Kunsten at medicinere en kat

Jeg havde besøg af V i formiddags. Det første jeg spurgte om - efter at have lavet ham en kop kaffe - var om han ville hjælpe mig med, at give katten en ormepille. Jeg forhørte mig selvfølgelig om det var okay og ikke var i strid med hans beføjelser. Jeg er jo heller ikke interesseret i at få ham i fedtefadet. Men jeg havde virkelig brug for (lidt) hjælp.

Sagen er den at jeg i forgårs opdagede at Misja havde fået orm IGEN(!). Det er snarere reglen end undtagelsen. Dyrlægen siger det er fordi hun er en habil jæger. Men der er ikke ret meget andet at gøre, end at give hende en pille, når jeg konstaterer orm. Jeg har ellers forhørt mig om ikke det er muligt at få noget præventivt, men dyrlægen mener det er bedst og sundest at vente med at give hende medicin, til jeg ser orm. Man kan godt give det præventivt, men hvis katten ikke er let at give piller, er det letteste for alle parter, at vente til man konstaterer orm. Og det er netop dér vi har problemet. For Misja er ikke nem at give piller. Møghamrende besværlig faktisk, for at sige det rent ud! Når jeg har fortalt venner og bekendte om mine pille-problemer, har de kikket skeptisk på mig og (især hundeejere har) spurgt om ikke jeg bare kunne camouflerer pillen i en luns leverpostej. Nej! Dels spiser hun ikke leverpostej, dels hopper hun da ikke på dén. Hvis det var så simpelt, havde jeg nok valgt den løsning til at starte med. Jeg har forsøgt mig med dåsemakrel-camouflage. Resultatet var at tallerknen blev slikket pænt rent, mens pillen lå tilbage og grinede mig op i ansigtet.
Nogle katte er så lettere at give piller, end andre. Jeg har studeret pillegivnings-taktik i Politikkens Kattebog. Jeg blev kun det klogere, at jeg fandt ud af det ikke var noget jeg skulle gøre alene. Da jeg boede sammen med eks-mand, foregik det ved at han iførte sig polstret skjorte og have-handsker og holdt katten, mens jeg gav hende pillen. (Jeg har sågar - i nærmeste omgangskreds - hørt om en, som var nødsaget til at iføre sig Kansas-kedeldragt, når deres kat skulle have en pille. Så grelt er det dog heldigvis ikke herhjemme...) Jeg kunne selvfølgelig have ventet til eks-mand kom forbi eller sønnike kom hjem fra ferie, men jeg synes bare ikke Misja skulle gå rundt med det, i flere dage. Heldigvis smitter den type orm, ikke til mennesker. Men jeg synes stadig det er en smule ulækkert og hvis nu V kunne - og måtte - hjælpe, kunne jeg ligesågodt spørge ham. Men han var vist lidt overrasket over hvor hårdthændet man skulle være. Men nu kender han mig efterhånden så godt, at han ved at "dyremishandling" kun er noget jeg gør det i lejlighedsvist og kun hvis det er strengt nødvendigt.

Han griner i øvrigt lidt af mig og siger at jeg har en nærmest autistisk trang til orden. Det er sikkert heller ikke helt forkert. Men når det roder i hovedet, hjælper det ikke hvis det samtidigt også roder omkring en. Jeg er ikke verdensmester i at få sat papirer i mapper, men det er på den anden side heller ikke så grelt at jeg har behov for hjælp til det - som nogle ADHD'er ellers kan have. Som han siger; Du har styr på mange ting. Og det har jeg også. Men jeg har stadig et umådeligt stort behov for at blive bekræftet i at jeg er god nok. For mig er det en tryghed, at have en person som kan bekræfte mig i at jeg gør det godt nok. Så for det meste snakker vi bare, for det med at rydde op, planlægge mad og indkøb, betale regninger og lægge budget, klarer jeg selv. Det er ellers det som er meningen med den slags tilkendte støttepersoner, så jeg håber virkelig at jeg alligevel kan få lov til at beholde ham, når vores 3 mdr. prøveperiode er overstået. Bare det at vide at der er en udenforstående man kan ringe til, hvis lokummet brænder, betyder alverden for mig. Også selvom jeg endnu ikke har gjort brug af det. Og så svinger vi også rigtig godt sammen.

Peace and Love

Jette

Vi læser Dostojevskij.

Det søde boheme-liv

Sønnike er taget på ferie hos sin far. Jeg under dem bestemt at se hinanden, men det skal ikke være nogen hemmelighed, at han er en af de primære årsager til, at jeg sørger for struktur i hverdagen. Så når knægten ikke er hjemme, går der meget nemt boheme i den. Jeg har den sidste uge (plus lidt mere) levet af en meget interessant kost, bestående af kaffe og boller med blåskimmel ost. Dog med et enkelt afbræk af indisk take-away.

Og så er jeg gået i gang med at male...

Det startede sådan set efter min sidste IKEA-tur. Foruden de lufttætte opbevaringsglas, som jeg skrev om i forrige blogindlæg, fik jeg også købt to nye lagner.

Jeg ved ikke rigtig hvad jeg tænkte på. Jeg plejer nu nok at være meget god til at smide ud. Men da jeg havde pakket lagnerne ud, lå der to udmærkede stykker pap (ca. 30 x30 cm.), som da ikke skulle gå til spilde (?!). Så jeg blev enig med mig selv om at lave et par collager. De kom til at se sådan ud:

Men da jeg først var gået i gang, var det som om det ikke var nok. Så jeg måtte en tur i Søstrene Grene og købe malegrej (det kalder de det selv på deres kvittering!), for de madpenge jeg sparer, når nu min (heldigvis) ikke særlig kræsne - men dog ret sultne - teenager, ikke er hjemme til at rippe køleskabet.

Jeg har egentlig altid ønsket mig at male, men har bare aldrig fået gjort noget ved det. Hver gang jeg har haft det i tankerne, har jeg fået overbevist mig selv om at det var en dum idé, fordi det unægteligt roder en del med halvfærdige billeder, pensler og tube-maling rundt omkring. Det var mere end jeg kunne overskue præ-ritalin og dengang vi var 3 mennesker, en kat og et halvt lokal-bibliotek, på 65 km2. Men efter eks-mand flyttede til Nærum og jeg er blevet bedre til orden, besluttede jeg mig for at kaste mig ud i det.

Så det er så hvad jeg har bedrevet, når jeg ikke har sovet eller spist blåskimmel ost:

Hvis i synes de tre første, minder om noget i har set før, er det sikkert ikke så mærkeligt. Jeg er nemlig meget inspireret af kunstneren Jan Klein. Jeg stiftede bekendtskab med hans collage-malerier for ca. halvandet år siden og forelskede mig på stedet! Han er virkelig upcoming. Da jeg googlede hans navn tilbage i januar 2011, var det fleste hits et blikkenslager firma. Nu er hans hjemmeside den første som dukker op på Google. Jeg begynder at ane et mønster... Ligesom med Evren Tekinoktay, skulle jeg have investeret med det samme. Så meget for at tænke mig om!

Nu skal det selvfølgelig heller ikke være rip-off, så jeg prøver at finde mit eget udtryk. Men det første jeg tænkte da jeg så hans billeder var; Det ér præcis sådan jeg ville male, hvis jeg kunne...

Jeg snakkede endvidere med skolepsykologen i dag. Den foreløbige konklusion bliver at vi det næste halve år sætter ind med pædagogiske værktøjer og derefter - hvis det ikke har hjulpet i markant grad - bliver sønnike henvist til udredning. Ikke helt den konklusion jeg håbede på, selvom jeg bestemt er enig i at der også skal arbejdes for ham pædagogisk.

En god ting er dog at jeg gradvist - dag for dag - giver slip på nogle af de prædikater, jeg har slået mig selv oveni i hovedet med. Dermed ikke sagt at der ikke er nogle ting jeg kan - og skal - arbejde med, i forhold til min moderrolle. Men det er nok snarere i forhold til at give ham mere plads. Jeg ved godt, jeg kan være pisseirriterende, men der er vel ingen som tager skade af at få at vide at de er smukke og intelligente..... 3 GANGE OM DAGEN!!! 

Okay, jeg har stadig en del selvransagelse at gøre og det er måske netop fordi jeg har været bange for ikke at være god nok, at jeg har været så pågående. Suk! Lige meget hvad man gør, så...

Derudover var jeg forrige lørdag, til min lillesøsters polterabend. Ja, hun skal sgu giftes! Min LILLESØSTER!!! I en alder af 31 år er hun slet, slet ikke gammel nok til at rende med drenge (eller i dette tilfælde EN MAND - som er hele 3 mdr. ældre end mig!), siger STORESØSTEREN.

Ej, spøg til side. Jeg er glad på deres vegne og min kommende svoger er da også en rigtig fin fyr (- og tilmed revisor. Sådan en kan man altid bruge...). Men jeg må indrømme at en lillebitte-mikroskopisk-mini-snert af mig, havde lyst til at gå løs på ham, da jeg for 8 år siden, første gang så ham kysse(!) MIN LILLESØSTER.

Jeg overvejer at tegne abonnement på Psychology Today...

Vi filmer lige...

I går skulle jeg have bugt med krapylerne. Det var egentlig meningen, jeg ville have gjort det i forgårs. Men hvad der skulle have været 1/2 time på sofaen i selskab med Dostojevskijs Kældermenneske(t), blev i stedet til 6 timer i Drømmeland. Det passede mig egentlig også fint at udskyde det, for så kunne eks-mand give en hjælpende hånd med (efterfølgende) rengøring og oprydning. Endvidere er tirsdag sønnikes lange skoledag, så han ville først komme hjem ved tretiden og undgå den værste kemikalie-dunst og katten kunne i mellemtiden være inde på hans værelse.

Jeg stod således op før en vis een fik sko på, tømte og støvsugede samtlige køkkenskabe. Da jeg havde sendt sønnike i skole, installerede jeg - efter samråd med dyrlægen - Misja på sønnikes værelse, med mad, vand og kattebakke, iførte mig gummihandsker og gik i krig:

Straks derefter tog jeg ud af døren. Det er jo ikke ligefrem sundt at gå og indeånde den slags og da vi har åbent køkken, var ophold i stuen udelukket. Jeg kunne selvfølgelig have sat mig ind på sønnikes værelse og gjort katten selskab, de ca. 5 timer Trinolen skulle sidde, men tænkte at hun sikkert helst ville være fri for at dele WC med mig (- og med mit kaffeindtag, er det fysisk umuligt at holde sig i 5 timer...). I stedet tog jeg i IKEA sammen med eks-mand. Noget skulle jeg jo få tiden til at gå med og tænkte at jeg lige så godt kunne slå-to-fluer-med-et-smæk og købe nogle lufttætte opbevaringsglas til mel og müsli.

Jeg var hjemme igen ved halvfiretiden, så jeg regnede sådan set med at sønnike var kommet hjem. I entréen blev jeg dog til min store overraskelse, mødt af hele fire teenagere - to af hvert køn - hvoraf den ene knægt var min egen. De havde fået den "geniale" idé at det da var herhjemme, de skulle lave tysk-gruppeopgave. Og havde det været et hvilket som helst andet tidspunkt (Læs: En dag hvor hjemmet ikke lignende en post- Roskilde Festival og lugtede af Cheminova-udspil.), havde jeg sikkert været henrykt af begejstring, over kombinationen smilende teenagere/tysk-lektier. Men de var altså i gang med at optage en kortfilm på mobilen. Auf Deutsch natürlich! Og jeg synes faktisk det er et virkelig fint initiativ fra (tysk-)lærerens side, på den måde at arbejde kreativt med sprogindlæring. Men jeg syntes så absolut ikke det var et virkelig fint initiativ, at mit hjem - at mit her-ligner-et-bombet-lokum hjem - skulle fungere som kulisse. Jeg havde jo været nødt til at stille gryder, fade og service rundt omkring i lejligheden og det er så hvad som om få dage blive stillet til skue, for hele 7.B:

Jerusalems ødelæggelse...

Det giver mindelser om engang knægten skulle på tur med klassen og jeg derfor bad ham pakke sin madpakke i en plastikpose. Knægten tog den første og bedste pose han kunne finde. Det var først da han kom hjem fra skole, jeg opdagede han hele dagen havde rendt rundt med en pose fra Lust.

Nu hvor jeg alligevel er godt i gang med hovedrengøringen, tror jeg min personlige facade trænger til en overordentlig pudsning...

