Mig og mine tåbelige formuleringer!

Jeg ved ikke om det er pga. min ADHD at jeg engang imellem (læs: ofte) får formuleret mig på en noget kringlet måde. Men jeg har den kraftig mistænkt for det. Dermed ikke sagt at "normale" mennesker, ikke kommer til at gøre den slags. Men jeg tror absolut ikke min ADHD er med til at gøre sagen bedre. Og slet ikke at min hyperaktivitet også og især kommer til udtryk som hyperverbalitet.

For det meste kan jeg dog heldigvis grine af det. Især hvis der blot er tale om uskyldige misforståelser og det ikke er foran sønnikes lærere eller skolepsykologen.

Hvorom alting er kom jeg - da jeg skrev mit forrige blogindlæg - i tanke om en oplevelse, hvor jeg virkelig fik formuleret mig ..... tåbeligt.

Jeg står i Magasin og skal betale for to sengesæt, jeg har fundet på tilbud. Og hvorfor skriver jeg så at de var på tilbud? Det er for så vidt sagen og historien fuldstændigt uvedkommende. Men selvfølgelig nævner jeg det! Ingen detaljer må gå tabt! Heller ikke de uvæsentlige... Men det var nu også et godt tilbud. 199 kr. for et sengesæt som før havde kostet 549 kr.... Nå, hvor kom jeg til? Pokkers til hjerne! Ekspedienten spørger så om det er en gave, hvortil jeg svarer; Nej, kun til mig selv og mine sengekammerater. I samme nu - da jeg hører mine egne ord - går det op for mig, at jeg ligesågodt kunne have sagt; Jeg har en meget frigjort seksualitet og går i seng med rigtig mange mænd (og kvinder). Men det er vitterlig ikke den slags aktiviteter jeg gør det mest i for tiden. Jeg skynder mig derfor at sige; Ej, det lød helt forkert! Hvortil ekspedienten svarede; Sådan opfattede jeg det nu ikke... Det skal jeg selvfølgelig ikke kunne sige om er rigtigt, men i mine ører lød det helt forkert. Jeg hentydede nu bare til kattene (selvom vi nu kun har hunkatten tilbage), hvilket jeg så fik forklaret hende. Og det endte faktisk med at vi fik os en hyggelig sludder om katte.

Yndlingsdyret og (gammelt) sengetøj.

Jeg har også præsteret, med stor overraskelse i stemmen, at sige til eks-mand; Jeg har set at man kan købe anlæg(!) i HiFi-klubben. Hvad jeg mente var MINI-anlæg og min overraskelse skyldtes at jeg troede at den slags var no-go for HiFi-entusiater. Jeg kunne da heller ikke lade være med at grine længe og højt af mig selv efterfølgende.

I den slags situationer synes jeg det kan være utrolig morsomt. Det er det så absolut ikke, når og/eller hvis jeg giver indtryk af at være en navlepillende og selvcentreret mor.

- over and out -

På grænsen til sindsyge...

Jeg har det faktisk lidt svært med de restriktioner sønnike har givet mig, om at jeg ikke må blogge om hans vanskeligheder. Men jeg respekterer det selvfølgelig. Ellers ville jeg være ret tarvelig. Og jeg forstår ham skam godt. Som teenager er det ikke sjovt at være anderledes. Så jeg vil (og må) holde mig til mine egne subjektive oplevelser.

Sagen er den at det har taget usigelig lang tid at få gang i en udredning. Allerede i starten af skoleåret og endnu før jeg havde fået min diagnose, henvendte jeg mig til hans lærere med min mistanke om ADHD. De kontaktede PPR og så skete der ligesom ikke mere, udover en telefonsamtale med skolepsykologens barselsvikar. Jeg har endvidere været i kontakt med egen læge - eller det vil sige, jeg ringede og fik en tid til sønnike og eks-mand tog så med ham i stedet, da det var mens jeg afventede svar fra SU, havde en eksamen hængende over hovedet, mere eller mindre konstant var til møde og tæt på at kollapse af stress - med henblik på at få en henvisning til ambulant udredning. Men lægen ville/kunne(?) ikke gøre noget, før vi havde en henstilling fra PPR. Det undrer mig rigtig meget, da jeg ved at andre er gået den vej. Og det ærgrer mig (nu) grænseløst at jeg ikke selv tog sønnike til lægen, så jeg havde hørt præcist hvad argumentet var. Men sønnike kender eks-mand godt og er tryg ved ham, så jeg tænkte det var den aftale (blandt de 12-13 andre aftaler/møder) jeg bedst kunne udlicitere.

Men i går var jeg så endelig til møde med skolepsykologen og to af sønnikes lærere. Men jeg tror desværre, at jeg på et tidspunkt fik formuleret mig lidt forkert. Men det er typisk mig! Jeg er langt bedre til at formulere mig på skrift end verbalt. Nogle gange får jeg sagt ting på en meget uhensigtmæssig måde, selvom det slet ikke var den måde hvorpå det skulle forståes. Nå, men det jeg får sagt, er noget i retning af; jeg vil gerne have at N. får en diagnose, så jeg ikke føler mig som en dårlig mor... Hvortil psykologen jo - logisk nok - svarer; Jo, men N. skal jo ikke bare have en diagnose, for at du ikke skal føle dig som en dårlig mor. Hvilket hun jo for så vidt har ret i. Man skal jo ikke blot sætte et prædikat - og da slet ikke af en sådan karakter - på et barn, for at forældrene kan få fred i sindet. Men det var bestemt heller ikke det jeg mente! Det var en masse tanker, frustrationer og overbevisninger, som blev komprimeret ned til en noget uhensigtmæssig formulering.

