Øl og Lort og Pis

Året er 1987. Jeg går i 2. B. og vi har vikar i dansk. Han siger vi skal prøve at gætte hans navn og at han hedder (næsten) det samme til fornavn, som et af vejnavnene i nærheden af skolen. Om vi gættede det, kan jeg ikke huske, men det var et lidt usædvanligt navn, som begyndte med F.

Hvad jeg derimod godt kan huske, er at vi havde F i en længere periode, mens vores klasselærer var sygemeldt og at jeg vist nok syntes han var lidt kedelig. Hvad jeg særdeles godt husker, er at F i et kort frikvarter lige havde været en tur på toilettet, hvilket blev afsløret da en klassekammerat kom løbende ind i klasselokalet og råbte; Der lugter af Øl og Lort og Pis blandet sammen! Siden da har min humor udviklet sig i en lidt mindre latrin retning, men jeg kan huske at jeg grinede så meget over min klassekammerats kommentar, at jeg fik mavekrampe og kunne slet ikke forstå - da jeg refererede oplevelsen for min mor - at hun slet ikke fandt sammenblandingen af Øl og Lort og Pis lige så morsom som jeg gjorde. Det satte sig ihvertfald godt fast i erindringen og selv da jeg glemte F, hans navn, udseende og undervisning, huskede jeg stadig min klassekammerats kommentar.

Skæbnen ville at jeg senere skulle møde ham igen - inde på fakultetet. Det faldt mig slet ikke ind, at den lidt ældre, gangbesværede og svagtseende herre, var min tidligere lærer, indtil vi en dag skulle med samme tog og han fortalte at han engang havde arbejdet på en skole i den by jeg kom fra og pludselig kunne jeg jo godt se hvem han var. Jeg sagde at jeg godt kunne huske ham, men jeg undlod pænt at fortælle hvorfor. Jeg kunne dog ikke lade være med at tænke på, om jeg stadig ville have husket ham, hvis ikke min klassekammerat var kommet med den lidet flatterende kommentar.

Det er længe siden jeg har set ham derinde. Men det skete et par gange at han skulle med samme tog og jeg derfor fulgte ham ned til stationen og mens vi gik arm i arm - i et tempo selv jeg ville kategorisere som langsomt - talte han altid positivt om sin oplevelse som lærervikar. Så meget at jeg nærmest fik en dårlig samvittighed over at jeg dengang, ikke syntes han var særlig inspirerende.

Jeg ved ikke rigtig hvad der gav udslaget, men jeg kom pludselig til at tænke på ham igen i dag, da jeg var ude og gå med plakater for menigheden. Vi holder jo en del foredrag, filmaftener og ture i naturen, som vi ønsker at gøre reklame for på de andre fakulteter og jeg er så blevet ansat som plakatomdeler resten af semesteret. Det er ikke noget som giver kassen. Faktisk er det ulønnet, men jeg får et gavekort for indsatsen og så er det faktisk en meget hyggelig tur rundt i Københavns gader, mens jeg får klaret hjernen og tænk hvad der sådan pludselig kan dukke frem fra erindringen...