Kafka-land

Jeg var til PR-møde i Studentermenigheden tidligere i dag. Et par af de andre fra bestyrelsen, havde snakket om at starte en blog op. Meningen var/er så at der skulle være omkring 5 faste bloggere, samt gæsteblogger. L ringede i går og spurgte om jeg kunne tænke mig at være en af de faste. Det ville jeg da gerne. Men tanken fik mig (også) til at tænke på, at jeg faktisk savnede ADHD-land og at jeg slet ikke - ihvertfald ikke på det seneste - havde været så aktiv, som jeg egentlig havde tænkt mig, da jeg startede bloggen op.

Men jeg har haft et møg-efterår.....

Det slog mig helt ud at skolepsykologen (som udgangspunkt) ikke ønskede at sende sønnike i udredning. Jeg var jo overbevist om at hans vanskeligheder var af neurologisk karakter. Jeg lukkede den ene omgang giftgrøn galde efter den anden ud overfor (eks-)mand, som sagde at jeg bare skulle se tiden an. Så skulle jeg nok få min vilje før eller siden, når det gik op for dem at deres vidtløftige pædagogiske tiltag ikke hjalp. Men som utålmodig mor kunne jeg ikke forstå. Jeg troede på at løsningen var en udredning. Men hvad gør man, når man står overfor en ekspert, som ikke er enig?

Jeg begyndte at tvivle på mig selv. Også selvom psykologen gjorde mig opmærksom på, at jeg altså ikke var mater horribilis. Som jeg så det, var det eneste som kunne frikende mig, at sønnike fik en diagnose.

Som sagt skete der så noget, som fik mig til at tage sagen i egen hånd og henvende mig på psykiatrisk skadestue med sønnike, hvorefter der kom skred i tingene. Jeg har ikke udspecificeret hvad dette "noget" var, andet end at jeg beskrev det som "en uoverenstemmelse mellem mig og hans lærere". Det må siges at være light udgaven, for det som virkelig skete, var at de sendte en underretning til socialforvaltningen, hvor de skrev at de var bekymrede for sønnikes trivsel. Det vil næsten være for omfattende at gå i detajler med selve underretningen i dette indlæg. Blot kan jeg forsikre jer, at de efterfølgende har fået svar på tiltale.

Men jeg begynder pludselig at forstå at min angst faktisk har været begrundet i noget reelt. Der er blevet set skævt til mig. De har ment, at jeg har haft visse mangler som mor. Og et eller andet sted forstår jeg dem faktisk godt. Fordi jeg har været mere eller mindre febrilsk ved skole/hjem samtaler, fordi jeg har følt at jeg har talt til døve ører. Fordi de har læst 4 år på lærerseminariet og så er det lidt af en nitte, at alle de fine teorier om det opbyggelige læringsmiljø, ikke synes at ændre mærkbart på min søns adfærd. Fordi de som lærere er skolet i at lægge vægt på barnets miljø og hvis alt så alligevel kan forklares neurologisk, underminerer de deres egen uddannelse. Nu er det bestemt ikke, fordi jeg mener at miljøet er uden betydning. Men hvis man nu er født uden ben, kan man have nok så fantatiske forældre, der vokser ikke på magisk vis i sæt ben ud af den grund. Det samme med ADHD. Men som ofte med usynlige handicaps, bliver mange forældre fejlagtigt stigmatiseret som mindre egnede, fordi de såkaldte fagpersoner ikke kan se de "manglende ben".

Sønnikes udredning er slut. Foruden ADHD har han også fået konstateret Aspergers. Lægen på skadestuen nævnte det jo allerede i sept., så jeg har haft lidt tid til at vænne mig til tanken. Men det er stadig mærkeligt pludselig at stå med to diagnoser, som mere eller mindre frikender mig, efter måneder af have følt sig som Josef K i Kafkas Processen. For jeg har virkelig befundet mig i en eller anden underlig limbo-tilstand.

Jeg har prøvet at forklare overfor mig selv, hvordan det kunne komme såvidt. Jeg troede at underretninger var sådan noget man sendte, hvis man havde mistanke om omsorgssvigt. Hvis et barn kom i skole med blåmærker eller forældrene lugtede af alkohol. Jeg havde aldrig i mit liv troet det skulle overgå mig. Men i stedet for at gøre hvad jeg nok burde have gjort; ryste det af mig, har jeg i stedet taget det alt for nært. Og da jeg jo ikke på nogen måde har haft til hensigt bevidst at svigte mit barn, måtte der jo være tale om såkaldt passiv omsorgssvigt, forstået således at jeg ikke var i stand til at tage ordentlig vare på mit barn, grundet min psykiske tilstand. Og jeg skammende mig. Skammende mig fordi jeg havde sat et barn i verden, jeg ikke var i stand til at tage vare på. Skammede mig, fordi jeg var alt det jeg ikke ønskede at være.

På den måde har sønnikes diagnoser vist sig at være lidt af en velsignelse. Ikke at det udelukker at jeg er - eller kan være - en dårlig mor. Men det viser sig at det hele tiden har været mig der har haft fat i den lange ende, fordi jeg - trods en nagede tvivl på eget værd - har holdt fast i at sønnikes vanskeligheder var af neurologisk karakter. Det viste sig jo at jeg havde ret, så på den måde, er jeg nok slet ikke så forfærdelig som først antaget.

En af "anklagerne" i underretningen gik blandt andet på sønnikes ernærning. Da jeg spurgte nærmere ind til dette, fik jeg at vide, at han havde sagt til lærerne, at det ikke var hver morgen, han spiste morgenmad. Det ved jeg så tilfældigvis ikke passer. Det er en enkelt gang sket, at vi er vågnet for sent og jeg har sendt ham ud af døren med en klapsammen med ost, men det burde da ingenlunde kunne udløse en underretning.

En morgen skete der dog noget, som fik mig til at bryde ud i latter. Latter forstået på den mest absurde og tragikomiske vis. Aftenen forinden havde vi bagt grov-pølsehorn. Sønnike spiste de sidste tre som var blevet tilovers til "morgenmad". Jeg kan ikke huske præcis hvad jeg sagde, men da jeg omtalte de nævnte pølsehorn som morgenmad, blev jeg irettesat af sønnike, som påpegede at pølsehorn altså ikke var morgenmad. Morgenmad er yogurt, müsli, cornflakes og deslige. Det er ikke tidspunktet på dagen som er afgørende, men madens karakter og udformning. Aspergers i fuld flor! Hvis det er sådan han ser verden, kan jeg et eller andet sted godt forstå, hvis lærerne har misforstået noget. Men så kunne de i det mindste have gjort sig selv - og i særdeleshed mig - den tjeneste, at spørge ind til hvad det gik ud på. Især efter at skolepsykologen kom frem til den konklusion, at sønnike er ret hæmmet i forhold til kommunikation og at det derfor er vigtigt at beskeder gives direkte mellem lærere og forælder. Den bemærkning tror jeg desværre de valgte af overhøre og konsekvenserne taler jo deres tydelige sprog...

Uidentificerede Flyvende Objekter

My mind doesn't just wander. Sometimes it fucks off completely... stod der på et billede, en Facebook-veninde uploadede forleden. Jeg tror det er meget karakteristisk, for hvordan det er at have ADHD. Det virker som om tankerne har deres egne uransagelige veje. Man kan sidde midt i en samtale. Pludselig får man et stikord. Turbo3000 sanseapparatet aktiveres og før man ved af det, har man sagt et eller andet fuldstændig ude af kontekst. Hvis ens samtalepartner nu havde adgang til ens indre tankeliv, ville det måske ikke virke så mærkeligt, hvorfor man pludselig snakker om UFO'er, selvom emnet for samtalen egentlig var ornitologi. Men man glemmer at delagtiggøre sin samtalepartner i mellemregningerne. Eller det kommer jeg ihvertfald tit til.

Når jeg nævner eksemplet med ornitologi vs. UFO'er, er det selvfølgelig fordi jeg har haft en konkret oplevelse med netop disse ting. Ikke at jeg nogensinde har set i UFO (udover i film, selvfølgelig). Fugle har jeg set masser af og de er vel egentlig en slags flyvende objekter. Men uidentificerede kan man vist næppe kalde dem...

Men engang for mange år siden, var jeg med en gruppe venner i Gribskov. Nu er dette jo ikke nogen lille skov og vi var derfor nødt til at spørge om vej til vores bestemmelsessted. Til vores held kom en mand cyklende. Han var iført cykelhjelm og kæmpe rygsæk og ud af den dersens rygsæk, kunne man se en antenne. Han var et ejendommeligt syn, syntes vi. Alene en voksen mand med cykelhjelm*, længe før Alt for Damerne proklamerede at den slags var blevet moderne, fik ihvertfald vore tanker på gled og efter at have taget afsked med manden og sagt tak for hjælpen, begyndte teorierne at florere. Vi blev enige om at han nok var ude og spejde efter UFO'er.

Da jeg fortalte min (daværende) kæreste, om denne mystiske fremmede - vis fremstræden jeg nok smurte lidt tykt på - sagde han, at det sikkert var en ornitolog (Ingen UFO-jæger... Hvor kedeligt!). Nu er det sjældent jeg snakker ornitologi. Så godt som aldrig, faktisk. Men en tænkt situation kunne være at dette var samtaleemnet og at mine tanker førte mig tilbage til den aften i Gribskov, i min tidlige ungdom og at jeg så - under denne fiktive samtale - pludselig kunne udbryde; Måske er der liv andre steder i universet, men jeg tror altså helt ærligt de har bedre ting at give sig til, end at besøge os i tide og utide... (Og hvorfor er det lige, at når de endelig besøger jorden, lander de altid på en ødemark? Man skulle da mene, at det ville være lettere at studere menneskelig adfærd, i beboede områder...) Nu er dette selvfølgelig bare et tænkt eksempel (med udgangspunkt i en virkelig hændelse), som tjener til illustration af hvad jeg mener.

En anden typisk ting, er det der med at love at fortsætte sin beretning (jf. forrige blogindlæg), for nu pludselig at skrive om UFO'er - eller mangel på samme. Det betyder ikke at jeg ikke har det i tankerne. Men jeg har besluttet mig for at skrive hele historien, når der er kommet en afklaring på tingene. Og med hele historien, mener jeg alle detaljer og dertilhørende mellemregninger. Jeg har ikke været interesseret i at udstille nogen og jeg har også selv overvejet om jeg mon selv kunne have taget fejl. Det er derfor jeg har været så tavs omkring hvad der foregik i forhold til sønnikes skole, PPR og mit ønske om at få ham i udredning. Men som jeg skrev i sidste blogindlæg, var vi startet op i udredning - efter at jeg havde taget sagen i egen hånd. Og konklusionen er entydig klar: Sønnike har svær ADHD. Det viser sig, at jeg hele tiden har haft ret i mine fornemmelser. Det anede mig. Men når man hører det modsatte fra folk (lærere og skolepsykolog), man skulle mene har forstand på tingene, bliver man pludselig i tvivl om sin egen virkelighedsopfattelse. Men jeg har fået den tjekket og den fejler ikke noget. Eller som H. siger; Du har ikke sagt noget i min konsultation, som skulle få mig til at tro, at du lider af vrangforestillinger. Det er fordi du er stresset over alt det der foregår omkring din søn og så er det naturligt at stille sig selv den slags spørgsmål. Godt så! Jeg er ikke skør. Kun på fritidsplan... Måske jeg bare forventer for meget af mine medmennesker. Jeg kan måske forstå at sønnikes ADHD er gået lærernes radar forbi. Der bliver trods alt ikke undervist i børnepsykiatri på lærerseminariet. Men at han også skulle snyde skolepsykologen, er mig en gåde. Alt dette vil jeg vende tilbage til, når der er kommet lidt mere ro på tingene. Og det bliver ihvertfald ikke før fredag. Jeg skal nemlig holde min anden prædiken og er derfor lidt skrive-ramt. Jeg tager hul på kirkeåret, ved at prædike over teksten til 1. søndag i advent. Ja, altså bortset fra at jeg lige tager hul på kirkeåret et par dage før alle andre. Jeg regner dog ikke med at det er en begivenhed som vil tiltrække sig mediernes opmærksomhed. Hvis det var tilfældet, kan jeg love for at jeg nok skulle sørge for at nævne noget om ADHD-børns vilkår i dagens Danmark. Hvor trist det end gør mig at skrive dette, har jeg fundet ud af at vores historie langt fra er enestående. Og nogen skal jo kæfte op og er en prædikestol måske ikke et af de bedste remedier til det foretagende?

En ting er sikkert: Nu kan jeg med rette kalde bloggen ved dens navn.

* Disclaimer: Jeg synes faktisk det er fornuftigt at bruge cykelhjelm. Jeg har endda selv en med teksten; I love my brain. Det er så en sandhed med modifikationer, men hjælper det hvis jeg siger, at jeg købte den før jeg fik konstateret ADHD?

Jeg ved hvor mine nøgler er!

Inden jeg skulle sove i går nat, slog det mig pludselig; det er i grunden længe siden jeg sidst har rendt febrilsk rundt og ledt efter mine nøgler. Min taske er stadig et sort hul. Jeg står stadig i supermarkedet og tænker; forbandede lommetyv! inden jeg får gravet i min pung frem mellem gamle kvitteringer, servietter, solbriller, handsker, parfumeprøver, klippekort, iPod og iPhone. Men det er ikke så tit jeg forlægger mine ting længere. Tidligere var det flere gange om ugen. Nu er det højst hver 14. dag.

Det er længe siden jeg har været aktiv på bloggen. Jeg har også været nede og vende so to speak. Ked af det, angst, bekymret, men først og fremmest rasende! Jeg har ellers det princip, at jeg ikke vil hænge nogen ud på bloggen, men for pokker hvor føler jeg mig dårligt behandlet. Da jeg i første omgang fik mistanke om ADHD hos mig og sønnike, var det næste jeg gjorde - efter at have brugt 3 uger og 1400 kr. på at læse en masse litteratur om emnet - at kontakte sønnikes lærere, med min mistanke. Dette var kort før sommerferien, før sønnike skulle rykke op i 7. kl. og hans lærer(e) sagde derfor at de ikke kunne nå at sætte noget i gang inden sommerferien, men at jeg skulle tage det op med hans nye lærere på overbygningen. Det gjorde jeg en uge efter sønnike var startet i skole og bad om et møde med lærerne, skolelederen og PPR. Der gik en lille måneds tid inden jeg blev kaldt til møde. I mødeindkaldelsen stod der at "moderen har mistanke om ADHD", samt nogle uddybende kommentarer om sønnikes adfærd i skolen. Det første der skete på mødet, var at jeg blev fuldstændig overrumplet af sønnikes klasselærer, som brokkede sig over at han havde langt hår. Jeg prøvede at dreje mødet ind på, hvad som havde været min umiddelbare tanke med det. At få PPR til at lave en henvisning til udredning, men oplevede at der blev snakket udenom og jeg blev spist af med kommentarer om at det jo ikke er nødvendigt med en diagnose, for at få hjælp, hvortil jeg så (høfligt, selvfølgelig!) svarede; men det er det, for at få ordineret medicin. Jeg holdt på mit. Insisterende på at sønnike blev henvist til PPR og jeg fik da også min vilje. Men jeg blev alligevel noget overrasket da jeg fik papirerne som hans klasselærer havde udfyldt og der ikke med et eneste ord, stod noget nævnt om ADHD. Papirerne blev (fra skolen) sendt til socialforvaltningen i oktober. Først i februar blev jeg ringet op af skolepsykologen. Jeg fortalte ham at jeg havde fået konstateret ADHD og tænkte at det da måtte kunne sætte skub i tingene. Da vi holdt det første møde, ventede jeg stadig på at starte i udredning. Men han sagde at han blot ringede, med besked om at der ihvertfald ikke ville ske noget den første måned, eftersom han skulle tilknyttes en ny skole og blot havde været barselsvikar. I det mellemliggende periode havde jeg været til skole-hjem samtale. Atter nævnte jeg ADHD, da samtalen faldt på sønnikes koncentrationsvanskeligheder. Denne gang blev jeg spist af med en kommentar om at det da var synd, at han skulle have sådan et stempel. (Tak for kaffe!)

Jeg oplevede med andre ord, at min mistanke slet ikke blev taget alvorligt og selvom det ikke blev nævnt direkte, at det var mig som var problemet. At sønnike havde det svært når der blev stillet krav til ham, måtte være et tegn på at han ikke fik stillet tiltrækkeligt mange krav hjemmefra. Det har hele tiden ligget i luften. Eller, sådan har jeg ihvertfald oplevet det. Sønnike kunne/kan ikke have ADHD, da han ikke er udadreagerende. Hvortil jeg så tænker, at enten er det ikke en del af pensum på læreruddannelsen, eller også er der nogen der har sovet i timen.

Da sønnike i april så endelig blev testet, af (den anden) skolepsykolog(en) regnede jeg med at der ville komme skred i tingene. Men også her tog jeg fejl. Hun ønskede først at vi gjorde en pædagogisk indsats de næste 6 mdr. og hvis problemet ikke blev afhjulpet, ville hun udfærdige en henvisning. Jeg undrede mig dybt over fremgangsmåden. Jeg tænkte; jamen, er det da ikke bedre at få det tjekket med det samme? Hvorfor ikke bruge udelukkelsesmetoden. Hvis sønnike så ikke har ADHD, har vi i det mindste dét at arbejde ud fra. Samtidigt kunne jeg heller ikke lade være med at tænke, om sønnike ville lide overlast. Jeg ved godt hvordan det er at gå rundt med udiagnosticeret ADHD og blive misforstået af sine omgivelser. Jeg ønskede på ingen måde at det samme skulle/skal ske for mit barn.

I sept. skete der så noget, som fik mig helt op og ringe. Jeg vil ikke gå i detaljer med selve episoden. Blot nævne at jeg følte mig godt og gevaldigt trådt over tæerne af sønnikes lærere. Bægeret flød over og jeg gjorde hvad jeg burde have gjort langt tidligere. Jeg troppede simpelthen op på psykiatrisk skadestue med sønnike, en søndag aften og forelagde dem min (vores) sag. Endvidere havde jeg medbragt en udtalelse fra skolepsykologen. Lægen undrede sig over at der ikke var blevet gjort noget tidligere, da hun mente at der klart var tale om en børnepsykiatrisk sag. Endelig blev jeg mødt med forståelse! Henvisning blev skrevet og i går startede sønnike op på udredning. Han vil blive undersøgt for både Aspergers og ADHD. Lægen på psykiatrisk skadestue som tilså sønnike, mente at der højst sandsynligt var tale om en blandingsdiagnose mellem ADHD og Aspergers. Lægen vi talte med i går, mente også at der var klare indikationer på en diagnose, men at det selvfølgelig skulle undersøge nærmere.

Jeg har efterfølgende talt med skolepsykologen, som nævnte at hun også mente at der var indikationer på Aspergers, men at hun havde svært ved at se ADHD'en. Dette nævnte hun intet om ved opfølgningsmødet på hendes test. Jeg spurgte hende derfor, hvorfor hun så ikke havde henvist sønnike til udredning, hvorpå hun svarede, at det var fordi hun var bange for at der kun ville blive fokuseret på hans diagnose. Har hun ændret forklaring, fordi jeg nu har en speciallæges ord for at mine formodninger om sønnike sandsynligvis er korrekte? Eller har hun bevidst undladt at fortælle om sin Aspergers-mistanke, da hun er bange for at jeg skal bruge det som en (dårlig) undskyldning for ikke at sætte ind overfor sønnike pædagogisk. Uanset hvad, er det i mine øjne forkert. Hvis man har taget fejl, må man erkende dette og komme videre. Hvis det andet er tilfældet, har hun misforstået mig som mor. Formålet med at sende sønnike i udredning, er jo netop at jeg ved hvad jeg står med og derfor kan tage korrekt hånd om min søn. Jeg tror mest på det sidste. Altså en bevidst udeladelse, hvilket desværre ikke gør mig mere positivt stemt overfor PPR.

Ungefair har det taget 15. mdr. fra jeg bad om at få sønnike sendt i udredning, til vi startede op og dette kun fordi jeg valgte at åbne andre døre. I mellemtiden har jeg befundet mig på mentalitetens rutschebane. Det ene øjeblik - troet på mig selv og min mavefornemmelse. Det andet øjeblik - dunket mig selv i hovedet med at jeg nok også var en forfærdelig mor, som aldrig skulle have fået børn. Er der noget at sige til at man føler, man har overskredet sidste salgsdato?

Jeg har endnu engang været nødt til at ændre min studieplan. Dels fordi jeg har haft svært ved at koncentrere mig om læsningen. Dels fordi jeg har været nødt til at rykke rundt på nogle fag, så jeg kan sende sønnike afsted i skole om morgenen. Hvis jeg ikke er der til at hjælpe ham, tager han det forkerte tøj på, glemmer deodorant, kommer for sent - hvis han da overhovedet kommer afsted. (Ja, jeg har fået lov til at tage mundkurven af.) Jeg arbejder i øjeblikket derfor mest hjemmefra og læser op til eksamen i Kirkehistorie. Det glæder mig meget at jeg har den fleksibilitet (Husk at tænke positivt!) og derfor mulighed for at være der for sønnike.

To be continued...

Hehehe. Fuck hvor er du ADHD-agtig ;-)

Således stod der i en besked, jeg havde fået tilsendt over Facebook. Beskeden kom fra en mand, som jeg ikke kendte, men som sandsynligvis havde "set" mig i en ADHD-gruppe. Det var egentlig en meget sød kommentar, synes jeg. Problemet er bare at den blev sendt 31/10-2011 og jeg så den først 8/9-2012!!!

This time I blame it on technology!

Jeg har nemlig fået mig en iPhone. Og da jeg endnu engang lå på min IKEA-sofa og havde svært ved at falde i søvn, besluttede jeg mig for lige at tjekke Facebook. På en eller anden mystisk måde, fik jeg trykket på en tast (Læs: Et vilkårligt sted på skærmen) og pludselig myldrede det frem med gamle beskeder. Nogle virkede bekendte, men den fra den mørke fremmede erindrede jeg ikke at have læst. Nu overvejer jeg så om jeg burde skrive tilbage. Jeg kunne da egentlig godt tænke mig at vide hvad det var jeg har sagt eller skrevet, siden det fik ham til at le. På den anden side forekommer det mig noget tumpet at respondere SÅ sent. Så J.H. hvis du læser med her, beklager jeg meget at jeg ikke svarede tilbage. Det var ikke for at være uhøflig.

Teknik-imbecil i færd med at udføre en klassisk fejl-40

Ellers sker der rigtig meget omkring mig for tiden. Jeg må indrømme at det generer mig meget at sønnike er så lukket omkring sig selv og sine vanskeligheder, for jeg kan mærke at jeg har behov for at "snakke" med nogen om det. På den anden side vil jeg heller ikke "udstille" ham, medmindre han selv giver mig lov. Men jeg tror det ville være godt for mig at få det ud. Her. På. Bloggen. Jeg er afsindig bekymret for mit barn. Skolen er bekymret for mit barn. Men vi har hver sin tilgang til hans vanskeligheder, hvilket gør det svært at kommunikere. Jeg befinder mig i en slags limbo-tilstand, hvor jeg skiftevis tror på mig selv, for så pludselig at begynde at tvivle på mine (egne) evner som mor. Sådan kører det op og ned med dage (eller timers) mellemrum. Det er også den stupide angst! Jeg havde ellers sat min lid til at den ville forsvinde, når jeg kom i korrekt behandling for min ADHD. Men det ser ud til at der er tale om komorbiditet.

En af de ting som virkelig kan tricke min angst, er sønnike på farefuld rejse. Det vil sige hver gang han bevæger sig fra A til B, uden at jeg kan komme i telefonisk kontakt med ham. Og det er ret svært eftersom han atter har mistet sin mobil. Nu er det ikke fordi jeg ser bussemænd omkring hvert gadehjørne. Det er bare fordi... fordi det giver mig tryghed.

Det var også derfor jeg købte en ny mobil. Det og så at jeg har hørt at de dersens smartphones er ret gode hvis man har ADHD, så man kan gemme alle sine aftaler, noter og påmindelser ét sted. Tanken var så at han kunne overtage min gamle Sony Ericsson - bare midlertidigt, men da den er lyserød kunne det på ingen måde komme på tale. Jeg på den anden side, er absolut ikke begejsteret ved tanken om at han skal have en spritny telefon, for det er desværre ikke første gang han mister den/dem. Så det er vi i øjeblikket i gang med at forhandle om og det ser ud til vi har fundet et kompromis. I mellemtiden er jeg et nervevrag, når knægten befinder sig mere end 1 km. fra mig...

Man kan IKKE dø af skam...

En af de ting jeg har sværest ved at forlige mig med, omkring min ADHD, er min mangel på social intelligens. Nu er det heldigvis ikke så slemt, som det kunne værre. Jeg har hørt om værre tilfælde, men det er da en ting som gør at jeg jævnligt overvejer om et præsteembede i det hele taget er et job vil være i stand til at varetage. Jeg har virkeligt svært ved at fornemme, hvordan jeg skal agere og hvad jeg skal sige, når jeg er ude blandt andre. Jeg ved selvfølgelig godt, at det er uhøfligt at tale med mad i munden, at man holder sig for munden, hvis man skal hoste og går for sig selv, hvis man skal prutte. Det er mere de der usagte ting mellem mennesker, jeg kan have svært ved at fornemme. Men det værste er nok stadig det der med at jeg engang imellem (ofte!), får formuleret mig på en uhensigtsmæssig måde. At det jeg tænker jeg vil sige, slet ikke er det som kommer ud af munden på mig. I disse situationer ville jeg gerne bytte al min kreativitet, idérigdom og hyperaktivitet, bort for bare en gran af situationsfornemmelse (og veltalenhed). Det er det som gør allermest ondt på mig, for det sidste jeg er interesseret i, er at gøre mine medmennesker pinlig berørte over mig.

Derfor var jeg også noget nervøs da jeg skulle til min søsters bryllup i lørdags. Det var første gang jeg skulle møde min svogers familie (med undtagelsen af hans søster, som jeg har mødt en gang før), og ville selvfølgelig gerne gøre et godt indtryk. Det gik sådan set også rimelig godt, indtil snakken faldt på heste og min svogers mor spurgte om jeg også var hestepige (ligesom min søster), hvorpå jeg fortalte hende at jeg som yngre havde gået til ridning, men at interessen forsvandt efter jeg blev ældre og mere interesseret i drenge. Den fristelse var åbenbart lidt for stor for sønnike, som sad til højre for undertegnede, så han busede ud med: Nej, nu ridder hun kun på drenge... Jeg vente mig resolut mod knægten, vrissede hans navn og sendte ham hvis-øjne-kunne-dræbe-blikket. Ej, den bad du altså selvom, svarede min svoger grinende og det værste af det hele, er at det gjorde jeg muligvis nok. Jeg synes dog stadig det var en meget upassende kommentar fra knægten, men er godt klar over at jeg nok fik formuleret mig lidt forkert.

Næsten morgen havde jeg meget svært ved at stå ud af sengen. Dels fordi jeg havde hold i nakken, men også fordi jeg kom i tanke om miseren. Jeg var overbevist om at jeg - ene menneske - var årsag til af min søster havde haft den mest horrible bryllupsdag. Havde jeg ellers sagt eller gjort noget forkert? Uden tvivl! C.s familie syntes garanteret jeg var det mest mærkelige og irriterende væsen, de nogensinde havde mødt. Bare jeg dog var blevet hjemme, bare jeg dog ikke havde ADHD, bare jeg kunne være normal og folk kunne lide mig.

Jeg vente den med H. i mandags, som heller ikke kunne lade være med at grine. Men han fik mig heldigvis på lidt bedre tanker, da han nævnte at de fleste mennesker faktisk tror, at andre taler meget mere om dem, end de egentlig gør. Det håber jeg virkelig! Jeg ville ihvertfald være meget ked af det, hvis jeg havde gjort min søster pinlig berørt over mig.

Hvornår jeg selv når dertil at jeg kan grine af det, må tiden vise. Hvorom alting er, er det gået op for mig at man ikke kan dø af skam, for så havde jeg været død på stedet. I lørdags. I en have i Birkerød...

Peace and Love

Jette

Det etiske menneske

Jeg havde besøg af V i går.

Det er en meget spændende diskussion, men vi skal også være lidt seriøse, sagde han. Jeg synes ellers vi var ret seriøse...

Jeg havde øjnet en chance for at benytte hans besøg, til at få mig en diskurs om etikken bag Reality-TV.

Torsdag aften havde jeg siddet ved spisebordet og klippet billeder til mine collage-malerier. Jeg ville have lidt baggrundsstøj og havde derfor forsøgt at logge ind på DR NU, for at se om ikke der var en spændende dokumentar eller debat jeg kunne have kørende i baggrunden, mens jeg som et bedre SFO-barn klippede løs.

Jeg kan ikke huske om jeg har nævnt det, men jeg har jo ikke noget fjernsyn. Det røg ud for ca. halvanden år siden. Det var et gammelt widescreen fra dengang skærmen lige var blevet flad, men selve TV'et var et ordentlig monstrum og vejede det sammen som en fuldvoksen mand. Jeg havde et værre hyr med at komme bagved, når jeg støvsugede. Så en dag tog fanden ved mig og jeg besluttede mig for at det måtte ende sine dage på genbrugspladsen. Jeg kunne jo altid købe et nyt ved lejlighed, hvis jeg savnede det. Det gør jeg ikke og jeg har ingen planer om at anskaffe mig et nyt. Nu er det jo ikke fordi jeg slet ikke ser TV. Jeg ser det bare på computeren. Hvor det før i tiden, var alt for let at blive hængende i sofaen og zappe frem og tilbage mellem TV-Tis og Kanal-Prut, er der nu tale om en bevidst handling, når jeg tænder for computeren. Derfor undrede jeg mig også lidt over mit TV-valg denne torsdag aften.

Jeg ved godt det lyder som verdens dårligste undskyldning, men jeg sværger at jeg taler skriver sandt. DR NU ville ikke rigtig loade og da jeg ikke er verdens mest tålmodige menneske, loggede jeg i stedet ind på lortekanalen TV3 Play og - Gud forbedre mig - så et afsnit af Divaer i junglen. Bagefter fik jeg det helt dårligt. Jeg kunne ikke lade være med at finde det meget amoralsk. Jeg kunne heller ikke lade være med at tænke, om vi som mennesker har et personligt ansvar, når det kommer til den slags underholdning. Jeg bryder mig ikke om det menneskesyn som ligger bag. At gøre andre menneskers interne konflikter og jagt efter fame and fortune til public entertainment. Man kan som modargument indvende at de jo selv har valgt at stille op, men det giver jeg altså ikke ret meget for. For hvad er det som skaber den samfundstendens og trang til at nogle mennesker bare vil og må promovere sig selv i bedste sendetid, også selvom det betyder at de er nødt til at udstille sig selv som konfliktsøgende og mindre begavede? (Helt ærligt giver jeg ikke ret meget for "det frie valg". Vi er som mennesker i høj grad determineret af vores kultur og opvækst, hvadenten vi så vælger (hvilket ironisk ord i den sammenhæng!) at svømme med eller mod strømmen.) Nuvel, måske det i virkeligheden er dem som har trukket det længste strå og regnet den ud, fordi de godt ved, at det fører en masse goder med sig. At der er tale om skuespil, som er en oscar værdig. Jeg skal ikke kunne sige det, men synes det er vigtigt at have med i sine overvejelser, når man bedømmer etikken bag programmer som Paradise Hotel og Divaer i junglen.

Jeg er da også godt klar over, at mennesket altid - ihvertfald så længe der er blevet skrevet historie - har ladet sig fascinere og frastøde af andre menneskers ulykke. Det er ingenlunde noget nyt fænomen. Bare tænk på gladiator-kamperne i det gamle Rom eller Joseph Carey Merrick (a.k.a Elefantmanden) som tjente (mere end) til dagen og vejen, ved at udstille sin deformitet for offentligheden. Da Freak-shows blev forbudt i London, var han faktisk meget ulykkelig, da han godt vidste han ikke kunne finde beskæftigelse andetsteds. Og hvor ville jeg være som teologi-studerende, hvis ikke korsfæstelser havde været underholdning og Jesu korsdød havde været en offentlig begivenhed? Forskellen fra dengang og nu, er blot at film og TV har taget over. Længere er vi sådan set ikke kommet og det er her jeg tænker om vi som mennesker, har et medansvar når vi lader os underholde af diverse Reality-TV programmer, som in reality har meget lidt med virkeligheden at gøre. Reality-TV er nutidens svar på Freak-shows og adskiller sig ikke nævneværdigt fra viktoriatidens londoner, som lod sig underholde af Mr. Merricks groteske udseende. Personligt er det ihvertfald ikke noget jeg føler behov for at dyrke. Tværtimod kunne jeg mærke hvordan det nærmest gjorde ondt i maven på mig, da jeg så hvordan TV-3 eksponerede deltagerne, fordi der er penge i foretagendet, hvilket der jo ikke ville være, hvis ikke der et var et publikum. Men så fik jeg da set hvad det drejede sig om og har derfor et bedre grundlag for at have den stålfaste mening om Reality-TV som jeg har og som absolut ikke ændrede sig efter et afsnit af Divaer i junglen.

V sagde at jeg var et meget etisk menneske. Det er han bestemt ikke den første som har sagt, men det er nu ikke sådan jeg tænker om mig selv. Han sagde også at jeg skulle passe på med ikke at være for hård ved mig selv. Overordnet set har han måske en pointe. Jeg kan godt have en tendens til at slå mig selv (i overført betydning) lidt for hårdt engang imellem. Men når det kommer til hvordan man bør handle etisk korrekt (hvad der så end ligger i dét...), synes jeg på ingen måde jeg er streng ved mig selv. Jeg kan godt finde på at udvandre fra et selskab, hvis samtalen falder på sort arbejde, fordi jeg ikke bryder mig om at stå i et etisk dilemma, hvor to af mine imperativer strider mod hinanden. I dette tilfælde imperativet; Man må ikke arbejde sort og imperativet; Man må ikke sladre. De vil selvfølgelig stadig være i modstrid med hinanden, men det etiske dilemma vil ikke være der, så længe jeg ikke ved hvad der foregår. Hvis nogen spurgte mig om jeg vidste om X arbejdede sort, ville jeg ikke vide om jeg skulle lyve, for at undgå at stikke et medmenneske, eller om jeg skulle fortælle sandheden, velvidende at det kunne bringe min næste i fedtefadet. Så jeg stikker af. Som en bedre kylling stikker jeg af, for jeg kan ikke have at stå med den slags overvejelser. Det ødelægger min nattesøvn. Okay, måske jeg så er et meget etisk menneske, men jeg synes kun jeg gør som andre burde gøre. Fordi flere mennesker gør noget forkert, bliver det jo ikke mere rigtig af den grund. Folk ser bare igennem fingrene med det. Og det er nok lidt på samme måde jeg har det med Reality-TV. Selvom mange mennesker finder det underholdende, retfærdiggøre det jo ikke at der er noget grundlæggende forkert (i min bog), i at lade sig underholde af deres interne stridigheder eller dumme bemærkninger. Heller ikke selvom de selv har stillet op (mere eller mindre) frivilligt.

Nu er det jo heller ikke fordi jeg ikke har øje for nuancerne. Heller ikke i denne sammenhæng. Principielt bør man ikke lyve, men man kan jo godt pakke sandheden ind. Der er jo heller ingen grund til at såre et medmenneske, selvom vedkommendes røv virkelig er for stor til de bukser...

V siger også at jeg tænker for meget. At jeg skal passe på med at det ikke bliver en hæmsko for mig. Det løb er vist kørt... Jeg tror ikke jeg har andet valg, fordi det er den måde min hjerne er indrettet på. Jeg sætter til gengæld stor pris på mit indre - og meget voldsomme - tankeliv. Ihvertfald så længe der er tale om positive tanker og idéer. Men jeg skal lære at acceptere at visse ting bare tager længere tid for mig, fordi den mindste lille ting kan tricke et flow af eksistentielle overvejelser. Det handler om at lære at bruge det konstruktivt og så bare acceptere at en af "sidegevinsterne" desværre er at man endnu engang er faldet i staver over køledisken i Netto. Men mest af alt handler det om at omverden forstår, at min hjerne er en lille smule anderledes end de flestes og at selv simple opgaver, kan kræve enorme ressourser. At jeg faktisk kan rigtig mange ting, men at jeg blot har brug for lidt ekstra tid, fordi der går både tid og energi på alle de overvejelser som dagligt farer igennem hovedet på mig. Det er i den sammenhæng jeg har brug for V. Jeg skriver det, fordi vi i går snakkede om hvad hans funktion skulle være. Den var den seriøse samtale jeg refererede til i begyndelsen af dette blogindlæg. Årsagen er at han overfor kommunen skal formulere hvilken form for hjælp jeg har brug for og som han sagde; Jette, du har jo ikke brug for hjælp. Han havde forventet at komme ud til et noget mere kaotisk hjem, første gang han skulle besøge mig. Ikke et rigidt ordensmenneske, hvor alt har sin faste plads og som i øvrigt øjnede hver chance hun havde, til at starte en etisk diskurs, hvadenten det så var om Reality-TV, homovielser eller hvad vi ellers har været inde på. (Det sidste sagde han selvfølgelig ikke. Den formulering står for egen regning.) Uagtet hvor hyggeligt og lærerigt det end var at snakke med mig, var det jo ikke det kommunen betalte ham løn for. Og jeg kan selvfølgelig godt se at han har en pointe. Men det eneste som faktisk har ændret sig, siden han er kommet ind i mit liv, er at mine to-do-lister er blevet til Post-Its, i stedet for de vanlige papirlapper, revet af fra en skriveblok. Det var jo også i min interesse, at der ikke stod nogle forkerte oplysninger om mig i kommunens papirer. Og i forhold til hvor de normalt gik ind og tilbød støtte, var jeg alt for velfungerende. Jeg var ellers begyndt at holde rigtig meget af hans besøg, men jeg kan selvfølgelig godt se at det ikke er det kommunen skal og bør bruge sine skattekroner på. Vores interaktion er meget jævnbyrdig og han er trods alt ikke ansat til at være besøgsven. Jeg sagde til ham som det var. At det gav mig en tryghed at vide at jeg havde ham jeg kunne ringe til, hvis lokummet brændte. Også selvom jeg endnu ikke har gjort brug af det, for jeg har ikke haft behov for det. Og at han jo ikke behøvede at komme så ofte, hvis det var det. Men som jeg også skrev i et andet blogindlæg, havde jeg lovet mig selv at jeg aldrig ville havne i en situation som den jeg stod i, i starten af året hvor hele mit (tanke-)liv, var et stort konglomerat af kaos og bekymringer. At jeg havde et menneske, som kunne hjælpe mig med at navigere i kaos, hvis det - Gud forbyde det - nogensinde skulle ske igen. En jeg kunne henvise til og/eller som kunne do-the-talking for mig, så jeg ikke skulle starte med Adam og Eva hver eneste gang, fordi de forskellige instanser ikke talte sammen. Men jeg tror desværre vores kontakt hviler på et (for) tyndt grundlag. Nu må vi se. Hvorom alting er, har jeg lige fået en idé. Jeg tror jeg ringer til V på mandag og foreslår at han i sine papirer skriver:

En kvinde hvis etik er kantisk funderet. Nærmest autistisk besættelse af imperativer, hvilket gør hende fuldstædig udenfor pædagogisk rækkevidde... 

Ingen Jesus - Ingen London!

Jeg kan ikke lade være med at grine (lidt) af mig selv, over gårsdagens stunt. Jeg ved godt jeg ikke burde. Økonomi er ikke noget man skal grine af. Ihvertfald ikke hvis man gerne vil fremstå som en voksen, fornuftig og - ikke mindst - politiskbevidst kvinde. Men det her er simpelthen for "dumt" og ADHD-agtigt, at det skriger på et blogindlæg.

I forgårs var jeg lige en tur i det lokale shoppingcenter, da jeg skulle købe nogle tusser hos boghandleren. Da jeg ikke gad bevæge mig ned i den anden ende af gågaden, hævede jeg derfor nogle kontanter i den nærmeste bankautomat. En automat som ikke er tilknyttet min egen bank. Men da jeg har VisaDankort er det ikke noget problem. Det koster blot et mindre gebyr på 3 kr. En lille pris at betale, for at slippe for en tur i regnen...

Jeg plejer ikke at kalkulere med børnepengene i budgettet. Jeg kan godt lide det er sådan. Så lever vi for det der går ind hver måned og når så der kommer børnepenge, er det jo bare dejligt. Så er der lidt ekstra til tøj eller uforudsete udgifter. For tiden står den på konfirmationsopsparing. I den kommune jeg bor i, bliver børnene først konfirmeret i 8. kl.. Og da sønnike ventede et år med at starte i skole, skal han derfor først konfirmeres til næste år (i maj). Han blev 15 år i starten af juli, hvilket vil sige at han næsten er 16 år, inden han bliver konfirmeret.

Det passer mig egentlig glimrende. Jeg er selvfølgelig ikke så naiv, at jeg bilder mig selv ind, at det intet har med gaverne at gøre. (I særdeleshed fordi der i min bog, ikke er noget som hedder NONfirmation. Et kunstigt konstrueret ord, som i sig selv er ladet med kristendom. Dvs. man fejrer at barnet har valgt, ikke at bekræfte sin dåb. Det svarer i mit hoved til, at man sender fødselsdagsinvitationer ud, med teksten; I anledning af at Onkel Verner ikke fylder 75 år, vil vi gerne..... Fred være med at nogle så alligevel vælger at give barnet en fest, men lad i himlens navn da være med at kalde det NONfirmation...) Men også fordi jeg har en idé om, at i og med at han næsten er 16 år når han bliver konfirmeret, er han også det mere moden og selvbevidst og derfor også mere klar over hvad det egentlig er han bekræfter og siger ja til, sammenlignet med en på 13-14 år, som er den gængse konfirmationsalder. Men jeg er da godt klar over, at den lovede tur til London også har en del af skulle sige. Han har nemlig været lidt i tvivl om hvorvidt han i det hele taget ville konfirmeres. Faktisk gør han sig en del tanker om Gud og eksistens for tiden. Det er egentlig ret sødt, for på mange måder er hans gudsbillede stadig barnligt antropomorft, hvorfor han af samme grund - forståeligt nok - har svært ved at relatere til Guds (eventuelle) eksistens. Men jeg har dog fundet ud af, at tvivlen ikke havde så meget med selve tro at gøre, som det at skulle holde en stor fest. Måske var det tanken om gummistøvle-billedet (Den sommer han fyldte 3 år, havde han fået et par mangefarvede gummistøvler i fødselsdagsgave af sin ene faster. Og selvom det var bagende varmt, insisterede han på at gå i gummistøvler. Så han rendte rundt med underbukse-ble-mås og gummistøvler, ude på legepladsen. Det var hans foretrukne outfit den sommer. Har et par "ømme" fotografier i gemmerne, af en glad - men noget besynderlig påklædt dreng.) på en evt. konfirmationssang, som gjorde udslaget. Jeg skal ikke kunne sige det. Men jeg sagde til ham, at hvis det var fordi han ikke grad det helt store brag af en fest, med lange (kedelige) taler og (pinlige) sange, stod det ham frit for at vælge en anden løsning, f.eks. en rejse. Men at selve festen ikke skulle være årsagen, til at vælge konfirmationen fra. Hvis det var fordi han slet ikke kunne relatere til Guds eksistens og kristendommen, var det okay at vælge konfirmationen fra, og at han selvfølgelig så ville få en lidt større fødselsdagsgave den sommer, men ikke lige så meget som ved en konfirmation. Men at det var hans valg og hvis det var fordi han ikke orkede al opmærksomheden, kunne vi sagtens finde en anden løsning. Og således blev det at sønnike valgte Jesus til, men festen fra og vi i stedet tager en uge til London. Men ingen Jesus - Ingen London! (Så hårdt formulerede jeg det selvfølgelig ikke overfor ham...)

Hvorom alting er, London er jo ikke ligefrem nogen billig by (Måske lige med undtagelse af livsstilsmagasiner, så jeg kan love for at jeg skal købe så mange, at jeg skal betale for overvægt på flyveturen hjem...), så der skal jo lægges lidt til side. Jeg loggede derfor ind på Netbank i går eftermiddags. Det så ganske fint ud og jeg overførte derfor 2000 kr. til sønnikes bankkonto. Han har både en bundet børneopsparing og en alm. konto (man bare kan hæve på), som er der hvor konfirmationsopsparingen står.

Først bagefter slår det mig, at det da alligevel egentlig så lidt mærkeligt ud. Jeg logger derfor på Netbank igen og kan se at der "kun" er gået knapt 900 kr. ind fra Told og Skat, mod de forventede knap 2500 kr. Jeg finder så ud af, at efter barnet er fyldt 15 år, udbetales børnepengene i stedet hver måned. Grunden til at det alligevel passede med hvad jeg havde forventet stående tilbage på kontoen, var at der endnu ikke var blevet trukket det beløb, jeg havde hævet i den fremmede automat. SÅ ER MAN ALTSÅ BARE LIDT FOR DISTRÆT, når man det ene øjeblik sidder og tænker at det ser da fint ud, for derefter at komme i tanke om at ca. 900 kr. da ikke er helt det samme beløb som ca. 2500 kr. Og ja, jeg beklager, men jeg synes faktisk det er ret morsomt. Måske netop fordi jeg ved, at jeg normalt har et ret rigidt forhold til økonomi.

Komikken består da også mest i at jeg havde/har lovet sønnike en hoodie fra American Apparel, som jeg ville købe til ham, når der kom børnepenge. Jeg havde bare ikke taget højde for at børnepengene nu kommer ind på kontoen hver måned, i stedet for hvert kvartal. Jeg måtte derfor forklare ham, hvordan det (nu) hang sammen og at jeg ikke havde råd til at købe blusen, da de resterende penge på kontoen, skulle gå til mad, da jeg ved en fejl havde overført "for mange" penge til hans konfirmationsopsparing. Sønnike synes det er helt i orden, hvis jeg går ned i banken og hæver 400 kr. fra opsparingen. Mor er ikke enig! Man hæver ikke penge på sine børns konto! Mest af alt handler det dog om, at jeg er bange for at bankdamen (M/K) tror, at jeg vil bruge pengene på sprut. Så det kunne ligne mig, at stå der og diske op med hele historien på bedste hyperverbale ADHD-vis, fordi jeg er bange for hvad folk tænker om mig.

Men mon ikke det bliver sådan at vi går sammen derned. Så kan han selv hæve penge til blusen. Så skal jeg nok betale den med mit Dankort. Velvidende at der stadig er dækning både til bluse OG mad. Og måske vi så ved samme lejlighed skulle få lavet et hævekort. Bankbog er så farmor...