En af de ting jeg har sværest ved at forlige mig med, omkring min ADHD, er min mangel på social intelligens. Nu er det heldigvis ikke så slemt, som det kunne værre. Jeg har hørt om værre tilfælde, men det er da en ting som gør at jeg jævnligt overvejer om et præsteembede i det hele taget er et job vil være i stand til at varetage. Jeg har virkeligt svært ved at fornemme, hvordan jeg skal agere og hvad jeg skal sige, når jeg er ude blandt andre. Jeg ved selvfølgelig godt, at det er uhøfligt at tale med mad i munden, at man holder sig for munden, hvis man skal hoste og går for sig selv, hvis man skal prutte. Det er mere de der usagte ting mellem mennesker, jeg kan have svært ved at fornemme. Men det værste er nok stadig det der med at jeg engang imellem (ofte!), får formuleret mig på en uhensigtsmæssig måde. At det jeg tænker jeg vil sige, slet ikke er det som kommer ud af munden på mig. I disse situationer ville jeg gerne bytte al min kreativitet, idérigdom og hyperaktivitet, bort for bare en gran af situationsfornemmelse (og veltalenhed). Det er det som gør allermest ondt på mig, for det sidste jeg er interesseret i, er at gøre mine medmennesker pinlig berørte over mig.
Derfor var jeg også noget nervøs da jeg skulle til min søsters bryllup i lørdags. Det var første gang jeg skulle møde min svogers familie (med undtagelsen af hans søster, som jeg har mødt en gang før), og ville selvfølgelig gerne gøre et godt indtryk. Det gik sådan set også rimelig godt, indtil snakken faldt på heste og min svogers mor spurgte om jeg også var hestepige (ligesom min søster), hvorpå jeg fortalte hende at jeg som yngre havde gået til ridning, men at interessen forsvandt efter jeg blev ældre og mere interesseret i drenge. Den fristelse var åbenbart lidt for stor for sønnike, som sad til højre for undertegnede, så han busede ud med: Nej, nu ridder hun kun på drenge... Jeg vente mig resolut mod knægten, vrissede hans navn og sendte ham hvis-øjne-kunne-dræbe-blikket. Ej, den bad du altså selvom, svarede min svoger grinende og det værste af det hele, er at det gjorde jeg muligvis nok. Jeg synes dog stadig det var en meget upassende kommentar fra knægten, men er godt klar over at jeg nok fik formuleret mig lidt forkert.
Næsten morgen havde jeg meget svært ved at stå ud af sengen. Dels fordi jeg havde hold i nakken, men også fordi jeg kom i tanke om miseren. Jeg var overbevist om at jeg - ene menneske - var årsag til af min søster havde haft den mest horrible bryllupsdag. Havde jeg ellers sagt eller gjort noget forkert? Uden tvivl! C.s familie syntes garanteret jeg var det mest mærkelige og irriterende væsen, de nogensinde havde mødt. Bare jeg dog var blevet hjemme, bare jeg dog ikke havde ADHD, bare jeg kunne være normal og folk kunne lide mig.
Jeg vente den med H. i mandags, som heller ikke kunne lade være med at grine. Men han fik mig heldigvis på lidt bedre tanker, da han nævnte at de fleste mennesker faktisk tror, at andre taler meget mere om dem, end de egentlig gør. Det håber jeg virkelig! Jeg ville ihvertfald være meget ked af det, hvis jeg havde gjort min søster pinlig berørt over mig.
Hvornår jeg selv når dertil at jeg kan grine af det, må tiden vise. Hvorom alting er, er det gået op for mig at man ikke kan dø af skam, for så havde jeg været død på stedet. I lørdags. I en have i Birkerød...
Peace and Love
Jette
Ingen kommentarer:
Send en kommentar