At male Fanden på væggen

Udover at finde på sjove og skøre idéer, er der også en anden ting jeg er rigtig god til. Nemlig at male Fanden på væggen. Jeg er faktisk så god til det, at det undrer mig at jeg endnu ikke er blevet opfordret til at søge et kunstlegat. Jeg maler den største, flotteste, mest frygtindgydende og farverige Fanden, man kan forestille sig. Måske er det fordi jeg færdes i kredse, hvor han ikke er videre velanset, for mit talent er ihvertfald endnu gået ubemærket hen.

Men jeg er så bange for ikke at kunne fortsætte med at studere. Bange for at Københavns Universitet snart har fået nok af mig og mine evindelige sygemeldinger, snart ikke synes jeg er pengene eller tiden værd. For hvad skal jeg så gøre?! Næst efter sønnike er teologistudiet mit et og alt. Jeg ved godt det måske ikke altid har set sådan ud udefra, men de som kender mig, ved at jeg har en dybfølt interesse og kærlighed til faget. Jeg har bare været et kvaj! Jeg har truffet nogle knap så hensigtmæssige beslutninger. Men jeg har gjort det, fordi jeg har været styret af min angst. Og den er ved Gud ikke særlig rationel!

En af årsagerne til at jeg atter gik i krig med malerpenslerne, er at jeg fik at vide at det var for sent at søge dispensation til at tilmelde mig eksamen. Det er fair nok, da der er en del administrativ arbejde forbundet hermed. Men jeg havde håbet at jeg kunne tage en eksamen i januar. En eksamen som skulle vise at jeg var/er i stand til at gennemføre mit studie. En eksamen som skulle demonstrere at mine vanskeligheder er godt afhjulpet af min medicinske behandling. En eksamen som skulle få mig til at stå noget stærkere i min argumentation for, hvorfor jeg bør have bevilliget ekstra SU-klip. Uden den har jeg nemlig kun mine egne og H's ord på at jeg befinder mig i en ny og anderledes situation. Eksamen skulle have været mit trumpfkort.

For det ér anderledes nu. Tidligere har jeg blot været i behandling for de symptomer min udiagnosticerede ADHD gav mig. Nu er jeg i behandling for selve årsagen til mine vanskeligheder og det gør altså en væsentlig forskel.

Jeg er rent ud sagt ikke i super godt humør i øjeblikket...

Peace and Love

Jette

Modelfoto.

Midt mellem elektronik og småt brændbart

Eks-mand havde fået lejlighed til at låne en bil, til nogle praktiske gøremål. Han tilbød mig derfor ved samme lejlighed, lige at komme forbi og køre mig til genbrugspladsen, da jeg havde nogle ting som skulle kasseres.

Der er noget terapeutisk ved at smide ud. Jeg kan godt lide det. Og jeg gør det med hård hånd. Det handler selvfølgelig også om, at når nu jeg i forvejen har så vanskeligt ved oprydning og rengøring, har jeg ikke brug for at mit hjem er overdynget med ting, som besværliggører processen. Så det var dejligt at komme af med sin defekte elkedel, sin batteri-samling, sin flækkede gulvspand og så videre. Endvidere huskede jeg endelig sønnikes aflagte og defekte roboraptor. Det er år siden han legede med den...

På genbrugspladsen bliver jeg dog en smule i tvivl om, hvor den skal kasseres og tænker at det er klogest at jeg lige forhører mig hos en medarbejder. Herved udspiller sig følgende dialog (citeret efter hukommelsen):

Mig: Hej! Jeg skal lige høre dig om noget. Jeg har sådan en elektronisk plastiklegetøjs..... (tager den ud af bilens bagagerum) .....

Mand: (afbryder) Bruger den batterier?

Mig: Ja, det har den gjort, men jeg har taget dem ud. Det er denne her! (Viser ham roboraptoren)

Mand: Ja, det er elektronik.

Mig: Ja, det tænkte jeg nok. (Smider roboraptoren i containeren) Tak for hjælpen!

Mand: Dem kender jeg godt. Dem har vi set mange af efterhånden...

Og så kom jeg jo pludselig til at tænke på den jul, hvor alle drengebørn ønskede sig en roboraptor. Og så står man dér! Midt mellem elektronik og småt brændtbart og bliver en smule sentimental. Min lille dreng er slet ikke en lille dreng længere. Han er ved at blive en voksen mand.

Skole-hjem samtalen gik i øvrigt okay, bortset fra at jeg væltede et plastkrus med røreskeer. Jeg har dog lovet sønnike, at jeg ikke vil gå i detaljer med hans vanskeligheder, her på bloggen. Det vil jeg respektere og lade den hvile der.

Nu skal jeg også hvile!

Peace and Love

Jette

Dårlig-mor konsultation

Øv altså! Nu gik det ellers lige så fint, med ikke at tænke for meget over det. Men jeg skulle selvfølgelig ikke have lov at slippe. Hvorfor i grunden også lave om på noget, som altid har "fungeret"? Møg-angst!
Men jeg skal til skole-hjem samtale i morgen. Det var det som i gamle dage hed forældrekonsultation, men man er åbenbart gået væk fra at bruge ordet. Den slags fine og stive betegnelser går jo ikke an, da det udsender autoritære signaler. Navnet er sådan set også ligegyldigt. I min bog hedder det nemlig ikke andet end du-skal-have-at-vide-at-vi-synes-du-er-en-dårlig-mor samtale. Der er selvfølgelig tale om en fortolkning kørt fuldstændig ud af propositoner. Hvis jeg var så dårlig en mor, var sønnike nok blevet taget fra mig forlængst. Derudover er det jo samtaler alle forældre bliver tilbudt. Men det er nu engang sådan jeg har det med dem.

Jeg har som sagt allerede tippet min søn til (også) at have ADHD og endda i noget mere alvorligere grad end sin mor. Jeg har også bedt om at få ham i udregning gennem skolepsykologen, som jeg så håber vil sende ham videre til en børne/unge psykiater, da jeg tænkte - og har hørt - at det ville gå hurtigere, end hvis man fik en henvisning fra egen læge. Men jeg har altså ikke hørt noget endnu.

Bottomline er at min dreng ér speciel og alle dage har været det. Nu taler jeg selvfølgelig ikke speciel på den der mor-agtige måde, for selvfølgelig er han det! Fuldkommen perfekt og smukkere og klogere end de fleste. (Det er dog ikke kun en mor-ting. Det ér også en objektiv sandhed!) Men han har visse vanskeligheder med sin motorik, opmærksomhed, koncentration og (korttids-)hukommelse. Klassiske ADHD-vanskeligheder, men af den indadvendte-type, som er svær at diagnosticere.

Disse vanskeligheder bliver altid påpeget ved forældrekonsultationer skole-hjem samtaler, med en formaning - ja, undskyld ordvalget, jeg tror det er en arbejdsskade... Forslag er måske et bedre ..... forslag - om at hjælpe og støtte ham til at huske lektier, gymnastiktøj, hue og halstørklæde, de rigtige bøger og den slags. Samt at jeg skal huske at tjekke skolens intranet. Og det vil og gør jeg da også så godt jeg nu kan. Men der er bare to ting ved det:

1. Drengen har ADHD (I'm certain!), så lige meget hvor meget jeg hjælper ham, vil det nok aldrig blive helt godt.

2. Jeg har ADHD, så selvom jeg har de bedste intentioner om at hjælpe og støtte mit barn, glemmer jeg selv rigtig meget. Jeg gør det ikke med vilje. Men nogle gange smutter den bare. Det er ikke fordi jeg ikke er interesseret i hans skole eller i at han får lavet sine ting. Slet ikke! Mit fokus ligger bare et andet sted (Læs: På at vi har det hyggeligt og sjovt og får noget ordentlig at spise. Madpakke har jeg af en eller anden grund altid husket...).

Men når disse ting bliver nævnt, bliver det i mit hoved oversat til: Vi synes du er en dårlig mor! Men det véd jeg jo godt, at jeg ikke er. Jeg er ikke perfekt - bevares! Men jeg forstår min søn bedre end de fleste (bloggens navn burde være et clue... ;o)). Vi lever ikke af citronmåner. Han kommer i bad hver dag. Jeg prøver at sætte mig ind i hans interesser (World of Warcraft... Er det et andet navn for Minestryger?) og så synes han jeg er røv-pinlig, når jeg går rundt i Netto i lyserøde joggingbukser og nynner salmer af Grundtvig (det forstår jeg så ikke helt... ;o)). Det lyder i mine ører som et rimeligt sundt mor-barn-teenager forhold. Men sagen er den nok den, at jeg aldrig rigtig kommer til at tro på, at de synes jeg er god nok, førend jeg får overrakt trofæet som Årets Mor. Og det tror jeg desværre er blevet sparet væk...

Men nu gik det ellers lige så godt... Rigtig godt, faktisk! Jeg har med min diagnose, fået en forklaring på mine vanskeligheder. Når jeg glemmer at tjekke intranet og lektier, eller at aflevere tilmeldingen til ...(et vilkårligt arrangement)... er det ikke fordi at jeg er en dårlig mor, men fordi jeg har ADHD. Forstå mig ret, det skal selvfølgelig ikke blive - eller være - en undskyldning, for ikke at gøre tingene. Og det er det heller ikke! Men det hjælper mig til ikke længere at slå mig selv i hovedet, hvis det glipper. For jeg véd jo godt at det ikke er med vilje. Men før jeg kendte til årsagen, prøvede jeg at forklare det på anden vis. Og engang imellem virkede dårlig-mor-hypotesen faktisk som en plausibel forklaring. Det var disse tanker, jeg egentlig troede jeg havde fået bugt med. Men så besluttede den møgskede til Fru Angst alligevel lige at komme på uventet visit, tidligere i dag. Gad vide om det mon nogenside får en ende?

Peace and Love

Jette

Jeg har en hemmelighed...

Der er den type opgaver som bare skal ordnes, selvom man absolut ikke gider og så er der den type opgaver, som man med glæde påtager sig. Sådan er det nok for de fleste mennesker. Men når man har ADHD, er det bare mere ekstremt. Så hvis det er noget man ikke har lyst til, kan det være noget nær en umulighed at komme i gang. Ikke fordi at man ikke ønsker opgaven gjort, men fordi det er sådan (ADHD-)hjernen er indrettet. Når det til gengæld drejer sig om den slags opgaver, man med glæde påtager sig, vil det ofte være med liv og sjæl og et sådan engagement, at det kan tage pusten fra de fleste.

Sådan en opgave fik jeg stillet i dag. Ja, eller, det var faktisk mig selv som tog initiativet og kom med forslaget. For det er sådan noget min hjerne kan. Finde på sjove og skøre idéer. Til tider også lidt for skøre idéer...

Men denne har var altså god nok. Så jeg kastede mig straks over projektet. Tiden fløj afsted og jeg grinede så tårerne trillede ned af mine kinder. Men ved I hvad? Projektet er en hemmelighed, en overraskelse og dét er ikke særlig sjovt. Fordi det er faktisk så morsomt, at jeg har lyst til at løfte sløret for det med det samme. Men hvis jeg gør det, er gassen måske gået af ballonen til den tid hvor det skal afsløres for real og det ville trods alt være en skam. Jeg ved jo heller ikke hvem som sidder på den anden side og læser med. Men hvis jeg nu siger at det drejer sig om et festlig indslag til en julefrokost, har jeg vel ikke sagt for meget? Jeg lover dog at jeg nok skal opdatere bloggen, når "eventen" er blevet afholdt. Men ih, hvor er det bare svært at holde mund. Jeg tror jeg må fortælle det til katten. Hun sladrer ihvertfald ikke...

Peace and Love

Jette

Mænd i skysovs og mig - en heldig kartoffel!

Jeg har gået og været sådan lidt trist og bekymret på det seneste. Årsagen er at jeg til januar har brugt alle mine SU-klip, men at jeg stadig mangler at færdiggøre en pæn del af min bachelor. En del af mine bekymringer har derfor gået på, om jeg mon nogensinde gennemfører mit studie? Andre på hvad jeg så skulle lave? Og sidst men ikke mindst, om jeg risikerer at skulle igennem aktiverings- og jobprøvningsmøllen.

Ingen tvivl om at jeg mere end noget andet, ønsker at gennemføre mit studie. Tanken om at skulle være andet end teolog, forekommer mig temmelig fjern. Jeg nærer en stor kærlighed og dyb, dyb interesse for faget. Men jeg er ikke i stand til at have arbejde ved siden af studiet, grundet den funktionsnedsættelse min ADHD giver mig. Det vil sige at hvis jeg ikke kan få SU, kan jeg ikke gennemføre mit studie. Jeg har forhørt mig hos kommunen om mulighed for revalidering. Det var dog før jeg fandt ud af at årsagen til mine tilbagevendende depressioner skyldtes udiagnosticeret ADHD. Ved dog ikke om det ændrer på noget at jeg nu ikke længere "er syg", men har et handicap. Men fik dengang at vide, at sandsynligheden for at jeg kunne få revalidering var meget lille.

Det var den noget forsimplede udgave, af en masse forvirrende tanker og overvejelser.

Her kommer så de gode nyheder, som jeg i går lovede jeg ville skrive:

Jeg var i går eftermiddags til konsultation hos H. Vi snakkede lidt om de tanker og overvejelser, som jeg har skitseret ovenover. Han gjorde efterfølgende selv opmærksom på at han gerne ville være behjælpelig med at udfylde erklæringer og hvad jeg nu måtte have behov for, for at kunne fortsætte mit studie, for ellers skulle jeg jo arbejde. Underforstået: Det ville være dumt, hvis jeg skulle arbejde som ufaglært, når mine kompetencer tydeligvis ligger et andet sted. Og tilføjede; det er jo ikke begavelsen som fejler noget. Og så var det han gav mig blikket. Blikket som sagde det hele: Du er alt for intelligent til ikke at fortsætte med at læse. Det ville være en skam, et tab. Spild af menneske og spild af intelligens.

Nu er det jo ikke sikkert at SU-styrrelsen, eller - i værste fald - kommunen er enig i det fornuftige i den betragtning. Men bare det at vide at jeg har et ekstra sæt ben til at hjælpe mig med at sparke de døre - som skal sparkes - ind, betyder alverden for mig. At der er at andet menneske, som tror på mig og kan se mit værd. Jeg har så stor respekt for den mand!

Det var så gårsdagens mand i skysovs. Dagens mand i skysovs var en studiekammerat og nær ven, som ringede tidligere i dag og spurgte om jeg gav en kop kaffe. Selvfølgelig! Han spurgte om han skulle tage noget brød med til kaffen. Jeg sagde at det ikke var nødvendigt, da vi lige havde spist, men at hvis han selv havde lyst til noget, skulle han da endelig tage det med. Jeg kunne jo altid gemme resterne til i morgen, da de ville falde på et tørt sted, grundet mine medicinudgifter. Og tænk! Da han så kom, havde han en mindre "overlevelsespakke" med til mig, bestående af brød, ost, pølser og snacks til kaffen. Så sødt! Vi sludrede om løst og fast og jeg fortalte ham lidt omkring min ADHD og medicin og hvad som jeg nu ellers tumler rundt med. Da han var taget afsted igen, sendte jeg ham en "tak-for-besøget-og-mange-tak-for-overlevelsespakken-SMS, hvorpå jeg fik et svar tilbage, om at han var ked af at han ikke havde haft mere med. MERE?! Han havde jo allerede givet langt mere end man overhovedet kunne forvente. MERE?! Jeg havde jo slet ikke bedt om noget. Jeg var så taknemmelig over at han "bare" havde tænkt i de baner. Jeg kunne tude at hjertevarme over at have sådan en ven.

Jeg føler mig meget velsignet!

Peace and Love

Jette

Så blev man lige 1000 kr. fattigere...

Jeg er gået over til at skulle bruge depotmedicin. Smart nok, da det virker i længere tid og at jeg derfor ikke behøver tage det så ofte. Eller det syntes jeg ihvertfald indtil jeg fandt ud af hvad det kostede; 689,20 kr. for 30 kapsler (= 15 dages brug). Jeg får selvfølgelig tilskud, men efter CTR-registerets regler om en vis egen betaling. Så kan det godt være at jeg om nogle måneder kun betaler 300 kr. pr. måned for min medicin, men det hjælper mig ikke ret meget nu, hvor jeg allerede har brugt knapt 1000 kr. på medicin bare i november. Det havde jeg jo slet ikke kalkuleret med i budgettet. Nu har jeg 750 kr. tilbage til resten af måneden, som sønnike og jeg skal leve af...
Ja, jeg ved godt at jeg har tag over hovedet, rindende og rent vand i hanen, adgang til elektricitet og som sådan ikke mangler noget. Jeg har det stadig bedre end så mange andre. Men derfor er jeg alligevel trist og bekymret for om vi nu klarer den.
Hvorfor skal ADHD-medicin være så dyrt?

Peace and Love

Jette

P.S. Jeg har i øvrigt gode nyheder, men jeg vil vente med at skrive dem til i morgen. Jeg skulle bare lige ud med nogen ting...

Hvem f***** har flyttet min elmåler?

Nu er jeg jo generelt noget glemsom. Jeg var derfor vældig stolt over mig selv, da jeg for lidt siden gik ud for at aflæse min elmåler. Kun én rykkerskrivelse fra DONG, om at Vi har endnu ikke modtaget din aflæsning af elmåler 000000 på adressen: XXXXXX. Nu skulle jeg vise mig som et ansvarligt og voksent menneske. Altså sådan en som husker at aflæse elmåleren...

Så jeg gik ud af hoveddøren og til venstre, for at aflæse min elmåler, som sidder på venstre side af bygningen. Og så var den væk! Tænkte om jeg muligvis huskede forkert og tjekkede derfor også højre side. Altså bare for en sikkerheds skyld. Heller ingen elmåler. En anelse slukøret gik jeg derfor ind igen. Hvad hjælper det at huske at aflæse elmåleren, når DONG ENERGY - eller hvem den skyldige end måtte være - bare flytter rundt på den efter forgodtbefindende?

Jeg besluttede mig dog for lige at tjekke efter endnu engang, efter at have rationaliseret lidt på at man da ikke bare sådan lige kan flytte en elmåler. Så jeg gik ud igen og hvad finder jeg lige udenfor hoveddøren? Min elmåler! Kommer i tanke om, at det da vist nok også er min mors elmåler, som sidder på venstre side af bygningen...

HVOR DISTRÆT HAR MAN LOV AT VÆRE???

Lydfølsom

Jeg er særdeles lydfølsom i øjeblikket. Det er ikke usædvanligt når man har ADHD, men i øjeblikket føles det bare ekstra slemt, så det har sikkert også lidt med tandpinen at gøre. Det fleste lyde runger inde i mit hoved og høje lyde gør decideret ondt.

Det var lidt af en prøvelse, da vi i går spiste aftensmad. Jeg havde min eks-mand på besøg, som spiste med. Han havde været så sød at hjælpe med indkøb, her mens jeg er midlertidigt ude af drift. Traditionen tro stod den på suppe. Jeg sendte længselfulde blikke efter sønnike- og eks-mands flutes. Hvem der bare kunne tygge...

Problemet med suppe er at det er flydende. Flydende = tydelige synkelyde. Den værste af alle kropslyde! Normalt kan jeg godt abstrahere fra det. Især hvis der er snak omkring middagsbordet. Men i går var den altså slem; gvulp, slurp, gvulp, klir, gvulp, klir, slurp, slurp, gvulp, klir, slurp, klir, gvulp, gvulp, slurp, gvulp, slurp, klir... ARGH!!!

Jeg formåede dog at bide det i mig. Jeg ved jo godt at det er mit hoved, den er gal med...

Peace and Love
Jette

Så kan det vist næppe siges mere klart! :-D

Temporarily out of order

Ja, det er altså mig. Midlertidigt ude af drift eller ihvertfald kun sporadisk fungerende. Denne gang er det dog ikke ADHD'ens skyld. Men jeg har fået tandpine. Noget så gevaldigt endda! Af hensyn til lidt mere sarte læsere, skal jeg nok lade være med at udpensle detaljerne. En hurtig google-search på "skjult visdomstand" vil dog kunne give et praj om hvad som er galt.

Heldigvis er jeg i bedring. Takket være klorhexidin, som jeg skal skylle min mund med 3 gange om dagen. Det ser nogenlunde sådan ud:

Men føj hvor smager det grimt!

Fordelen - hvis man partout skal se det på den lyse side - er at det har været ganske let for mig, at beslutte hvad vi skulle spise til aftensmad. Menuen har de sidste par dage således stået på karrysuppe, græskarsuppe og tomatsuppe. Ja, for der skal jo være lidt variation...

Glæder mig dog til at kunne tygge igen...

Peace and Love

Jette

Forlagte genstande, kompenserende adfærd og Søren Ulrik Thomsen

Gider du ikke lige ringe til mig? spurgte jeg sønnike om i går. Årsagen var at jeg endnu engang havde forlagt min mobiltelefon. Den var ikke at finde på sofabordet. Heller ikke på spisebordet. Ej heller i opladeren og slet ikke det mest indlysende sted; oven på Søren Ulrik Thomsen. Selvfølgelig ikke Søren Ulrik Thomsen i egen person, men hans nyeste digtsamling Rystet Spejl, som jeg valgte til godnatlæsning i forgårs. Jeg plejer ellers at lægge min telefon oven på - eller ved siden af - den bog, jeg er i gang med at læse. Hvis den ikke er der, er den gerne et af de andre nævnte steder. Ja, hvis den altså ikke er væk og det sker jo engang imellem, da jeg er ekspert i at forlægge ting. Det er nok der min ADHD primært kommer til udtryk. Jeg fik engang lagt nøglen til postkassen i mit penalhus. Alt blev endevendt i jagten på den forsvundne nøgle. Alt undtagen penalhuset that is, for jeg mente trods alt ikke mig selv så distræt, at jeg kunne finde på at lægge nøglen dér. Det endte med at vi måtte have fat i en låsesmed og få låsen til postkassen udskiftet. Dagen efter fandt jeg sandelig - den nu ubrugelige nøgle - i mit penalhus og jeg er sikker på at hvis den kunne, havde den grinet hånligt af mig.

Nå, men jeg fik sønnike til at ringe til mig og kunne således - ved at gå efter lyden - finde min telefon i sofaen. Der havde jeg ellers allerede kikket - uden held! Men sommetider kan jeg end ikke finde ting, selvom de ligger lige foran næsen på mig. Jeg tror det er noget de fleste kender til og har prøvet. Men når man har ADHD, er det snarere reglen end undtagelsen. Medmindre man udvikler en sådan kompenserende adfærd, at man konstant tjekker om man nu kan finde sine nøgler, sin telefon, sin pung, sin..... Det bliver hos udiagnosticerede ADHD'er ofte karakteriseret som OCD, men som jeg har forstået det, er der snarere tale om en vane man tillægger sig af "nødvendighed" end egentlige tvangshandlinger, selvom ADHD ikke udelukker komorbiditet med OCD. Tværtimod er det ikke usædvanligt at begge diagnoser ses samtidigt. Det handler i den sammenhæng om, at kunne adskille de forskellige symptomer. Hvis der er tale om OCD vil man føle ubehag eller decideret angst, hvis man ikke udfører sine "ritualer". Dette er ikke tilfældet, hvis der "blot" er tale om kompenserende adfærd, for de problemer som ADHD'en giver i forhold til opmærksomhed og hukommelse. Men det sker selvfølgelig at den kompenserende adfærd får liv i sig selv og dermed udvikler sig til OCD.

Det havde måske været hensigtsmæssigt, hvis jeg havde udviklet en sådan kompenserende adfærd, men det har jeg ikke. I stedet render jeg rundt og leder efter mine ting. Tidligere forårsagede dette stor irritation og sommetider endda angst, for der måtte da være et eller andet helt galt med min hjerne. ADHD - som skulle vise sig at være det mindste onde og heldigvis også hvad som var årsagen - faldt mig aldrig ind, for jeg vidste jo ikke hvad det var. For det meste forklarede jeg det bare med almen distræthed. Men hvis det en dag havde været rigtig slemt, kunne jeg pludselig blive bekymret for om jeg havde en alvorlig hjernesygdom. Det er jo sådan set heller ikke helt forkert, men i sammenligning med hjernesvulst, sclerose eller hvad jeg nu end kunne bilde mig selv ind, synes ADHD at foretrække. Den slags bekymringer er nu fuldstændig forsvundet. Jeg kan selvfølgelig stadig godt blive irriteret, men det er intet i sammenligning med før. Og så er jeg heldigvis i besiddelse af så tilpas meget selvironi, at jeg kan grine af mig selv. For det er sgu da morsomt, når man finder sin pung i køleskabet...

Peace and Love

Jette

Tid til eftertænksomhed...

Jeg er i et lidt underligt humør lige nu. Det var egentlig meningen, at jeg ville have skrevet et blogindlæg om hvor irriteret jeg havde været på mig selv, over at jeg i går var kommet til at sove for længe. Meget for længe endda! Jeg havde sat uret til at vække mig kl. 10:00. Nu har jeg aldrig været typen, som springer ud af sengen og råber: GOD MORGEN VERDEN!!! Jeg skal helst vågne stille og roligt. Så jeg slukkede for alarmen og lagde mig tilbage under dynen. Jeg skulle bare lige lukke øjnene et øjeblik og så zzzzzzzzzzzzzzz. Da jeg vågner igen, er det mørkt udenfor. Jeg kikker på klokken og ser at den er 17:03. Altså!

Heldigvis har sønnike været hjemme hos sin far denne weekend og kommer først hjem senere på aftenen. Han har derfor spist til aften hos sin far. Det eneste vi mangler er sådan set kun en liter mælk. Men jeg er stadig irriteret. Irriteret over at have sovet for længe og over at butikkerne nu har lukket. Så jeg traskede op på Shell efter mælk. Hvis det ikke havde været mørkt, havde man garanteret kunne se den tordensky som hang over mit hoved. 10,95 kr. for en liter mælk og så er den ikke engang økologisk! Jeg skulle have købt to liter, da jeg alligevel var i Kvickly. Hvorfor tænkte jeg ikke på det? Hvorfor skal jeg også være så utjekket? Skumle, skumle, skumle...

Da klokken nærmer sig midnat, kan jeg selvfølgelig ikke sove. Så jeg tænker at jeg vil skrive blog om hvor irriteret jeg er over min skæve døgnrytme, at skulle købe mælk på tanken og hvor ADHD-agtigt det hele bare er. Jeg vil krydre mit indlæg med et billede af mælk. Googler derfor efter billeder af mælk og falder over dette (af kunsteren Jakob Hunosøe):

Hvad som dog er mere interessant, er at jeg finder det på denne blog: http://tosommerfugle.blogspot.com/ Den er dragende, så jeg bliver hængende en stund. Og så begynder jeg at græde. Græde fordi Aktiv Dødshjælp ikke er tilladt i Danmark. Græde fordi jeg bliver rørt over at læse de mange historier, om mennesker som har hjulpet en elsket til at få fred. Smukke mennesker med store hjerter.

Jeg ved godt at debatten om Aktiv Dødshjælp, er en debat med mange nuancer. Livet ikke uden lidelse og mange gange gør lidelse stærkere. Men det er mig fuldstændig ubegribeligt at mennesker som er så alvorligt syge, at man udemærket ved hvor det bærer hen, ikke kan få lov til at dø en værdig død. Mennesker som skal leve deres sidste dage eller uger i et rent smertehelvede eller som en grøntsag.

Jeg har endnu tilgode at læse alle "sommerfuglens" blogindlæg. Det er heller ikke sikkert, at jeg er enig med ham hele vejen igennem. Men det giver stof til eftertanke. Jeg fik ihvertfald lige sat livet lidt i perspektiv. Lysten til at lukke galde ud om skæve døgnrytmer og dyre mælk er forsvindende lille. Jeg smiler lidt ved mig selv og tænker: Det går nok alt sammen...

Peace and Love

Jette

Medicintilskud

Jeg har i øvrigt fået brev fra lægemiddelstyrelsen, om at jeg har fået bevilliget enkelttilskud til min medicin. Fedt nok! Ikke at det som sådan kommer bag på mig. Jeg tror vist det er rimelig nemt at få, så længe man bare har en læges/psykiaters udtalelse, om at man har brug for medicinen. Men jeg kan da godt undre mig over, at der ikke i forvejen er generelt tilskud (som det kaldes i apoteker- og lægekredse) til Ritalin, når det nu er godkendt af lægemiddelstyrelsen til behandling af ADHD. Men det findes der sikkert en fornuftig lang og indviklet forklaring på...

Nå, men så står man dernede på apoteket med sit fine brev og så har de allerede oplysningerne liggende i deres database. Derudover troede jeg jo, at jeg fik tilskud med det samme. Jeg mener - enkelttilskud - lyder det ikke ret meget, som et tilskud man får "udbetalt" med det samme? Men sådan fungerer det altså ikke. 

Jeg har tilsyneladende lignet ét stort spørgsmålstegn, for den rare apoteker-mand giver sig til at forklare mig om CTR-registeret, opsparing og diverse procentssatser, hvilket jo blot får mig til at se endnu mere mærkelig ud i hovedet, hvilket igen får apoteker-manden til endnu mere udførligt - og meget tålmodigt - at forklare mig om CTR-registeret, opsparing og diverse procentssatser. Hør nu her! Jeg ser jo ikke mærkelig ud i hovedet, fordi jeg på nogen måde er sur på dig, over at jeg ikke kan få tilskud med det samme. Faktisk synes jeg at du er skide sød! Det er bare mig som har misforstået noget. Jeg ser mærkelig ud i hovedet, fordi du prøver at forklare mig om CTR-registeret, opsparing og diverse procentssatser og det er bare lidt for mange oplysninger, når jeg har ADHD og kl. er 10:30 en lørdag formiddag og min hjerne ingenlunde er gearet til procentregning og jeg i øvrigt også skal i Kvickly og købe en liter økologisk mini-mælk fra Thise mejeri og det gider jeg egentlig ikke, for der er altid så mange mennesker på det tidspunkt og jeg hader at stå i kø og så bare for en liter mælks skyld... Ja, det sagde jeg selvfølgelig ikke, men det var de tanker som farede gennem hovedet på mig.

Men nu ved jeg da hvordan det fungerer til næste gang. Så ser jeg forhåbentligvis knap så mærkelig ud...

Peace and Love

Jette

Lars Løkke

Man siger at folk med ADHD har et rigt tankeliv. Det skal jeg da lige love for...

I nat* drømte jeg, at jeg var i byen med en veninde. Der mødte vi Lars Løkke og to af hans venner (ikke nogen jeg umiddelbart kunne genkende fra dansk politik). Som tingene udviklede sig, begyndte jeg at flirte og danse (meget) tæt med Hr. Løkke. Men ærlighed fremfor alt, som man siger... Så jeg gjorde ham selvfølgelig opmærksom på, at jeg ikke ligefrem havde stemt på ham. Næ, at jeg faktisk tilhørte den anden fløj. Men Lars var heldigvis et stort nok menneske, til at kunne se igennem fingrene med dette. Så vi dansede videre og flirtede løs og jeg tænkte; han er da en dejlig mand...

Nu er det jo ikke sådan at jeg hader Lars Løkke. Egentlig har jeg et ganske positivt billede af manden. Jeg tror han er et rart og varmt menneske, med fødderne solidt plantet i jorden. En mand som kalder en spade for en spade. Som gerne drikker fadøl med gutterne og fortæller sjove vittigheder om prutter. Jeg er bare ikke enig med ham politisk.

Men jeg kan i himlens navn da ikke greje, hvad han laver i min underbevidsthed...

* Nat skal i denne sammenhæng tages med et gran salt. Jeg har stadig en lidt skæv døgnrytme, så det var nok nærmere henad sen aften.

Du er ikke dum! - part 2

Tilgiv mig at jeg bringer det på banen igen, men nu skal fortidens spøgelser altså lige have et ordentligt los i røven spark i numsen.

Som appendix til forrige blogindlæg, vil jeg dog lige gøre opmærksom på, at jeg godt er klar over at intelligens(-kvotient) er et omdiskuteret begreb. Er det i det hele taget muligt at måle? Kan man være intelligent på flere måder? Og kan den ændres ved træning? Det kan der skrives - og er skrevet - rigtig meget om, så jeg vil lade den hvile der og henvise mine læsere til Google, hvis de ønsker nærmere uddybning.

