I mandags fik jeg endelig svar. H, min psykiater, kikkede alvorligt på mig og sagde; Ej, der er vist ingen tvivl om at du har ADHD. Det er jo ligesom at sidde og læse i lærebogen... På en eller anden måde syntes jeg bare han virkede utrolig kær, som han sad der med sin alvorlige mine. Som om han skulle til at give mig en dødsdom. Men det er sikkert noget man lærer på medicinstudiet... Jeg kan da heller ikke sige andet end at jeg beundrer hans professionalisme, men selve beskeden kom på ingen måde bag på mig. Tværtimod var det en lettelse. Endelig, endelig kunne jeg puttes i en kasse, uden nødvendigvis at skulle hugge en hæl, eller klippe en tå...
Jeg fik i sommers mistanke om at jeg muligvis havde ADHD. En bekendt til sønnike fik konstateret ADD (en betegnelse som sommetider benyttes om ADHD uden udpræget hyperaktivitet). Min nysgerrighed ledte mig til Google. Det slog mig - på daværende tidspunkt - egentlig ikke at der kunne være en sammenhæng med ADHD. Jeg vidste jo godt hvad ADHD var! Det var de der små hyperaktive drenge som konstant fes rundt og råbte og skreg, hvis de ikke fik deres vilje. Nu hvor jeg tænker tilbage, kan jeg godt se, at jeg som så mange andre, blot har været underlagt mediernes ensidige fremstilling af ADHD. Det slog mig slet ikke at ADHD ikke kun handlede om hyperaktivitet, men at problemer med at fastholde koncentration, opmærksomhed og at organisere, også er en central del af ADHD. Altså ikke før jeg konsulterede min ven Mr. G. Oogle.
De efterfølgende uger blev brugt på endnu mere research. Hjemmesider blev læst, bøger blev købt og læst og jo mere jeg fordybede mig i emnet, des mere blev jeg klar over at jeg med rimelig stor sandsynlighed sad med svaret på årsagen til de vanskeligheder, jeg har døjet med majoriteten af mit liv. Stille og roligt faldt brikkerne på plads, en efter en...
Alligevel vidste jeg ikke helt om jeg turde tro på det. Nu var jeg efterhånden blevet så vant til at føle, at jeg ikke rigtig passede ind nogle steder. Hvorfor skulle det pludselig ændre sig? Derudover var jeg jo ikkefuldstændig efter bogen. Det er rigtig nok at der var mange lighedspunkter, men der var også punkter hvor jeg faldt udenfor. En del børn med ADHD oplever samtidig indlæringsvanskeligheder. Det havde nu aldrig været et problem for mig. I de første par skoleår var jeg tværtimod en af klassens allerbedste læsere. Matematik forekom mig lidt vanskeligere, men det var ikke alarmerende. I de større klasser blev det dog lidt vanskeligere for mig at følge med. Men jeg vidste jo godt at det var min egen skyld. Jeg kunne jo bare følge med, i stedet for at sidde og dagdrømme. Eller for den sags skyld lave mine lektier. Ikke et ord om at jeg var fuldstændig bombet i hovedet pga. larm og indtryk, når jeg om eftermiddagen kom hjem fra skole, og derfor ikke magtede ret meget andet, end at sidde inde på mit værelse og lytte til musik. Da jeg gik ud af folkeskolen, var det med et karaktergennemsnit som lå lidt under middel og jeg blev da også kun erklæret "måske egnet" til gymnasiet.
Efter et par fejlslagne forsøg med arbejde og Teknisk Skole, begyndte jeg at læse HF. Der gik det straks lidt bedre. Niveauet var tilpas højt og lærerne tilpas inspirerende, til at jeg ikke faldt i søvn. Faktisk så inspirerende, at jeg begyndte at overveje om universitetet måske var noget for mig, hvilket egentlig slet ikke var min plan, da jeg begyndte at læse HF. Lektielæsningen forekom mig dog stadig vanskelig og jeg lavede for det meste kun de mest nødvendige ting. Det var ikke fordi jeg ikke ville, men jeg var i mellemtiden blevet mor og når dagens dont med madlavning og oprydning var gjort, var jeg simpelthen så bombet i hovedet, at der sjældent var energi til mere. Alligevel bestod jeg min studentereksamen med et karaktergennemsnit på over middel. Et snit som var højt nok til at jeg kunne komme ind på mit drømmestudie: Teologi.
Jeg har altid været optaget af eksistentielle spørgsmål. Lige så langt jeg husker tilbage har jeg spekuleret over om der mon var en gud, eller hvad universet egentlig var for en størrelse og jeg kunne drive min mor til vanvid, med min evindelige (hyper-)snak om kometer og månelanding. Eller da jeg blev ældre - om der mon var en mening med livet. Og jeg overvejede da også på et tidspunkt i gymnasiet (HF), om jeg skulle læse filosofi, men fandt ud af at jeg kunne få det hele i een pakke + mere til, på teologistudiet. Og ind kom jeg da også. Og det var her jeg ramlede ind i den famøse mur, som alle udiagnosticerede ADHD'er før eller siden løber ind i. Jeg ville så gerne gøre det godt, men måtte konstatere at jeg stadig havde visse vanskeligheder med at koncentere mig om lektierne. Igen var det ikke fordi jeg ikke ville, men fordi der (sædvanligvis) var tusindvis af andre tanker, der trængte sig på inde i mit hovedet. Samtidig skulle jeg få et familieliv til at fungere og når der om aften endelig var tid og ro til læsningen, var jeg så bombet oveni knolden, at jeg sjældent nåede det hele, selvom jeg pressede mig selv til det yderste. Det endte med at elastikken sprang. I efteråret 2004 gik jeg ned med panikangst og depression, som følge af en stressreaktion.
