Uidentificerede Flyvende Objekter

My mind doesn't just wander. Sometimes it fucks off completely... stod der på et billede, en Facebook-veninde uploadede forleden. Jeg tror det er meget karakteristisk, for hvordan det er at have ADHD. Det virker som om tankerne har deres egne uransagelige veje. Man kan sidde midt i en samtale. Pludselig får man et stikord. Turbo3000 sanseapparatet aktiveres og før man ved af det, har man sagt et eller andet fuldstændig ude af kontekst. Hvis ens samtalepartner nu havde adgang til ens indre tankeliv, ville det måske ikke virke så mærkeligt, hvorfor man pludselig snakker om UFO'er, selvom emnet for samtalen egentlig var ornitologi. Men man glemmer at delagtiggøre sin samtalepartner i mellemregningerne. Eller det kommer jeg ihvertfald tit til.

Når jeg nævner eksemplet med ornitologi vs. UFO'er, er det selvfølgelig fordi jeg har haft en konkret oplevelse med netop disse ting. Ikke at jeg nogensinde har set i UFO (udover i film, selvfølgelig). Fugle har jeg set masser af og de er vel egentlig en slags flyvende objekter. Men uidentificerede kan man vist næppe kalde dem...

Men engang for mange år siden, var jeg med en gruppe venner i Gribskov. Nu er dette jo ikke nogen lille skov og vi var derfor nødt til at spørge om vej til vores bestemmelsessted. Til vores held kom en mand cyklende. Han var iført cykelhjelm og kæmpe rygsæk og ud af den dersens rygsæk, kunne man se en antenne. Han var et ejendommeligt syn, syntes vi. Alene en voksen mand med cykelhjelm*, længe før Alt for Damerne proklamerede at den slags var blevet moderne, fik ihvertfald vore tanker på gled og efter at have taget afsked med manden og sagt tak for hjælpen, begyndte teorierne at florere. Vi blev enige om at han nok var ude og spejde efter UFO'er.

Da jeg fortalte min (daværende) kæreste, om denne mystiske fremmede - vis fremstræden jeg nok smurte lidt tykt på - sagde han, at det sikkert var en ornitolog (Ingen UFO-jæger... Hvor kedeligt!). Nu er det sjældent jeg snakker ornitologi. Så godt som aldrig, faktisk. Men en tænkt situation kunne være at dette var samtaleemnet og at mine tanker førte mig tilbage til den aften i Gribskov, i min tidlige ungdom og at jeg så - under denne fiktive samtale - pludselig kunne udbryde; Måske er der liv andre steder i universet, men jeg tror altså helt ærligt de har bedre ting at give sig til, end at besøge os i tide og utide... (Og hvorfor er det lige, at når de endelig besøger jorden, lander de altid på en ødemark? Man skulle da mene, at det ville være lettere at studere menneskelig adfærd, i beboede områder...) Nu er dette selvfølgelig bare et tænkt eksempel (med udgangspunkt i en virkelig hændelse), som tjener til illustration af hvad jeg mener.

En anden typisk ting, er det der med at love at fortsætte sin beretning (jf. forrige blogindlæg), for nu pludselig at skrive om UFO'er - eller mangel på samme. Det betyder ikke at jeg ikke har det i tankerne. Men jeg har besluttet mig for at skrive hele historien, når der er kommet en afklaring på tingene. Og med hele historien, mener jeg alle detaljer og dertilhørende mellemregninger. Jeg har ikke været interesseret i at udstille nogen og jeg har også selv overvejet om jeg mon selv kunne have taget fejl. Det er derfor jeg har været så tavs omkring hvad der foregik i forhold til sønnikes skole, PPR og mit ønske om at få ham i udredning. Men som jeg skrev i sidste blogindlæg, var vi startet op i udredning - efter at jeg havde taget sagen i egen hånd. Og konklusionen er entydig klar: Sønnike har svær ADHD. Det viser sig, at jeg hele tiden har haft ret i mine fornemmelser. Det anede mig. Men når man hører det modsatte fra folk (lærere og skolepsykolog), man skulle mene har forstand på tingene, bliver man pludselig i tvivl om sin egen virkelighedsopfattelse. Men jeg har fået den tjekket og den fejler ikke noget. Eller som H. siger; Du har ikke sagt noget i min konsultation, som skulle få mig til at tro, at du lider af vrangforestillinger. Det er fordi du er stresset over alt det der foregår omkring din søn og så er det naturligt at stille sig selv den slags spørgsmål. Godt så! Jeg er ikke skør. Kun på fritidsplan... Måske jeg bare forventer for meget af mine medmennesker. Jeg kan måske forstå at sønnikes ADHD er gået lærernes radar forbi. Der bliver trods alt ikke undervist i børnepsykiatri på lærerseminariet. Men at han også skulle snyde skolepsykologen, er mig en gåde. Alt dette vil jeg vende tilbage til, når der er kommet lidt mere ro på tingene. Og det bliver ihvertfald ikke før fredag. Jeg skal nemlig holde min anden prædiken og er derfor lidt skrive-ramt. Jeg tager hul på kirkeåret, ved at prædike over teksten til 1. søndag i advent. Ja, altså bortset fra at jeg lige tager hul på kirkeåret et par dage før alle andre. Jeg regner dog ikke med at det er en begivenhed som vil tiltrække sig mediernes opmærksomhed. Hvis det var tilfældet, kan jeg love for at jeg nok skulle sørge for at nævne noget om ADHD-børns vilkår i dagens Danmark. Hvor trist det end gør mig at skrive dette, har jeg fundet ud af at vores historie langt fra er enestående. Og nogen skal jo kæfte op og er en prædikestol måske ikke et af de bedste remedier til det foretagende?

En ting er sikkert: Nu kan jeg med rette kalde bloggen ved dens navn.

* Disclaimer: Jeg synes faktisk det er fornuftigt at bruge cykelhjelm. Jeg har endda selv en med teksten; I love my brain. Det er så en sandhed med modifikationer, men hjælper det hvis jeg siger, at jeg købte den før jeg fik konstateret ADHD?