Jeg skal da gerne indrømme, at det vil give mig en vis ro når/hvis sønnike får konstateret ADHD. Men det skal selvfølgelig ikke være den primære årsag. Men også fordi jeg mener, at det er det, som vil hjælpe ham bedst på længere sigt. Det kan godt være at det ikke er en nødvendig foranstaltning med en diagnose, for at få hjælp. Men det er nu engang min overbevisning at det vil gøre det noget lettere.

Endvidere: Ingen diagnose - ingen medicin. Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg er en varm fortaler for psykofarmaka. Men man skal selvfølgelig ikke udstede medicin, hvis det ikke er nødvendigt. Der er en grund til at den slags medicin er receptpligtigt, hvorfor jeg heller ikke bilder mig selv ind at det er fuldstændig uskadeligt at indtage. Men sommetider kan det være nødvendigt at skulle vælge mellem to onder og så tager man selvfølgelig det der virker som det mindst onde. Især i forhold til min angst, har jeg oplevet en enorm gavnlig effekt af medicinen. Og Gud(erne) skal vide at jeg - før jeg tyede til medicin - har forsøgt mig med både kostomlægning og terapi. Uden resultat. Dermed ikke sagt at terapi ikke kan have en gavnlig effekt. Men hvis der er tale om en kronisk ubalance i hjernens neurotransmittere, kan man tale aldrig så meget og længe. Det vil ikke kunne give tilnærmelsesvis den samme effekt som medicin. I den sammenhæng er jeg helt klart på lægevidenskabens side. Også den del som har fået penge under bordet af medicinalindutrien, for at anbefale deres produkter. Hvorfor skriver jeg dette? Fordi jeg selvfølgelig godt har hørt om det og sådan set også finder det forkasteligt. Men også fordi argumentet alligevel preller af på mig. Der er selvfølgelig nogle brodne kar imellem, men jeg nægter pure at tro at den samtlige stab af Danmarks psykiatere er medicinalindustriens nikkedukker, som alene med tanke på egen indtægt og sommerrecidens i Grækenland, udsteder recepter og diagnoser med en sådan gavmildhed, at det til sammenligning får Mother Theresa til at fremstå kold og kynisk.

Jeg fornægter ikke den gavnlige effekt af terapi. Det kan være udmærket - hvis ikke nødvendigt - hvis man skal blive opmærksom på de uhensigtmæssige handlemønstre, som (udiagnosticeret-)ADHD kan være årsag til. Men det kan nu engang ikke fjerne den. Det kan medicinen heller ikke. Men den kan i højere grad opveje vanskelighederne. F.eks. er jeg blevet langt bedre til at få tingene gjort, huske, holde orden og rydde op efter at jeg kom i behandling med Ritalin. Jeg har endda opdaget at der indeni mig, bor et hardcore ordensmenneske.

Jeg er selvfølgelig opmærksom på at jeg ikke skal gøre mine vanskeligheder og min ADHD, til sønnikes. Især slet ikke sidstnævnte, når han endnu ikke har fået en diagnose. Men jeg indrømmer også gerne at det er svært, især fordi jeg kan genkende nogle fællestræk og kernesymptomer. Og ja, jeg har jo allerede selv diagnosticeret ham. Dels udfra devisen A mother knows, dels fordi jeg har læst enorm megen litteratur om ADHD og føler at jeg har grund til min mistanke. Men så er det jo at tankerne kværner derudaf:

Hvad nu hvis jeg tager i virkeligheden tager fejl?

Hvad nu hvis skolen ikke tror på mig?

Hvad nu hvis årsagen til sønnikes vanskeligheder ikke skyldes (hans egen) ADHD, men at han har haft en fraværende mor, som har haft alt for travlt i sin egen ADHD-osteklokke, at hun slet ikke har bemærket sit eget barn.

Hvad nu hvis jeg projicerer ADHD over på sønnike, fordi jeg ikke vil vedkende mig det faktum at jeg er - eller har været - en horribel moder?

Hvad nu hvis .....?

Jeg føler at jeg bevæger mig på grænsen til insanity. Overvejer om det blot er et spørgsmål om tid, før jeg kan tilføje vrangforestillinger til mit kartotek af psykiske problemer (som heldigvis ikke er så stort endda).

For der er ihvertfald een ting som gør, at hovedmistanken ikke falder på ADHD i første omgang. Sønnike har ingen problemer med at sidde stille. Men det betyder jo ikke, at han ikke kan have ADHD. Jeg har læst så utrolig mange beretninger om børn, som er gået forbi ADHD-radaren, fordi de ikke viste tegn på udpræget hyperaktivitet. Jeg har læst at det først er i de senere år, at fagfolk er blevet opmærksomme på at ADHD ikke nødvendigvis kommer til udtryk som udadreagerende adfærd. At det i op til 1/3 af de tilfælde hvor der er konstateret ADHD, ikke er observeret den ellers karakteristiske hyperaktivitet, hvorfor denne type (af de tre ADHD-typer man opererer med) også kaldes ADD eller ADHD med primær opmærksomhedsforstyrrelse. Men har de (skolen) den faglige kompetence til at vurdere dette? Er de opdateret på den seneste ADHD-forsking? (Selvom ADD efterhånden er ved at være en kendt betegnelse). Det er ikke fordi jeg (bevidst) ønsker at drage tvivl om hverken hans lærere eller skolepsykologens faglighed. Men som mor ønsker jeg det bedste for sønnike og havde jeg haft pengene til det, havde jeg forlængst fået ham udredt i privat-regi. Ikke at privat = bedre, men fordi det ville være gået hurtigere. Jeg ved selvfølgelig godt at de har visse procedurer de skal følge, men nu har det efterhånden taget noget der ligner en halv krig at få PPR i tale. Endvidere: Hvorfor skriver/siger lærerne ikke noget om mistanken om AD(H)D? Er det fordi;

A. De ikke mener at det er det der er galt? Og hvis ikke, er det så min skyld? Som eks-mand sagde handler det ikke om at placere skyld. Men en ting er direkte at pege fingre. Noget andet er hvad man indirekte tænker, men ikke siger. For mig at se er man lige så skyldig i omsorgssvigt, uagtet hvilke fine betegnelser og formuleringer man end pakker det ind i. Omsorgssvigt er omsorgssvigt. Også selvom det ikke er tilsigtet. Og jeg vil ærlig talt have temmeligt svært ved at se mig selv i spejlet, hvis resultatet af undersøgelsen bliver at sønnikes vanskeligheder ene og alene skyldes at jeg ikke har været i stand til at give mit barn den fornødne omsorg.

B. Fordi de skal følge en bestemt procedure og ikke har hjemmel til at skrive den slags?

Jeg er i skrivende stund mest tilbøjelig til at mene A, men det veksler hele tiden. Der kan jo også sagtens være en årsag C, D, E eller F, som jeg slet ikke har taget højde for, fordi jeg har alt for travlt med at se tingene i et unuanceret sort/hvid perspektiv.

Som sagt føler jeg at jeg bevæger mig på grænsen til sindsyge. Jeg kan det ene øjeblik sige til mig selv, at det er en helt naturlig psykologisk reaktion, at føle at man befinder sig i en kafkask situation, hvor man føler at alle andre har taget stilling på ens vegne. At min iver efter at få sønnike udredt, blot skal ses som et udtryk for at han ifølge mit subjektive og ganske uvidenskabelige verdensbillede, står i centrum af universet. At det ikke kan gå hurtigere end det gør nu og at deres faglighed byder dem at undersøge sagen til bunds og ikke bare smide om sig med prædikatet og diagnoser, fordi der står en utålmodig mor på sidelinien. Og heldigvis for det!

Mens jeg på andre tidspunkter tænker om jeg virkelig er (ved at blive) sindsyg. At jeg er på nippet til at blive diagnosticeret skizofren eller alvorligt personlighedsforstyrret. Om jeg da ikke kan se, at jeg som mor er en stor failure. At også omsorgssvigtede børn elsker deres forældre og at jeg derfor ikke kan tage sønnikes smil og pandekys som garant for at jeg er en god-nok-mor. Ja sågar at hans ADHD-symtomer "blot" er vrangforestillinger jeg i mit syge, syge hoved, har projiceret over på sønnike, fordi jeg ikke kan leve med det faktum, at jeg er årsagen til hans mistrivsel.

For så igen at vende tilbage til den overbevisning, at det er helt naturligt som mor at få den slags tanker, når man står befinder sig i en endnu ikke afklaret situation.

Som jeg tidligere har skrevet, er jeg verdensmester i at male-fanden-på-væggen. Jeg kan derfor ikke lade være med at tænke; hvad nu hvis skolepsykologen ikke mener der er belæg for at sende sønnike i udredning? Jeg kan ikke se nogen grund til hvorfor hun ikke skulle. Jeg mener, hvis der er bare den miste smule mistanke, er det da bedst at få det tjekket. Er det ikke? Og både egen læge (da eks-mand var med ham ved lægen) og H. (ud fra de beskrivelser jeg har givet af sønnike), mener at der kan være noget om snakken. Så jeg er altså ikke helt alene med min formodning.

Men hvad nu hvis den ene person som jeg i øjeblikket sætter min lid til, kommer frem til en helt anden konklusion. Hvad gør jeg så?

Jeg tror faktisk jeg er ved at blive sindsyg...

Flere døde dyr...

Jeg fandt ikke nogen tarantel over eBay i denne omgang. Eller det gjorde jeg, men de fleste var så mærkeligt flade og jeg gider ikke samle på flade insekter. Men jeg fandt sådan en fin lille Eurychoera Quadrimaculata:

Og porto var endda på sælgers regning, så jeg gav kun 7,50$ for sådan en fin lille een. Hvilket vil sige at jeg heller ikke skal betale told eller moms. Har tjekket reglerne! Tro det eller lad være, men jeg er faktisk frygtelig autoritetstro.

Den blev også til en flot Batocera Hameridens:

Den var godt nok lidt dyrere, da jeg også skulle betale forsendelse. Til gengæld bliver den sendt fra England så mht. told er jeg homefree.

Jeg har allerede føjet flere annoncer til min ønskeliste og skal helt sikkert have købt nogle flere på et tidspunkt. Men det tager jo lidt tid, at opbygge en god samling.

- over and out -

Selvdøde dyr?

Hvad går jeg egentlig og laver for tiden? Alt og ingenting forekommer det mig. Jeg har ikke været i IKEA siden sidst, men tænker på at jeg snart må forbi igen. Der er nemlig tilbud på Havtorn dekorationsvaser for IKEA Family medlemmer til 29 kr. i maj måned og jeg er overbevist om at den mørke vase vil se fabelagtig ud på min maghogni-reol.

En reol jeg i øvrigt har arvet fra min (farmor og) farfar og som jeg kan huske helt tilbage fra min barndom. Det forekommer mig at de altid har haft den reol. Den er ihvertfald lige så gammel eller ældre end jeg. Men den holder sgu endnu! Det er måske mere end hvad man kan sige om undertegnede...

Ja, jeg kører stadig indretningsflip, omend det er aftaget en smule i styrken. For det første fordi det jo er begrænset hvor mange penge jeg kan bruge på nyt interiør, når jeg også har en konfirmation jeg skal spare op til. For det andet fordi jeg er kommet til det mere kedelige aspekt: Oprydning!

Nuvel, jeg har i den sammenhæng fået en lidt besynderlig idé. Jeg vil lave en udstillingsvæg med udstoppede og indrammede insekter. En slags Hall of Fame af døde dyr. Jeg ved ikke rigtig hvor det kommer fra. Jeg tror det startede med at jeg for noget tid siden så at Wiingaard Boheme Interieur solgte de yndigste indrammede sommerfugle. Efterfølgende blev jeg inspireret af en boligreportage i Elle Decoration og nu har det så taget til i styrke. Så meget at jeg har oprettet mig som bruger på eBay, så jeg kan få sendt døde dyr fra Storbritannien, hjem til min hoveddør. Jeg har dog ikke bestilt nogle endnu, men i kan være sikre på at det er det første jeg gør, når dette indlæg er posted. Så so far tæller min samling kun 9 sommerfugle og een skorpion ved navn Hugo (selvom jeg da virkelig ikke kan se om det er en han...).

Jeg skal helt sikkert have en tarantel. I modsætning til de fleste andre mennesker, synes jeg faktisk edderkopper er utrolig smukke. Og jeg kan heller ikke med min gode vilje få mig selv til at slå vildfarende edderkopper ihjel. Indrømmet: Hvis der pludselig kom en ordentlig fugleedderkop (som i øvrigt ikke er det samme som en tarantel) vadende henover mit stuegulv, kunne det da godt være jeg lige ville synke en ekstra gang, men det har intet med udseendet at gøre. Men de små husedderkopper som finder vej indendørs i ny og næ, kan jo ikke gøre en kat fortræd. Herhjemme er det faktisk katten som gør dem fortræd, hvis jeg ikke når at sætte dem ud først. So watch out little spider! Jeg kan - som sagt - ikke med min gode vilje, få mig selv til at slå dem ihjel. De bliver pænt taget op i hånden og sat ud igen. Er der tale om insekter som enten stikker eller bider, bliver de fanget i et glas inden jeg lukker dem ud i friheden og jeg prøver så vidt muligt at undgå at træde snegle eller tudser, en regnvejrsmorgen. Okay - myg - dem klasker jeg! Men de er også så pokkers enerverende...

Anyway, jeg har da haft mine moralske skrubler i forhold til min nye hobby. Der er jo ingen tvivl om at de blot er indfanget, med det formål at blive sat i glas og ramme. Udelukkende for at jeg - eller andre med de samme sære tilbøjeligheder - kan nyde synet. Ja, for jeg kan da næppe forestille mig at der er tale om selvdøde dyr, fundet i vejgrøften...

Men jeg må indrømme at æstetikken i den sammenhæng vinder over moralen. Ligesom den i øvrigt gjorde det da jeg for 8 år siden købte en ræveboa.

Apropos døde dyr, måtte vi desværre sige farvel til vores brunstribede tilløber medio april. Han tilhørte egentlig genboen, men var nærmest flyttet permanent ind hos os. Men netop fordi han reelt set ikke var vores, fik jeg aldrig gjort ham og mig selv den tjeneste, at få ham neutraliseret og øremærket. Det kan jeg godt fortryde nu, da det så ikke er sikkert han havde strejfet så meget og måske stadig ville have været i live i dag. Men den slags gør man jo ikke med andre folks katte. Men jeg burde nok have taget dialogen med hans tidligere ejere noget før. Det er virkelig en længere historie, men skåret ned i stikord, var/er de desværre noget vanskelige at kommunikere med, da de taler meget dårligt dansk. De vidste godt at han kom og var hos os, for det gjorde jeg dem opmærksom på allerede i februar sidste år, da han kom tilløbende. Men så hørte jeg ikke mere. Jeg troede han var deres. De troede han var min. Kilen til en række forviklinger var lagt.

En aften - efter at have været på et par dages strejfetur - kom han hjem og stank af mødding og vraltede som om han havde skidt i de bukser han ikke bar. Da jeg kikkede på ham, var hans bagdel smurt ind i tynd grønlig afføring. Egentlig virkede han ikke utilpas. Han drak, spiste og spandt når man snakkede med ham, men det blev ved med at dryppe fra hans bagdel. Så jeg tog ham til dyrlægen og regnede med at han blot skulle have noget pencilin. Det viste sig dog - ved nærmere undersøgelse - at han (sandsynligvis) var blevet påkørt. Selvom det eneste man egentlig kunne se, var en hudafskrabning. Men det kan jo komme af så meget. Men hans nerver i bagpartiet var blevet beskadiget, så selvom han fik smertestillende medicin, ville han blive ved med at have problemer med at kontrollere vandladning og afføring. Der var desværre ikke andet at gøre end at sige farvel. Det var synd, hvis han skulle leve videre under de vilkår. Så det kostede lige en uge i kulkælderen. For pokker, der blev grædt snot i ADHD-land! Men han var altså også en vidunderlig kat.

Når jeg havde nogle af mine ADHD-flip, hvor jeg rendte rundt og atter ledte febrilsk efter min(e) forlagte nøgler, pung, solbriller, lighter..... sad han nysgerrigt og fulgte mig med øjnene, som tænkte han hvad laver damen? Mødte man ham ude på stien, løb han altid efter een og så elskede han børn og fandt sig i at blive båret rundt på de mest akavede måder. Nårh ja, og når han så kom hjem med et bytte, insisterede han på at det skulle leveres indenfor. Mellem os sagt var det dog ikke den bedste af hans features, men det handler om at forstå psykologien bag. Der er jo tale om en gestus. Så var det virkelig om at finde det-er-tanken-der-tæller-ansigtsudtrykket frem, når der lå fugle- og muselig på stuegulvet. Nuvel, jeg var i skarp træning efter mange år med en farmor, som altid gav bløde pakker til jul og fødselsdage.

Et af de sidste billeder jeg tog af ham. En prægtig tigermis.

I tirsdags var jeg til seniortjek med hunkatten. Hun fylder 12 år til juni. Men bortset fra lidt tandsten, var hun sund og rask og lod sig ikke mærke af sin høje alder. Det glæder mig, for jeg ville ikke kunne holde sig at skulle sige farvel til endnu en kat. Ihvertfald ikke så kort tid efter. Misja har bare at blive 20 år. Ellers bliver hun lavet til sofapude. Det har jeg sagt til hende.

Og nej, jeg er selvfølgelig ikke så weird at jeg kunne finde på at få min(e) kat(te) udstoppet...

Peace and Love

Jette

IKEA vol. 4

Jeg brillerede atter med min utjekkethed i går. Jeg havde sat min alarm til at vække mig kl. 6:00, så jeg kunne nå i bad, samt pakke nogle ting ind jeg har solgt/byttet over Trendsales. Problemet var bare at jeg ikke har indstillet uret til sommertid på mobilen endnu (kommer hele tiden fra det...) og derfor først vågnede kl. 7:00. Damn!

Hvis der er noget jeg absolut ikke kan fordrage, er det morgenstress. Jeg står hellere tidligere op - og det er heller ikke fordi det ligefrem er min favoritting - end at skulle jage ud af døren. Da jeg kunne se på det hele at jeg alligevel ikke kunne nå det, besluttede jeg mig for at skippe dagens lektion. Jeg er ellers altid så glad for at være til undervisning, men jeg er decideret allergisk overfor morgenstress. Min hjerne kan ganske enkelt ikke fungere under de vilkår og jeg kommer afsted uden halvdelen af mine ting. Jeg vækkede derpå sønnike, så han kunne komme i bad og spise morgenmad og puttede mig så ellers tilbage under dynen. Bare for at ligge lidt. Ikke for at zzzzzzzzzzzzz...

Jeg vågnede ved at L ringede til mig.

L: Du kommer da også i dag, ik'?

Mig: Jo, det er her til eftermiddag, ik'?

L: Nej, vi kører nu...

Mig: FÅRK!

Vi aftalte derfor at jeg selv tog til Gentofte og mødtes med dem derinde. Så mig ud af døren! Stadig iført hygge-outfit (sorte COS leggings og hvid oversize T-shirt fra Blake. Man må jo godt være smart, selvom man er hygge-grim...). For det første havde jeg jo lovet at hjælpe til. For det andet havde jeg selv nogle indkøb af gøre.

Omkring halvanden time senere stod jeg ved hovedindgangen og prøvede forgæves at få telefonisk kontakt med L. Da det ikke lykkedes tilbød en IKEA-medarbejder, om hun skulle kalde dem over anlægget, hvilket jeg selvfølgelig tog imod. Det eneste ærgerlige var bare at jeg ikke fik lov til at se deres ansigtsudtryk, da det ud af højtaleren lød: Dette er IKEAs kunderadio med en personlig meddelse til S, S og L. I bedes henvende jer ved hovedindgangen, hvor der ventes. Og det var S, S og L, som bedes henvende sig ved hovedindgangen, hvor der ventes... Det havde nu været sjovere, hvis der var blevet sagt: Dette er IKEAs kunderadio med en personlig meddelse. Jette på 33 år er blevet væk fra sin menighed. I bedes henvende jer ved hovedindgangen, hvor hun venter. Og det var osv... Men så meget humor havde de altså heller ikke. Foreslog det dog også først efterfølgende.

Men vi fandt hinanden og det var godt at jeg kom, for indkøbsvognene (ja, indkøbsvogne i pluralis) var allerede godt fyldte.

Jeg nåede dog lige en lille personlig afstikker og fik lagt dette i (en af) vognen(e):

To sengesæt, to lagner, badeforhæng og AA-batterier.

Så mangler jeg vist heller ikke ret mange boligting længere. Måske lige en ny kommode ud til entréen, men det er kun fordi jeg er lidt træt af den afskallede Shabby Chic dims jeg har stående, så det er ikke presserende.

Da jeg kom havde de allerede besluttet sig for hvilke (nye) stole, der skulles købes ind til biblioteket: Vilmar i sortbrun. Yes! Jeg er trendsætter... Men det ér altså også en smuk stol:

Så bilen blev læsset med stort L:

- og vi nåede hjem tidsnok til at kunne indvie de nye kaffekopper med en kop eftermiddagskaffe.

På vej hjem i toget fik jeg et mindre angstanfald. Sønnike var blevet sendt hjem fra skole, fordi han var/er syg og havde lagt sig i sengen. Han så også noget skidtmads ud da jeg gik, men regnede selvfølgelig med at han sagtens kunne være alene. Han fylder trods alt 15 år til sommer. Men mens jeg sad der i toget blev jeg pludselig slået af tanken: Hvad nu hvis jeg kommer hjem og finder ham død? Der var selvfølgelig tale om rent tankespind, men hvorfor skulle jeg pludselig plages med det?! (Selvfølgelig fordi jeg havde glemt min medicin...)

Han var dog ikke mere død, end at han kunne spørge mig hvad jeg havde købt, da jeg kom hjem med mine poser. Jeg havde godt nok kun een IKEA-pose med hjem, men skulle lige have en pose kattemad. Det eneste vi faktisk manglede. Og da IKEA-posen vejede godt til (jo, det syntes jeg faktisk den gjorde...), gad jeg ikke gå i Aldi efter det vanlige kattemad, så jeg tog i stedet i Mad og Vin, som jeg alligevel ville passere på vej ned til metroen. Det er ellers ikke så tit jeg handler der, for jeg synes bestemt ikke det er billigt, men hvis man er i groumethjørnet, har de nogle virkelig lækre ting. Det gælder dog ikke kattemad. Chokoladelakrids, importerede franske oste, Øllingegaard mejeri produkter og fairtrade the, mens misserne bliver spist af med f***ing Whiskas! Ikke at der er noget i vejen med Whiskas, men man burde nu forvente lidt mere af Mad og Vin.

Og så kan jeg ellers love for at der er blevet vasket tøj til den helt store guldmedalje (og tjekket filter!). Hvor ér det bare skønt at have sin egen vaskemaskine...

Peace and Love

Jette

Selvgjort er velgjort!

Jeg kører lidt af et indretningstrip for tiden. Jeg har taget turen til IKEA af et par etaper. På tirsdag skal jeg derud igen. Denne gang er det godt nok med menigheden, men lur mig om ikke der ryger et par ting i nettet alligevel...

Første gang var i starten af marts. Der blev godt nok kun købt et par småting og taget den altafgørende beslutning, at mine nye spisestuestole skulle være Vilmar modellen i sortbrun.

Anden gang havde jeg lejet en Toyota stationcar hos Eurocar. Jeg har godt nok ikke kørekort, men det har min eks-mand og (vi) dragede således til Taastrup, for at gøre vold på mit dankort. Jeg fik købt nogle "småting". Blandt andet en ny lampe til sønnikes værelse, som dog endnu ikke er kommet op og hænge (jeg bor i beton og skal derfor have fat i en af de dersens meget kraftige boremaskiner - som jeg ikke kan huske hvad hedder, hvilket gør det noget svært at anskaffe sig een. En slagboremaskine can't do it...), to badehåndklæder, tidskriftskassetter, hvidløgspresser og... småting! Det blev betalt og lagt i bilen, hvorpå vi gik ind igen, for at spise i cafeteriet og efterfølgende hente Vilmar spisestuestolene og en Fingal kontorstol (til sønnike) på tagselv-hylderne. Fingal var let nok at finde, men Vilmar... Så jeg fik fat i en IKEA-medarbejder og det viste sig at de grundet ombygning var flyttet til en anden lagerplads. Det med ombygningen vidste jeg jo sådan set godt, men regnede da med at de havde nogenlunde tjek på deres ting. Men de kunne heller ikke finde stolene...

Der var ingen vej uden om. Vi måtte til Gentofte! Jeg er ikke sikker på at jeg kan finde til Gentofte sagde eks-mand. Jeg er ikke sikker på at jeg kan leve med andre spisestuestole, når jeg nu har sat mig i hovedet at det er Vilmar stolene jeg skal have tænkte jeg. Men ifølge IKEA-medarbejderen skulle det være ret enkelt at finde. Det var det også. Det var afkørslen til gengæld ikke. Med 110 km i timen passerede vi IKEA på venstre hånd. Så vi måtte lige en tur ind og vende omkring Nørrebro. Vi gjorde holdt ved en sidevej i Brønshøj(!) og tjekkede Kraks på eks-mands smartphone.

Mig: Jeg sagde jo vi skulle være drejet af afkørsel 17.

G: Jo, men når jeg spørger, har jeg ca. ét sekund til at reagere.

Mig: Så må du da spørge mig tidsnok. Jeg har ligesom ADHD. Det tager mig noget mere end et sekund at beslutte mig. Du skal da heller ikke bede mig om at navigere. Det ved du godt jeg ikke kan. Lad os nu bare tjekke kortet igen og så kører vi efter det.

G: Jeg kan da ikke huske alt det i hovedet.

Mig: Nej, men så skal jeg nok navigere...

G: Du skal bare holde øje med den blå streg.

Mig: Den blå?! Jeg troede det var den orange...

Stakkels fyr!

Men vi kom til Gentofte og vi fik købt Vilmar stolene.

På vej tilbage var vi atter inde omkring Nørrebro. Denne gang var jeg dog ikke den fejlende navigatør.

Men er der noget eks-mand hader, så er det at køre bil inde i byen, så jeg tænkte at det nok ikke var det rette tidspunkt, at spørge om vi lige kunne køre et smut forbi Rentemestervej - når vi nu alligevel var på disse kanter - og kikke i YouHeShe Boutique. Da jeg alligevel luftede idéen, snakkede han noget om at spise søm. Egentlig betød det heller ikke så meget. Jeg glædede mig virkelig til at komme hjem med mine nyanskaffelser.

Da benzinen skulle gøres op, havde vi kørt næsten 200 km.

Tredje gang var i forgårs. Tirsdag aften tog Fanden ved mig og jeg besluttede mig for at NU skulle jeg altså have en ny vaskemaskine. Den gamle har været i stykker længe - og jeg mistænker mig selv for at være årsag til dens dysfunktionalitet. Det er nemlig sket flere gange at jeg har glemt at rense filteret. Af samme årsag nægter jeg at leje, da jeg ikke er sikker på om jeg kan overholde vedligeholdelseskontrakten (eller hvad det nu hedder...). Af samme årsag er jeg heller ikke interesseret i at betale mange tusind kroner for en vaskemaskine.

Nu var det selvfølgelig ikke en fuldstændig forhastet beslutning. Jeg havde gået og grublet over det i lidt tid og havde egentlig besluttet mig for at købe en, når der kom børnepenge. Men da jeg for 117'ende gang atter havde glemt at jeg havde gang i et vasketøjsprojekt, nåede jeg bare dertil hvor jeg tænkte; et par uger fra eller til... Det er helt klart mest ADHD-venligt at have sin egen vaskemaskine. Især fordi jeg kan vaske, når jeg kommer i tanke om det og således ikke er bundet af at vaskeriet er ledigt. Er det ikke det, må jeg gå tilbage med mine vasketøjsposer, for derefter at glemme alt om det.

Jeg havde derfor undersøgt lidt her og der og fundet ud af at IKEA havde en udmærket model til 1999 kr. Jeg ville godt kunne have fået en billigere i Elgiganten, men dels havde den ikke lige så mange funktioner, dels var den mindre miljøvenlig og dels havde den lavere centrifugeringshastighed. Det store spørgsmål var bare hvordan jeg skulle få IKEA-maskinen tilsluttet. Jeg har nemlig hørt at man ikke må kaste sig ud i dens slags projekter selv og det der med at være på kant med loven, ligger ikke lige til mit højreben. Men jeg fandt ud af at IKEA også tilbød at tilslutte maskinen. Så tilbage til ombygningsrodet!

I forgårs var det dog særlig slemt. Jeg skulle selvfølgelig lige nedenunder og kikke, når jeg nu alligevel var der. Især fordi jeg (ligeledes) længe har tænkt at jeg skulle skifte entrélampen ud med en ny. Ikke at den (gamle) fejlede noget, men problemet var at den ikke var særlig let at gøre ren. Jeg skal helst have ting som er lige til at tørre af med en støvklud. Ellers får jeg det ikke gjort. Så der røg lige lidt ekstra i kurven:

Det er lampen med bogstaverne.

Nu skulle jeg bare lige op og have lidt i cafeteriet, inden jeg gik op til møbeludstillingen og kikkede på vaskemaskinen. Men så var det jeg blev væk! Jeg kunne simpelthen ikke finde ud igen og efter at have gået rundt på må og få i noget der lignede 20 min., måtte jeg spørge en medarbejder om vej. Men jeg forstod ikke hendes direktioner. Jeg gik ihvertfald fejl og endte endnu engang på tagselv-lageret. Min krop skreg på hakkebøf og Ritalin, så jeg overvejede at spørge en medarbejder om ikke de nok ville følge mig op til cafeteriet. Så langt nåede jeg dog ikke, men fik fat i en ny medarbejder og spurgte ham hvordan man kom ovenpå. Jeg har nok set meget lidende ud, for han tilbød selv at følge mig.

Jeg fik spist lidt mad og taget min medicin og fortsatte nu - med fornyet styrke - ind til møbeludstillingen. Derinde skete der noget forfærdelig pinligt (Hold nu fast!): Ved en møbeludstilling stod et tændt fjernsyn og viste DR-akademiet. Jeg blev fanget af TV-billedet: En langhåret mand i sort kjole og pibekrave. Pludselig glemte jeg alt om at jeg altså var i IKEA og ikke til gudstjeneste og vågnede først op i det sekund jeg tog mig selv i højt at synge; amen, amen, a-a-meen MIDT I F***ING IKEA!!! (Det er ikke usædvanligt at jeg går rundt og små-nynner for mig selv, men ligefrem Amen...?!)
Nå! Det var den vaskemaskine vi kom fra... tænkte jeg og skyndte mig - forhåbentlig ubemærket - videre.

Jeg fandt en medarbejder og spurgte så lidt ind til maskinen. Hvor lang tid der ville gå hvis jeg skulle have den tilsluttet (3 uger) og ikke mindst hvad det ville koste. Det sidste kunne han dog ikke oplyse, da det var et andet firma som stod for tilslutning. Det synes jeg så er temmelig vigtigt at vide! (Især fordi jeg havde sat et maks på 3000 kr. alt inkl. og hvis jeg også skulle betale transport, kunne det hurtigt komme over det.) Jeg spurgte så derfor om jeg måtte se maskinen bagpå, for at se om det var muligt selv at tilslutte den. Jeg havde fundet ud af at jeg selv har et 5-polet stik og at det derfor var/er fuldt lovligt selv at tilslutte maskinen. Så jeg besluttede mig for at tage maskinen med, med det samme og så gøre det selv. Det skulle dog vise sig slet ikke at blive nødvendigt med det store elektrikerarbejde, for det eneste maskinen sådan set manglede var et adaptorstik med jordforbindelse. Den gamle skulle dog lige skrues ud af stikket, men det kunne jeg snildt klare (Og det kan jeg faktisk!)

Her skal jeg til at sætte samlemuffer på ledningerne.

Der var dog en del ventetid på hjemtransporten, men jeg havde købt et "Alf og Damerne" (som Henrik Nordbrandt skriver) på Ballerup Station, så jeg var godt underholdt i mellemtiden, som jeg i øvrigt også bedrev med et smut i Elgiganten, for at købe adaptorstik og vaskemiddel.

Chaufføren som kørte mig hjem med vaskemaskinen var supersød. Han var pakistaner, så vi fik os en hyggelig snak om geografi, da jeg spurgte hvor lang tid det tog at flyve fra Danmark til Pakistan (7 timer! Jeg troede ellers det lå længere væk...).

Jeg var dog noget udmattet ovenpå min IKEA-tur, så jeg besluttede mig for at vente med at tilslutte maskinen til dagen efter. Hvor der i øvrigt også ville være mere sollys, hvilket er en klar fordel når man har slukket for strømmen, fordi man roder med el-installationer...

Eks-mand kom og hjalp til med at flytte den gamle vaskemaskine ud i skuret (indtil den kan blive afhentet af storskrald) og agerede ellers fotograf, for at jeg kunne have billededokumentation til bloggen og Facebook. Men alt det tekniske klarede jeg helt selv.

Helt ADHD-agtigt besluttede jeg mig dog for liiige at give badeværelsesgulvet en gang gulvvask og fjerne kalkaflejringer, når nu der alligevel ingen vaskemaskine var. Så maskinen var blev først tilsluttet sent om aftenen. Her er et billede af vidunderet i gang med sin allerførste vask:

Den er altså virkelig smart (og ADHD-venlig). Filteret sidder inde i selve tromlen, så hver gang jeg tømmer maskinen, bliver jeg mindet om at det jo også skal renses engang imellem. Og så er der timer på, således at hvis jeg f.eks. kommer i tanke om at jeg har glemt at sætte en vask over kl. 2:00 om natten, kan jeg time den til at starte om morgen. Det burde ikke kunne gå galt...

I dag har jeg så sat den nye lampe op i entréen og indrømmet; den sidder ikke supergodt fast, da jeg blot har sat den i med skruer uden rawlplugs. Men jeg ved heller ikke om jeg har tænkt mig, at den skal blive siddende derude. Indtil videre er det bare midlertidigt og blot for at komme af med støvsamleren.

Det er en af de bedre ting ved at have ADHD. Jeg kaster mig hovedkuls ud i nogle ret vilde projekter engang imellem og so far har jeg overlevet dem alle...

Peace and Love

Jette

P.S. Selvom jeg nu har en funktionel vaskemaskine, har jeg stadig ingen tørretumbler og det kan altså være praktisk, når det kommer til sengetøj, viskestykker og den slags storvask, så jeg var lige ovre med noget på vaskeriet tidligere i dag. Gæt hvad jeg har glemt!

Tillykke til ADHD-land

Mine Kære Læsere

Jeg har svigtet jer på det groveste! Jeg er været fraværende på bloggen alt, alt for længe. Ja, i var måske begyndt at tænke om jeg var afgået ved døden...? Det er jeg ikke! Jeg er tværtimod spillevende og har det bedre end jeg har haft det (meget) længe. Men det har været en hård omgang. Der er blevet grædt mange tårer, har været mange søvnløse nætter og utallige bekymringer.

Det tog SU-kontoret over 8 uger at behandle min ansøgning om tillægsklip. Jeg fik tilgengæld tilkendt klip til det restende af min bachelor, men i mellemtiden gik jeg uden indkomst. Jeg henvendte mig derfor på kommunen, for at høre hvad jeg skulle gøre, hvorpå jeg fik at vide at jeg skulle tage orlov fra studiet og gå på kontanthjælp. WTF?!

Fuldstændig tårevædet stod jeg derfor inde ved fakultetets reception og bad om en orlovsblanket, da Gud i samme sekund sendte sin frelsende engel. Her i form af en medstudine som havde været nogenlunde samme tur igennem og derfor kunne sige til mig hvad jeg skulle gøre. Jeg tog ikke orlov. Hvad jeg derimod gjorde var at fotokopiere en masse relevante papirer - en af de ting som ellers kan stresse mig aldeles unødvendigt - og henvendte mig til bank og kommune igen. Banken for at få bevilliget overtræk. Kommunen for at søge revalidering samt enkeltydelse.

Det bliver næsten for omstændigt hvis jeg her skal gå ind i alle detaljerne, men jeg kan fortælle at jeg på éen måned var til 11(!) møder/samtaler vedr. min sociale og økonomiske situation. Det samtidigt med at jeg skulle være studieaktiv OG læse op til eksamen. Stress i fjerde potens!

Men jeg gjorde det! Jeg f***ing gjorde det! Jeg bestod min eksamen og det endda ikke engang på et hængende hår. Jeg klarede mig igennem 6 uger, hvor jeg var så fattig at selv kirkerotterne tænkte seriously?! Det sidste især fordi jeg er beriget med nogle helt fantastiske medstuderende, som har været søde at donere mad og penge. Ja, jeg har været helt derude og vende...

Retrospektivt set har jeg virkelig lært meget af denne røvnumsetur. Det har været en vigtig lektie som jeg absolut ikke ville have været foruden (men dog meget nødigt har lyst til at gentage...).

Jeg er omend blevet endnu mere bekræftet i at mit valg af studie, er det helt rigtige for mig.

Jeg har opdaget hvor meget jeg faktisk betyder for mine medstuderende og at de sætter pris på mit skøre selskab.

Jeg har lært at den danske beskæftigelsespolitik er hul i hovedet (okay, det vidste jeg så godt i forvejen, men nu har jeg mærket det på egen krop...).

Jeg har lært at jeg faktisk er endnu sejere end jeg troede. Men tro mig! Der har da været dage hvor jeg har været tæt ved at kaste håndklædet i ringen og udfyldende den skide orlovserklæring. Men hvor er jeg bare glad for at jeg valgte at kæmpe videre.

Nu er jeg nemlig endelig kommet om på den anden side og kan genkende mig selv igen. Mit vanlige gode humør er vendt tilbage. Takket være en veloverstået eksamen, bevilling af ekstra SU-klip og lykkepiller.

Der er overskud - ikke overtræk - på kontoen og jeg ser frem til at tage mig (endnu) en velfortjent og dankortsglødende shoppingtur i IKEA.

Men bare for at i nu ikke skal tro at jeg fuldstændig hovedkulds går ud og bruger penge på ting jeg reelt set ikke mangler, er her vedhæftet billeddokumentation:

Jeg skal have købt nogle nye spisestuestole, da ryglænet på de gamle er ret slidt og så er et par nye badehåndklæder også ganske tiltrængt. En loftlampe og kontorstol til sønnike. To nye vasketøjskurve. En stegepande. Tidsskiftskassetter og måske en pose frosne kötbullar til fryseren...

Jeg lover at jeg nok snarligt skal vende tilbage på bloggen. Om ikke andet så måske med en boligreportage.

Peace and Love

Jette

P.S. Nå ja, jeg har forresten også fødselsdag i dag.