Panik!

Jeg har lavet en byttehandel over Trendsales, hvor jeg har byttet en sølvhalskæde, til nogle strikkemagasiner.

Hende jeg skal bytte med, foreslog at komme forbi med bladende, da hun ikke bor så frygtelig langt fra mig. Helt sikkert en fornuftig idé, da det for hende vil være væsentligt dyrere at sende bladende, end lige at køre de par kilometer hjem til mig. Men så var det at jeg fik et mindre panikanfald.

Åh nej, tænkte jeg... Et fremmed mennesket i mit hjem! Ikke at jeg som sådan har noget imod at folk kommer forbi. Og det er altså heller ikke fordi jeg tror, at vedkommende skulle være en nådesløs lystmorder. Generelt har jeg en stor tillid til det gode i mennesket (det er så måske et personligt flaw, men lad os tage den diskussion på et andet tidspunkt...). Nej, det var simpelthen med tanke på at hun skulle se al rodet. Jeg overvejede om jeg skulle skrive tilbage: Du er meget velkommen til at komme forbi, men her roder altså så frygteligt. Jeg har ADHD og har derfor store vanskeligheder med at rydde op. Men hvis det ikke generer dig, skal du være velkommen. Men så var det jeg tænkte at bytte-damen måske skulle tro, at jeg var bindegal. Der er trods alt grænser for hvad man buser ud med, overfor fremmede mennesker. Men hvis jeg nu skrev; Jamen, du kommer bare forbi. Jeg er hjemme... ville hun måske stå her indenfor en halv time. En tidsramme som på ingen måde er tilstrækkelig for mig, til at få rodet gemt af vejen. Uagtet hvad jeg skrev, ville jeg fremstå som enten A) Bindegal, eller B) Et rodehoved. Og sæt nu det frygtelige skulle ske, at bytte-damen pludselig skulle tisse og spurgte om hun måtte låne toilettet (skrækscenarie!). Man kan jo ikke rigtig tillade sig at sige nej til den slags forespørgsler. Eller det synes jeg ihvertfald ikke, at man kan være bekendt. Så ville hun opdage min kunstfærdige samling af toiletrulle-pap, som står til pynt på radiatoren, fordi de endnu ikke er blevet stedt til hvile i skraldespanden. Åh nej! Åh nej! Åh nej...

INDRØMMET: Jeg gemmer mig stadig i busken... Og jeg gør stadig mere eller mindre desperate krumspring i forsøg på at opretholde facaden, om at jeg er en "ordentlig" kvinde.

Jeg venter lige lidt med at besvare mailen. Jeg kan ikke rigtig overskue det lige nu. Men jeg havde jo luftet, at jeg ville bruge noget af weekenden på at rydde op, så egentlig er det en glimrende katalysator for at komme i gang. Måske jeg skal foreslå hende, at hun kan komme forbi i morgen...?

Peace and Love

Jette