Efter gårsdagens gudstjeneste, var vi nogle stykker som vanen tro, gik hen i menighedens lokaler og fik en bid frokost. På et tidspunkt faldt samtalen på min ADHD og jeg sagde, som jeg også skrev i mit første blogindlæg, at jeg var glad for, at jeg endelig kunne puttes i en kasse. Emnet om "at putte folk i kasser", blev diskuteret lidt frem og tilbage. På en venlig og respektfuld måde, naturligvis. Men særligt én havde svært ved at forholde sig til det moderne samfunds tendens, til at putte folk i kasser. Og et langt stykke hen ad vejen, er jeg da også tilbøjelig til at give ham ret. Hvorfor skal det hele være så strømlinet? Og hvorfor skal man partout sætte en "mærkat" på folk, som falder (en anelse) udenfor normen?
Når det så er sagt, tror jeg ikke det er noget særegent for "det moderne samfund". Tværtimod tror jeg at det er et grundlæggende træk, ved den menneskelige erkendelse. Vi kan simpelthen ikke forholde os til ting, hvis vi ikke er i stand til at kategorisere dem (eller "putte i kasser", om man vil...). Det er noget vi gør per automatik, og dermed ubevidst. Nu er der måske nogle, som vil indvende, at det ikke passer. For 40 år siden, var der ikke nogle som havde ADHD*. Nej, det er meget muligt, men så var der bare noget andet i vejen med dem. Så var de enten "en skidt knægt", klodsede, ubegavede eller noget helt fjerde. Med andre ord: En eller anden form for mærkat, blev der sat på dem. Det er noget den menneskelige erkendelse med nødvendighed gør, for at kunne relatere sig til sin omverden. Mand, kvinde, barn, voksen, lang, kort, kat, hund, blød, hård, rød og grøn er lige så meget mærkater, som ADHD, ordblind eller homoseksuel, men vi tænker bare ikke over det. Vi tænker først over det, i det øjeblik vi kan konstatere, at en given genstand afviger fra normen. Vi ved at en kiks normalt er hård, så når den er blød, skal vi nok ikke spise den...
Så det er altså ikke fordi det er noget nyt. Det er noget mennesket altid har gjort. Betegnelserne har været nogle andre, men det at kategorisere ting, er noget mennesket alle dage har gjort.
En af de første opgaver Adam får stillet af Gud, er at navngive jordens andre levende væsner. Det er mennesket, som navngiver de andre væsner - ikke Gud. Og selvom videnskaben for længst har konkluderet, at den bibelske skabelsesberetning er en myte, rummer den alligevel en dyb sandhed: Det er nødvendigt for mennesket, at ting har en betegnelse, for at det skal kunne forholde sig til det.
På et eller andet tidspunkt, er der så et eller andet klogt hoved, som konstaterer; det forekommer mig at X antal mennesker, med Y betegnelse, ofte har problemer med Z. Jeg må hellere undersøge dette lidt nærmere... Og sådan opstår en ny betegnelse. Kasserne ændrer form. Nye kommer til, gamle forgår, men det at ville komme ting "i kasser" er ingenlunde noget moderne fænomen. Det er sådan vores erkendelse er indrettet.
Problemet opstår - ihvertfald i det øjeblik vi taler om medmennesker - hvis det kun er "kassen" man ser, i stedet for hele mennesket. Eller - om man vil - hvis den ene kasse (ADHD) vokser sig så stor, at den skygger for alle de andre kasser (kvinde, mor, mørkhåret, venlig, sjov o.s.v.). Eller hvis en slags kasse (heteroseksuel) anses som mere værdifuld, end en anden kasse (homoseksuel). Og jeg tror det var det R var lidt bange for skulle ske, da han i går undrede sig over min glæde.
Men selvom jeg har fået konstateret ADHD, ønsker jeg jo ikke at folk skal relatere sig anderledes til mig end hidtil. Ihvertfald ikke forstået i positiv forstand. Jeg ér jo ikke min diagnose. Jeg har ADHD og det er en del af mig. Men jeg er jo også så meget andet. Og jeg vil da blive ked af det, hvis det skulle gå hen og blive således, at det kun var min ADHD-kasse som blev set.
Når jeg så alligevel glæder mig over min nye kasse, er det fordi den passer mig bedre end den gamle. Men det giver mig af den grund, ikke carte blanche til bare at lade det hele sejle. Jeg har stadig mine kampe at kæmpe. Og jeg vil kæmpe! Men nu kan jeg - pga. min nye kasse - sige til mig selv; nå, men det er fordi at der er en medfødt ubalance i mine neurotransmittere, i stedet for at sige det er fordi jeg er dum, doven og uopdragen, når jeg bliver konfronteret med et ADHD-relateret problem. Alt andet lige, er det noget mere opbyggeligt for selvværdet...
Peace and Love
Jette
* Man begyndte faktisk allerede i 1931 (hæng mig ikke op på om det er det præcise årstal, men det var deromkring) at studere det, som nu har fået betegnelsen ADHD.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar