Du er ikke dum!

Jeg var til konsultation hos H i forgårs. Vi snakkede primært medicin. Men jeg fortalte ham også lidt om de tanker jeg for tiden gør mig, omkring min nyligt stillede ADHD-diagnose. Jeg sagde til ham, at det var som om jeg skulle lære mig selv at kende, på en ny måde. Er jeg dum eller er jeg klog? - ville jeg spørge, rent retorisk, for at give ham et indblik hvad det er for overvejelser, jeg for tiden går og tumler med. Men jeg nåede aldrig længere end til "dum", for så afbrød han mig og sagde: Det er du ikke! Lidt bestemt og med en let rysten på hovedet. Ikke markant, men nok til at jeg bemærkede det. Nej, det ved jeg godt, svarede jeg, men refererede til at jeg jo utallige gange, netop havde fået at vide at jeg var dum. Jamen, det er du ikke!

Nu kan jeg så gå og (over-)analysere på det. Hvorfor afbrød han mig? Hvorfor rystede han på hovedet? Hvad betød det, at han lagde tryk på? Er det fordi han mener, at jeg er en intelligent kvinde? Er det? Er det? ER DET??? Jeg mener, det betyder jo lige lidt mere, hvis det kommer fra en som ham. Han har vel om nogen ekspertisen, til at kunne udtale sig med nogenlunde korrekt præcision.

Nu er jeg selvfølgelig godt klar over, at jeg ikke er fuldstændig tabt bag en vogn. Og jeg har da også en fornemmelse af, at jeg sådan rent intelligensmæssigt nok ligger over gennemsnittet. Men hvor langt over? Lidt over? En del over? Eller væsentlig langt over? Spørgsmålet er også om jeg i virkeligheden tør vide det.

I bund og grund handler det jo om, at fortidens nedsættende ord om at jeg er dum, stadig runger fælt inde i mit hoved. Og selvom jeg efterhånden godt er klar over, at det ikke har noget på sig, er det alligevel vigtigt for mig, at jeg jævnligt bliver bekræftet i at jeg bestemt har et par brikker at flytte rundt med. Og det er i denne sammenhæng jeg tænker; jo højere intelligens, des bedre! Det er ligesom om at sejren over fortidens spøgelser, bare smager det bedre, i takt med at intelligenskvotienten stiger. Og hvis det nu så viser sig, at den alligevel bare ligger og roder rundt nede omkring gennemsnittet, smager sejren ligesom lidt mere af leverpostej, end af kage.

Jeg bliver vist nødt til at snakke lidt med H, om min sygelige besættelse af intelligenskvotienter... ;o)

Peace and Love

Jette