Øl og Lort og Pis

Året er 1987. Jeg går i 2. B. og vi har vikar i dansk. Han siger vi skal prøve at gætte hans navn og at han hedder (næsten) det samme til fornavn, som et af vejnavnene i nærheden af skolen. Om vi gættede det, kan jeg ikke huske, men det var et lidt usædvanligt navn, som begyndte med F.

Hvad jeg derimod godt kan huske, er at vi havde F i en længere periode, mens vores klasselærer var sygemeldt og at jeg vist nok syntes han var lidt kedelig. Hvad jeg særdeles godt husker, er at F i et kort frikvarter lige havde været en tur på toilettet, hvilket blev afsløret da en klassekammerat kom løbende ind i klasselokalet og råbte; Der lugter af Øl og Lort og Pis blandet sammen! Siden da har min humor udviklet sig i en lidt mindre latrin retning, men jeg kan huske at jeg grinede så meget over min klassekammerats kommentar, at jeg fik mavekrampe og kunne slet ikke forstå - da jeg refererede oplevelsen for min mor - at hun slet ikke fandt sammenblandingen af Øl og Lort og Pis lige så morsom som jeg gjorde. Det satte sig ihvertfald godt fast i erindringen og selv da jeg glemte F, hans navn, udseende og undervisning, huskede jeg stadig min klassekammerats kommentar.

Skæbnen ville at jeg senere skulle møde ham igen - inde på fakultetet. Det faldt mig slet ikke ind, at den lidt ældre, gangbesværede og svagtseende herre, var min tidligere lærer, indtil vi en dag skulle med samme tog og han fortalte at han engang havde arbejdet på en skole i den by jeg kom fra og pludselig kunne jeg jo godt se hvem han var. Jeg sagde at jeg godt kunne huske ham, men jeg undlod pænt at fortælle hvorfor. Jeg kunne dog ikke lade være med at tænke på, om jeg stadig ville have husket ham, hvis ikke min klassekammerat var kommet med den lidet flatterende kommentar.

Det er længe siden jeg har set ham derinde. Men det skete et par gange at han skulle med samme tog og jeg derfor fulgte ham ned til stationen og mens vi gik arm i arm - i et tempo selv jeg ville kategorisere som langsomt - talte han altid positivt om sin oplevelse som lærervikar. Så meget at jeg nærmest fik en dårlig samvittighed over at jeg dengang, ikke syntes han var særlig inspirerende.

Jeg ved ikke rigtig hvad der gav udslaget, men jeg kom pludselig til at tænke på ham igen i dag, da jeg var ude og gå med plakater for menigheden. Vi holder jo en del foredrag, filmaftener og ture i naturen, som vi ønsker at gøre reklame for på de andre fakulteter og jeg er så blevet ansat som plakatomdeler resten af semesteret. Det er ikke noget som giver kassen. Faktisk er det ulønnet, men jeg får et gavekort for indsatsen og så er det faktisk en meget hyggelig tur rundt i Københavns gader, mens jeg får klaret hjernen og tænk hvad der sådan pludselig kan dukke frem fra erindringen...

Ondskuld jeg ikke taler din sprog

Så står jeg atter med fletningerne i postkassen. Sagen er den at jeg siden februar har stået uden indtægt. Da jeg har 15 mdr. tilbage af min BA, men 23 SU-klip (hvoraf 12 er slutlånsklip) regnede jeg bare med at det var formalia lige at dokumentere overfor SU, at jeg var blevet forsinket i studiet pga. sønnikes udredning. Så jeg gjorde det dummeste man (jeg!) kunne gøre. Jeg tissede i bukserne. Jeg tog et kviklån i sikker overbevisning om at det hurtigt ville blive indfriet, når jeg fik SU med tilbagevirkende kraft. Jeg fik derefter at vide at jeg først kunne få SU fra juli, når jeg havde 11 mdr. tilbage af min uddannelse. Dette har jeg selvfølgelig klaget over og henvist til at jeg af Styrelsen for Videregående Uddannelser og Uddannelsesstøtte, er blevet oplyst at jeg har 23 klip tilbage. Jeg er selvfølgelig bekendt med at hvis jeg bruger af mine slutlånsklip, har jeg det mindre tilbage til kandidaten, men den tid - dét sår! (Det skal jeg nok kunne nå at planlægge mig ud af. Derudover tipper jeg ikke på at blive forsinket på kandidaten.)

Nu er sagen så den at SU har 6-8 ugers behandlingstid på den slags ansøgninger, hvilket vil sige at jeg pr. 1 maj, ikke har penge til at betale min husleje. Så hvad gør en klog jeg? Jeg sender en ansøgning til kommunen om enkeltydelse i forhold til aktivlovens §81. Jeg er selvfølgelig bekendt med at husleje som sådan ikke er en uforudset udgift, men loven siger ligeledes: ..... Kommunen kan dog efter en konkret vurdering undtagelsesvis yde hjælp til en udgift, der har kunne forudses, hvis afholdelsen af udgiften er af helt afgørende betydning for den pågældendes eller familiens livsførelse.

Jeg kan ikke se andet end at det må gøre sig gældende i mit tilfælde. Jeg bliver så ringet op i torsdags af den sagsbehandler som sidder med min sag og får at vide at de ikke kan hjælpe mig, men at de i stedet kan tilbyde mig kontanthjælp. Dette undrer jeg mig meget over, da reglerne for at modtage kontanthjælp (som uddannelsessøgende) kræver at alle andre muligheder er udtømt. Det er de ikke, når jeg har en ansøgning under behandling hos SU. Jeg er med andre ord ikke berettiget til kontanthjælp, hvilket jeg oplyser og får at vide at det kunne de jo ikke se/vide. Det havde jeg ellers oplyst i ansøgningen, men det er åbenbart ikke tilstrækkeligt blot med oplysningen. Jeg skal også kunne dokumentere det. Jeg kan ikke se hvilken interesse jeg skulle have i at lyve om den slags, men fair nok. Det er selvfølgelig helt på sin side at de kræver dokumentation, men havde jeg vist at det havde betydning for behandlingen af min sag, havde jeg selvfølgelig sendt det med i første omgang. Jeg troede ellers en studieplan på fakultetets brevpapir med underskrift og stempel (som jeg selvfølgelig havde vedlagt), måtte være tiltrækkelig dokumentation. Dumme mig!

Jeg vil nødig lyde utaknemmelig. Jeg er bestemt glad over at det er muligt at søge om hjælp, når man står i den slags situationer. Og jeg er også helt indforstået med at man selvfølgelig skal kunne dokumentere, at man reelt har et behov for økonomisk støtte. Det er jeg helt indforstået med! Hvad jeg derimod er knap så indforstået med, er at man skal vrisses af og skældes ud, fordi man søger om hjælp. Ja, det er rigtig jeg har henvendt mig tidligere, da jeg for lidt mere end et år siden stod i lignende situation. Lignende i kursiv, fordi den nuværende situation adskiller sig fra tidligere ved at min forsinkelse ikke skyldes sygdom, men derimod at jeg har haft meget at se til i forhold til sønnikes udredning og at jeg derfor ikke har kunne studere på fuldtid (hvilket jeg også mener vedlagte lægeerklæringer dokumenterer), men jeg skulle selvfølgelig lige have en bemærkning med på vejen, hvortil jeg så må forklare, at jeg jo ikke er syg. Læser de overhovedet de papirer man medsender?

Jeg siger endvidere at jeg hellere end gerne vil betale den evt. tildelte hjælp tilbage, men kommer til at bruge det forbudte ord "lån". Jeg må jo forstå at kommunen ikke er en bank. Det er også beklageligt, at jeg ikke er bekendt med sagsbehandler terminologi, men i min optik er tilbagebetalingskrav og lån to sider af samme sag. Jeg vrisser jo heller ikke af folk, fordi de ikke ved hvad Pentateuken er (samlet betegnelse for de første 5 bøger i det Gamle Testamente, altså 1-5 Mosebog), fordi jeg godt er klar over at det er teolog-sprog...

Jeg bliver bare så trist, når man bliver mødt med en sådan attitude. Jeg er ikke ude på at snyde systemet og rane til mig. Jeg prøver bare at få hverdagen til at fungere og tage mig en uddannelse, hvilket jeg selvfølgelig undskylder, men vil til mit forsvar sige at jeg har handlet ud fra bedste overbevisning. Dels i forhold til hvad mente var bedst for mig selv. Dels fordi jeg tillod mig at tænke, at jeg derved kunne blive til gavn for samfundet, mine medmennesker og en god rollemodel for min søn.

Vores .......... tandbørste...

Kan i huske den reklame Carlsberg kørte i 90'erne med Vores Øl? Temaet var et kollektiv hvor de var fælles om alt, ja, de havde sågar én fælles tandbørste, men øllerne var hippien (spillet af Ulf Pilgaard) ikke interesseret i at dele...

Jeg kan huskede jeg morede mig meget over reklamen, for hvem er så klamme at de ligefrem deler tandbørste?

Ja, det er sønnike og jeg så!

Vil for god ordens skyld nævne at det selvfølgelig ikke er/var tilsigtet, men vi har åbenbart begge været så tilpas distræte, at vi i en lille måneds tid (efter udskiftning) er kommet til at bruge den samme...

Jeg er i øvrigt spændt på hvilket konsekvenser det får for vores planlagte netværksmøde på sygehuset, at KL har lockoutet lærerne. Sidste møde blev aflyst da både sagsbehandler og skolepsykolog havde meldt afbud og mødet blev rykket 5 uger. Er det kutyme eller er jeg bare uheldig...?

Dummebøder!!!

Ih altså! Jeg har fået - ikke een, men hele to - dummebøder i dag. Altså ikke af en stor brutal rockertype. I begge tilfælde var det faktisk en dame med pagehår. Ikke den samme dame. Den ene var blond, mens den anden var rødhåret. Men bortset fra det er sammenligningen med rockertypen slående. Begge iklædt sort tøj og begge medlem af en klub som viser absolutely no mercy, hvis man forbryder sig mod deres regler; DSB.

Mit togkort udløb i går og jeg fik selvfølgelig ikke det nye med, da jeg skulle ud af døren. Resultatet: To bøder á 125 kr stk = 250 kr. Nitte!

Tørlagt alkoholiker

Det er i dag d. 18/2 og bortregnet de første timer af år 2013 jeg har indtil videre drukket een genstand i løbet af året. Et glas rødvin til bestyrelsesmødet i onsdags (Regner vi 1. jan. med i statestikken er vi oppe på maks. 6 genstande). Hvorfor skriver jeg dette? Fordi JEG ER SÅ FUCKING TRÆT AF AT FOLK STÅR I KØ FOR AT MENE AT JEG HAR ET ALKOHOL PROBLEM eller problemer med kriminalitet eller alt muligt andet, eftersom jeg har ADHD. Jeg er jo godt klar over at disse fordomme ikke er opstået på tomt grundlag, men hvorfor er det snarere reglen end undtagelsen, at det som udgangpunkt er det mange mennesker forbinder med ADHD, når grundproblematikken skal søges andet sted?

Jeg har flere gange overvejet om ikke jeg burde udfærdige en manual over mig selv. Hvad jeg dur til og hvad jeg ikke kan tåle og hvis uheldet er ude - hvordan jeg repareres bedst muligt. Så behøver jeg ikke for 117. gang sidde og fortælle at jeg skam sjældent drikker alkohol og at min straffeattest er lige så ren som en nyvasket babymås. Bare stikke et papir og sige; Hvis du så ellers har nogen seriøse spørgsmål, så sig endelig til...

Der er virkelig behov for at omverdenen får øjnene op for hvad ADHD i virkeligheden er. Jeg er konsekvent begyndt at sige at jeg har en neurologisk forstyrrelse/et neurologisk handicap, når jeg snakker med folk jeg ikke kender, fordi så snart jeg siger ADHD, har de allerede et billedet af mig, som jeg vil mene i høj grad afviger fra virkelighedens mig. At pakke ting ind er jo ikke det samme som at lyve, vel?!

Første skoledag

Jeg hedder Jette. Jeg bliver snart 34 år. I dag var det min første skoledag. Det var en spændende dag, for jeg havde mit yndlingsfag. Mit yndlingsfag er Gammel Testamentlig Eksegese. Det kan godt være lidt svært at skrive, så på min skole kalder vi det bare for GT. GT er mit yndlingsfag, fordi man lærer mange spændende ting om gamle dage. Man skal også læse et mærkeligt sprog, hvor man læser den forkerte vej. Det kan godt være lidt svært, men man skal bare øve sig. Min lærer er sød og han skældte ikke ud, selvom jeg ikke havde nået at læse alt på det mærkelige sprog. Jeg kan godt lide at gå i skole, for jeg har nogle søde klassekammerater og man må godt drikke kaffe i timerne.

Jeg er startet op som fuldtidsstuderende igen. Jeg kan godt være bange for om jeg presser mig selv for hårdt, nu hvor der også sker så meget omkring sønnike. På den anden side, tror jeg også det er sundt for mig, at have noget andet at tænke på. Det gik ihvertfald op for mig efterfølgende, at det i små to timer faktisk lykkedes mig at tænke på noget andet, end hvor svært det er at være mig for tiden. Det er da altid en start...

Hvis du var en bil.....

hvilket bil ville du så være?

En slags hurtigt personality tjek af den som udspørges. Alt efter hvad vedkommende så svarer, kan man konkludere om de ser sig selv som smarte og hurtige eller rummelige og familievenlige.

Hvis jeg var en bil, ville jeg være en gammel Fiat, som end ikke kunne indkassere skrotpræmie...

I mandags blev jeg ringet op af min søns klasselærer. Hun ønskede vi skulle holde et møde og snakke tingene igennem. Årsagen er sandsynligvis denne mail, som jeg sendte samme fredag vi fik at vide at sønnike også har Aspergers:

Kære lærerteam og skoleleder

Først de praktiske oplysninger. N har i dag fået en Asperger diagnose, hvilket vil sige at han både har ADHD og en autismespektrumforstyrrelse. I forhold til ADHD’en er vi begyndt på medicinsk behandling. N skal tage depot-medicin, så det vil ikke være nødvendigt at skolen hjælper og minder ham om medicin, da han vil tage dette, inden han tager hjemmefra. Men det er vigtigt at i er OBS på hans reaktioner og om det hjælper i forhold til hans koncentrationsbesvær.Endvidere skal jeg bede jer om at udfylde et BRIEF-skema, som jeg lægger ned i hans taske i et plastikchartek. Helst så hurtigt som muligt, da det er dem som vil danne grundlag for hvor og hvordan vi bedst kan hjælpe N, ved netværksmødet.

Derudover synes jeg i høj grad i skylder mig en undskyldning. Dette er selvfølgelig henvendt til Ns “normale” lærerteam og ikke jer barselsvikarer, som jo ikke har andel i tidligere misforståelser. Da jeg henvendte mig til jer med henblik på kontakt til PPR og udredning, sagde jeg allerede dengang - hvilket i vel husker - at jeg mente N havde ADHD med Aspergers som tillægsdiagnose. Jeg vedkender gerne at jeg tog en smule fejl. Ns Aspergers er mere udtalt end hans ADHD, så det er sidstnævnte som er tillægsdiagnose. Til gengæld er min viden om ADHD større end min viden om Aspergers, hvorfor jeg naturligt har fokuseret mere på dette. Derfor var børneteam-mødet i sept. 2011 også en meget stor mundfuld. Jeg oplevede der blev talt ned til mig og min mistanke blev negligeret. Endvidere stod der i den PPR indstilling H. E udfyldte ikke noget om hverken ADHD eller Aspergers, men blot omkring Ns problemstilling. Jeg skal selvfølgelig ikke kunne sige om det havde gjort nogen forskel, men jeg mener at vi kunne være kommet meget længere om lærerteamet havde bakket op om mistanken. Især nu hvor grundige sygehusundersøgelser viser at det hele tiden har været mig der har haft ret. Men nej, manglende viden omkring børne/unge psykiatri har været skyld i at jeg fejlagtigt er blevet stigmatiseret som - jeg ved ikke hvad den korrekte pædagogiske betegnelse for lortemor er - mindre kompetent...? Hvad værre er, er dog at min søn har haft det psykisk skidt i lang tid, fordi skolen ikke har været i stand til at definere problemet. Eller måske rettere har fejldefineret problemet. Det gør altså noget ved en familie. Hvis der var blevet læst på lektien, ville i være klar over at det værste man kan byde ADHD og/eller Asperger-forældre, netop er det B-skolen har gjort. Stressniveauet i sådanne familier er i forvejen højt. Det bliver bestemt ikke bedre når forældrene (mig), som virkelig gør alt hvad de kan og så godt de nu kan, bliver dunket i hovedet med at det ikke er godt nok. For mit vedkommende har det ført til, at jeg er blevet mere usikker på mig selv, hvilket så gør at jeg fremstår endnu mere nervøs og utjekket ved skole/hjem-samtaler, netop fordi jeg jo ved at min mindste bevægelse bliver vejet og vurderet og senere brugt imod mig. Og det hjælper bestemt ikke N at jeg stresser.

Nuvel, som jeg nævnte ved skole/hjem-samtalen i nov. er det selvfølgelig ikke kun lærerteamet på overbygningens skyld. Der er tale om årevis af frustrationer, fordi jeg ikke har kunne finde ud af, hvad som var i vejen med mit barn. Og det værste af det hele er at jeg ikke har haft nogen at snakke med det om. Hvis jeg har spurgt om råd hos lærerne, har jeg indirekte følt det antydet at problemet slet ikke var N, men derimod hans forældre (Hvilket primært vil sige mig og tidligere stedfar). Dog har det ikke hjulpet at nuværende lærerteam (her mener jeg Ns sædvanlige lærere, ikke jer barselsvikarer) har sendt to underretninger til socialforvaltningen. Den første kan jeg acceptere, da N havde for meget fravær (som jeg som sagt ikke var bekendt med), men den anden er jo decideret løgn. Ihvertfald det med at “hjemmet ikke har reageret på henvendelserne” fra sundhedsplejesken. Det mest pinlige er endda at underretningen blev sendt EFTER vi havde været ved øjenlægen, hvor vi i øvrigt jævnligt går til kontrol. Og selvfølgelig er det heller ikke første gang han er blevet synstestet, men jeg regner da ikke med at skulle give besked, når der ikke er noget i vejen.Derudover har jeg flere gange fortalt at N spiser hjemme i det store frikvarter. Når i så påtaler dette i en underretning, sender i det signal til mig, at i ikke har tillid til at jeg taler sandt. Den er meget svær at komme tilbage på og i skrivende stund ved jeg heller ikke hvordan det nogensinde skal blive muligt at få et godt skole/hjem-samarbejde til at fungere. Mistilliden går jo begge veje.

Jeg har derfor tænkt mig at kontakte kommunalbestyrelsen og forelægge dem Ns sag, når der er blevet udfærdiget en lægeerklæring på hans diagnoser. Jeg anser desværre dette for nødvendigt. Ikke blot for Ns skyld, men også for de andre børn som må komme efter ham. Jeg mener det ville være hensigtmæssigt om skolen fik noget mere oplysning om psykiatri hos børn og unge og forhåbentlig kan denne sag være medvirkende til det, så andre forældre ikke skal igennem samme nedværdigende behandling, som ikke alene ødelægger familier, men også koster kommunen penge.

Med det sagt, håber jeg alligevel at det vil være muligt at få etableret et fornuftigt skole/hjem-samarbejde samarbejde. For Ns skyld.

Mange hilsner

Jette A.

Jeg indrømmer gerne at jeg nok er lidt hård i min korrespondance, men et eller andet sted er det vel forståeligt ud fra hvad jeg har været udsat for - håber jeg.

Jeg endte dog med at smække røret - så godt det nu end lader sig gøre på en iPhone - i arrigskab. Jeg har tidligere selv forslået at vi skulle mødes og have en dialog, men der kunne de først finde tid til et møde flere uger senere. Da min søns klasselærer ringede i mandags, var mødeindkaldelsen med to dages varsel. Men jeg sagde at jeg ikke kunne forstå, hvorfor vi ikke bare kunne vente til sygehuset indkaldte til netværksmøde.

Efterfølgende fik jeg denne besked (jeg håber ikke jeg gør noget ulovligt ved at copypaste...?):

Hej Jette

Jeg ønsker ikke at tage en diskution over mail, og tilbød dig derfor et møde på onsdag, sammen med skolelederen og skolepsykologen, som du desværre takkede nej til.

Jeg mener, at de tiltag, vi på skolen har iværksat er for Ns bedste.

Vi er stadig meget opmærksom på N, men kan konstaterer at han de sidste 3 måneder har været i fremgang, både fagligt og socialt, og virker til at trives.

M.v.h. H. E

Hvortil jeg svarede:

Hej H

Jeg er ikke interesseret i noget møde. Jeg kan ikke rigtig se hvad det skulle gøre godt for. I/du holder jo tydeligvis stadig på at i har haft fat i den lange ende, med de tiltag i har gjort for N, hvilket jeg så ikke er enig i. På det grundlag er det fuldstændig umuligt på nogen måde at få et fornuftigt samarbejde til at fungere. Men det kunne da være interessant at høre argumentet bag, for jeg kan bestemt ikke se logikken. Altså medmindre du tænker på at underretningen fik mig til at tage sagen i egen hånd, således at N kom i udredning...?

Det bedste for N har helt klart været at få en diagnose også selvom han har svært ved at forholde sig til dette. For det har hjulpet mig, til ikke at bebrejde mig selv. Det har hjulpet mig til at vide at jeg trods alt er den som kender mit barn bedst og en glad mor er det N har mest brug for. Jeres fejlvurdering kan ikke siges at have medvirket positivt til dette. Tværtimod.

Mvh
Jette

Efterfølgende kunne jeg dog ikke dy mig for at sende endnu en besked. Dels fordi jeg glemte at videresende ovennævnte til skolelederen. Dels fordi jeg manglede at tilføje noget væsentligt:

Jeg er ikke interesseret i noget møde/dialog, før jeg har fået en (skriftlig) undskyldning.
I skulle endvidere meget gerne have modtaget invitation til netværksmøde i dag (5/2), hvor i vil blive sat ind i Ns problemstilling og behov, af en speciallæge. Forhåbentlig bliver det kun nødvendigt i en kort periode, da N vil have bedst af andet skoletilbud, som forstår ham og hans problematik.

Når det så er sagt, er det skam ikke fordi jeg ikke forstår hvor svært det er/har været for jer at møde N. Det er ikke så mærkeligt, når drengen er autist. Men jeres fejl har været at behandle ham som alle andre børn og stille de samme krav. Krav som han slet ikke har været i stand til at honorere, hvilket jeg flere gange har prøvet at forklare jer - uden held.
Men i holder stadig på, at i har gjort det rette tiltag for N...? Og det holder i stadig på, selvom jeg fortæller jer, at jeg er i besiddelse af hans sygehusjournal og at der i denne - med trykte sorte bogstaver - står at miljøet i hjemme er sundt og at Ns depressive enkeltepisode skyldes skolen? Hvis ja, har jeg (og sygehuset) helt ret i at N bestemt skal have et andet skole tilbud. Hvis ikke, ser jeg frem til en undskyldning og efterfølgende konstruktiv dialog.

Med venlig hilsen
Jette

Når jeg læser korrespondancen igennem, kan jeg ikke gøre op med mig selv, hvorvidt jeg gik over stregen. Gør jeg ret i at udtrykke min vrede eller burde jeg lade som ingenting og bare få det bedste ud af situationen?

Historien slutter dog ikke her. Jeg har efterfølgende været i kontakt med forældrerådgivningen og sendt en ansøgning om andet skoletilbud til sønnike, hvilket jeg selvfølgelig vil vende tilbage til. Lige nu vil jeg dog prøve om jeg kan få lidt søvn.

P.S. Jeg ved indlægget tekstmæssigt ser lidt sært ud. Jeg vil se om ikke jeg kan få en bloghaj til at hjælpe mig med at redigere. Foreløbig håber jeg dog ikke det er for forstyrrende for læsningen.