Jo mere jeg tænker over det, des mere angstfremkaldende forekommer det mig. Hvad er det i grunden jeg har kastet mig ud i, ved at begynde og skrive blog...? Er det blot endnu et af mine talrige ADHD-projekter, som på længere sigt alligevel aldrig rigtig bliver til noget seriøst, fordi der kommer noget andet i vejen, som bliver forstyrret af noget tredje, som lige skal holdes op imod noget fjerde, som i modsætning til det femte, alligevel slet ikke er lige så spændende som det sjette, men som alligevel ikke lader sig gøre, hvorfor jeg kaster mig over det syvende, som..... (jeg skal lige trække vejret!) alligevel går i vasken pga. det ottende, som spænder ben for det niende... Mon det er sådan det bliver? Jeg håber det ikke!
Jeg har egentlig altid været glad for at skrive. I 2. kl. skrev jeg en bog - hvilket i realiteten blot var ti siders A4 papir, sat fast med hæfteklammer - om et (venligtsindet) spøgelse ved navn Fifi, som var ven med en lidt mærkelig pige (mig?!). Sønderkunst var mit hjerte, da jeg med begejstring viste den til min klasselærer, som ikke ville læse den. Og "bogen" var endda med egne illustrationer! Gad vide hvad der egentlig blev af den...?
Nå! Back on track! Skrive har jeg nu altid været glad for. Jeg tænker at det har været en måde, hvorpå jeg kunne sætte mine tanker lidt i system. Og det svære har da heller ikke været at skrive ned. Det svære var at sætte det skrevne i system, således at det gav nogenlunde mening for modtageren. Jeg kom engang, ved en fejltagelse, til at sende en email-kladde til en veninde. Jeg måtte straks skrive tilbage og forklare, at der altså blot var tale om en kladde. Det glædede hende at høre, da hun var bange for, om jeg pludselig var begyndt at skrive i koder... I skulle bare se bloggen i skrivende stund! ;o)
Nej, jeg tror ikke jeg smutter foreløbig. Tværtimod tror jeg faktisk at denne blog, kan vise sig at blive rigtig god for mig. Den kan være medvirkende til at skabe - ihvertfald et minimum af - struktur, i de tanker jeg for tiden gør mig, omkring min nyligt diagnosticerede ADHD.
Men derfor er det da stadigt møghamrende angstfremkaldende. Pludseligt er budskabet ude. Pludselig kan hele verden - eller ihvertfald den del af verden som har adgang til internet - ved et par museklik, finde ud af at jeg har ADHD. Og selvom jeg endnu ikke har givet mig tilkende, ved min fulde identitet, vil det sandsynligvis ikke tage en hardcore IT-nørd mange minutter, at finde frem til en IP-adresse. Og skulle jeg alligevel pludselig fortryde og slette bloggen, vil før omtalte IT-nørd - med lige så stor sandsynlighed som før - sikkert ved enkelte fiksfakserier, kunne grave den frem af et sort hul (de kan meget, de mennesker...). Ikke at jeg som sådan tror, at det på noget tidspunkt skulle blive essensielt for verdens videre gang, at finde ud af hvem denne ADHD-blogger Jette er. Men det er princippet i, at når du først har lagt noget ud på nettet, er det point of no return. Og det er altså angstfremkaldende...
Det har nu hele tiden været min plan, at hvis jeg fik konstateret ADHD - som jeg jo som bekendt gjorde - ville jeg være åben omkring det. Men derfra og så til at skulle dele sit liv med fremmede mennesker... Det er alligevel et pænt skridt, synes jeg. Ikke mindst fordi jeg - diagnose til trods - stadig har en snert af skam siddende tilbage i mig. Det er simpelthen så indgroet i mig, at der nok går lidt tid, inden jeg får lagt den væk. Det tror jeg bestemt ikke er unormalt. Men derfor er det stadig ikke fair. Hverken overfor mig, eller for alle de andre kvinder med ADHD, som skammer sig over at de ikke kan leve op til kunstigt og samfundsskabt billede af "idealkvinden". Ingen kan være tjent med at skamme sig over noget, de ikke kan gøre for.
Jeg har fået at vide, at jeg skriver levende og humoristisk (det må jeg jo så tro på...), og hvis jeg kan bruge de evner, til at være med til at aftabuisere ADHD, gør jeg gerne det. Også selvom det betyder at jeg er nødt til at give verdenen, en bid af mig selv. Someone's got to do the dirty job, right?! ;o)
Peace and Love
Jette
P.S. Weekenden står i oprydningens tegn. Nu må vi se hvor langt jeg når...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar