Så lettede tågen...

Jeg har været lidt af en superwoman i dag, hvis jeg selv skal sige det. Jeg har fået støvsuget lejligheden (det gjorde jeg også i forgårs. To gange indenfor to dage! Hvornår er det sidst sket?), tørret støv af på reolerne, taget opvasken og vasket to maskiner tøj. Må dog indrømme at jeg sprang over hvor gærdet er lavest i forhold til aftensmaden, da jeg sendte sønnike i Netto efter to frostpizzaer fra Urtekram. Men det syntes jeg godt jeg kunne tillade mig, når nu jeg (ellers) havde været så dygtig. Og så var det jo heller ikke usundt. Det var jo økologisk! ;o) Ja, det er sikkert min hippie-opdragelse af knægten, som bider sig selv i halen, men økologi er ifølge sønnike per definition sundt. Jeg kom en eftermiddag hjem og opdagede at knægten havde spist et helt glas (økologisk) syltetøj til frokost. Jeg fandt det nødvendigt, lige at tage en alvorlig samtale med ham omkring det, men knægten kikkede bare uforstående på mig og sagde; jamen, det er jo økologisk! Jeg ved ikke hvor meget af min redegørelse om at økologisk sukker jo også er sukker, som fes ind på lystavlen. Uagtet hvad; jeg kan lide hans tankegang! Også selvom den næppe holder i retten. Det letter ihvertfald lidt på samvittigheden...

Den tågedis som jeg de sidste mange dage har befundet mig i, er omsider lettet. Når jeg tænker over det, er jeg faktisk ganske imponeret over at det er lykkedes mig at føre en (somewhat) normal hverdag, for jeg har været helt væk. Ihvertfald om dagen. Om natten - når effekten af medicinen var aftaget - var hjernen tilbage i sine vante ADHD-omdrejninger. Natten til i går, var det lige før det lykkedes min ADHD, at overtale mig til at gøre køleskabet rent. Jeg måtte virkelig tale strengt til mig selv og sige at der altså ikke er nogle normale mennesker, som gør deres køleskab rent kl. 2:00 om natten. Men sikken et snedig rad, den kan være, når den på bedste vis forsøger at overtale mig til at skippe min søvn. Det var jo lige før jeg faktisk godt kunne se det fornuftige i at stå op og gå i gang med rengøringen. Hvorom alting er, fik den heldigvis ikke skovlen under mig denne gang. Men jeg tænker om søvnunderskud, også kan have været en medvirkende faktor til de seneste dages tågedis?

Nevertheless, talte jeg i telefon med H i forgårs og fortalte ham at jeg stadig følte mig døsis. Det var dog ikke meningen. Meningen er at medicinen skal gøre mig lidt mere rolig og fokuseret, men ikke så træt at jeg (alligevel) har svært ved at varetage dagligdagsopgaver. Han foreslog mig at jeg skulle nøjes med 10 mg (methylpenidathydrochlorid) ad gangen, i stedet for 15 mg. Det kan som sagt godt tage lidt tid, at finde den rette dosis. Endvidere bad jeg specifikt om at få udleveret Ritalin denne gang, i stedet for Motiron (kopipræparat), da jeg i går var på apoteket efter en ny recept. I første omgang tænkte jeg, at jeg jo bare skulle have det billigste. Men jeg læste så (i min anden Bibel: Sari Soldens Kvinder med ADHD), at man godt kunne reagere forskelligt på forskellige mærker, selvom indholdet i princippet var det samme, da hjælpestofferne kunne være nogle lidt andre. Der er vist lidt uenighed om dette, blandt eksperter og jeg glemte selvfølgelig at spørge H om dette, da vi talte i telefon. Til gengæld fik jeg fortalt ham om min mobiltelefons signalproblemer (- for jeg tænkte at det da var helt essensielt for manden, at få dette at vide... ;o)). Nogle af mine ADHD-træk lever åbenbart stadig videre, i bedste velgående!

Jeg synes dog at kunne mærke en lille forskel, men nu skal man selvfølgelig heller ikke undervurdere effekten af placebo. Derudover betyder det sikkert også noget, at jeg er gået ned i dosis. Men jeg tror alligevel at jeg holder mig til "Rita" for fremtiden. Også selvom hun er en lidt dyrere dame. Jeg mener, i tilfælde af at det nu er Motironens skyld, at jeg har følt mig så omtåget.

Jeg tror humor er vigtigt at have med sig, når man har gjort det til sin mission, at være med til at aftabuisere - og skabe større fokus omkring - et handicap som ADHD. Således postede jeg f.eks. i dag Kim Larsens "Rita" ( http://youtu.be/A9Wp6hHZE4M ) med den lettere ironiske kommentar Ode til psykofarmaka, på Facebook. Forstå mig ret! Det er jo ikke fordi at jeg er jublende lykkelig over at skulle være afhængig af medicin. Og det kan da også godt være, at der er nogle som synes at jeg er lidt mærkelig. Så lad dem synes det! Jeg nægter at gemme mig længere. Det har jeg gjort stort set hele mit liv og det eneste jeg fik ud af det, var dårligt selvværd, angst og depression, fordi jeg følte mig så forkert. Men der er virkelig sket meget på den konto, efter jeg fandt ud af at jeg havde ADHD. Så meget at det vil være alt for omfattende, hvis jeg skulle komme ind på det hele i denne omgang. Jeg lover dog at jeg nok skal vende tilbage til det, engang ved lejlighed. For nuværende synes jeg dog det er tilstrækkeligt at sige, at jeg har indstillet mig på at ADHD er en del af min virkelighed. Samt at jeg glæder mig over at opleve, hvorledes min skam bliver mindre og mindre, for hver dag der går.

Jeg kan selvfølgelig godt tænke, om det nu var nødvendigt at skrive så udførligt om min medicin. Men jeg er faktisk stolt (af mig selv) over at have gjort det. Det er udelukkende fordi det (for mange) stadig er et tabu at skulle tage psykofarmaka. Men jeg nægter at ligge under for den slags. Jeg har et neurobiologisk handicap, som gør at der er ubalance i min hjernens signalstoffer, som jeg så er nødt til at tage medicin imod. Jeg kan virkelig ikke se, at det skulle adskille sig væsentlig fra f.esk. at tage penicillin. Og det er der vel næppe nogen som skammer sig over?

Peace and Love

Jette