Personligt er jeg af den overbevisning, at det kan man godt, men at det i bedste fald kun giver et halvt billede af dig som menneske. En høj IQ udsiger intet om dine sociale eller moralske kvalifikationer, som jeg mener vejer lige så tungt - ja, hvis ikke tungere. Hvad nytter det at have en høj IQ, hvis den bliver brugt køligt og beregnende, til at udnytte andre mennesker? Det kommer man i min bog altså ikke særlig langt med. Eller det kan da godt være at man gør det, men det er ikke videre pænt gjort.

Men nu hvor følgende disclaimer er skrevet, vil jeg gerne dele dette med jer. Mine damer og herrer! I give you... (trommehvirvel) ...Screenshot af min intelligenskvotient:

Ja, for jeg kunne jo (alligevel) ikke dy mig. Så jeg gik ind på Mensas hjemmeside og tog deres (online) IQ-test. 121, ved spredning 15. Ikke dårligt, ikke dårligt... (Ved spredning 16 og 24 placerede den sig faktisk højere, men da spredning 15 er den Mensa officielt benytter, vil jeg også gøre det)

Godt så! Jeg ér intelligent. Rimelig intelligent faktisk! Jeg kunne heller ikke rigtig få det til at passe, hvis den hjerne som tænker så store tanker og generere så mange mærkelige idéer, ikke skulle besidde en vis IQ.

Men det er jo ADHD i en nøddeskal! Jo højere intelligens, desto større frustration og fortvivlelse, når man ikke kan finde ud af at strukturere eller prioritere disse.

Nu håber jeg ikke i synes, at jeg er et forfærdeligt selvcentreret og navlepillende menneske. Jeg ved godt, at jeg har lidt af et issue på det punkt. Men når man gentagende gange har fået at vide at man er dum, bliver man altså vældig stolt af sig selv, når det modsatte viser sig at være tilfældet. I må bære over med mig! Jeg har del spøgelser der skal luges ud i...

Peace and Love

Jette

Du er ikke dum!

Jeg var til konsultation hos H i forgårs. Vi snakkede primært medicin. Men jeg fortalte ham også lidt om de tanker jeg for tiden gør mig, omkring min nyligt stillede ADHD-diagnose. Jeg sagde til ham, at det var som om jeg skulle lære mig selv at kende, på en ny måde. Er jeg dum eller er jeg klog? - ville jeg spørge, rent retorisk, for at give ham et indblik hvad det er for overvejelser, jeg for tiden går og tumler med. Men jeg nåede aldrig længere end til "dum", for så afbrød han mig og sagde: Det er du ikke! Lidt bestemt og med en let rysten på hovedet. Ikke markant, men nok til at jeg bemærkede det. Nej, det ved jeg godt, svarede jeg, men refererede til at jeg jo utallige gange, netop havde fået at vide at jeg var dum. Jamen, det er du ikke!

Nu kan jeg så gå og (over-)analysere på det. Hvorfor afbrød han mig? Hvorfor rystede han på hovedet? Hvad betød det, at han lagde tryk på? Er det fordi han mener, at jeg er en intelligent kvinde? Er det? Er det? ER DET??? Jeg mener, det betyder jo lige lidt mere, hvis det kommer fra en som ham. Han har vel om nogen ekspertisen, til at kunne udtale sig med nogenlunde korrekt præcision.

Nu er jeg selvfølgelig godt klar over, at jeg ikke er fuldstændig tabt bag en vogn. Og jeg har da også en fornemmelse af, at jeg sådan rent intelligensmæssigt nok ligger over gennemsnittet. Men hvor langt over? Lidt over? En del over? Eller væsentlig langt over? Spørgsmålet er også om jeg i virkeligheden tør vide det.

I bund og grund handler det jo om, at fortidens nedsættende ord om at jeg er dum, stadig runger fælt inde i mit hoved. Og selvom jeg efterhånden godt er klar over, at det ikke har noget på sig, er det alligevel vigtigt for mig, at jeg jævnligt bliver bekræftet i at jeg bestemt har et par brikker at flytte rundt med. Og det er i denne sammenhæng jeg tænker; jo højere intelligens, des bedre! Det er ligesom om at sejren over fortidens spøgelser, bare smager det bedre, i takt med at intelligenskvotienten stiger. Og hvis det nu så viser sig, at den alligevel bare ligger og roder rundt nede omkring gennemsnittet, smager sejren ligesom lidt mere af leverpostej, end af kage.

Jeg bliver vist nødt til at snakke lidt med H, om min sygelige besættelse af intelligenskvotienter... ;o)

Peace and Love

Jette