Når jeg blev spurgt om jeg havde problemer med at følge med på studiet, gjorde jeg alt hvad jeg kunne for at benægte det. Jeg var panisk angst for at få at vide at jeg ikke var egnet til at læse på universitetet. Det ville være en kæmpe falliterklæring. For første gang i mit liv, befandt jeg mig et sted hvor jeg virkelig følte mig hjemme. Hvor mine "mærkelige" interesser blev imødekommet og hvor folk accepterede mig, som den jeg er. Det ville jeg for alt i verden ikke miste. Sandheden var jo også at de problemer jeg oplevede i forhold til studiet, var ingenting i forhold til de problemer, jeg oplevede med at få hverdagen til at fungere. Men jeg turde ikke sige noget. Det var simplethen så pinligt! Jeg måtte være dum eller skør. Jeg kunne uden nævneværdige problemer læse Kierkegaard, tage til forelæsning og skrive noter, som - når jeg kom hjem - blev placeret i bunken, ovenpå alle de andre papirer, fra alle de andre forelæsninger. Men jeg kunne fandme ikke finde ud af at sætte de skide papirer ind i en mappe!!! Det var ikke studiet i sig selv som var problemet, men alt det andet som jeg skulle have til at fungere, ved siden af studiet. Men jeg turde ikke snakke om det. Jeg skammede mig simpelthen så meget over det. Hvorfor kunne jeg ikke finde ud af at rydde op? Hvorfor tog det altid tre lange og tre brede, når jeg skulle handle ind? Og hvorfor forekom en så simpel beslutning, som hvad vi skulle have til aftensmad, mig at være en matematisk ligning med 6 ubekendte? Ikke noget at sige til at jeg efterfølgende var så drænet for energi.
Det var da jeg i sommers begyndte at fordybe mig i emnet ADHD, at jeg fandt ud af at det måske var her, nøglen til mine problemer lå. Ganske vist var jeg ikke - som jeg også tidligere skrev - fuldstændig efter bogen. En del mennesker med udiagnosticeret ADHD, har en tendens til at udvikle et misbrugsproblem, som et ubevidst forsøg på selvmedicinering, enten i form af alkohol eller stoffer. Men det har jeg nu (heller) aldrig haft. Jeg har da ganske vist, som de fleste andre mennesker, enkelte gange fået en tår over tørsten, but that's it! Stoffer har aldrig fristet. Jeg har simplethen ikke turde. Allerede meget tidligt vidste jeg at min hjerne var speciel, men jeg vidste ikke hvorfor. En ting var dog helt sikkert; jeg skulle ihvertfald ikke ødelægge min hjernes kemi, med stoffer. Som om den ikke var mærkelig nok i forvejen! Jeg ryger, bevares! - og så har jeg et kaffeindtag, der i sammenligning får Dale Cooper, til at fremstå som hardcore koffein-fornægter, men det kan vel næppe kategoriseres som forsøg på selvmedicinering? Det kunne det så godt, fandt jeg ud af...
Jo mere jeg fordybede mig i emnet ADHD, des klarere stod det for mig, at jeg var skoleeksemplet på en intelligent kvinde med udiagnosticeret ADHD. Og her gik man og troede at man var helt speciel og unik, og så har fremmede mennesker skrevet bøger om een... ;o)
Alligevel er det stadigvæk svært for mig at tro på. Ikke at jeg har ADHD. Mens vor mangelfulde sommer, langsomt blev til efterår, blev ADHD efterhånden en integreret del af min selvopfattelse. Det eneste jeg manglede var sådan set bare at få stillet diagnosen med sikkerhed. Nej, det som er svært at tro på, er at jeg faktisk slet ikke er så dum og uduelig, som jeg har gået og troet mestedelen af mit liv. Det er stadigvæk en tanke jeg lige skal vænne mig til.
Jeg tog på et tidspunkt en IQ-test på Illustreret Videnskabs hjemmeside og fik en score på 123. En score som placerede mig i kategorien "Højt begavet". Den forekom mig egentlig at være rimeligt let, så det var nok ikke nogen rigtig IQ-test. Ja, det var sådan jeg tænkte... Hvad fanden er det for en måde at pille sig selv ned på?! Men det illustrerer meget godt hvordan jeg (stadig) har en tendens til at slå mig selv oveni hovedet. Hvis jeg klarer mig godt, må det være en fejl... Hele mit liv har simpelthen været så gennemsyret af min udiagnosticerede ADHD, at jeg stadig har svært ved at tro på, at jeg faktisk hverken er dum, doven, umoden eller uduelig. Det er jo den attitude jeg er blevet mødt med fra talrige steder.
Det er mit håb at min blog kan være med til at sætte fokus på ADHD.
Jeg kan ikke gøre fortiden om, men jeg kan - måske - ved at dele mit liv, mine tanker, glæder og bekymringer, vise hvordan det er at leve et helt almindeligt, ualmindeligt liv med ADHD. Jeg bebrejder egentlig ikke nogen, at det ikke er blevet opdaget noget før. Dels har jeg jo gjort alt hvad der stod i min magt for at skjule det, indtil jeg fandt ud af, at det altså ikke er en karakterbrist. Dels var der i min skoletid slet ikke den samme fokus på ADHD, som der (heldigvis) er nu. Men det er som sagt mit håb, at mit blog kan være medvirkende til at skabe større bevidsthed om ADHD. Så her har i mig!
Peace and Love :o)
Jette
Ingen kommentarer:
Send en kommentar