En reol jeg i øvrigt har arvet fra min (farmor og) farfar og som jeg kan huske helt tilbage fra min barndom. Det forekommer mig at de altid har haft den reol. Den er ihvertfald lige så gammel eller ældre end jeg. Men den holder sgu endnu! Det er måske mere end hvad man kan sige om undertegnede...
Ja, jeg kører stadig indretningsflip, omend det er aftaget en smule i styrken. For det første fordi det jo er begrænset hvor mange penge jeg kan bruge på nyt interiør, når jeg også har en konfirmation jeg skal spare op til. For det andet fordi jeg er kommet til det mere kedelige aspekt: Oprydning!
Nuvel, jeg har i den sammenhæng fået en lidt besynderlig idé. Jeg vil lave en udstillingsvæg med udstoppede og indrammede insekter. En slags Hall of Fame af døde dyr. Jeg ved ikke rigtig hvor det kommer fra. Jeg tror det startede med at jeg for noget tid siden så at Wiingaard Boheme Interieur solgte de yndigste indrammede sommerfugle. Efterfølgende blev jeg inspireret af en boligreportage i Elle Decoration og nu har det så taget til i styrke. Så meget at jeg har oprettet mig som bruger på eBay, så jeg kan få sendt døde dyr fra Storbritannien, hjem til min hoveddør. Jeg har dog ikke bestilt nogle endnu, men i kan være sikre på at det er det første jeg gør, når dette indlæg er posted. Så so far tæller min samling kun 9 sommerfugle og een skorpion ved navn Hugo (selvom jeg da virkelig ikke kan se om det er en han...).
Jeg skal helt sikkert have en tarantel. I modsætning til de fleste andre mennesker, synes jeg faktisk edderkopper er utrolig smukke. Og jeg kan heller ikke med min gode vilje få mig selv til at slå vildfarende edderkopper ihjel. Indrømmet: Hvis der pludselig kom en ordentlig fugleedderkop (som i øvrigt ikke er det samme som en tarantel) vadende henover mit stuegulv, kunne det da godt være jeg lige ville synke en ekstra gang, men det har intet med udseendet at gøre. Men de små husedderkopper som finder vej indendørs i ny og næ, kan jo ikke gøre en kat fortræd. Herhjemme er det faktisk katten som gør dem fortræd, hvis jeg ikke når at sætte dem ud først. So watch out little spider! Jeg kan - som sagt - ikke med min gode vilje, få mig selv til at slå dem ihjel. De bliver pænt taget op i hånden og sat ud igen. Er der tale om insekter som enten stikker eller bider, bliver de fanget i et glas inden jeg lukker dem ud i friheden og jeg prøver så vidt muligt at undgå at træde snegle eller tudser, en regnvejrsmorgen. Okay - myg - dem klasker jeg! Men de er også så pokkers enerverende...
Anyway, jeg har da haft mine moralske skrubler i forhold til min nye hobby. Der er jo ingen tvivl om at de blot er indfanget, med det formål at blive sat i glas og ramme. Udelukkende for at jeg - eller andre med de samme sære tilbøjeligheder - kan nyde synet. Ja, for jeg kan da næppe forestille mig at der er tale om selvdøde dyr, fundet i vejgrøften...
Men jeg må indrømme at æstetikken i den sammenhæng vinder over moralen. Ligesom den i øvrigt gjorde det da jeg for 8 år siden købte en ræveboa.
Apropos døde dyr, måtte vi desværre sige farvel til vores brunstribede tilløber medio april. Han tilhørte egentlig genboen, men var nærmest flyttet permanent ind hos os. Men netop fordi han reelt set ikke var vores, fik jeg aldrig gjort ham og mig selv den tjeneste, at få ham neutraliseret og øremærket. Det kan jeg godt fortryde nu, da det så ikke er sikkert han havde strejfet så meget og måske stadig ville have været i live i dag. Men den slags gør man jo ikke med andre folks katte. Men jeg burde nok have taget dialogen med hans tidligere ejere noget før. Det er virkelig en længere historie, men skåret ned i stikord, var/er de desværre noget vanskelige at kommunikere med, da de taler meget dårligt dansk. De vidste godt at han kom og var hos os, for det gjorde jeg dem opmærksom på allerede i februar sidste år, da han kom tilløbende. Men så hørte jeg ikke mere. Jeg troede han var deres. De troede han var min. Kilen til en række forviklinger var lagt.
En aften - efter at have været på et par dages strejfetur - kom han hjem og stank af mødding og vraltede som om han havde skidt i de bukser han ikke bar. Da jeg kikkede på ham, var hans bagdel smurt ind i tynd grønlig afføring. Egentlig virkede han ikke utilpas. Han drak, spiste og spandt når man snakkede med ham, men det blev ved med at dryppe fra hans bagdel. Så jeg tog ham til dyrlægen og regnede med at han blot skulle have noget pencilin. Det viste sig dog - ved nærmere undersøgelse - at han (sandsynligvis) var blevet påkørt. Selvom det eneste man egentlig kunne se, var en hudafskrabning. Men det kan jo komme af så meget. Men hans nerver i bagpartiet var blevet beskadiget, så selvom han fik smertestillende medicin, ville han blive ved med at have problemer med at kontrollere vandladning og afføring. Der var desværre ikke andet at gøre end at sige farvel. Det var synd, hvis han skulle leve videre under de vilkår. Så det kostede lige en uge i kulkælderen. For pokker, der blev grædt snot i ADHD-land! Men han var altså også en vidunderlig kat.
Når jeg havde nogle af mine ADHD-flip, hvor jeg rendte rundt og atter ledte febrilsk efter min(e) forlagte nøgler, pung, solbriller, lighter..... sad han nysgerrigt og fulgte mig med øjnene, som tænkte han hvad laver damen? Mødte man ham ude på stien, løb han altid efter een og så elskede han børn og fandt sig i at blive båret rundt på de mest akavede måder. Nårh ja, og når han så kom hjem med et bytte, insisterede han på at det skulle leveres indenfor. Mellem os sagt var det dog ikke den bedste af hans features, men det handler om at forstå psykologien bag. Der er jo tale om en gestus. Så var det virkelig om at finde det-er-tanken-der-tæller-ansigtsudtrykket frem, når der lå fugle- og muselig på stuegulvet. Nuvel, jeg var i skarp træning efter mange år med en farmor, som altid gav bløde pakker til jul og fødselsdage.
 |
| Et af de sidste billeder jeg tog af ham. En prægtig tigermis. |
I tirsdags var jeg til seniortjek med hunkatten. Hun fylder 12 år til juni. Men bortset fra lidt tandsten, var hun sund og rask og lod sig ikke mærke af sin høje alder. Det glæder mig, for jeg ville ikke kunne holde sig at skulle sige farvel til endnu en kat. Ihvertfald ikke så kort tid efter. Misja har bare at blive 20 år. Ellers bliver hun lavet til sofapude. Det har jeg sagt til hende.
Og nej, jeg er selvfølgelig ikke så weird at jeg kunne finde på at få min(e) kat(te) udstoppet...
Peace and Love
Jette
Ingen kommentarer:
Send en kommentar