Fra speltkusse til pesticid-babe

Kære Økologi

Jeg skriver dette fordi jeg har besluttet, at det må være slut mellem os.

Sønnike opdagede i dag en savtakket kornbille i en af dine fibermüsli-pakker. En müsli jeg i øvrigt en time tidligere havde spist af med største fornøjelse. Ydrk!

Jeg har googlet lidt og fundet ud af at jeg langt fra er den eneste, du har behandlet på den måde. Jeg ved godt det ikke er med vilje. Ja, du vil måske endda hævde at det ikke kan undgåes. Jeg er da også ked af at det skal være på denne måde, men jeg tåler ikke småkryb i mine madvarer - så hellere pesticider.

Kærlig hilsen

Jette

P.S. Vi kan stadig ses i kød og mejeriprodukter, men for fremtiden er du forment adgang til mine køkkenskabe. Måske lige med undtagelse af tætsluttet konserves.

Min hilsen giver vel sig selv. Jeg har konstateret savtakkede kornbiller i mine køkkenskabe. Jeg er ikke sart, men småkryb i mine madvarer synes jeg sgu er ulækkert. Det glæder mig dog at læse at tilstedeværelsen af disse, ikke skyldes dårlig køkkenhygiejne, men at de er kommet med hjem fra supermarked i en pose mel, gryn eller nødder.

Jeg har allerede smidt samtlige madvarer ud (med undtagelsen af én pakke uåbnet pasta, to dåser majs og en dåse soyabønner) og i morgen står den på støvsugning af skabe og Trinol 810. Generelt er jeg ikke tilhænger af med-ondt-skal-ondt-fordrives-parolen, men tror desværre det er nødvendigt i den sammenhæng. Jeg er dog lidt bekymret for om katten kan tåle det. Det er jo noget krasbørstigt noget. Mon det er tilstrækkeligt at lukke hende inde på sønnikes værelse i nogle timer, eller skal hun være helt ude af lejligheden? Der skal jo luftes ud, så hvordan forhindrer jeg hende i at gå ind igen? Jeg må snakke med dyrlægen i morgen og høre om det bare er mig som er pylret.

Jeg kan selvfølgelig ikke med sikkerhed sige hvor de kommer fra. Men det mest sandsynlige er at de har gemt sig i en pakke med økologisk kornprodukter. Problemet er at de (savtakkede kornbiller) ikke er kræsne og eftersigende også er glade for konventionelle fødevarer. Men ikke-økologiske kornlagre bruger nogle skarpere midler mod insektbekæmpelse, så sandsynligheden for at de i første omgang er kommet derfra er ikke så stor.

Jeg kan ellers virkelig godt se det fornuftige i økologi, men når jeg finder den slags småkravl i mine køkkenskabe, kan jeg pludselig også se det virkelige fornuftige i sprøjtemidler. Sorry!

Modelfoto

Kunsten at navigere i kaos

Jeg har gjort en interessant erkendelse. Da jeg boede sammen med eks-mand, kunne han undre sig over mine prioriteter. Ja, det kan han sådan set stadig, men det interessante er, at jo mere jeg føler jeg har om ørerne, des højere prioriterer jeg oprydning og rengøring. Det har selvfølgelig hjulpet en del at jeg er kommet i medicinsk behandling, men tidligere kunne jeg få såkaldte trip, hvor jeg fes rundt med støvsuger og deslige. Symptomatisk samtidigt med at der skulle læses til eksamen, skrives dispensationsansøgning, skole-hjem samtale/forældremøde, kontaktlinse kontrol og lignende. Jo flere opgaver, des større rod på hjemmefronten, forekom det mig. Men nu er det så gået op for mig, at jeg i perioder med "kaos i hovedet", har projiceret mit tankemylder over på hjemmet. Resultatet blev dog sjældent helt godt. Lige meget hvor alfabetisk CD'erne stod eller bøgerne var genre sorteret, fjernede det jo ikke på årsagen til mit bagvedliggende kaos. Men det var min måde, hvorpå jeg forsøgte at navigere i mit indre kaos.


Jeg gør det tildels stadig, så jeg besluttede mig for at lave et eksperiment. Årsagen var at jeg i går havde besøg af V. Han sagde, at han syntes jeg boede pænt, hvorefter jeg straks indvendte at her da trængte til at blive ryddet op. Han kikkede lidt skeptisk på mig og det gik op for mig, at det rod og kaos jeg taler om, måske mest af alt er noget som findes inde i mit eget hoved.
Jeg lavede derfor det eksperiment at tage billeder af mit hjem, for ligesom at prøve at se tingene udefra. Og det er faktisk ganske interessant, for når jeg betragter billederne med de "objektive" briller på, får jeg et helt andet indtryk af min bolig. Hvad der på billede 4. ligner almindelig dagligdags-rod og noget man snildt burde kunne abstrahere fra, er inde i mit hovedet blevet til en losseplads af genstande, som jeg ikke aner hvor jeg skal gøre af og som forstyrrer mig i min gøren og laden. ADHD i en nøddeskal!

(Samtidigt kan det tjene som den boligreportage jeg på et tidspunkt skrev jeg ville lave. For jeg synes faktisk - når man ser bort fra rodet - at jeg bor ganske stilfuldt. Bortset fra en BH, et par bukser og en cardigan som hang over sofaen og som nu er lagt ud i vasketøjskurven, har jeg ikke flyttet på noget siden V gik.)

Et kik ind i min stue. Vi bor i 2v, så sønnike har værelse i soveværelset og jeg sover derfor i stuen.  Spisebordslampe fra IKEA. Antik globus fra Wiingaard.

Mine arvede reoler. Mine bøger og min (foreløbige) insektsamling. 

Sofabord arvet fra farfar. Månstad sovesofa, pyntepuder og lampe fra IKEA. Maleriet er malet af en tidligere studiekammerat.

Tornen i øjet. Dét - mine damer og herrer - er hvad jeg kalder rod! Vilmar spisestuestole og Lensvik spisebord fra IKEA

Mændene i mit liv

Som jeg skrev i et tidligere blogindlæg sker der en del i ADHD-land i øjeblikket. Det klogeste vil nok være at tage det i etaper (læs: separate blogindlæg), da det ellers vil blive for omfattende.

Men der er kommet ind ny mand ind i mit liv. I skal vide at det er meget svært for mig at skrive dette, for et eller andet sted skammer jeg mig faktisk over "ham". Ikke ham som person (han er virkelig sød, sjov og intelligent), men over den funktion han har i mit liv. Lad mig med det samme slå fast, at der ikke er tale om noget kærlighedsforhold.

Mit humør tog et gevaldigt dyk i starten af året. Dels fordi jeg stod uden indtægt og ventede på svar fra SU. Dels fordi jeg holdt pause med min antidepressive medicin. Mit liv var en kaos-kage med bekymringskrymmel. Eller sådan føltes det ihvertfald. Jeg tog derfor beslutningen om at jeg aldrig, ALDRIG nogensinde ville havne i en lignende situation igen. Jeg tog derfor kontakt til kommunens handicapenhed og søgte om at få tilkendt en støtteperson. Mest fordi jeg håbede på at en sådanne, ville gøre det lettere for mig at være ..... mig. En enkelt person som kendte til mig og min "sag", således at hvis det nogensinde - Gud forbyde det - igen skulle bliver nødvendigt for mig at henvende mig til kommunen om hjælp, ville det kun være nødvendigt at kontakte min støtteperson, som så kunne foretage det rent praktiske, sådan som henvendelse(r) og fotokopiering. Forstå mig ret, det handler ikke om at springe over hvor gærdet er lavest, men fordi den slags opgaver faktisk kræver ret meget af mig og min omvendte hjerne. Jeg har lettere ved at læse 5 sider Kierkegaard end at tage en simpel fotokopi. Nuvel, jeg kunne ikke få bevilliget hjælp til rent praktisk arbejde, men jeg kunne få råd og vejledning (støtte) i hvordan jeg gjorde/gør det lettest for mig selv, hvilket jeg selvfølgelig tog imod.

Der gik nogle måneder og jeg hørte ikke videre i sagen. Jeg tænkte at jeg nok var blevet glemt og følte intet behov for at rykke. Dels var det jo gået i orden med SU. Dels har medicinen vist sig at have en ganske positiv effekt i forhold til rent praktiske opgaver, således at det ikke dræner mig for energi i sammen omfang som tidligere.

Tænk at for bare ét år siden, forekom indkøb mig at være en nærmest umulig opgave. Jeg gjorde det, fordi vi skulle jo have mad på bordet. Men det var svært. Svært fordi min hjerne ikke ved egen hjælp kunne/kan tage den simple beslutning, det egentlig burde være. Alle muligheder skulle nøjes overvejes og det er nu engang en noget tidskrævende proces, når køledisken i Netto byder på både hakket kalv og flæsk, koteletter, kyllingfilet eller lår - med eller uden marinade. Jeg kan egentlig ikke forklare hvorfor det var sådan. Det var jo ikke fordi jeg var bange for at træffe den forkerte beslutning. Det var jo "bare" mad og ikke et valg som havde afgørende betydning for resten af min tilværelse. Det vidste jeg jo godt med min fornuft, men ikke desto mindre var det sådan min hjerne reagerede, når jeg blev stillet overfor at skulle vælge mellem medister eller hakkebøf. Derudover blev jeg også lettere distraheret af baggrundsmusikken (sønnike har ved flere lejligheder nævnt at det altså var pinligt, hvis jeg kom til at synge med) eller farverige indpakninger. Jeg har nu lært at jeg skal have truffet en beslutning, inden jeg går op for at handle. Endvidere har jeg investeret i en cool "pensionist-taske" fra IKEA, i blå med hvide polka-dots. Så behøver jeg ikke dø af skam, hvilket unægtelig havde været tilfældet, hvis jeg skulle flashe Burberry-tern. Ja, det var faktisk min forfængelighed, som forhindrede mig i at gøre den investering tidligere. På den måde kan jeg handle ind til flere dage og derfor nøjes med at handle 2-3 gange om ugen. Det er blandt andet et af de tiltag jeg har gjort, for at gøre hverdagen lettere for mig selv.

Nå, men jeg hørte som sagt ikke noget i nogle måneder og var derfor noget overrasket, da jeg for et par uger siden blev ringet op af V, som min tilkendte støtteperson så hedder (ihvertfald på bloggen). Jeg var lige ved at sige at det ikke længere var nødvendigt, men besluttede mig alligevel for at give det en chance. Jeg mener, måske han havde nogle forslag til hvordan jeg kunne gøre tingene endnu lettere for mig selv. Jeg havde haft mange og lange indre diskussioner med mig selv, om hvorvidt jeg havde behov for en støtteperson. Egentlig var jeg lidt glad for at de havde "glemt" mig, for det er jo lidt pinligt. Eller sådan tænkte jeg og gør det til dels stadig. Derfor er det også noget at en personlig udfording at skrive dette i et åbent forum. Det handler om associationer. Jeg er ked af at indrømme det, men også jeg har fordomme og i langt de fleste tilfælde hvor jeg har hørt om støttepersoner, har der været tale om folk med (tidligere) misbrugsproblemer eller problemer af en noget alvorligere karakter end mit kopimaskine-had.

Men jeg besluttede mig for at bide min stolthed i mig og give det en chance. Og ved i hvad? Jeg tror lige præcis at V er det jeg har brug for, men på et helt anden måde end det oprindeligt var tiltænkt.

For da V var på besøg første gang, var en af de første ting han bemærkede - efter lige at have sundet sig ovenpå vor første møde. Ja, fordi jeg lagde stærkt ud med at åbne døren, kun iført tanktop og trusser. Heldigvis var det da de pæne fra Forrest and Bob. Efter at have sendt sønnike afsted i skole, var jeg (utilsigtet) faldet i søvn igen og åbnede derfor døren i denne noget bizarre (ihvertfald når man venter gæster) påklædning. Jeg sagde at han da endeligt måtte komme ind og skyndte mig at iføre mig de nærmeste par jeans, men jeg tror nok han var lidt beklemt ved situationen - mit ikke-eksisterende rod.

En anden ting han bemærkede var min kærlige omtale af sønnike og min - noget ude af propositioner - bekymring om hvorvidt jeg nu var en god-nok-mor. Og det er lige præcis dét jeg har brug for. En som kan pille mine fikse idéer ud af hovedet på mig (ihvertfald de destruktive. De kreative foretrækker jeg at få lov til at beholde...). En udenforstående person, som kan bekræfte mig i at tingene slet ikke ser så galt ud i "virkeligheden", som de gør inde i mit hoved. Eller som han lidt ironisk sagde det; jeg var måske en lidt for god mor. Forstået på den måde, at hvis jeg gør mig "skyldig" i noget, er det nok snarere at være for omklamrende, end det modsatte. Og det er virkelig noget der tager kegler, når det kommer fra en uddannet pædagog. Min favorit angst-neurose er om jeg er god nok som mor. Jeg vil nok have behov for at få det at vide flere gange, men forhåbentlig går der ikke år, før jeg selv føler mig som den fantastiske mor, som mine venner og V beskriver mig som.

Det er selvfølgelig heller ikke optimalt at være for omklamrende, men fra at have haft en masse kredsende tanker om hvorvidt jeg nu var god nok, arbejder jeg nu henimod at give slip på nogle af mine "vrangforestillinger". Mere om det et andet tidspunkt.

Peace and Love

Jette

Modelfoto

Så var det lige før jeg røg til tasterne...

Som jeg tidligere har nævnt, har jeg en ting for modemagasiner og et af den få danske - foruden Eurowoman - som kan hamle op med de udlandske, er COVER.

I denne månedens nr. er der en artikel med den danske model Lykke May, som bekendt har ADHD og tillige er ambassadør for ADHD-foreningen.

Selve artiklen handler som sådan ikke om ADHD, men der nævnes kort om at hun har fravalgt medicin da det har den bivirkning at det nivellerer humørsvingningerne, så der hverken er lavpunkter eller højdepunkter i ens humør. Not true! Nu kan jeg selvfølgelig ikke udtale mig om hvorvidt Lykke May selv har prøvet medicin af og om det derfor er hendes oplevelse eller om der "bare" er tale om en fordom. Det er rigtigt nok at det stabiliserer humøret, men det er altså ikke sådan at man ikke oplever almindelige humørsvingninger.

Desværre er det en meget almindelig fordom overfor psykofarmaka, men det passer altså ikke, at man ikke kan føle hverken glæde eller være ked af det. Det medicinen gør er at stimulere hjernens signalstoffer, enten ved at hæmme tilbageoptagelsen eller øge dannelsen og frigørelsen af dem (jf. evt. PsykiatriFondens bog om ADHD kap. 2 om medicinsk behandling). Man har således ikke længere de helt store og markante - irrationelle - udsving i humøret. Men man er på den anden side heller ikke total numb. Hvis det er tilfældet, er det tegn på at man får for høj dosis. Bevis: Trods medicin tudede jeg som pisket efter hankatten blev aflivet og det ser jeg som en hel naturlig sorgreaktion, efter at have mistet et familiemedlem. Omvendt kan jeg stadig føle mig velsignet (lykkelig) i gode venners selskab og hyle af grin hvis de siger noget morsomt.

Men fordommene lever desværre stadig i bedste velgående. Især blandt folk som ikke har det tæt inde på livet og som i stedet fokuserer ensidigt på bivirkningerne ved at tage "hjernemedicin". Og ja, medicin kan have bivirkninger, men for nogle mennesker er "bivirkningerne" ved ikke at tage medicin 10 gange værre end en øget risiko for f.eks. forhøjet blodtryk. For mig er medicinen det som gør at jeg kan føre en næsten normal hverdag og at mit hjem ikke ligner en krigszone.

Jeg er dog blevet bedre til at vende det døve øre til den slags postulater. Jeg ved med mig selv at jeg har gjort mit forarbejde godt nok og at jeg ikke tager hvad som helst for gode varer. Heller ikke selvom det kommer fra en cand.med (om end deres argumenter vejer noget tungere end dem fra selvbestaltede hippier). Men det provokerer mig altså noget, når en ambassadør for ADHD-foreningen, udtaler sig negativt om medicin. Det provokerer mig faktisk i en sådan grad, at det var lige før jeg gik i gang med at skrive et læserbrev til COVER eller debatindlæg på ADHD-foreningens hjemmeside. Men jeg tror jeg lader den ligge - for nu.

Billede fra www.eurowoman.dk