Jeg havde besøg af V i går.
Det er en meget spændende diskussion, men vi skal også være lidt seriøse, sagde han. Jeg synes ellers vi var ret seriøse...
Jeg havde øjnet en chance for at benytte hans besøg, til at få mig en diskurs om etikken bag Reality-TV.
Torsdag aften havde jeg siddet ved spisebordet og klippet billeder til mine collage-malerier. Jeg ville have lidt baggrundsstøj og havde derfor forsøgt at logge ind på DR NU, for at se om ikke der var en spændende dokumentar eller debat jeg kunne have kørende i baggrunden, mens jeg som et bedre SFO-barn klippede løs.
Jeg kan ikke huske om jeg har nævnt det, men jeg har jo ikke noget fjernsyn. Det røg ud for ca. halvanden år siden. Det var et gammelt widescreen fra dengang skærmen lige var blevet flad, men selve TV'et var et ordentlig monstrum og vejede det sammen som en fuldvoksen mand. Jeg havde et værre hyr med at komme bagved, når jeg støvsugede. Så en dag tog fanden ved mig og jeg besluttede mig for at det måtte ende sine dage på genbrugspladsen. Jeg kunne jo altid købe et nyt ved lejlighed, hvis jeg savnede det. Det gør jeg ikke og jeg har ingen planer om at anskaffe mig et nyt. Nu er det jo ikke fordi jeg slet ikke ser TV. Jeg ser det bare på computeren. Hvor det før i tiden, var alt for let at blive hængende i sofaen og zappe frem og tilbage mellem TV-Tis og Kanal-Prut, er der nu tale om en bevidst handling, når jeg tænder for computeren. Derfor undrede jeg mig også lidt over mit TV-valg denne torsdag aften.
Jeg ved godt det lyder som verdens dårligste undskyldning, men jeg sværger at jeg taler skriver sandt. DR NU ville ikke rigtig loade og da jeg ikke er verdens mest tålmodige menneske, loggede jeg i stedet ind på lortekanalen TV3 Play og - Gud forbedre mig - så et afsnit af Divaer i junglen. Bagefter fik jeg det helt dårligt. Jeg kunne ikke lade være med at finde det meget amoralsk. Jeg kunne heller ikke lade være med at tænke, om vi som mennesker har et personligt ansvar, når det kommer til den slags underholdning. Jeg bryder mig ikke om det menneskesyn som ligger bag. At gøre andre menneskers interne konflikter og jagt efter fame and fortune til public entertainment. Man kan som modargument indvende at de jo selv har valgt at stille op, men det giver jeg altså ikke ret meget for. For hvad er det som skaber den samfundstendens og trang til at nogle mennesker bare vil og må promovere sig selv i bedste sendetid, også selvom det betyder at de er nødt til at udstille sig selv som konfliktsøgende og mindre begavede? (Helt ærligt giver jeg ikke ret meget for "det frie valg". Vi er som mennesker i høj grad determineret af vores kultur og opvækst, hvadenten vi så vælger (hvilket ironisk ord i den sammenhæng!) at svømme med eller mod strømmen.) Nuvel, måske det i virkeligheden er dem som har trukket det længste strå og regnet den ud, fordi de godt ved, at det fører en masse goder med sig. At der er tale om skuespil, som er en oscar værdig. Jeg skal ikke kunne sige det, men synes det er vigtigt at have med i sine overvejelser, når man bedømmer etikken bag programmer som Paradise Hotel og Divaer i junglen.
