Jeg havde besøg af V i formiddags. Det første jeg spurgte om - efter at have lavet ham en kop kaffe - var om han ville hjælpe mig med, at give katten en ormepille. Jeg forhørte mig selvfølgelig om det var okay og ikke var i strid med hans beføjelser. Jeg er jo heller ikke interesseret i at få ham i fedtefadet. Men jeg havde virkelig brug for (lidt) hjælp.
Sagen er den at jeg i forgårs opdagede at Misja havde fået orm IGEN(!). Det er snarere reglen end undtagelsen. Dyrlægen siger det er fordi hun er en habil jæger. Men der er ikke ret meget andet at gøre, end at give hende en pille, når jeg konstaterer orm. Jeg har ellers forhørt mig om ikke det er muligt at få noget præventivt, men dyrlægen mener det er bedst og sundest at vente med at give hende medicin, til jeg ser orm. Man kan godt give det præventivt, men hvis katten ikke er let at give piller, er det letteste for alle parter, at vente til man konstaterer orm. Og det er netop dér vi har problemet. For Misja er ikke nem at give piller. Møghamrende besværlig faktisk, for at sige det rent ud! Når jeg har fortalt venner og bekendte om mine pille-problemer, har de kikket skeptisk på mig og (især hundeejere har) spurgt om ikke jeg bare kunne camouflerer pillen i en luns leverpostej. Nej! Dels spiser hun ikke leverpostej, dels hopper hun da ikke på dén. Hvis det var så simpelt, havde jeg nok valgt den løsning til at starte med. Jeg har forsøgt mig med dåsemakrel-camouflage. Resultatet var at tallerknen blev slikket pænt rent, mens pillen lå tilbage og grinede mig op i ansigtet.
Nogle katte er så lettere at give piller, end andre. Jeg har studeret pillegivnings-taktik i Politikkens Kattebog. Jeg blev kun det klogere, at jeg fandt ud af det ikke var noget jeg skulle gøre alene. Da jeg boede sammen med eks-mand, foregik det ved at han iførte sig polstret skjorte og have-handsker og holdt katten, mens jeg gav hende pillen. (Jeg har sågar - i nærmeste omgangskreds - hørt om en, som var nødsaget til at iføre sig Kansas-kedeldragt, når deres kat skulle have en pille. Så grelt er det dog heldigvis ikke herhjemme...) Jeg kunne selvfølgelig have ventet til eks-mand kom forbi eller sønnike kom hjem fra ferie, men jeg synes bare ikke Misja skulle gå rundt med det, i flere dage. Heldigvis smitter den type orm, ikke til mennesker. Men jeg synes stadig det er en smule ulækkert og hvis nu V kunne - og måtte - hjælpe, kunne jeg ligesågodt spørge ham. Men han var vist lidt overrasket over hvor hårdthændet man skulle være. Men nu kender han mig efterhånden så godt, at han ved at "dyremishandling" kun er noget jeg gør det i lejlighedsvist og kun hvis det er strengt nødvendigt.
Han griner i øvrigt lidt af mig og siger at jeg har en nærmest autistisk trang til orden. Det er sikkert heller ikke helt forkert. Men når det roder i hovedet, hjælper det ikke hvis det samtidigt også roder omkring en. Jeg er ikke verdensmester i at få sat papirer i mapper, men det er på den anden side heller ikke så grelt at jeg har behov for hjælp til det - som nogle ADHD'er ellers kan have. Som han siger; Du har styr på mange ting. Og det har jeg også. Men jeg har stadig et umådeligt stort behov for at blive bekræftet i at jeg er god nok. For mig er det en tryghed, at have en person som kan bekræfte mig i at jeg gør det godt nok. Så for det meste snakker vi bare, for det med at rydde op, planlægge mad og indkøb, betale regninger og lægge budget, klarer jeg selv. Det er ellers det som er meningen med den slags tilkendte støttepersoner, så jeg håber virkelig at jeg alligevel kan få lov til at beholde ham, når vores 3 mdr. prøveperiode er overstået. Bare det at vide at der er en udenforstående man kan ringe til, hvis lokummet brænder, betyder alverden for mig. Også selvom jeg endnu ikke har gjort brug af det. Og så svinger vi også rigtig godt sammen.
Sagen er den at jeg i forgårs opdagede at Misja havde fået orm IGEN(!). Det er snarere reglen end undtagelsen. Dyrlægen siger det er fordi hun er en habil jæger. Men der er ikke ret meget andet at gøre, end at give hende en pille, når jeg konstaterer orm. Jeg har ellers forhørt mig om ikke det er muligt at få noget præventivt, men dyrlægen mener det er bedst og sundest at vente med at give hende medicin, til jeg ser orm. Man kan godt give det præventivt, men hvis katten ikke er let at give piller, er det letteste for alle parter, at vente til man konstaterer orm. Og det er netop dér vi har problemet. For Misja er ikke nem at give piller. Møghamrende besværlig faktisk, for at sige det rent ud! Når jeg har fortalt venner og bekendte om mine pille-problemer, har de kikket skeptisk på mig og (især hundeejere har) spurgt om ikke jeg bare kunne camouflerer pillen i en luns leverpostej. Nej! Dels spiser hun ikke leverpostej, dels hopper hun da ikke på dén. Hvis det var så simpelt, havde jeg nok valgt den løsning til at starte med. Jeg har forsøgt mig med dåsemakrel-camouflage. Resultatet var at tallerknen blev slikket pænt rent, mens pillen lå tilbage og grinede mig op i ansigtet.
Nogle katte er så lettere at give piller, end andre. Jeg har studeret pillegivnings-taktik i Politikkens Kattebog. Jeg blev kun det klogere, at jeg fandt ud af det ikke var noget jeg skulle gøre alene. Da jeg boede sammen med eks-mand, foregik det ved at han iførte sig polstret skjorte og have-handsker og holdt katten, mens jeg gav hende pillen. (Jeg har sågar - i nærmeste omgangskreds - hørt om en, som var nødsaget til at iføre sig Kansas-kedeldragt, når deres kat skulle have en pille. Så grelt er det dog heldigvis ikke herhjemme...) Jeg kunne selvfølgelig have ventet til eks-mand kom forbi eller sønnike kom hjem fra ferie, men jeg synes bare ikke Misja skulle gå rundt med det, i flere dage. Heldigvis smitter den type orm, ikke til mennesker. Men jeg synes stadig det er en smule ulækkert og hvis nu V kunne - og måtte - hjælpe, kunne jeg ligesågodt spørge ham. Men han var vist lidt overrasket over hvor hårdthændet man skulle være. Men nu kender han mig efterhånden så godt, at han ved at "dyremishandling" kun er noget jeg gør det i lejlighedsvist og kun hvis det er strengt nødvendigt.
Han griner i øvrigt lidt af mig og siger at jeg har en nærmest autistisk trang til orden. Det er sikkert heller ikke helt forkert. Men når det roder i hovedet, hjælper det ikke hvis det samtidigt også roder omkring en. Jeg er ikke verdensmester i at få sat papirer i mapper, men det er på den anden side heller ikke så grelt at jeg har behov for hjælp til det - som nogle ADHD'er ellers kan have. Som han siger; Du har styr på mange ting. Og det har jeg også. Men jeg har stadig et umådeligt stort behov for at blive bekræftet i at jeg er god nok. For mig er det en tryghed, at have en person som kan bekræfte mig i at jeg gør det godt nok. Så for det meste snakker vi bare, for det med at rydde op, planlægge mad og indkøb, betale regninger og lægge budget, klarer jeg selv. Det er ellers det som er meningen med den slags tilkendte støttepersoner, så jeg håber virkelig at jeg alligevel kan få lov til at beholde ham, når vores 3 mdr. prøveperiode er overstået. Bare det at vide at der er en udenforstående man kan ringe til, hvis lokummet brænder, betyder alverden for mig. Også selvom jeg endnu ikke har gjort brug af det. Og så svinger vi også rigtig godt sammen.
Peace and Love
Jette
 |
| Vi læser Dostojevskij. |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar