Jeg er flagellant.
Min religiøse overbevisning har dog intet med sagen at gøre. Ej heller er der tale om fysiske piskeslag. Nej, der er tale om en mindre blodig, men absolut ikke mindre smertefuld form for flagellation. Med jævne mellemrum opsøger jeg den metaforiske pisk, for at give mig selv et ordentlig drag over nakken. Jeg ved godt jeg ikke burde, men det er så forbandet svært at lade være...
Min ellers højtskattede ven Mr G. Oggle viser sig sommetider at være lidt af en forræder. Søg og du skal finde... Jo tak! Men hvad nu hvis man ikke kan tåle at læse det man googler efter? Der burde være en slags filter. Lidt i stil med den slags cookies man kan installere på sine børns computere, så hvis de googler "porno", kommer beskeden: Du har desværre ikke adgang til følgende webside, da din mor ikke vil have du ser på numse-sex. Et lignende filter kunne med fordel laves til mig. Således at Google spurgte mig; Er du nu helt, helt sikker på at du ønsker at læse følgende artikel, debat- eller blogindlæg? Så kunne jeg tænke mig om en ekstra gang og derved undgå den værste form for selvpineri.
Men jeg kunne jo ikke dy mig, da jeg i går morges googlede "ADHD omsorgssvigt" og ja!, flere fagfolk er enige i at (grov) omsorgssvigt godt kan give de samme symptomer som ADHD. Så hvordan afgøre man hvad der er hvad? Det er netop det som er problemet. Man er i den sammenhæng overladt til fagpersonens egen subjektive vurdering. En person som kommer med sin faglige viden og forudindtagethed. Ting bliver på ingen måde vurderet på et neutralt grundlag.
Lad mig komme med et konkret eksempel. Jeg får sommetider besøg af Jehovahs Vidner. Den ene er altid den samme og ham som fører ordet, mens det veksler lidt mellem hvem han har med. De er vældig søde og rare og jeg snakker gerne med dem og hører hvad de har at sige. Jeg gør det fordi jeg har en teologisk (faglig) interesse i at tale med dem. De gør det med det formål at forkynde og vinde tilhørere. Sidst talte vi lidt om hvorvidt man som kristen burde blande sig i politik. Vi diskuterer lidt frem og tilbage og på et tidspunkt henviser han til joh. 8,45 og siger; Der står "Men jeg siger sandheden" så Jesus talte jo sandt. Det er muligt, men jeg havde ærligt talt lidt svært ved at se hvad det argument skulle gøre godt for. Hvad jeg derimod godt kunne se, var at han lavede en cirkelslutning og prøvede at bevise biblens sandhedskriterium ud fra den selv. Vi har med andre ord hver vores tilgang til biblen. Jeg er skolet i at læse biblen med hermeneutiske briller på og når de een gang har sat sig fast på næseryggen, er de dælme svære at få af igen.
Hvorfor skriver jeg dette? Måske har jeg et frygtelig outdatet syn på psykologer, men jeg er af den overbevisning at de er skolet i at lægge vægt på miljø frem for arv og lige præcis dét finder jeg så utroligt skræmmende og angstfremkaldende. Hvilke konklusioner kan det ikke føre til?
Jeg ved jo godt selv - inderst inde, hvor der stadig gemmer sig en gammel indtørret gnalling af noget der engang var fornuft - at jeg har mit på det tørre. Jeg er måske ikke verdens mest strukturede menneske og hvis jeg har for meget "larm i hovedet" kan jeg også virke fraværende, men jeg har aldrig været så langt væk, at sønnike ikke har kunne få mig i tale.
Mit allerstørste problem er, at hvis jeg bliver nervøs - hvilket ofte er tilfældet når jeg skal til samtale vedr. sønnike - kan jeg ikke som almindelige mennesker nøjes med en smule hjertebanken og pillen ved håret. Næh, jeg ryger helt op i gear. Min stemme når op på omtrent samme niveau som en jetjager, målt i decibel. (Hvilket i øvrigt minder mig om første gang jeg skulle uddele oblater, ved en gudstjeneste. Jeg havde set det gjort masser af gange og jeg kendte proceduren, så det kunne vel ikke være så svært...? Men da jeg så stod der ved alteret, begyndte hjertet at hamre i brystet på mig. Ønsket om at varetage en - ellers rimelig - simpel opgave til UG med kryds og bolle, gjorde mig pludselig - og ganske uforventet, hvilket bestemt ikke hjalp på situationen - nervøs og jeg endte med at råbe; DETTE ER JESUS KRISTI LEGEME!!! ind i hovedet på majoriteten af de nadversøgende. Det var først da jeg opdagede at N. var ved at flække sammen af grin, at det gik op for mig, at jeg vist hellere måtte justere mit stemmeleje.) Jeg har svært ved at strukturere min tale og virker i det hele taget ret distræt. Det er det de har at interpretere på, så et eller andet sted kan jeg godt forstå, hvis de får det indtryk at jeg er meget ukonkret i mine udmeldinger i forhold til sønnike. Eller at laissez-faire er mit foretrukne opdragelsesprincip. Men sådan forholder det sig jo slet ikke i virkeligheden.
Forstå mig ret, arv vs. miljø er vist ved at være en forældet diskussion og ikke et spørgsmål om enten-eller. Men jeg er nu noget nervøs for at skolepsykologens konklusion vil blive, at sønnikes vanskeligheder primært skyldes miljø og at det derfor er der, der bør sættes ind i stedet. Nu skal det ikke forståes således, at det er mig ekstremt meget imod at få hjælp eller råd til hvordan jeg bedst kan afhjælpe sønnikes vanskeligheder. Men det nytter ikke noget hvis vi har hver vores tilgang til problemet. Tværtimod er jeg bange for at det kun vil gøre tingene værre. Som sagt er jeg ikke selv i tvivl om at sønnike har ADHD. Men jeg er alvorligt bange for at han vil smutte forbi ADHD-radaren, netop fordi han ikke er udpræget udadreagerende. Honestly oplever jeg at min mistanke ikke bliver taget alvorligt. Jeg oplever at sønnikes problemer bliver taget alvorligt, men jeg oplever ligeledes at de mener årsagen skal findes et andet sted.
Måske skal jeg også vente med at male Fanden på væggen, indtil jeg har hørt hvad skolepsykologens konklusion bliver. Men det er bare så pokkers svært at lade være med, når man er udstyret med en hjerne som kun kan køre i 5. gear.
Peace and Love
Jette
Ingen kommentarer:
Send en kommentar