Jeg er da også godt klar over, at mennesket altid - ihvertfald så længe der er blevet skrevet historie - har ladet sig fascinere og frastøde af andre menneskers ulykke. Det er ingenlunde noget nyt fænomen. Bare tænk på gladiator-kamperne i det gamle Rom eller Joseph Carey Merrick (a.k.a Elefantmanden) som tjente (mere end) til dagen og vejen, ved at udstille sin deformitet for offentligheden. Da Freak-shows blev forbudt i London, var han faktisk meget ulykkelig, da han godt vidste han ikke kunne finde beskæftigelse andetsteds. Og hvor ville jeg være som teologi-studerende, hvis ikke korsfæstelser havde været underholdning og Jesu korsdød havde været en offentlig begivenhed? Forskellen fra dengang og nu, er blot at film og TV har taget over. Længere er vi sådan set ikke kommet og det er her jeg tænker om vi som mennesker, har et medansvar når vi lader os underholde af diverse Reality-TV programmer, som in reality har meget lidt med virkeligheden at gøre. Reality-TV er nutidens svar på Freak-shows og adskiller sig ikke nævneværdigt fra viktoriatidens londoner, som lod sig underholde af Mr. Merricks groteske udseende. Personligt er det ihvertfald ikke noget jeg føler behov for at dyrke. Tværtimod kunne jeg mærke hvordan det nærmest gjorde ondt i maven på mig, da jeg så hvordan TV-3 eksponerede deltagerne, fordi der er penge i foretagendet, hvilket der jo ikke ville være, hvis ikke der et var et publikum. Men så fik jeg da set hvad det drejede sig om og har derfor et bedre grundlag for at have den stålfaste mening om Reality-TV som jeg har og som absolut ikke ændrede sig efter et afsnit af Divaer i junglen.
V sagde at jeg var et meget etisk menneske. Det er han bestemt ikke den første som har sagt, men det er nu ikke sådan jeg tænker om mig selv. Han sagde også at jeg skulle passe på med ikke at være for hård ved mig selv. Overordnet set har han måske en pointe. Jeg kan godt have en tendens til at slå mig selv (i overført betydning) lidt for hårdt engang imellem. Men når det kommer til hvordan man bør handle etisk korrekt (hvad der så end ligger i dét...), synes jeg på ingen måde jeg er streng ved mig selv. Jeg kan godt finde på at udvandre fra et selskab, hvis samtalen falder på sort arbejde, fordi jeg ikke bryder mig om at stå i et etisk dilemma, hvor to af mine imperativer strider mod hinanden. I dette tilfælde imperativet; Man må ikke arbejde sort og imperativet; Man må ikke sladre. De vil selvfølgelig stadig være i modstrid med hinanden, men det etiske dilemma vil ikke være der, så længe jeg ikke ved hvad der foregår. Hvis nogen spurgte mig om jeg vidste om X arbejdede sort, ville jeg ikke vide om jeg skulle lyve, for at undgå at stikke et medmenneske, eller om jeg skulle fortælle sandheden, velvidende at det kunne bringe min næste i fedtefadet. Så jeg stikker af. Som en bedre kylling stikker jeg af, for jeg kan ikke have at stå med den slags overvejelser. Det ødelægger min nattesøvn. Okay, måske jeg så er et meget etisk menneske, men jeg synes kun jeg gør som andre burde gøre. Fordi flere mennesker gør noget forkert, bliver det jo ikke mere rigtig af den grund. Folk ser bare igennem fingrene med det. Og det er nok lidt på samme måde jeg har det med Reality-TV. Selvom mange mennesker finder det underholdende, retfærdiggøre det jo ikke at der er noget grundlæggende forkert (i min bog), i at lade sig underholde af deres interne stridigheder eller dumme bemærkninger. Heller ikke selvom de selv har stillet op (mere eller mindre) frivilligt.
Nu er det jo heller ikke fordi jeg ikke har øje for nuancerne. Heller ikke i denne sammenhæng. Principielt bør man ikke lyve, men man kan jo godt pakke sandheden ind. Der er jo heller ingen grund til at såre et medmenneske, selvom vedkommendes røv virkelig er for stor til de bukser...
V siger også at jeg tænker for meget. At jeg skal passe på med at det ikke bliver en hæmsko for mig. Det løb er vist kørt... Jeg tror ikke jeg har andet valg, fordi det er den måde min hjerne er indrettet på. Jeg sætter til gengæld stor pris på mit indre - og meget voldsomme - tankeliv. Ihvertfald så længe der er tale om positive tanker og idéer. Men jeg skal lære at acceptere at visse ting bare tager længere tid for mig, fordi den mindste lille ting kan tricke et flow af eksistentielle overvejelser. Det handler om at lære at bruge det konstruktivt og så bare acceptere at en af "sidegevinsterne" desværre er at man endnu engang er faldet i staver over køledisken i Netto. Men mest af alt handler det om at omverden forstår, at min hjerne er en lille smule anderledes end de flestes og at selv simple opgaver, kan kræve enorme ressourser. At jeg faktisk kan rigtig mange ting, men at jeg blot har brug for lidt ekstra tid, fordi der går både tid og energi på alle de overvejelser som dagligt farer igennem hovedet på mig. Det er i den sammenhæng jeg har brug for V. Jeg skriver det, fordi vi i går snakkede om hvad hans funktion skulle være. Den var den seriøse samtale jeg refererede til i begyndelsen af dette blogindlæg. Årsagen er at han overfor kommunen skal formulere hvilken form for hjælp jeg har brug for og som han sagde; Jette, du har jo ikke brug for hjælp. Han havde forventet at komme ud til et noget mere kaotisk hjem, første gang han skulle besøge mig. Ikke et rigidt ordensmenneske, hvor alt har sin faste plads og som i øvrigt øjnede hver chance hun havde, til at starte en etisk diskurs, hvadenten det så var om Reality-TV, homovielser eller hvad vi ellers har været inde på. (Det sidste sagde han selvfølgelig ikke. Den formulering står for egen regning.) Uagtet hvor hyggeligt og lærerigt det end var at snakke med mig, var det jo ikke det kommunen betalte ham løn for. Og jeg kan selvfølgelig godt se at han har en pointe. Men det eneste som faktisk har ændret sig, siden han er kommet ind i mit liv, er at mine to-do-lister er blevet til Post-Its, i stedet for de vanlige papirlapper, revet af fra en skriveblok. Det var jo også i min interesse, at der ikke stod nogle forkerte oplysninger om mig i kommunens papirer. Og i forhold til hvor de normalt gik ind og tilbød støtte, var jeg alt for velfungerende. Jeg var ellers begyndt at holde rigtig meget af hans besøg, men jeg kan selvfølgelig godt se at det ikke er det kommunen skal og bør bruge sine skattekroner på. Vores interaktion er meget jævnbyrdig og han er trods alt ikke ansat til at være besøgsven. Jeg sagde til ham som det var. At det gav mig en tryghed at vide at jeg havde ham jeg kunne ringe til, hvis lokummet brændte. Også selvom jeg endnu ikke har gjort brug af det, for jeg har ikke haft behov for det. Og at han jo ikke behøvede at komme så ofte, hvis det var det. Men som jeg også skrev i et andet blogindlæg, havde jeg lovet mig selv at jeg aldrig ville havne i en situation som den jeg stod i, i starten af året hvor hele mit (tanke-)liv, var et stort konglomerat af kaos og bekymringer. At jeg havde et menneske, som kunne hjælpe mig med at navigere i kaos, hvis det - Gud forbyde det - nogensinde skulle ske igen. En jeg kunne henvise til og/eller som kunne do-the-talking for mig, så jeg ikke skulle starte med Adam og Eva hver eneste gang, fordi de forskellige instanser ikke talte sammen. Men jeg tror desværre vores kontakt hviler på et (for) tyndt grundlag. Nu må vi se. Hvorom alting er, har jeg lige fået en idé. Jeg tror jeg ringer til V på mandag og foreslår at han i sine papirer skriver:
En kvinde hvis etik er kantisk funderet. Nærmest autistisk besættelse af imperativer, hvilket gør hende fuldstædig udenfor pædagogisk rækkevidde...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar