Er det normalt?

Sephora har åbent en afdeling i Illum. Til de læsere som ikke ved hvad Sephora er, er det en fransk skønhedskæde, som foruden at sælge mere eksklusive produkter også har deres eget og mere budgetvenlige mærke. Jeg var derinde og kikke i forgårs, efter at have været til fredagfrokost i menigheden. Jeg købte ikke noget. End ikke en sølle irgrøn neglelak til 35 kr., som det ellers lykkedes mig at overbevise mig selv om, at jeg da så absolut manglede. Således gik jeg rundt i dette skønhedsmekka og havde en længerevarende indre diskussion med mig selv.

- Sådan en skal jeg have!

- Jamen, du har en næsten fuld neglelakfjerner i skabet.

- Jo, men flakonen er så pæn...

- So what! Du kan købe den når den anden er brugt op.

- Jamen, hvad hvis den så er udsolgt?

- Næppe! Den er jo ikke limited edition.

Eller

- Øjen Make-Up fjerner! Sådan en kan jeg da godt købe. Den gamle er jo næsten brugt op.

- Ja, næsten! Mon ikke der er til et par gange endnu?

- Jo, men det er da meget godt at have stående, så man ikke løber tør.

- Hvor tit er det lige du bruger mascara? Vent til næste måned hvor du har lidt flere penge.

- Okay...

Eller

- Renselotion! Det må jeg gerne købe. Det har jeg jo ikke noget af.

- Nej, og hvorfor mon?!

Og det er netop pointen med dette blogindlæg. Altså ikke at jeg ikke har en renselotion, men hvorfor jeg ikke har. Den ville sandsynligvis blive brugt 2-3 gange, hvorefter den ville stå og samle støv på badeværelseshylden, indtil jeg smed den ud.

Jeg skal gerne indrømme at jeg har en vis svaghed for livsstilsmagasiner (især de udlandske som Vogue eller ELLE. Men jeg synes også de er ret dyre, så jeg køber altid en ordentlig stak, når jeg er i Sverige, da de er billigere på den anden side af sundet). Det er en af de ting, som virkelig kan give ro i mit til tider noget kaotiske hoved. At putte mig under dynen med et (eller flere) glitrende magasin(er) og lade mig forføre af en verden, hvor en Fendi-taske er lige så vigtig som ulandsbistand.

Jeg er da godt klar over at den verden de repræsenterer, ikke svarer til den de kloge kalder for virkeligheden. Men selv med det in mente, kan jeg - når jeg når til skønhedssiderne - ikke lade være med at tænke; er det normalt? Kvinder som bliver interviewet om deres skønhedsrutiner, øjencreme, dagcreme, natcreme og you name it!

Det slog mig pludselig, da jeg stod der i Illum. Er det normalt at smøre sin krop ind i lotion, hver eneste morgen efter man har været i bad? Er det normalt at bruge tre forskellige slags cremer til ansigtet (dagcreme, natcreme og øjencreme)? Dette selvfølgelig efter nøjsomt at have brugt rensecreme og skintonic? I don't get it!

Nu tager det mig i forvejen tre lange og tre brede at gøre mig klar om morgenen og det er ikke fordi jeg bruger oceaner af tid foran spejlet, men fordi jeg konstant bliver distraheret. Huskede jeg nu håndklædet? Hvor er mine piller? Hov, den sang skal jeg lige danse til...

Jeg går i bad, vasker hår og kommer efterfølgende dagcreme i ansigtet (også under øjnene) og leave-in-conditioner i håret og that's about it. Skulle der så også være tid til at smøre hele kroppen ind i lotion og vente på at det tørrer, inden man tager tøj på? Eller være nødvendigt at rense ansigtet inden man går i seng?

Hvorom alting er, har jeg fået indtrykket af at det faktisk helt normalt med det helt store arsenal af skønhedsprodukter, selv for kvinder som ikke arbejder indenfor mode- og skønhedsbranchen.

Jeg kan derfor ikke lade være med at tænke om det mon er en ADHD-ting? Man kan omvendt spørge om det ikke bare er fordi, at jeg ikke interesser mig nok for det. Men det er det næppe tilfældet. Jeg lider i udpræget grad af pyntesyge og sluger det ene modemagasin efter det andet - ikke hovedløst, men dog - råt. Det er slet, slet ikke fordi jeg ikke lader mig lokke af den slags. Jeg kunne så forstå hvis det ikke interesserede mig. Men jeg elsker det! Jeg elsker fine flakoner, skønne dufte og neglelak i alskens farver.

Men det er det med rutinerne. Det tager bare længere tid for mig. Derfor er det så svært at være vedholdende. Det virker så besværligt at skulle bruge tre forskellige slags ansigtscreme og det er kedeligt at vente på at neglelak tørrer (også de hurtigttørrende).

Jeg må således tale meget strengt til mig selv, når jeg endnu engang er ved at købe en potentiel støvsamler.

Er det mig som er helt gal på den eller er disse besværligheder vitterlig en del af de fleste ikke-ADHD kvinders dagsrutiner?

Nevertheless skal jeg alligevel tur i Sephora i starten af næste måned. Jeg mangler en grøn neglelak...