bekendt med), men den anden er jo decideret løgn. Ihvertfald det med at “hjemmet ikke har reageret på henvendelserne” fra sundhedsplejesken. Det mest pinlige er endda at underretningen blev sendt EFTER vi havde været ved øjenlægen, hvor vi i øvrigt jævnligt går til kontrol. Og selvfølgelig er det heller ikke første gang han er blevet synstestet, men jeg regner da ikke med at skulle give besked, når der ikke er noget i vejen.Derudover har jeg flere gange fortalt at N spiser hjemme i det store frikvarter. Når i så påtaler dette i en underretning, sender i det signal til mig, at i ikke har tillid til at jeg taler sandt. Den er meget svær at komme tilbage på og i skrivende stund ved jeg heller ikke hvordan det nogensinde skal blive muligt at få et godt skole/hjem-samarbejde til at fungere. Mistilliden går jo begge veje.

Jeg har derfor tænkt mig at kontakte kommunalbestyrelsen og forelægge dem Ns sag, når der er blevet udfærdiget en lægeerklæring på hans diagnoser. Jeg anser desværre dette for nødvendigt. Ikke blot for Ns skyld, men også for de andre børn som må komme efter ham. Jeg mener det ville være hensigtmæssigt om skolen fik noget mere oplysning om psykiatri hos børn og unge og forhåbentlig kan denne sag være medvirkende til det, så andre forældre ikke skal igennem samme nedværdigende behandling, som ikke alene ødelægger familier, men også koster kommunen penge.

Med det sagt, håber jeg alligevel at det vil være muligt at få etableret et fornuftigt skole/hjem-samarbejde samarbejde. For Ns skyld.

Mange hilsner

Jette A.

Jeg indrømmer gerne at jeg nok er lidt hård i min korrespondance, men et eller andet sted er det vel forståeligt ud fra hvad jeg har været udsat for - håber jeg.

Jeg endte dog med at smække røret - så godt det nu end lader sig gøre på en iPhone - i arrigskab. Jeg har tidligere selv forslået at vi skulle mødes og have en dialog, men der kunne de først finde tid til et møde flere uger senere. Da min søns klasselærer ringede i mandags, var mødeindkaldelsen med to dages varsel. Men jeg sagde at jeg ikke kunne forstå, hvorfor vi ikke bare kunne vente til sygehuset indkaldte til netværksmøde.

Efterfølgende fik jeg denne besked (jeg håber ikke jeg gør noget ulovligt ved at copypaste...?):

Hej Jette

Jeg ønsker ikke at tage en diskution over mail, og tilbød dig derfor et møde på onsdag, sammen med skolelederen og skolepsykologen, som du desværre takkede nej til.

Jeg mener, at de tiltag, vi på skolen har iværksat er for Ns bedste.

Vi er stadig meget opmærksom på N, men kan konstaterer at han de sidste 3 måneder har været i fremgang, både fagligt og socialt, og virker til at trives.

M.v.h. H. E

Hvortil jeg svarede:

Hej H

Jeg er ikke interesseret i noget møde. Jeg kan ikke rigtig se hvad det skulle gøre godt for. I/du holder jo tydeligvis stadig på at i har haft fat i den lange ende, med de tiltag i har gjort for N, hvilket jeg så ikke er enig i. På det grundlag er det fuldstændig umuligt på nogen måde at få et fornuftigt samarbejde til at fungere. Men det kunne da være interessant at høre argumentet bag, for jeg kan bestemt ikke se logikken. Altså medmindre du tænker på at underretningen fik mig til at tage sagen i egen hånd, således at N kom i udredning...?

Det bedste for N har helt klart været at få en diagnose også selvom han har svært ved at forholde sig til dette. For det har hjulpet mig, til ikke at bebrejde mig selv. Det har hjulpet mig til at vide at jeg trods alt er den som kender mit barn bedst og en glad mor er det N har mest brug for. Jeres fejlvurdering kan ikke siges at have medvirket positivt til dette. Tværtimod.

Mvh
Jette

Efterfølgende kunne jeg dog ikke dy mig for at sende endnu en besked. Dels fordi jeg glemte at videresende ovennævnte til skolelederen. Dels fordi jeg manglede at tilføje noget væsentligt:

Jeg er ikke interesseret i noget møde/dialog, før jeg har fået en (skriftlig) undskyldning.
I skulle endvidere meget gerne have modtaget invitation til netværksmøde i dag (5/2), hvor i vil blive sat ind i Ns problemstilling og behov, af en speciallæge. Forhåbentlig bliver det kun nødvendigt i en kort periode, da N vil have bedst af andet skoletilbud, som forstår ham og hans problematik.

Når det så er sagt, er det skam ikke fordi jeg ikke forstår hvor svært det er/har været for jer at møde N. Det er ikke så mærkeligt, når drengen er autist. Men jeres fejl har været at behandle ham som alle andre børn og stille de samme krav. Krav som han slet ikke har været i stand til at honorere, hvilket jeg flere gange har prøvet at forklare jer - uden held.
Men i holder stadig på, at i har gjort det rette tiltag for N...? Og det holder i stadig på, selvom jeg fortæller jer, at jeg er i besiddelse af hans sygehusjournal og at der i denne - med trykte sorte bogstaver - står at miljøet i hjemme er sundt og at Ns depressive enkeltepisode skyldes skolen? Hvis ja, har jeg (og sygehuset) helt ret i at N bestemt skal have et andet skole tilbud. Hvis ikke, ser jeg frem til en undskyldning og efterfølgende konstruktiv dialog.

Med venlig hilsen
Jette

Når jeg læser korrespondancen igennem, kan jeg ikke gøre op med mig selv, hvorvidt jeg gik over stregen. Gør jeg ret i at udtrykke min vrede eller burde jeg lade som ingenting og bare få det bedste ud af situationen?

Historien slutter dog ikke her. Jeg har efterfølgende været i kontakt med forældrerådgivningen og sendt en ansøgning om andet skoletilbud til sønnike, hvilket jeg selvfølgelig vil vende tilbage til. Lige nu vil jeg dog prøve om jeg kan få lidt søvn.

P.S. Jeg ved indlægget tekstmæssigt ser lidt sært ud. Jeg vil se om ikke jeg kan få en bloghaj til at hjælpe mig med at redigere. Foreløbig håber jeg dog ikke det er for forstyrrende for læsningen.