Gider du ikke lige ringe til mig? spurgte jeg sønnike om i går. Årsagen var at jeg endnu engang havde forlagt min mobiltelefon. Den var ikke at finde på sofabordet. Heller ikke på spisebordet. Ej heller i opladeren og slet ikke det mest indlysende sted; oven på Søren Ulrik Thomsen. Selvfølgelig ikke Søren Ulrik Thomsen i egen person, men hans nyeste digtsamling Rystet Spejl, som jeg valgte til godnatlæsning i forgårs. Jeg plejer ellers at lægge min telefon oven på - eller ved siden af - den bog, jeg er i gang med at læse. Hvis den ikke er der, er den gerne et af de andre nævnte steder. Ja, hvis den altså ikke er væk og det sker jo engang imellem, da jeg er ekspert i at forlægge ting. Det er nok der min ADHD primært kommer til udtryk. Jeg fik engang lagt nøglen til postkassen i mit penalhus. Alt blev endevendt i jagten på den forsvundne nøgle. Alt undtagen penalhuset that is, for jeg mente trods alt ikke mig selv så distræt, at jeg kunne finde på at lægge nøglen dér. Det endte med at vi måtte have fat i en låsesmed og få låsen til postkassen udskiftet. Dagen efter fandt jeg sandelig - den nu ubrugelige nøgle - i mit penalhus og jeg er sikker på at hvis den kunne, havde den grinet hånligt af mig.
Nå, men jeg fik sønnike til at ringe til mig og kunne således - ved at gå efter lyden - finde min telefon i sofaen. Der havde jeg ellers allerede kikket - uden held! Men sommetider kan jeg end ikke finde ting, selvom de ligger lige foran næsen på mig. Jeg tror det er noget de fleste kender til og har prøvet. Men når man har ADHD, er det snarere reglen end undtagelsen. Medmindre man udvikler en sådan kompenserende adfærd, at man konstant tjekker om man nu kan finde sine nøgler, sin telefon, sin pung, sin..... Det bliver hos udiagnosticerede ADHD'er ofte karakteriseret som OCD, men som jeg har forstået det, er der snarere tale om en vane man tillægger sig af "nødvendighed" end egentlige tvangshandlinger, selvom ADHD ikke udelukker komorbiditet med OCD. Tværtimod er det ikke usædvanligt at begge diagnoser ses samtidigt. Det handler i den sammenhæng om, at kunne adskille de forskellige symptomer. Hvis der er tale om OCD vil man føle ubehag eller decideret angst, hvis man ikke udfører sine "ritualer". Dette er ikke tilfældet, hvis der "blot" er tale om kompenserende adfærd, for de problemer som ADHD'en giver i forhold til opmærksomhed og hukommelse. Men det sker selvfølgelig at den kompenserende adfærd får liv i sig selv og dermed udvikler sig til OCD.
Det havde måske været hensigtsmæssigt, hvis jeg havde udviklet en sådan kompenserende adfærd, men det har jeg ikke. I stedet render jeg rundt og leder efter mine ting. Tidligere forårsagede dette stor irritation og sommetider endda angst, for der måtte da være et eller andet helt galt med min hjerne. ADHD - som skulle vise sig at være det mindste onde og heldigvis også hvad som var årsagen - faldt mig aldrig ind, for jeg vidste jo ikke hvad det var. For det meste forklarede jeg det bare med almen distræthed. Men hvis det en dag havde været rigtig slemt, kunne jeg pludselig blive bekymret for om jeg havde en alvorlig hjernesygdom. Det er jo sådan set heller ikke helt forkert, men i sammenligning med hjernesvulst, sclerose eller hvad jeg nu end kunne bilde mig selv ind, synes ADHD at foretrække. Den slags bekymringer er nu fuldstændig forsvundet. Jeg kan selvfølgelig stadig godt blive irriteret, men det er intet i sammenligning med før. Og så er jeg heldigvis i besiddelse af så tilpas meget selvironi, at jeg kan grine af mig selv. For det er sgu da morsomt, når man finder sin pung i køleskabet...
Peace and Love
Jette
Ingen kommentarer:
Send en kommentar