Som jeg skrev i et tidligere blogindlæg sker der en del i ADHD-land i øjeblikket. Det klogeste vil nok være at tage det i etaper (læs: separate blogindlæg), da det ellers vil blive for omfattende.
Men der er kommet ind ny mand ind i mit liv. I skal vide at det er meget svært for mig at skrive dette, for et eller andet sted skammer jeg mig faktisk over "ham". Ikke ham som person (han er virkelig sød, sjov og intelligent), men over den funktion han har i mit liv. Lad mig med det samme slå fast, at der ikke er tale om noget kærlighedsforhold.
Mit humør tog et gevaldigt dyk i starten af året. Dels fordi jeg stod uden indtægt og ventede på svar fra SU. Dels fordi jeg holdt pause med min antidepressive medicin. Mit liv var en kaos-kage med bekymringskrymmel. Eller sådan føltes det ihvertfald. Jeg tog derfor beslutningen om at jeg aldrig, ALDRIG nogensinde ville havne i en lignende situation igen. Jeg tog derfor kontakt til kommunens handicapenhed og søgte om at få tilkendt en støtteperson. Mest fordi jeg håbede på at en sådanne, ville gøre det lettere for mig at være ..... mig. En enkelt person som kendte til mig og min "sag", således at hvis det nogensinde - Gud forbyde det - igen skulle bliver nødvendigt for mig at henvende mig til kommunen om hjælp, ville det kun være nødvendigt at kontakte min støtteperson, som så kunne foretage det rent praktiske, sådan som henvendelse(r) og fotokopiering. Forstå mig ret, det handler ikke om at springe over hvor gærdet er lavest, men fordi den slags opgaver faktisk kræver ret meget af mig og min omvendte hjerne. Jeg har lettere ved at læse 5 sider Kierkegaard end at tage en simpel fotokopi. Nuvel, jeg kunne ikke få bevilliget hjælp til rent praktisk arbejde, men jeg kunne få råd og vejledning (støtte) i hvordan jeg gjorde/gør det lettest for mig selv, hvilket jeg selvfølgelig tog imod.
Der gik nogle måneder og jeg hørte ikke videre i sagen. Jeg tænkte at jeg nok var blevet glemt og følte intet behov for at rykke. Dels var det jo gået i orden med SU. Dels har medicinen vist sig at have en ganske positiv effekt i forhold til rent praktiske opgaver, således at det ikke dræner mig for energi i sammen omfang som tidligere.
Tænk at for bare ét år siden, forekom indkøb mig at være en nærmest umulig opgave. Jeg gjorde det, fordi vi skulle jo have mad på bordet. Men det var svært. Svært fordi min hjerne ikke ved egen hjælp kunne/kan tage den simple beslutning, det egentlig burde være. Alle muligheder skulle nøjes overvejes og det er nu engang en noget tidskrævende proces, når køledisken i Netto byder på både hakket kalv og flæsk, koteletter, kyllingfilet eller lår - med eller uden marinade. Jeg kan egentlig ikke forklare hvorfor det var sådan. Det var jo ikke fordi jeg var bange for at træffe den forkerte beslutning. Det var jo "bare" mad og ikke et valg som havde afgørende betydning for resten af min tilværelse. Det vidste jeg jo godt med min fornuft, men ikke desto mindre var det sådan min hjerne reagerede, når jeg blev stillet overfor at skulle vælge mellem medister eller hakkebøf. Derudover blev jeg også lettere distraheret af baggrundsmusikken (sønnike har ved flere lejligheder nævnt at det altså var pinligt, hvis jeg kom til at synge med) eller farverige indpakninger. Jeg har nu lært at jeg skal have truffet en beslutning, inden jeg går op for at handle. Endvidere har jeg investeret i en cool "pensionist-taske" fra IKEA, i blå med hvide polka-dots. Så behøver jeg ikke dø af skam, hvilket unægtelig havde været tilfældet, hvis jeg skulle flashe Burberry-tern. Ja, det var faktisk min forfængelighed, som forhindrede mig i at gøre den investering tidligere. På den måde kan jeg handle ind til flere dage og derfor nøjes med at handle 2-3 gange om ugen. Det er blandt andet et af de tiltag jeg har gjort, for at gøre hverdagen lettere for mig selv.
Nå, men jeg hørte som sagt ikke noget i nogle måneder og var derfor noget overrasket, da jeg for et par uger siden blev ringet op af V, som min tilkendte støtteperson så hedder (ihvertfald på bloggen). Jeg var lige ved at sige at det ikke længere var nødvendigt, men besluttede mig alligevel for at give det en chance. Jeg mener, måske han havde nogle forslag til hvordan jeg kunne gøre tingene endnu lettere for mig selv. Jeg havde haft mange og lange indre diskussioner med mig selv, om hvorvidt jeg havde behov for en støtteperson. Egentlig var jeg lidt glad for at de havde "glemt" mig, for det er jo lidt pinligt. Eller sådan tænkte jeg og gør det til dels stadig. Derfor er det også noget at en personlig udfording at skrive dette i et åbent forum. Det handler om associationer. Jeg er ked af at indrømme det, men også jeg har fordomme og i langt de fleste tilfælde hvor jeg har hørt om støttepersoner, har der været tale om folk med (tidligere) misbrugsproblemer eller problemer af en noget alvorligere karakter end mit kopimaskine-had.
Men jeg besluttede mig for at bide min stolthed i mig og give det en chance. Og ved i hvad? Jeg tror lige præcis at V er det jeg har brug for, men på et helt anden måde end det oprindeligt var tiltænkt.
For da V var på besøg første gang, var en af de første ting han bemærkede - efter lige at have sundet sig ovenpå vor første møde. Ja, fordi jeg lagde stærkt ud med at åbne døren, kun iført tanktop og trusser. Heldigvis var det da de pæne fra Forrest and Bob. Efter at have sendt sønnike afsted i skole, var jeg (utilsigtet) faldet i søvn igen og åbnede derfor døren i denne noget bizarre (ihvertfald når man venter gæster) påklædning. Jeg sagde at han da endeligt måtte komme ind og skyndte mig at iføre mig de nærmeste par jeans, men jeg tror nok han var lidt beklemt ved situationen - mit ikke-eksisterende rod.
En anden ting han bemærkede var min kærlige omtale af sønnike og min - noget ude af propositioner - bekymring om hvorvidt jeg nu var en god-nok-mor. Og det er lige præcis dét jeg har brug for. En som kan pille mine fikse idéer ud af hovedet på mig (ihvertfald de destruktive. De kreative foretrækker jeg at få lov til at beholde...). En udenforstående person, som kan bekræfte mig i at tingene slet ikke ser så galt ud i "virkeligheden", som de gør inde i mit hoved. Eller som han lidt ironisk sagde det; jeg var måske en lidt for god mor. Forstået på den måde, at hvis jeg gør mig "skyldig" i noget, er det nok snarere at være for omklamrende, end det modsatte. Og det er virkelig noget der tager kegler, når det kommer fra en uddannet pædagog. Min favorit angst-neurose er om jeg er god nok som mor. Jeg vil nok have behov for at få det at vide flere gange, men forhåbentlig går der ikke år, før jeg selv føler mig som den fantastiske mor, som mine venner og V beskriver mig som.
Det er selvfølgelig heller ikke optimalt at være for omklamrende, men fra at have haft en masse kredsende tanker om hvorvidt jeg nu var god nok, arbejder jeg nu henimod at give slip på nogle af mine "vrangforestillinger". Mere om det et andet tidspunkt.
Peace and Love
Jette
 |
| Modelfoto |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar