På grænsen til sindsyge...

Jeg har det faktisk lidt svært med de restriktioner sønnike har givet mig, om at jeg ikke må blogge om hans vanskeligheder. Men jeg respekterer det selvfølgelig. Ellers ville jeg være ret tarvelig. Og jeg forstår ham skam godt. Som teenager er det ikke sjovt at være anderledes. Så jeg vil (og må) holde mig til mine egne subjektive oplevelser.

Sagen er den at det har taget usigelig lang tid at få gang i en udredning. Allerede i starten af skoleåret og endnu før jeg havde fået min diagnose, henvendte jeg mig til hans lærere med min mistanke om ADHD. De kontaktede PPR og så skete der ligesom ikke mere, udover en telefonsamtale med skolepsykologens barselsvikar. Jeg har endvidere været i kontakt med egen læge - eller det vil sige, jeg ringede og fik en tid til sønnike og eks-mand tog så med ham i stedet, da det var mens jeg afventede svar fra SU, havde en eksamen hængende over hovedet, mere eller mindre konstant var til møde og tæt på at kollapse af stress - med henblik på at få en henvisning til ambulant udredning. Men lægen ville/kunne(?) ikke gøre noget, før vi havde en henstilling fra PPR. Det undrer mig rigtig meget, da jeg ved at andre er gået den vej. Og det ærgrer mig (nu) grænseløst at jeg ikke selv tog sønnike til lægen, så jeg havde hørt præcist hvad argumentet var. Men sønnike kender eks-mand godt og er tryg ved ham, så jeg tænkte det var den aftale (blandt de 12-13 andre aftaler/møder) jeg bedst kunne udlicitere.

Men i går var jeg så endelig til møde med skolepsykologen og to af sønnikes lærere. Men jeg tror desværre, at jeg på et tidspunkt fik formuleret mig lidt forkert. Men det er typisk mig! Jeg er langt bedre til at formulere mig på skrift end verbalt. Nogle gange får jeg sagt ting på en meget uhensigtmæssig måde, selvom det slet ikke var den måde hvorpå det skulle forståes. Nå, men det jeg får sagt, er noget i retning af; jeg vil gerne have at N. får en diagnose, så jeg ikke føler mig som en dårlig mor... Hvortil psykologen jo - logisk nok - svarer; Jo, men N. skal jo ikke bare have en diagnose, for at du ikke skal føle dig som en dårlig mor. Hvilket hun jo for så vidt har ret i. Man skal jo ikke blot sætte et prædikat - og da slet ikke af en sådan karakter - på et barn, for at forældrene kan få fred i sindet. Men det var bestemt heller ikke det jeg mente! Det var en masse tanker, frustrationer og overbevisninger, som blev komprimeret ned til en noget uhensigtmæssig formulering.

Jeg skal da gerne indrømme, at det vil give mig en vis ro når/hvis sønnike får konstateret ADHD. Men det skal selvfølgelig ikke være den primære årsag. Men også fordi jeg mener, at det er det, som vil hjælpe ham bedst på længere sigt. Det kan godt være at det ikke er en nødvendig foranstaltning med en diagnose, for at få hjælp. Men det er nu engang min overbevisning at det vil gøre det noget lettere.

Endvidere: Ingen diagnose - ingen medicin. Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg er en varm fortaler for psykofarmaka. Men man skal selvfølgelig ikke udstede medicin, hvis det ikke er nødvendigt. Der er en grund til at den slags medicin er receptpligtigt, hvorfor jeg heller ikke bilder mig selv ind at det er fuldstændig uskadeligt at indtage. Men sommetider kan det være nødvendigt at skulle vælge mellem to onder og så tager man selvfølgelig det der virker som det mindst onde. Især i forhold til min angst, har jeg oplevet en enorm gavnlig effekt af medicinen. Og Gud(erne) skal vide at jeg - før jeg tyede til medicin - har forsøgt mig med både kostomlægning og terapi. Uden resultat. Dermed ikke sagt at terapi ikke kan have en gavnlig effekt. Men hvis der er tale om en kronisk ubalance i hjernens neurotransmittere, kan man tale aldrig så meget og længe. Det vil ikke kunne give tilnærmelsesvis den samme effekt som medicin. I den sammenhæng er jeg helt klart på lægevidenskabens side. Også den del som har fået penge under bordet af medicinalindutrien, for at anbefale deres produkter. Hvorfor skriver jeg dette? Fordi jeg selvfølgelig godt har hørt om det og sådan set også finder det forkasteligt. Men også fordi argumentet alligevel preller af på mig. Der er selvfølgelig nogle brodne kar imellem, men jeg nægter pure at tro at den samtlige stab af Danmarks psykiatere er medicinalindustriens nikkedukker, som alene med tanke på egen indtægt og sommerrecidens i Grækenland, udsteder recepter og diagnoser med en sådan gavmildhed, at det til sammenligning får Mother Theresa til at fremstå kold og kynisk.

Jeg fornægter ikke den gavnlige effekt af terapi. Det kan være udmærket - hvis ikke nødvendigt - hvis man skal blive opmærksom på de uhensigtmæssige handlemønstre, som (udiagnosticeret-)ADHD kan være årsag til. Men det kan nu engang ikke fjerne den. Det kan medicinen heller ikke. Men den kan i højere grad opveje vanskelighederne. F.eks. er jeg blevet langt bedre til at få tingene gjort, huske, holde orden og rydde op efter at jeg kom i behandling med Ritalin. Jeg har endda opdaget at der indeni mig, bor et hardcore ordensmenneske.

Jeg er selvfølgelig opmærksom på at jeg ikke skal gøre mine vanskeligheder og min ADHD, til sønnikes. Især slet ikke sidstnævnte, når han endnu ikke har fået en diagnose. Men jeg indrømmer også gerne at det er svært, især fordi jeg kan genkende nogle fællestræk og kernesymptomer. Og ja, jeg har jo allerede selv diagnosticeret ham. Dels udfra devisen A mother knows, dels fordi jeg har læst enorm megen litteratur om ADHD og føler at jeg har grund til min mistanke. Men så er det jo at tankerne kværner derudaf:

Hvad nu hvis jeg tager i virkeligheden tager fejl?

Hvad nu hvis skolen ikke tror på mig?

Hvad nu hvis årsagen til sønnikes vanskeligheder ikke skyldes (hans egen) ADHD, men at han har haft en fraværende mor, som har haft alt for travlt i sin egen ADHD-osteklokke, at hun slet ikke har bemærket sit eget barn.

Hvad nu hvis jeg projicerer ADHD over på sønnike, fordi jeg ikke vil vedkende mig det faktum at jeg er - eller har været - en horribel moder?

Hvad nu hvis .....?

Jeg føler at jeg bevæger mig på grænsen til insanity. Overvejer om det blot er et spørgsmål om tid, før jeg kan tilføje vrangforestillinger til mit kartotek af psykiske problemer (som heldigvis ikke er så stort endda).

For der er ihvertfald een ting som gør, at hovedmistanken ikke falder på ADHD i første omgang. Sønnike har ingen problemer med at sidde stille. Men det betyder jo ikke, at han ikke kan have ADHD. Jeg har læst så utrolig mange beretninger om børn, som er gået forbi ADHD-radaren, fordi de ikke viste tegn på udpræget hyperaktivitet. Jeg har læst at det først er i de senere år, at fagfolk er blevet opmærksomme på at ADHD ikke nødvendigvis kommer til udtryk som udadreagerende adfærd. At det i op til 1/3 af de tilfælde hvor der er konstateret ADHD, ikke er observeret den ellers karakteristiske hyperaktivitet, hvorfor denne type (af de tre ADHD-typer man opererer med) også kaldes ADD eller ADHD med primær opmærksomhedsforstyrrelse. Men har de (skolen) den faglige kompetence til at vurdere dette? Er de opdateret på den seneste ADHD-forsking? (Selvom ADD efterhånden er ved at være en kendt betegnelse). Det er ikke fordi jeg (bevidst) ønsker at drage tvivl om hverken hans lærere eller skolepsykologens faglighed. Men som mor ønsker jeg det bedste for sønnike og havde jeg haft pengene til det, havde jeg forlængst fået ham udredt i privat-regi. Ikke at privat = bedre, men fordi det ville være gået hurtigere. Jeg ved selvfølgelig godt at de har visse procedurer de skal følge, men nu har det efterhånden taget noget der ligner en halv krig at få PPR i tale. Endvidere: Hvorfor skriver/siger lærerne ikke noget om mistanken om AD(H)D? Er det fordi;

A. De ikke mener at det er det der er galt? Og hvis ikke, er det så min skyld? Som eks-mand sagde handler det ikke om at placere skyld. Men en ting er direkte at pege fingre. Noget andet er hvad man indirekte tænker, men ikke siger. For mig at se er man lige så skyldig i omsorgssvigt, uagtet hvilke fine betegnelser og formuleringer man end pakker det ind i. Omsorgssvigt er omsorgssvigt. Også selvom det ikke er tilsigtet. Og jeg vil ærlig talt have temmeligt svært ved at se mig selv i spejlet, hvis resultatet af undersøgelsen bliver at sønnikes vanskeligheder ene og alene skyldes at jeg ikke har været i stand til at give mit barn den fornødne omsorg.

B. Fordi de skal følge en bestemt procedure og ikke har hjemmel til at skrive den slags?

Jeg er i skrivende stund mest tilbøjelig til at mene A, men det veksler hele tiden. Der kan jo også sagtens være en årsag C, D, E eller F, som jeg slet ikke har taget højde for, fordi jeg har alt for travlt med at se tingene i et unuanceret sort/hvid perspektiv.

Som sagt føler jeg at jeg bevæger mig på grænsen til sindsyge. Jeg kan det ene øjeblik sige til mig selv, at det er en helt naturlig psykologisk reaktion, at føle at man befinder sig i en kafkask situation, hvor man føler at alle andre har taget stilling på ens vegne. At min iver efter at få sønnike udredt, blot skal ses som et udtryk for at han ifølge mit subjektive og ganske uvidenskabelige verdensbillede, står i centrum af universet. At det ikke kan gå hurtigere end det gør nu og at deres faglighed byder dem at undersøge sagen til bunds og ikke bare smide om sig med prædikatet og diagnoser, fordi der står en utålmodig mor på sidelinien. Og heldigvis for det!

Mens jeg på andre tidspunkter tænker om jeg virkelig er (ved at blive) sindsyg. At jeg er på nippet til at blive diagnosticeret skizofren eller alvorligt personlighedsforstyrret. Om jeg da ikke kan se, at jeg som mor er en stor failure. At også omsorgssvigtede børn elsker deres forældre og at jeg derfor ikke kan tage sønnikes smil og pandekys som garant for at jeg er en god-nok-mor. Ja sågar at hans ADHD-symtomer "blot" er vrangforestillinger jeg i mit syge, syge hoved, har projiceret over på sønnike, fordi jeg ikke kan leve med det faktum, at jeg er årsagen til hans mistrivsel.

For så igen at vende tilbage til den overbevisning, at det er helt naturligt som mor at få den slags tanker, når man står befinder sig i en endnu ikke afklaret situation.

Som jeg tidligere har skrevet, er jeg verdensmester i at male-fanden-på-væggen. Jeg kan derfor ikke lade være med at tænke; hvad nu hvis skolepsykologen ikke mener der er belæg for at sende sønnike i udredning? Jeg kan ikke se nogen grund til hvorfor hun ikke skulle. Jeg mener, hvis der er bare den miste smule mistanke, er det da bedst at få det tjekket. Er det ikke? Og både egen læge (da eks-mand var med ham ved lægen) og H. (ud fra de beskrivelser jeg har givet af sønnike), mener at der kan være noget om snakken. Så jeg er altså ikke helt alene med min formodning.

Men hvad nu hvis den ene person som jeg i øjeblikket sætter min lid til, kommer frem til en helt anden konklusion. Hvad gør jeg så?

Jeg tror faktisk jeg er ved at blive sindsyg...